Læsetid: 3 min.

Dagbog fra Lesbos - dag 5

Det er sidste dag på Lesbos. En kvinde med to små børn besvimer, men der er ingen grund til at ringe efter ambulancen, for den kommer ikke her
En kvinde mister bevidstheden i det øjeblik, hun kommer op af den motorløsebåd, hun har været ombord på. Privatfoto

En kvinde mister bevidstheden i det øjeblik, hun kommer op af den motorløsebåd, hun har været ombord på. Privatfoto

8. september 2015

To mænd fra båden kom bærende på en ældre kvinde, der ikke kunne støtte på sine ben og tydeligt var meget bange. Min ven Frederik og jeg fik hende ind på land og i det øjeblik, vi lagde hende ned, mistede hun bevidstheden. En af de andre af bådens passagerer fortalte, at de var blevet passet op af en båd, hvor bevæbnede mænd havde stjålet deres motor og derefter efterladt dem drivende rundt på havet. Under den  bagende sol og uden nogen mulighed for at tilkalde hjælp havde de været sikre på, at de skulle dø.

Så var en fiskerbåd kommet forbi og havde taget det motorløse flygtningefartøj med på slæb mod Grækenland. Vi havde fået øje på dem et stykke fra kysten og stod klar, da de kom ind. Kutteren kunne ikke komme helt tæt på land, så nogle af mændene måtte springe i vandet et stykke fra land og svømme og hive den overfyldte gummibåd ind til stranden. Heldigvis var en hollandsk læge, der de sidste dage har været en del af vores frivilligteam, tilfældigt kommet forbi og kunne overtage plejen af den bevidstløse kvinde.

Arbejdet er genoptaget

Rundt omkring på stenstranden sad folk hver for sig – stirrende tomt ud i luften eller lydløst grædende. Ingen ringede lykkelige hjem og fortalte, at de var sikkert ovre. Ingen kyssede jorden. Ingen ville tage ’sikkert-ovre’-selfies til Facebook. Ingen grinede eller krammede. Ingen gjorde noget af det, der var normalt, når en båd kom ind.

Vi gav alle en flaske vand og nogle kiks. De fleste tog mekanisk imod det uden at afbryde deres uendelige stirren. En kvinde greb fat i min arm, da jeg rakte hende en flaske med vand. Uden at sige noget eller kigge på mig holdt hun fast, mens hun stirrede ud på havet. Min arm blev en del af hendes choktilstand, og jeg lod mit blik overtage af hendes tomhed, og stirrede også ud på vandet.

Vi blev afbrudt af den hollandske læge, der havde tjekket den bevidstløse kvinde og stillet diagnosen choktilstand og angstanfald. Kuren var ro i nærvær af sin familie. I mit stille sind tænkte jeg, at det var en absurd ting at bede en kvinde om, der netop havde forladt alt, hun elskede, og nu skulle gå 60 kilometer i 36 graders varme. Men jeg takkede ham bare og forklarede hendes fortvivlede mand, hvad lægen havde sagt.

På Captains Table – restauranten, de frivillige holder til på –  har de genoptaget dele af det nedlagte arbejde og er igen begyndt at drive en eller anden form for midlertidig lejr. Da jeg spurgte hvorfor, var svaret lidt i øst og lidt i vest. I bilen blev vi enige om, at der måske ikke rigtig var nogen anden grund, end at de frivillige ikke kan holde til at se flere folk sulte og flere spædbørn fryse en hel nat, gennemblødte ind til bleen. Da vi sagde farvel til Melinda, der koordinerer arbejdet, var hun i færd med at vise folk op i den midlertidige lejr, hvor hun forklarede dem, at der var mad, soveposer, vandpost og skygge. Det var en rar viden at forlade havnen med.

På vej hjem til hotellet fandt vi pludselig os selv midt i endnu en situation med en bevidstløs kvinde. Mens jeg prøvede at distrahere hendes to små børn med sæbebobler, prøvede Frederik og Tine at vurdere, hvad vi skulle gøre. Vi var alle sammen sikre på, at hun var dehydreret. I Danmark havde vi ringet efter en ambulance med det samme, men vi vidste, at her ville hun ikke blive samlet op. Det eneste, vi kunne gøre, var at give hende noget vand med sukker og salt, og krydse fingre for, at nogen ville tage hende og hendes familie op og skåne dem for noget af den lange vandring.

På vej mod lufthavnen snakkede vi ikke så meget, men betragtede med sorg i hele kroppen, de mange mennesker, der vandrede i samme retning, som vores charterbus. I en uge har vi set dem vandre. Og hver dag stillet os selv det samme spørgsmål, som vi gjorde i bussen kort inden lufthavnen. Hvor fanden er EU?

Serie

Dagbog fra Lesbos

Renna Agger er sammen med seks andre unge taget en uge til Lesbos for sammen med et lokalt flygtningenetværk at stå for modtagelsen af de bådflygtninge, der ankommer cirka 3000 af til øen om dagen.

De frivilliges opgave starter fra det øjeblik bådene kommer til syne på Middelhavet til flygtningene er sat på en bus til den flygtningelejr, de skal registreres på – det kan godt tage et døgns tid. Den indbefatter alt lige fra at hjælpe dem ud af bådene til at give dem mad, vand, tøj og hjælpe dem med at kontakte deres familier og give besked om, at de er sikkert ovre.

Gruppen har selv betalt deres tur og samlet lige under 60.000 kr. ind til nødhjælp på øen. Derudover har de fået fragtet en masse donationer (fra tandbørster til et halvt ton presenninger til øen).

Seneste artikler

  • Dagbog fra Lesbos – dag 4

    7. september 2015
    Bag en lille jordbakke sad folk på hug med bukserne nede om anklerne – vi regnede ud, at det måtte være toilettet. Hele byen lignede Roskilde Festival på femtedagen. Bare uden det mindste spor af fest
  • Dagbog fra Lesbos – dag 3

    4. september 2015
    På vej hjem i bilen talte vi om, hvor underligt det havde været, at de, vi er her for at hjælpe, endte med at hjælpe os, og hvor fantastisk det ville være for både os og dem, hvis de kunne blive her og fortsætte arbejdet
  • Dagbog fra Lesbos – dag 2

    3. september 2015
    Kvinden i mine arme var den første, jeg mødte. Jeg ville egentlig bare give hende en banan, men da vores øjne mødtes, vidste vi begge, at vi var nødt til at give den anden et knus. Vi klyngede os til hinanden. Det var hende, der begyndte at græde først.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bøjer mig i støvet - total respekt herfra. En smuk diamant i et kaos af ulykke. Mit spørgsmål kan så komme i forlængelse "Hvor fanden er Røde Kors"?

Benjamin Bach
Tak for info og link. Kendte ikke artiklen men deler frustrationen. Desuden frustrationen over de selv samme organisationer anbefaler at folk holder sig hjemme - hvilket har vist sig at være en forkert udmelding.