Læsetid: 8 min.

Uønskede flygtninge ved Rivieraen

Siden begyndelsen af juni har en flok flygtninge slået lejr ved grænsen mellem Italien og Frankrig. De er blevet fanget i striden mellem EU-landene om, hvem der skal bære hovedansvaret for den store flygtningetilstrømning
En flok flygtninge har slået lejr på stenblokkene foran havet få meter fra grænsen mellem Italien og Frankrig. De truer med at hoppe i vandet, hvis det italienske politi forsøger at fjerne dem.

En flok flygtninge har slået lejr på stenblokkene foran havet få meter fra grænsen mellem Italien og Frankrig. De truer med at hoppe i vandet, hvis det italienske politi forsøger at fjerne dem.

Sofie Amalie Klougart

3. august 2015

Man skal blot løfte foden fra speederen og lade bilens fart falde lidt inden det sidste sving, så kan man glide ubesværet over grænsen mellem Italien og Frankrig uden at skulle træde på bremsen.

Som følge af Schengen-samarbejdet er den italienske og den franske riviera, Riviera dei Fiori og Côte d’Azur i dag en fuldt integreret grænseregion, hvor personer og varer cirkulerer frit. Franskmændene spiser, drikker og går på indkøb på den italienske side af grænsen, mens italienerne især tager den modsatte vej for at arbejde.

Men en af grænseovergangene mellem byerne Ventimiglia og Menton, helt nede ved Middelhavets bred, har denne sommer været scene for en generalprøve på ophævelsen af den fri cirkulation i EU. Frankrig har i snart to måneder bevogtet grænsen grundigt for at forhindre, at potentielle asylansøgere, som skulle have været registreret i Italien, rejser ind i landet. Samtidig har en flok flygtninge slået lejr på stenblokkene foran havet få meter fra grænsen og truer med at hoppe i vandet, hvis det italienske politi forsøger at fjerne dem.

»European asylum« – europæisk asyl – står der på et banner på balustraden foran den improviserede flygtningelejr. »We must pass« – vi skal over – står der på et andet.

Fornægtelse af Europa

Vi ankommer lige inden solnedgang midt i ramadanen. De fleste af flygtningene har fastet hele dagen. Da solen går ned bag bjergene, bliver der kaldt til bøn. Italiensk Røde Kors og en flok frivillige franske muslimer sørger for, at dagen afsluttes med et festmåltid. Maden anretter de på aluminiumstæpper, som blev uddelt under et uvejr for nogle dage siden. »Allahu akbar« – Gud er stor – udbryder en mand fra Sudan efter at have indtaget sin mad i tavshed og peger på solens flammehav over himlen.

Sofie Amalie Klougart

Flertallet af de omkring 120 flygtninge, som har slået lejr her, er yngre mænd fra østafrikanske lande. Efter ankomsten til Italien er det lykkedes dem at undgå at blive registreret, og de vil således i teorien kunne søge asyl i et andet EU-land, hvis det lykkes dem at krydse grænsen. Flere af dem siger, at deres mål er Storbritannien, hvilket betyder, at deres næste forhindring bliver tunnelen under Den Engelske Kanal ved Calais.

Briterne, som ikke er med i Schengen-samarbejdet, bestemmer selv, hvordan de vil bevogte deres grænser, men det kan franskmændene formelt ikke. Frankrig har da heller ikke officielt genindført systematisk grænsekontrol, men som reaktion på Italiens manglende evne eller vilje til at registrere alle de bådflygtninge, som ankommer til landet – i år foreløbig omkring 100.000 – har bevogtningen af de befærdede grænseovergange ved Rivieraen været optrappet markant siden begyndelsen af juni. Det sker i strid med EU’s grundprincipper, mener den franske forfatter Christian Salmon.

Læs også: Spøgelserne på Milano Centrale

»Denne blokade er ikke blot et moralsk og politisk overgreb mod de flygtninge, som har ret til politisk asyl, men må også fordømmes som en fornægtelse af Europa, fordi den underminerer et af de grundlæggende principper, som legitimerer den europæiske konstruktion: personernes frie bevægelighed inden for et fælles område.«

»Samtidig med at man over for den græske regering indskærper, at traktaternes regler skal overholdes, ser vi så et af de lande, som var med til at grundlægge EU, som åbenlyst krænker dem under pres fra en offentlig opinion, der i store træk har overtaget den yderste højrefløjs synspunkter,« skriver Salmon i webavisen Mediapart.

Gamle smuglerruter

Foruden grænseovergangen ved havet er der tre andre officielle måder at komme fra det ene land til det andet: Der er motorvejen, togforbindelserne og den gamle toldbod, hvor det franske politi effektuerer udvisninger til Italien.

Blandt de lokale i Ventimiglia går der rygter om, at de franske myndigheder benytter sig af forvirringen til at hælde så mange udlændinge uden gyldig opholdstilladelse – sans-papiers, som franskmændene kalder dem – over grænsen til Italien. Antallet af flygtninge, som opholder sig på stranden, svinger lidt, fortæller Fiammetta Cogliolo fra Røde Kors.

Sofie Amalie Klougart

 

Nogle betaler lokalkendte passeurs for at lede dem over grænsen via de gamle smuglerruter gennem bjergene eller som skjulte passagerer i en bil, mens andre giver op og forlader Ventimiglia for i stedet at prøve at komme til Nordeuropa ad anden vej. Foran grænsebyens station har et par hundrede flygtninge slået lejr i håb om at kunne komme med toget til Frankrig.

»De får end ikke lov til at stige om bord på togene, som kører over grænsen,« siger portieren på et hotel over for stationen: »De ødelægger turismen, som vi lever af. Og de kan da heller ikke være sultne, når de bare smider mad og vand, som de har fået udleveret, på gaden.«

Uledsagede mindreårige

Klokken 10 om formiddagen næste dag er solen allerede så stærk, at det er ubehageligt at opholde sig på stenblokkene ved grænsen. En lokal mand har opstillet en solfanger, så flygtningene kan få opladet deres mobiltelefoner. På stranden er der også tre uledsagede mindreårige. Det er 17-årige Berhane, 16-årige Yemane og 14-årige Binyam. De hævder at være fra Eritrea, men har ingen dokumenter og kunne lige så godt være fra Etiopien eller Sudan. Måske har nogen fortalt, at det bedst kan betale sig for dem at sige, at de er fra Eritrea.

»Det er en meget svær situation, for selv om vi får mad og vand, er det meget stressende at vente her,« siger den ældste, der som den eneste taler engelsk og derfor fører ordet: »To af vores venner er allerede kommet over grænsen,« siger han og peger mod Frankrig.

Sofie Amalie Klougart

De har været et halvt år undervejs og er blevet bestjålet på rejsen gennem Sahara, fortæller Berhane og fortsætter: »I Libyen var vi indespærret i en måned sammen med over 1.000 andre flygtninge. Der var lus overalt. Der var 450 passagerer på den båd, jeg var med. Vi var på havet i fem timer, inden vi blev samlet op af et italiensk redningsfartøj. Det var vi så på i to dage, inden vi blev sejlet i land.«

Efter fem dage på et modtagecenter på Sicilien begyndte de rejsen videre mod nord – uden at være blevet identificeret. Det er en slægtning i Israel, der betaler for rejsen, og målet er Holland, siger Berhane. De to andre ser lidt beklemte ud, mens Berhane forsøger at finde ordene til at beskrive deres situation. Den yngste, Binyam, tør lidt op, da vi finder en tennisbold og et par plastikketsjere og giver os til at spille med ham. Pludselig er han et barn igen. Den 16-årige Yemane virker derimod, som om han har nogle større traumer at overvinde.

»Alle europæiske lande er smukke, men vi er nødt til at komme til Holland,« siger Berhane uden at kunne forklare hvorfor.

»For et par dage siden ville de tre mindreårige slet ikke snakke. Men nu viser det sig så, at en af dem rent faktisk kan lidt engelsk,« siger Fiammetta Cogliolo: »Vi skal prøve at finde ud af, hvorfor de vil til Holland, og om der er nogen, vi kan kontakte.«

Fransk modvilje

I den franske by Menton tager turisterne solbad med udsigt til flygtningelejren på den anden side af grænsen. For præcis 75 år siden blev omkring 13.000 franskmænd tvunget på flugt, da italienske tropper indtog grænsebyen. Benito Mussolini havde planer om at inkludere Nice – den italienske samlingsbevægelses frontfigur Giuseppe Garibaldis fødeby – og Korsika i sit rige. Italienerne gav sig straks til at udplyndre byen, indførte italiensk som obligatorisk sprog og ændrede gadenavnene: Promenade de la mer, den mondæne havnepromenade, blev således til Passeggiata Mare Nostrum.

Nu demonstrerer den franske højrefløjsorganisation Génération Identitaire mod, at nutidens flygtninge skal passere grænseovergangen nordpå. Deres slogan. »Ikke tale om. Europa bliver ikke jeres hjem«:

»Kan vi gøre andet end at forsøge at holde dem ude?« spørger bestyreren af bådudlejningen i Mentons havn: »Kunne du måske selv godt tænke dig at have muslimer som naboer?«

Sofie Amalie Klougart

Den lokale avis, Nice-Matin, betegner flygtningene som indésiderables, »uønskede«, og byens borgmester – den højreorienterede Christian Estrosi, som er søn af italienske emigranter – praler af at have fordoblet politistyrken og opsat videoovervågning overalt.

To ældre damer fra Grasse, 75 km fra Menton, er derimod frustrerede over den franske regerings hårde linje. De er kørt til grænsen med et par plastikposer fulde af billige livremme, som de deler ud til flygtningene, der for de flestes vedkommende er udhungrede og iført alt for stort italiensk genbrugstøj.

Sofie Amalie Klougart

»Det er en katastrofe,« siger den ene af damerne. »Vi har en socialistisk regering, som er endnu længere til højre end Sarkozy. Politikerne er bange for den ekstreme højrefløj. Derfor er borgerne nødt til selv at gøre noget. Der er en forladt kaserne i Menton. Hvorfor kan den ikke bruges til at indkvartere dem, der sover på stranden?«

Italiensk selvmål

Regeringen i Italien har flere gange opfordret EU-partnerne til at gøre op med Dublin-forordningen, som regulerer EU’s asylpolitik og pålægger det første ankomstland at behandle asylansøgningerne. Men italienerne har også undladt at registrere mange af de flygtninge, som i de seneste år er ankommet til landet, for dermed at tvinge de øvrige EU-lande til at tage et større ansvar. Men den strategi risikerer at give spektakulært bagslag, mener Germano Dottori, lektor i strategiske studier ved Luiss-Guido Carli-universitetet i Rom.

»Efter at have mødt lukkede døre på det højeste niveau har vi kort sagt forsøgt at spille smarte,« skriver Dottori i det geopolitiske tidsskrift Limes: »Det er desværre en politik, som ikke giver resultat i EU. Den kan tværtimod vise sig at være farlig, fordi gamle fordomme får lov til at konsolidere sig, fordi regeringens troværdighed falder, og fordi risikoen for, at vores land bliver ekskluderet fra Schengen-samarbejdet, således stiger. Det er ikke længere blot en teoretisk mulighed, hvis faktiske virkeliggørelse ville medføre et betydeligt tab af konkurrenceevne for vores eksportvirksomheder og store problemer for de italienere, der arbejder i et af nabolandene.«

Sofie Amalie Klougart

Fiammetta Cogliolo fra Røde Kors er stadig ved grænsen i Ventimiglia, hvor der nu opholder sig lidt under 100 flygtninge: »De tre mindreårige drenge bad om at blive kørt ind til stationen. Nu ved vi ikke, hvor de er. Hvis de er blevet anbragt på et italiensk modtagecenter, kan de sagtens have forladt det igen,« siger Cogliolo til Information og tilføjer, at Frankrig i gennemsnit udviser 20-30 flygtninge til Italien hver dag.

»Ifølge de seneste tal blev der i går sendt 51 flygtninge tilbage. De har også nægtet at give mindreårige beskyttelse. De burde skamme sig.«

Sofie Amalie Klougart

Serie

Seneste artikler

  • Flygtningenes møde med et korrumperet asylsystem

    23. juli 2015
    Når bådflygtningene går i land i Syditalien, bliver de forvandlet til en kilde til velstand for personer og partier. Den slags er mange af dem flygtet fra i deres hjemlande, og derfor vil de fleste helst fortsætte rejsen mod de nordeuropæiske retsstater. Modtagecentret i Mineo på Sicilien er blevet et symbol på, hvordan europæerne selv har forværret flygtningekrisen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

En ting er sikkert, bevogtningen af de befærdede grænseovergange ved Rivieraen og et EU's slogan »Ikke tale om Europa bliver ikke jeres hjem«, løser ingen af de underliggende årsager, der bringer flygtninge til EU, det er i bedste fald en udskydelse af problemerne en ligegyldigt EU overspringshandling, imens befolkningerne i EU venter på, EU tager sig sammen til at forstå problemet og løse udfordringerne.

Hans K Hansen

Over tid findes der ingen løsninger med overensstemmelse med de påståede universelle menneskerettigheder. Der findes kun pragmatiske under forudsætning af mulig økonomi i henhold til integration.

De vil, enten før eller senere, medføre at man tilbagesender flygtningene efter Australsk model. Alternativet er en ny europæisk underklasse, med hvad medfølger af terror, allerede velkendt fra socialismen og nazismen. Der er med andre ord ingen alternativer over tid.

for Danmarks vedkommende, og Sverige for den sags skyld, hvor svenske politikere allerede har skudt deres befolkning i foden, så er spørgsmålet hvor mange man kan tage uden det går ud over økonomisk socialpolitik.

Hvor mange indvandrere kan 6 millioner indbyggere brødføde, hvor kun ca 3 millioner bidrager til indtjeningen, og hvor integrationspolitik allerede har vist sig ikke at tilsvare kravene? Hvilke konsekvenser får det for socialpolitik, dvs ældre, børne, uddannelses- og sygdomspolitik?

Prøv at forstå at det her handler mere om de grædende hjerters politik.

Heidi Josefsen, Mona Blenstrup, Ole Olsen, Preben Haagensen, Jannik Sørensen og Anders Hede anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Migranterne er ikke ligefrem de personer som befordrer, at samfundet bevæger sig fra fattigdom til overlevelse, tvært i mod. Så et eller andet sted er der tale om overlevelse i et samfund som oversvømmes af migranter.

David Zennaro

Jo, migranterne har virkelig noget at tilbyde. Det er resourcestærke mennesker, som kan lægge en plan og gennemføre det. I virkeligheden er det et stort brain drain i Afrika og andre steder, hvor de kommer fra.