Læsetid: 9 min.

’Tag et andet sted hen med jeres dæmning’

Regional udbytning. Der foregår et boom i byggeriet af vandkraftdæmninger i Laos, og en central del af forklaringen skal findes i det østlige Thailand. Her har en gruppe efterhånden gamle landsbyboere fået sat en så radikal miljødagsorden, at Thailands el-monopol nu foretrækker at udbygge produktionen i det fattigere naboland
De gamle fiskere fra landsbyerne ved Pak Mun-dæmningen i Thailand er mødt op hos provinsguvernøren for at kræve dæmningen åbnet, så de kan fiske. Deres modstand har fået det thailandske elmonopol til at udbygge vandkraften i det fattigere naboland Laos i stedet.

Nina Trige Andersen

18. august 2015

Både sikkerhedspolitiet, militæret og et hold lokale politibetjente er mødt op ved Ubon Ratchathanis provinsregerings hovedbygning for at tage imod omtrent 80 gamle mennesker fra landsbyerne ved Mun-floden i det østlige Thailand på grænsen til Laos. De gamle har samme problem, som stadigt flere af deres endnu fattigere naboer i Laos nu slås med: Nogen fandt ud af, at floden kunne producere strøm, og nogen glemte at spørge lokalbefolkningen, om det var i orden med dem, at deres livsgrundlag forsvandt, for at andre kunne tjene penge på – og andre igen kunne forbruge – den elektricitet, en vandkraftdæmning kan producere.

De gamle sætter sig på jorden foran to rækker bevæbnede vagter. Det er den 26. maj, og de er kommet for at kræve, at en 12 år gammel aftale om vandkraftværket overholdes: Dæmningen skal åbnes de næste fire måneder, så de lokale kan fiske og tjene til deres overlevelse.

Protesterne mod Pak Mun-dæmningen har 30 års jubilæum i år. Planerne blev første gang offentliggjort i 1985. I 1994 stod vandkraftdæmningen færdig, og lokalbefolkningens levebrød forsvandt. Først i årene efter begyndte forhandlingerne om kompensation.

Når dæmningens porte er lukket, er Mun-floden stort set tom for fisk. I stedet bliver der produceret et antal megawatt, der kan holde omkring tre mellemstore indkøbscentre i Bangkok kørende.

I årtier har landsbyboerne, der kalder sig Assembly of the Poor, kæmpet for genetablering af flodens øko-system, for åbning af dæmningen de måneder, hvor fiskene gyder, og ultimativt for at få fjernet dæmningen helt. Tilbage i protestbevægelsen er stort set kun gamle mennesker, for deres børn er rejst som migrantarbejdere til Bangkok eller til naboprovinser, hvor de arbejder i servicebranchen, på fabrikker, i byggeri. Der er ikke længere arbejde til de nye generationer langs Mun-floden.

Assembly of the Poor og den landsdækkende modstand mod dæmningsbyggerierne, som de igangsatte, har fået Thailands elmonopol EGAT til at opgive en lang række vandkraftprojekter inden for landets grænser. I stedet importeres strøm fra Laos, hvor den ene megadæmning efter den anden er ved at blive opført med investeringer fra EGAT, fra internationale udviklingsbanker og fra private banker i Thailand, Kina, Malaysia og Europa. I Laos er der nemlig ingen, der tør protestere mod det, der bliver fremstillet som en win-win for de lande, der deler Mekongfloden: Nogle er fattige, men har masser af potentiel vandkraft, andre har penge og et tilsyneladende umætteligt behov for energi.

Ind over grænserne

Den transnationale handel med energi er opmuntret af blandt andre Asian Development Bank (ADB), der siden starten af 1990’erne har haft fokus på det, de kalder økonomisk integration i Greater Mekong Subregion (GMS), der indbefatter Thailand, Laos, Cambodja, Vietnam, Myanmar og Yunnan-provinsen i Kina. Snarere end reel integration er der ifølge ADB imidlertid sket det, at »de storforbrugende lande har udbygget deres nationale elnet ind over grænserne til de territorier, hvor vandkraften produceres«, som der står i rapporten Assessment of the Greater Mekong Subregion Energy Sector Development.

Læs også: Når det bedste ikke er godt nok

Alligevel presser udviklingsbanken, der blev stiftet i 1966 med Japan og USA som drivkræfter, på for at sætte tempoet op. Optimalt set burde regionaliseringen ske »mere gradvist« under hensyn til, at landene ikke har et lige udgangspunkt at forhandle fra, men det er der desværre ikke tid til, forklarer Asian Development Bank i sin rapport. Klimaforandringer, ressourceknaphed og hastig økonomisk vækst gør det nødvendigt at fortsætte i samme spor: De fattigste lande, Laos, Myanmar og Cambodja som storproducenter af vandkraft, og Thailand, subsidiært Vietnam, som de store aftagere.

Fuld fleksibilitet

Den hidtil største aftale om transnational handel med energi i Sydøstasien og startskuddet til den nuværende udvikling blev indgået med kraftværket Nam Theun 2 i Laos (se artikel bragt i Information 17. august 2015), som ved at opdæmme og omdirigere vandet fra Nam Theun-floden til Xe Bang Fai-floden producerer omkring 5.600 gigawatt om året til Thailand.

De nye energiproduktions- og distributionsnetværk, der bliver skabt i disse år, betyder, at mennesker, adfærd og steder bliver forbundet på nye måder. Når temperaturen stiger i Bangkok, og de thailandske byboere skruer op for deres for aircondition, har det direkte indvirkning på laotiske fiskeres og bønders liv langs Xe Bang Fai-floden nedenstrøms fra Nam Theun 2 kraftværket.

Jo mere strøm, kraftværket skal producere, desto flere kubikmeter vand bliver der sendt gennem turbinerne og ud i floden, hvor vandstanden så stiger uafhængigt af, eller somme tider samtidig med ’naturlige’ stigninger i floden. I sidstnævnte tilfælde kan et øget aircon-forbrug i Bangkok koste en vandbøffel eller en rismark livet ved Xe Bang Fai-floden i Laos. Geograferne Ian Baird og Noah Quastel beskriver denne mekanisme som »en kompleks serie af grænseoverskridende forhandlinger, geopolitik og fysiske enheder«, hvorigennem »forbindelsen mellem thailandske forbrugere og fjerne økologier af afgørende betydning for lokale laotiske livsvilkår omskabes«.

Hold jer i ro

I Ubon Rachathani bliver landsbyboerne inviteret indenfor af guvernøren, da han ankommer med sin eskorte. De gamle fremlægger deres krav: Dæmningen skal åbnes inden for syv dage. Det er nu, det kritiske tidspunkt for fiskeriet er indtruffet. I stedet for at åbne, er dæmningen imidlertid blevet yderligere lukket til for at hæve vandstanden i reservoiret og dermed øge den potentielle energiproduktion. Guvernøren lover at sende besked videre til regeringen øjeblikkeligt. Han er på deres side, må de forstå, og det er meget vigtigt, at de ikke foretager sig noget uden først at have koordineret med ham. Gør de det, kan han ikke hjælpe dem.

Uden for samler de gamle sig på parkeringspladsen for at evaluere, inden de skal hjem til hver deres landsby langs Mun-floden. Mange er optimistiske. Men lederne af protestbevægelsen er skeptiske. Det gik næsten for nemt, mener de. Og hvorfor lagde guvernøren så stor vægt på, at de skal forholde sig i ro?

Besværligt for elmonopolet

Den første vandkraftdæmning i Thailand, Bhumipol, blev bygget i 1950’erne i Chao Phraya flodbasinnet. I 1960’erne kom 70 procent af Thailands energi fra vandkraft. Siden er flere energikilder som kul og gas kommet til, og i dag udgør vandkraft blot omkring en tiendedel af elforbruget. Pak Mun er en dråbe i energihavet og kunne i praksis lukkes i morgen, uden at det ville påvirke den samlede elforsyning synderligt. Pak Mun producerer omkring en tyvendedel af, hvad EGAT i dag køber fra Nam Theun 2 i Laos.

I Wangsabang Tai, en af de små landsbyer langs Mun-floden, fortæller Sompong Wiangchan om modstanden. Det er 30 år siden hun første gang troppede op hos dem, der planlagde Pak Mun-dæmningen og sagde: »Dette er mit hjem, tag et andet sted hen med jeres dæmning«.

EGAT byggede alligevel. Men siden tog de faktisk et andet sted hen med deres dæmninger. Lige over på den anden side af grænsen. Det var ikke det, Sompong Wiangchan havde ønsket sig. »Et andet sted hen« var hendes måde at sige »ingen steder hen«. Nu er hun både aktiv i modstanden mod dæmningen på ’hendes’ flod, og mod dæmningsbyggerierne i Laos.

»Floderne er forbundet,« siger Sompong Wiangchan. »Når de bygger i Laos, har det også konsekvenser for os. Og her i Pak Mun ved vi, hvordan det må være for befolkningen i Laos. Vi ved, hvordan det føles, at de lokale aldrig bliver taget med på råd.«

Bønder og aircon

Ifølge Thailands nye energiplan, fremlagt i foråret, skal landets energikapacitet fordobles inden for de næste 20 år. Det skal ikke mindst ske gennem investeringer i de fattigere nabolande Laos og Myanmar. Kritikere hæfter sig ved, at EGAT er i gang med at opbygge en reservekapacitet på næsten 40 procent, hvor man almindeligvis regner med omkring 15 procent. Om 20 år vil omtrent en femtedel af Thailands energi komme fra nuværende vandkraftværker i Laos, som Nam Theun 2, og fra kraftværker under konstruktion, som eksempelvis den omstridte Xayaburi-dæmning på Mekongs hovedflod i det nordvestlige Laos og det nærliggende kulkraftværk Hongsa, der også er bestilt af EGAT.

Flere ngo’er og uafhængige energiforskere mener, at EGAT’s politik bygger på en kombination af overdrevne forventninger til kommende vækst, for lille fokus på energieffektivitet og for store økonomiske interesser i opbygningen af en overdrevent stor reservekapacitet af energi.

Global integration

Det er ikke mindst Asian Development Bank, der har understøttet udviklingen mod grænseoverskridende handel med energi som et led i strategien om markedsintegration. Den til lejligheden opfundne betegnelse Greater Mekong Subregion (GMS) antyder, at Laos, Thailand, Cambodja, Vietnam, Myanmar og den kinesiske Yunnan-provins kan forstås som en region med sammenfaldende inter-esser alene af den årsag, at Mekong-floden har betydning for dem alle.

Men den regionale integration er snarere drevet frem af global, »men helt igennem ulige kapitalistisk investering, produktion og handel«, skriver geografen Jim Glassman i bogen Bounding the Mekong, og argumenterer for, at Asian Development Bank ikke er optaget af regionale relationer, men af at integrere Greater Mekong Subregion i et større østasiatisk system, der igen er spundet ind i et globalt system. Processen understøtter stærke kapitalkræfter med kapacitet til at drage fordel af større markeder, og som kan ’tappe’ såvel billig arbejdskraft som naturressourcer fra de svage led i regionen, mener Glassman.

Gået i hi

Hvad angår vandkraft har den transnationale handel i Asian Development Banks konstruktion af regionen ikke kun ulige konsekvenser her og nu, som når laotiske landsbyboeres levebrød skal ofres for at holde airconsystemer i thailandske indkøbscentre kørende. Om et par årtier kommer nogen formentlig til at stå med en uventet regning for energifesten, og det bliver ikke Thailand. Til den tid er deres aftaler med kraftværkerne i Laos udløbet. De udenlandske entreprenører og investorer kommer også til at være over alle bjerge, da langt de fleste kraftværker er bygget med den ved første øjekast generøse klausul, at Laos’ regering kvit og frit kan overtage kraftværket om 25-30 år, når de såkaldte Build–operate–transfer og build–own–operate–transfer-aftaler udløber.

Men ifølge den internationalt anerkendte ekspert i vandkraftdæmninger Thayer Scudder, er vandkraft netop ikke bæredygtig udvikling, blandt andet fordi de oparbejder et gevaldigt svineri i løbet af deres levetid.

»Selv om de på kort og mellemlangt sigt har betydelige fordele i form af elektricitetsproduktion og vandingssystemer til husholdninger og industri, vil langt de fleste dæmningsreservoirer før eller siden mudre til,« skrev han i bogen Global Threats, Global Futures fra 2010. Dengang var han stadig tilhænger af vandkraftdæmninger, han mente blot, at de skulle udføres med større respekt for dem, det gik ud over, og med større omsorg for fremtiden. Siden har Scudder fortrudt sin optimisme, og er »gået i hi« for at bearbejde sin erkendelse af storskala-vandkraftens ødelæggende karakter og for at færdiggøre en række skriveprojekter. Ifølge Scudder, der har over et halvt århundredes erfaring i branchen, findes der i de fleste tilfælde ingen ingeniørtekniske løsninger på, hvordan det skidt og de tungmetaller, der samler sig i og omkring vandkraftdæmningerne, effektivt kan renses væk. Og, skriver han, »hvordan de (dæmningerne, red.) skal afvikles for slet ikke at tale om, hvordan de helt kan fjernes for at genskabe naturlige strømme, er ikke indbygget i de cost-benefit analyser, der bliver anvendt til at legitimere projekterne«.

Sat ud af kraft

Da den frist på syv dage, som Mun-flodens gamle landsbyboere havde sat for åbning af dæmningen, udløber i starten af juni, indkalder Ubon Ratchathanis guvernør Assembly of the Poor til møde igen. Aftalen om en årlig åbning er sat ud af kraft på ubestemt tid, meddeler han. De gamle protesterer: Fiskene er allerede begyndt at gyde, snart vil det være for sent. Men EGAT’s og dermed myndighedernes beslutning ligger fast.

Nok er landene i den såkaldte Greater Mekong Subregion både ulige og forskellige, men der er én præmis, der er fælles: Lokale bønder og fiskere kan kaste grus i maskineriet, men det er ikke hensynet til deres behov, der afgør, hvordan og hvornår energien skal produceres.

Serie

Seneste artikler

  • Vandkraft forvandler Laos til markedsøkonomi

    25. august 2015
    Vandkraft er vores eneste mulighed for økonomisk udvikling, lyder det fra Laos’ regering, der planlægger en ’kaskade’ af megadæmninger inden for de næste par år. Ideen er plantet af Verdensbanken og skal forvandle det tidligere planøkonomiske land til åben markedsøkonomi
  • Når det bedste ikke er godt nok

    17. august 2015
    Vandkraftdæmningen Nam Theun 2 i Laos er Verdensbankens mønstereksempel på social og miljømæssig ansvarlig energiproduktion. Rapporter fra både Verdensbankens egne eksperter og uafhængige forskere kaster imidlertid kedelige skygger over fejringen af kraftværkets tiårsjubilæum i år
  • Mekongfloden under ombygning

    11. august 2015
    Laos bygger vandkraftdæmninger på Mekongs hovedflod og beskyldes af sine naboer for at gå enegang og blæse på konsekvenserne for miljøet. Men det er et speget spil med høje indsatser: Cambodja er selv i gang med et dæmningsbyggeri, der kan forvolde endnu større skader, og Thailand står klar til at købe strømmen fra dem alle
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu