Læsetid: 3 min.

Dagbog fra Lesbos – dag 3

Et par syriske flygtninge med erfaringer fra syriske flygtningelejre fik hurtigt sat system i pakningen og uddelingen af mad. Privatfoto
4. september 2015

Det var blevet fuldstændig mørkt, da vi nåede kajen i den lille havneby Scala. Vi havde egentlig lige besluttet at kalde det en tidlig aften og stoppe arbejdet for at tage ud at spise. Men så tikkede en besked ind på telefonen. Syv både med flere hundrede kvinder, mænd og børn havde netop ramt kysten en halv times kørsel fra vores hotel. I komplet uvidenhed om, hvad der ventede, fik vi pakket vores to biler med mad, førstehjælp og tøj og kørte ud i natten.

Syv unge danskere uden nogen erfaring med nødhjælp og hundredvis af mennesker i nød alene på en lille strand i komplet mørke. Uden anelse om, hvordan vi burde håndtere situationen, fik vi kufferterne med tørt tøj ud på asfalten. Mørket gjorde det umuligt at se, hvilke små børn, der var våde nok til at være i den lille gruppe, vi havde tøj til, så vi måtte føle på hver enkelt lille fod, arm og mave. Hvem var mest gennemblødt?

Kvinderne nåede vi aldrig til, da børnetøjet slap så hurtigt op, at vi måtte give de mindste børn kvindernes bluser på som kjoler og de større deres bukser på som heldragter med linningen trukket op under armene. Selv længe efter vi var løbet tør for alt, der kunne bruges, kom desperate mødre til og prøvede at få deres grædende femårige ned i bodystockings til nyfødte. Alle delte vi følelsen af total magtesløshed.

Tre mænd med en plan

Pludselig kom der lys. Tre mandlige flygtninge – den ene med en stor pandelampe fastspændt på kasketten – var stødt til. En time inden var de kravlet i land fra en af gummibådene. To af dem havde arbejdet fuldtid som nødhjælpsarbejdere, dengang Syrien var et sikkert land, som desperate irakere og afghanere flygtede til. Den tredje var med egne ord »bare god til tal«. På få minutter havde de udtænkt et system for, hvordan vores lille lager af mad skulle fordeles. Assis, der rigtignok var vældig god til tal, havde med øjnene scannet poserne med mad og på få sekunder regnet ud, hvor meget der var til hver familie.

Planen blev, at min veninde Tine og jeg skulle lave små bunker af mad. Hver bunke skulle indeholde tre stykker toastbrød, seks kiks, to små pakker med syltetøj og fem energibarer. Assis holdt styr på antallet af bunker, mens vi pakkede som sindssyge, og de to syriske nødhjælpsarbejdere stille og roligt gik ud med de små pakker til flygtningene, der sad i grupper under træerne og ventede på, at det blev deres tur til at få noget i maven. På vej hjem i bilen talte vi om, hvor underligt det havde været, at de, vi er her for at hjælpe, endte med at hjælpe os, og hvor fantastisk det ville være for både os og dem, hvis de kunne blive her og fortsætte arbejdet.

Ser situationen an

Tilbage på Captains Table, restauranten hvor vores frivilliggruppe holder til, møder vi to danske kvinder, der viser sig at komme fra Røde Kors. De er her for at »se situationen an«. Hvad det betyder, ved vi ikke, men vi håber inderligt, at der er hjælp på vej.

Indtil da har de os. Selv om vi til tider ikke føler os tilstrækkelige, bliver vi konstant mindet om, hvorfor det er vigtigt, at vi er her. Når en lille dreng falder sammen af grin, fordi vi har pustet sæbebobler i hovedet på hans mor, og hun fortæller, at det er første gang i flere uger, hun har set ham smile. Når vi samler familien med den blinde farfar op i bilen og skåner dem for en halv dags vandring på grusede stier i klipperne. Når vi på få minutter har forsynet 50 mennesker, der netop er reddet op af Middelhavet, med frugt, vand og tørt tøj. Og når vi giver en syrisk mand, der netop har forladt sin kone og de af hans børn, der ikke er blevet dræbt af Assads bomber, nogen at fortælle sin historie til. Ja, så giver det hele på en eller anden måde alligevel vildt meget mening – også selv om vi mangler folk som de syriske nødhjælpsarbejdere på vores team.

Vi krydser fingre for Røde Kors.

Serie

Dagbog fra Lesbos

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

De frivilliges opgave starter fra det øjeblik bådene kommer til syne på Middelhavet til flygtningene er sat på en bus til den flygtningelejr, de skal registreres på – det kan godt tage et døgns tid. Den indbefatter alt lige fra at hjælpe dem ud af bådene til at give dem mad, vand, tøj og hjælpe dem med at kontakte deres familier og give besked om, at de er sikkert ovre.

Gruppen har selv betalt deres tur og samlet lige under 60.000 kr. ind til nødhjælp på øen. Derudover har de fået fragtet en masse donationer (fra tandbørster til et halvt ton presenninger til øen).

Seneste artikler

  • Dagbog fra Lesbos - dag 5

    8. september 2015
    Det er sidste dag på Lesbos. En kvinde med to små børn besvimer, men der er ingen grund til at ringe efter ambulancen, for den kommer ikke her
  • Dagbog fra Lesbos – dag 4

    7. september 2015
    Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest
  • Dagbog fra Lesbos – dag 2

    3. september 2015
    Kvinden i mine arme var den første, jeg mødte. Jeg ville egentlig bare give hende en banan, men da vores øjne mødtes, vidste vi begge, at vi var nødt til at give den anden et knus. Vi klyngede os til hinanden. Det var hende, der begyndte at græde først.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonas Pedersen
Jonas Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu