Læsetid: 3 min.

Dagbog fra Lesbos – dag 2

Kvinden i mine arme var den første, jeg mødte. Jeg ville egentlig bare give hende en banan, men da vores øjne mødtes, vidste vi begge, at vi var nødt til at give den anden et knus. Vi klyngede os til hinanden. Det var hende, der begyndte at græde først.
Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

3. september 2015

Pludselig så vi dem. En strand fyldt med gennemblødte flygtninge. Netop kravlet i land fra en sort gummibåd, de havde krydset Middelhavet i. Omkring 30 kvinder og børn var ved at lægge deres våde tøj til tørre på de varme sten på stranden. Lige ankommet til Europa. Vi standsede bilen og fyldte poser, lommer og arme med bananer og vand. Det eneste nødhjælp, vi stadig må uddele på trods af, at vores arbejde er nedlagt.

Kvinden i mine arme var den første, jeg mødte. Jeg ville egentlig bare give hende en banan, men da vores øjne mødtes, vidste vi begge, at vi var nødt til at give den anden et knus. Vi klyngede os til hinanden. Det var hende, der begyndte at græde først. Fortumlet, bange efter bådturen og meget meget lettet over at være ankommet til Europa lod hun gråden overtage sin krop, mens hun gemte ansigtet i min skulder.

»Så lykkelig,« sagde hun. Og så kunne jeg heller ikke holde tårerne tilbage, men lod dem falde i hobetal ned på hendes hvide tørklæde. Sådan stod vi så. To kvinder på nogenlunde samme alder, men med to vidt forskellige liv i bagagen. Den ene flygtet fra borgerkrigen i Syrien, den anden netop kommet ind med charterfly fra Danmark. Mens hun var lykkelig ved tanken om at kunne få et liv i Europa, var jeg ulykkelig, fordi jeg – modsat hende – vidste, at det kan hun ikke.

Svineriet i byen

På Captains Table, som er navnet på den restaurant, frivilligteamet mødes på, er der kaos. For tre dage siden blev det besluttet at holde op med at hjælpe flygtningene, fordi lokalbefolkningen har vendt sig mod os, og tre dages nedlagt arbejde sætter sine spor.

Patty, der er kommet hele vejen fra Canada for at hjælpe, sidder ved et af bordene tættest ved havnen og diskuterer med sin veninde, om de skal melde til politiet eller ej, at en fastboende mand netop har overfaldet hende i frustration over svineriet i byen. Et svineri, vi på grund af strejken, ikke må rydde op. Tre borde væk sidder et syrisk kærestepar, der lige er blevet hevet op af vandet efter en bådulykke. Kvinden er gravid og pakket ind i tæpper, der skal få hendes kropstemperatur op igen.

Tre frivillige diskuterer, om man burde flytte hende et andet sted hen, hvor politiet og de andre flygtninge ikke kan se, vi hjælper hende. En af dem er Tracy, der har brugt hele dagen på at lave fem forskellige vagtplaner, som ingen overholder, fordi de ikke kan holde ud at bruge tiden på at rydde op i lageret, når de ved, der ligger mennesker og lider overalt i byens gader.

Imens kommer lokale til og fra og tilbyder deres hjælp eller beder os starte arbejdet igen. Som det er nu, er det ikke muligt, da store dele af byens befolkning stadig er imod vores arbejde. Vi ved ikke meget om dem, men Melinda, der er mastermind bag alt vores arbejde, er løbende i kontakt med både myndigheder og lokale. Hun tror, det går den rigtige vej.

Jeg holder mig ude af diskussionerne og betragter silhuetterne på kajen. 30 mennesker der for to dage siden blev hevet op af Middelhavet, efter at deres båd kæntrede. Hver gang, jeg forlader restauranten, håber jeg, det bliver sidste gang, jeg ser dem.

Har lige fundet sin mand

Da vi kørte væk fra stranden med den grædende kvinde, havde hun lige talt med sin mand. Mændenes båd var nu også kommet sikkert i land to kilometer længere henne ad kysten. Før, vi nåede gruppen af mandlige flygtninge, kørte vi forbi en lille strand med turister i liggestole og parasoller. Nede ved vandkanten var flere af dem ved at rydde et tidligere hold flygtninges redningsveste og punkterede både op. Mens vi betragtede det, talte vi om, hvor slemt det ville være for øen, hvis turisterne ikke længere ville bruge deres ferier her. De lokales angst stod klart. Men så kom de gennemblødte mænd til syne, og vi fik hurtigt givet dem bananer og vand, så de skynde sig videre hen til deres koner og børn på den anden strand.

Serie

Dagbog fra Lesbos

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

De frivilliges opgave starter fra det øjeblik bådene kommer til syne på Middelhavet til flygtningene er sat på en bus til den flygtningelejr, de skal registreres på – det kan godt tage et døgns tid. Den indbefatter alt lige fra at hjælpe dem ud af bådene til at give dem mad, vand, tøj og hjælpe dem med at kontakte deres familier og give besked om, at de er sikkert ovre.

Gruppen har selv betalt deres tur og samlet lige under 60.000 kr. ind til nødhjælp på øen. Derudover har de fået fragtet en masse donationer (fra tandbørster til et halvt ton presenninger til øen).

Seneste artikler

  • Dagbog fra Lesbos - dag 5

    8. september 2015
    Det er sidste dag på Lesbos. En kvinde med to små børn besvimer, men der er ingen grund til at ringe efter ambulancen, for den kommer ikke her
  • Dagbog fra Lesbos – dag 4

    7. september 2015
    Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest
  • Dagbog fra Lesbos – dag 3

    4. september 2015
    På vej hjem i bilen talte vi om, hvor underligt det havde været, at de, vi er her for at hjælpe, endte med at hjælpe os, og hvor fantastisk det ville være for både os og dem, hvis de kunne blive her og fortsætte arbejdet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Jensen
Bo Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu