Læsetid: 4 min.

Dagbog fra Lesbos – dag 1

Syv danske unge er taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtninge-netværk at stå for modtagelsen af bådflygtninge.
Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen

2. september 2015

Overalt flød redningsveste, soveposer, bleer og ødelagt legetøj. Det tilhørte de flere hundrede mennesker, der trampede rundt på det. Flygtninge, primært fra krigene i Syrien, Irak og Afghanistan. Alle desperate for at finde ud af, hvor de skulle hen, og hvad der skulle ske med dem.

Det var os, der skulle fortælle dem det, men vi vidste det ikke. Vi var ankommet til havnen i Molivos på den græske ø Lesbos tidligt i morges, det var her, vi mødte moderen og hendes børn, der kom fra Syrien og fortalte mig, de skulle til Tyskland.

Hun troede, de kunne tage et fly. Hendes ældste datter lod i en leg vandet fra vandflasken plaske ned på sine beskidte fødder. Hun troede, den ville blive fyldt op igen. Hendes søn tog mig i hånden. Han troede, jeg skulle med. Og hendes yngste datter fik skældud af en tysk turist, fordi hun legede på fortorvet foran den restaurant, hvor han sad.

Jeg nåede kun at kigge vredt på ham, men så måtte jeg gøre mit job og fortælle dem, hvilken vej de skulle gå for at nå den overfyldte flygtningelejr 60 kilometer væk og prøve at få mig selv til at tro på, jeg endelig gjorde noget, der gav mening.

Arbejdet nedlagt

Til morgenmødet fortæller Melinda os, at der allerede er kommet 30 både ind i dag. Hun har i mange år drevet en restaurant ved havnen i Molivos, men har nu lukket ned for restaurationen i dagtimerne og lavet stedet om til noget, der minder om et modtagecenter. Her har hun, siden krigen for alvor brød ud i Syrien, omdannet arealet bag restauranten til en lejr med telte, rindende vand og kurve med solcreme, bleer og førstehjælpskasser.

I takt med at der kommer flere og flere flygtningene, er det lykkedes hende at koordinere et hold frivillige på ca. 30 mennesker, der står for alt hjælp til flygtningene, fra de ankommer i de sorte gummibåde, til de sendes videre til officiel registrering i Athen.

Men sådan er det ikke mere. Melinda sidder for bordenden og må holde en pause for at få styr på tårerne, inden hun fortæller os, at vi ikke må hjælpe et eneste af de op mod 1.500 mennesker, der er kommet ind med de 30 både i dag. Ikke med mad. Ikke med tøj. Ikke med et lift i en bil. Ingenting. Kun en enkelt banan og en tår vand må vi give til dem, der er blevet reddet op af vandet efter en ulykke på havet.

Beslutningen om at holde op med at hjælpe flygtningene er blevet truffet, fordi lokalbefolkningen har vendt sig mod os, og beskylder Melinda for at være årsagen til, at så mange flygtninge havner her. Ifølge dem vælger flygtningene at komme netop til denne havn, fordi Melinda behandler dem så godt. Det har resulteret i, at butikkerne ikke vil sælge os varer, og marken, hvorpå vi havde telte til flygtningene, må vi ikke længere leje.

Udlejeren har trukket sig. Derfor har vi nedlagt arbejdet for at bevise over for lokalbefolkningen at flygtningene vil komme, uanset om vi tager os af dem, eller indtil situationen bliver så slem, at de enten tigger os om at begynde arbejdet igen, eller EU kommer til undsætning.

»For det gør de da, hvis folk begynder at dø af tørst på Europas landeveje. Gør de ikke?« Den tyske pige, der arbejder med os i Melindas hold, får aldrig svar på sit spørgsmål.

Busser til de ’heldige’

Opgaven med at få flygtningene ud af lejren og op til landevejen går gennem byen. I to rækker. Som slagtekvæg bliver de gennet gennem gaderne, hvor de europæiske turister sidder på cafeerne på begge sider af brostensgaden. Optagede af at stirre koncentreret ned i koppen med den dampende morgenkaffe, imens de samtidig sørger for at forevige hvert et grædende flygtningebarn med iPhonens kamera. Hvor meget flygtningene opfatter, er jeg ikke sikker på. De, som ikke har øje på deres børn, går med bøjet hoved, som om de ihærdigt forsøgte at synke i jorden.

Oppe på landevejen begynder det egentlige kaos. Kun fem busser venter på os, de er til de ’heldige’ få, der har nået at blive registreret, inden vi nedlagde arbejdet. Den konstant voksende gruppe af kvinder, mænd og børn, der ikke har fået deres navn skrevet ind i excel-arket på kystvagtens computer, må derfor henvises til at gå de 60 km i solen, til øens eneste Røde Kors-drevne flygtningelejr. En lejr med plads og mandskab til at rumme maks 300 mennesker ad gangen, hvilket er en tiendedel af det antal, der i disse dage kommer til øen. Men de skal afsted. Alle sammen.

Vi måtte hverken give dem kasketter, kort over øen eller en sandwich til turen. Moderen, der har regnet med at flyve til Tyskland med sine tre børn, er en af dem. Det, der gav mest mening i dag, var da jeg brød reglerne og smurte hendes forbrændte børns ansigter ind i solcreme og ønskede dem held og lykke derudad.

Serie

Dagbog fra Lesbos

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

De frivilliges opgave starter fra det øjeblik bådene kommer til syne på Middelhavet til flygtningene er sat på en bus til den flygtningelejr, de skal registreres på – det kan godt tage et døgns tid. Den indbefatter alt lige fra at hjælpe dem ud af bådene til at give dem mad, vand, tøj og hjælpe dem med at kontakte deres familier og give besked om, at de er sikkert ovre.

Gruppen har selv betalt deres tur og samlet lige under 60.000 kr. ind til nødhjælp på øen. Derudover har de fået fragtet en masse donationer (fra tandbørster til et halvt ton presenninger til øen).

Seneste artikler

  • Dagbog fra Lesbos - dag 5

    8. september 2015
    Det er sidste dag på Lesbos. En kvinde med to små børn besvimer, men der er ingen grund til at ringe efter ambulancen, for den kommer ikke her
  • Dagbog fra Lesbos – dag 4

    7. september 2015
    Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest
  • Dagbog fra Lesbos – dag 3

    4. september 2015
    På vej hjem i bilen talte vi om, hvor underligt det havde været, at de, vi er her for at hjælpe, endte med at hjælpe os, og hvor fantastisk det ville være for både os og dem, hvis de kunne blive her og fortsætte arbejdet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Jensen
  • Lea Jensen
  • Michael Skaarup
Bo Jensen, Lea Jensen og Michael Skaarup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Kære Renna.

Gør det som du ved er rigtigt. Giv dem mad, vand, solcreme m.m.
Lad ikke en forkert "lov" afholde dig (og andre) for at hjælpe disse mennesker i nød.

mere kærlighed

Lea Jensen, peter fonnesbech og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Skaarup

Jeg håber at Renna og andre tør udfordre de lokale myndigheder, og trodse deres "autoritet". Jeg starter gerne en indsamling til at dække evt. bøde og sagsomkostninger, hvis det bliver aktuelt.

- Det er forkert ikke at hjælpe mennesker i nød.

Niels Graverholt

Jeg har lige sende denne mail til den græske ambassade i København. Men hvem er de lokale myndigheder?

I am a Danish citizen and I am considering travelling to Lesbos to assist with the reception of refugees, help them with clothes, food, toys for the children, help the weak, ill and old with transportation etc.
But now I hear that I will be arrested by the police, imprisoned and denied future entry to Greece if I help the refugees.
Therefore, I hope that the Greek Embassy will indicate whether this is correct - and if so, under which Greek law it happens.
Sincerely
Niels Graverholt

Beklager, men jeg tror, der er tale om en misforståelse - også i Niels Graverholts brev.

Som jeg forstår det, har befolkningen i Molivos og omegnen vendt sig imod Melinda og hjælperne. Derfor har Melinda besluttet at gå i strejke. Det er derfor, hjælperne ikke 'må' hjælpe! 'Derfor har vi nedlagt arbejdet for at bevise over for lokalbefolkningen at flygtningene vil komme, uanset om vi tager os af dem, eller indtil situationen bliver så slem, at de enten tigger os om at begynde arbejdet igen, eller EU kommer til undsætning.'

Det er ikke noget politi eller nogen officiel instans, der har foreskrevet det.

Og hvor i artiklen Niels læser, at han vil blive arresteret og sat i fængsel, hvis han hjælper, det kan jeg altså ikke se...

Kunne skribenterne måske (evt. senere) tage stilling til dette?

Niels Graverholt

Det havde flere personer på Lesbos oplyst mig om, og da jeg selv kom derned, blev jeg to gange af politiet gjort opmærksom på, at det var forbudt at transportere flygtninge.