Læsetid: 3 min.

Dagbog fra Lesbos – dag 4

Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest
I flygtningelejren på Lesbos møder de unge danskere en af de syrere, de tidligere har hjulpet på stranden.

I flygtningelejren på Lesbos møder de unge danskere en af de syrere, de tidligere har hjulpet på stranden.

7. september 2015

Det første, der mødte os, da vi kørte langs vandet ved byen Mytilini, var stanken af pis. På begge sider af vejen langs kantstenen flød urinstrømme og lignede resterne af et kæmpe regnskyl.

Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest.

Vi havde kørt 60 kilometer til byen, hvor lejren, vi i tre dage har sendt tusinder af mennesker af sted til på gåben, ligger. Nu var vi nødt til at se det selv. Jeg knugede min venindes hånd, mens vi kørte igennem byen. Ude af stand til hverken at tale eller tænke, betragtede vi menneskene i byens gader, mens tårerne trillede ned ad vores kinder. Er det det her, vi hjælper folk videre til, når de har fået tørt tøj og en tår vand?

Beskidte og uden snert af det håb, der strømmer ud af deres øjne, når vi hjælper dem ud af gummibådene, lå og gik folk rundt i deres eget tis. En mand, jeg for få dage siden havde hjulpet med et par tørre bukser efter turen over havet, bøjede hovedet og undgik mit blik, da jeg prøvede at hilse på ham gennem bilruden.
Hvert et torv var tæt pakket med små tomandstelte, der hver rummede hele familier. Og vi var ikke nået til lejren endnu.

»This fucking fence,« råbte hun og sparkede til pigtrådshegnet, der forhindrede os i at give hinanden det knus, man har brug for, når man møder en ven, man aldrig troede, man ville se igen. Lejren var åben, og man kunne frit vade ud og ind. Alligevel havde nogen taget den hjerteløse beslutning at opsætte et to meter højt pigtrådshegn. Det delte den i to med en sti i midten, hvor vi kom gående. 1.500 mennesker på hver side. Hun havde spottet os på vej tilbage fra et besøg på en af lejrens to eneste toiletbokse. Det var tandlægen fra Syrien, som vi forleden nat havde givet tørt tøj, da hun kom op af vandet. Hendes mørke øjne var stadig fyldt med ro og overblik, da vores hænder rørte hinanden fra hver vores side af hegnet.

Hun kaldte på sin mand, der er engelsklærer, taler fem sprog og hele tiden refererer til film og bøger, man burde have læst. Han stødte til med deres ældste søn, der er 13 år og hele tiden retter på sin fars ellers gode engelsk. De havde det samme tøj på som sidst, jeg så dem. I mellemtiden havde de gået 60 kilometer for at havne her.
Det hjælper ikke at græde

Her, hvor man, hvis man er heldig, sover på pap på jorden i et af de alt for få telte. Hvor folk uden penge ikke kan give deres børn mad og vand, men må drikke fra den plumrede vandhane tæt ved det hegn, mange bruger som toilet, hvis de to toiletbåse er fyldt op, eller man ikke orker den flere timer lange kø. Hvor mennesker venter i mange dage bare på at kunne få lov til at stå halve og hele dage i kø for at få deres papirer i orden, så de kan rejse videre. Hvor folk, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kommer sig efter politiets knippelslag. Hvor alle ligner nogen, der har glemt, at der findes glæde.

Alle på nær tandlægen og engelsklæreren. Da jeg brød sammen og ikke kunne stoppe igen, fik hun blanke øjne for en stund, men grinede så og ledte efter noget, der kunne muntre mig op. Det blev et tyggegummi. »Ikke græde, det hjælper ikke,« sagde hun, da hun rakte mig det gennem hegnet.

Serie

Dagbog fra Lesbos

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

De frivilliges opgave starter fra det øjeblik bådene kommer til syne på Middelhavet til flygtningene er sat på en bus til den flygtningelejr, de skal registreres på – det kan godt tage et døgns tid. Den indbefatter alt lige fra at hjælpe dem ud af bådene til at give dem mad, vand, tøj og hjælpe dem med at kontakte deres familier og give besked om, at de er sikkert ovre.

Gruppen har selv betalt deres tur og samlet lige under 60.000 kr. ind til nødhjælp på øen. Derudover har de fået fragtet en masse donationer (fra tandbørster til et halvt ton presenninger til øen).

Seneste artikler

  • Dagbog fra Lesbos - dag 5

    8. september 2015
    Det er sidste dag på Lesbos. En kvinde med to små børn besvimer, men der er ingen grund til at ringe efter ambulancen, for den kommer ikke her
  • Dagbog fra Lesbos – dag 3

    4. september 2015
    På vej hjem i bilen talte vi om, hvor underligt det havde været, at de, vi er her for at hjælpe, endte med at hjælpe os, og hvor fantastisk det ville være for både os og dem, hvis de kunne blive her og fortsætte arbejdet
  • Dagbog fra Lesbos – dag 2

    3. september 2015
    Kvinden i mine arme var den første, jeg mødte. Jeg ville egentlig bare give hende en banan, men da vores øjne mødtes, vidste vi begge, at vi var nødt til at give den anden et knus. Vi klyngede os til hinanden. Det var hende, der begyndte at græde først.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Karl Aage Thomsen
Niels Duus Nielsen og Karl Aage Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

jeg synes, at I gør et fremragende stykke arbejde bare ved jeres tilstedeværelse, jeg har som journalist været i uhyggeligt mange flygtningelejre rundt om i verden, og hver gang jeg har forladt dem, har jeg følt mig fuldstændig magtesløs overfor problemet, selv om jeg kunne skrive om de tragiske forhold, har jeg ofte haft det indtryk, når jeg kom hjem til Danmark, at danskerne bare brugte mine oplevelser som god underholdning. Flere jeg talte med om problemet, sagde også, at de følte sig lige så hjælpeløs som mig.

Torben Lindegaard

Det er særdeles oplysende at læse Renna Rose Agger Jørgensen artikelserie, og man bliver selvfølgelig påvirket af beskrivelsen af flygtningenes håbløse situation i Grækenland.
Hvis man sætter over Middelhavet i gummibåd for at havne i flygtningelejr på Lesbos, så har man godt nok ikke meget at miste, hvor man kommer fra - om noget overhovedet.

Men samtidig er artikelserien et opråb om at overlade dette arbejde til de professionelle.

Lad os hjælpe flygtningene i Danmark og sende penge til støtte for flygtningeindsatsen i nærområderne.

Hvis Renna Rose Agger Jørgensen havde begivet sig til Libanon, Jordan eller Tyrkiet ville man kunne finde lejre med lige så forfærdelige forhold - eller værre.

Man kan sagtens selv fortsætte listen og nævne flygtningelejre i Syd-Sudan eller Kenya, hvor beboerne er uden det mindste håb om nogensinde at nå frem til EU's grænser. For slet ikke at tale om, at der sikkert dér er langt imellem akademisk uddannede lejrbeboere, der oven i købet taler flydende engelsk.

John Christensen

Renna Rose....tak fordi du handler, dine forældre er stolte af dig - og med god grund!
Uden handling ingen forvandling. Next stop Peace!
Uden fred ingen fremtid.

God dag der ude