Læsetid: 8 min.

Død og dagligdag i Damaskus

Fatalismen og frygten hersker i den syriske hovedstad, hvis indbyggere er blevet forhærdede af den stadige udsættelse for vold. Mange fester dog også trodsigt igennem på byens natklubber for at glemme deres barske hverdag
Dagligdagen fortsætter side om side med hyppige morterangreb i det krigsplagede Syrien. Her på et populært marked i Damaskus. Ammar/Polfoto

Dagligdagen fortsætter side om side med hyppige morterangreb i det krigsplagede Syrien. Her på et populært marked i Damaskus. Ammar/Polfoto

21. september 2015

Oven i alle de andre fortrædeligheder oplevede Damaskus i sidste uge sin værste støvstorm i årtier. Hele byen blev indhyllet i en gullig tåge, der udviskede konturerne af en bleg sol og toppen af ​Qasioun-bjerget, hvorfra regeringstroppernes artilleristillinger beskyder oprørsområderne på den anden side af byen. Ikke så snart var stormen drevet over, før Z-Bar, den berømte natklub på taget af Omayad Hotel igen begyndte at tage imod bordreservationer.

Mindre usædvanlige er de enorme trafikpropper ved de checkpoints, der kontrollerer adgangen til offentlige kontorer, de store hoteller og byens største indkøbscenter. Advarsler udsendes om mulige bilbomber eller selvmordsangreb, og køretøjer gennemsøges af soldater eller lurvet udseende militsfolk i camouflagebukser og T-shirts. Ganske som på alle andre dage falder der også mortérgranater over byen, affyret fra de styrker, som regering og medierne konsekvent betegner som ’terrorister’, og de dræber helt tilfældige, helt almindelige mennesker.

I vintermånederne faldt der meget kraftig sne over den syriske hovedstad, hvilket også bidrog til elendigheden i den konflikt, der har sønderrevet landet siden 2011.

»Vi fik krigen, og vi fik sne og støv, så alt hvad vi mangler lige nu, er et vulkanudbrud,« siger skolelæreren Nizar spydigt.

I Storbritannien og andre europæiske lande er den fornyede pludselige interesse i krisen udløst af de flygtninge, der i stadig større tal strømmer ind i Europa. Men i Damaskus er der ingen, der taler om fred eller løsninger på flygtningekrisen. Livet går sin vante, dystre gang, hvor døden aldrig er langt væk.

»Det bliver værre – politisk, økonomisk, og naturligvis også humanitært,« siger Samer, en forretningsmand fra en af ​​byens gamle sunnitiske familier. Han er også en skarp om end diskret kritiker af præsident Bashar al-Assad. »Jeg er ikke i stand til at forestille mig nogen snarlig afslutning på alt det her«.

Ziyad Hashim, en læge fra Aleppo, der mener, at præsidenten stadig er eneste mand, der kan redde Syrien, er enig. Rygterne om ny militærbistand fra Rusland og Iran, Assads to trofaste allierede, tyder på, at en optrapning af ​​kampene kan være undervejs. Onsdag eftermiddag dræbte et mortér-nedslag tre personer tæt ved Bab Tuma, den gamle bys kristne kvarter.

En af dem var Maher al-Jizmati, 47, en far til fem. Hans død blev forevigt i et videoklip på Facebooksiden Dagbog fra Damaskus og på Twitter. Det samme gjorde det lige så blodige endeligt for en familie på seks, der allerede var fordrevet fra deres hjem – de blev ofre for en mortérgranat, mens de sad og spiste aftensmad udendørs midt i byens menneskemyldrende centrum.

Volden er hverdag

Indbyggerne i Damaskus indrømmer gerne, at deres hjerter er blevet forhærdede. »Jeg gik ned ad gaden, da en granat slog ned tæt ved, og en mand faldt om. Jeg aner ikke, om han blev dræbt eller kun såret,« fortæller Hala, en midaldrende forretningskvinde, »så jeg gik bare hen over ham for at komme videre med mine gøremål. Volden er bare blevet hverdag.«

Lyden af eksplosioner – fulgt af sorte røgfaner – er for længst blevet rutine. Det samme er drønene fra artilleribeskydningen fra Qasioun-bjerget og den fjerne jet-torden fra kampfly.

Faren lurer altid tæt på. Abbasidernes Plads i det nordlige Damaskus grænser op til Jobar, hvorfra oprørerne fra Jabhat al-Nusra, al-Qaedas syriske allierede, ofte affyrer deres mortérer.

»Tre af mine naboer blev dræbt på deres tag, og den næste granat slog ned på hjørnet ved cafeen,« siger en lokal borger. »Man skal bare være uheldig én gang.«

I sidste uge, længere nede ad vejen, dræbte en bilbombe en brigadechef fra luftvåbenets efterretningstjeneste, den mest frygtede af en række overlappende mukhabarat – sikkerhedstjenester. Drabet er dokumenteret i al sin isnende gru på en film optaget af islamistgruppen Ahrar al-Sham og derpå lagt på YouTube.

Ingen går fri

Selv ikke den så ironisk benævnte ’Grønne Zone’ – de elegante kvarterer såsom Abu Rummaneh og Malki – går fri for morterangreb. I sommers slog en raket ned i swimmingpoolen på Sheraton Hotel, indkvarteringssted for det hold af FN-medarbejdere, der forsøger at håndtere Syriens opløsning.

I det sydlige distrikt Midan, der oplevede massive demonstrationer mod regimet i den syriske folkeopstands første uger, serverer den nedslidte Rozana Café en delikat pollo – en iskold mynte og citrondrik – kun 400 meter fra Yarmouk-flygtningelejren, hvor Islamisk Stat holdes i skak af en blanding af soldater fra den syriske hær, iransk trænede nationalgardister og palæstinensiske grupper, der kæmper sammen med regimet.

Efter sigende er forholdene langt værre på den modsatte side.

Douma, der ligger 20 minutters kørsel fra det centrale Damaskus – holdes af Jaysh al-Islam – ’Islams Hær’ – ledet af den saudisk støttede, salafistiske prædikant Zahran Alloush, har været under belejring i tre år. Det var Douma og dele af det tilgrænsende østlige Ghouta-område, som blev ramt af det berygtede angreb med kemiske våben i 2013.

I sidste måned blev Douma udsat for endnu et angreb fra regeringsstyrkerne – denne gang med konventionelle våben – som reaktion imod flere dages mortérbeskydning mod Damaskus. Ifølge Læger uden Grænser løb tabstallet op i 377 dræbte og 1.932 sårede (hvoraf de 104 senere døde af deres kvæstelser) – af de sårede var 546 under 15 år.

»Det var et af krigens vendepunkter,« siger Mudhar, en alawitisk loyalist i 20’erne. »Det var en af de få gange, folk på den her side, mente, at dem på den anden side fortjente det. Der var ingen sympati. Regeringen følte, at den var nødt til at sende et stærkt budskab.«

Også det økonomiske pres vokser, og dette er – sammen med ønsket om at undgå militærtjeneste – angiveligt årsagen til, at så mange nu søger mod Europa. Det syriske punds værdi er faldet til katastrofalt lave niveauer over for dollaren, således at købekraften er styrtdykket, samtidig med at priserne er seks- eller syvdoblet. De lokale står over for underernæring og sult. Langvarige strømafbrydelser er del af hverdagens abnorme normalitet. Madvarer fordærves i køleskabene og må kastes væk. På hede dage er der ingen aircondition. Dieselgeneratorer brummer på fortovene, og folk bruger lommelygten i deres mobiltelefoner til at navigere igennem mørkelagte gader eller i deres hjem.

»Jeg står op for at vaske tøj kl. 03 om morgenen, mens der stadig er strøm,« siger en mor til to teenagere og ler. »Og is spiser vi ikke mere. Men selv om vi er i krig, får de statsansatte stadig deres løn til tiden. Omstændighederne taget i betragtning fungerer regeringen rimelig godt.«

Lev i dag

Det er også stadig muligt at more sig, især efter mørkets frembrud, når mortérbeskydningen stilner af. Restauranter og cafeer myldrer af liv.

Z-Bar og andre populære natsteder fester til den lyse morgen, og ofte istemmer gæsterne sange, der lovpriser præsidenten.

»Folk går ud for at more sig, for de kender ikke deres morgendag,« siger en 30-årig kvinde, der arbejder for bystyret. »De forsøger at glemme, hvad der foregår. De siger: ’Lev i dag, og glem dine bekymringer for i morgen’.«

Hoteller lægger lokaler til overdådige, larmende bryllupsfester, om end stadig flere af disse nu holdes i Libanons hovedstad, Beirut, ofte fordi brudgommen arbejder i Golfen.

»Hvad det her land har brug for, er at slippe af med Bashar,« siger en oppositionstilhænger. »Det er løsningen.« Ingen gør sig dog illusioner om risiciene ved politisk aktivisme. Utallige historier fortælles om anholdelser og tortur i mukhabarats varetægt – og om unge mænd, der forsvinder, og familier, der først måneder senere får at vide, at de kan hente deres lig.

Mange frygter dog i højere grad Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra end Assad – selv om nogle hævder, at det var hans nedkæmpelse af protesterne, der banede vej for islamisternes fremgang og støtten fra saudierne, qatarerne og tyrkerne. Under alle omstændigheder er ånden fra Det Arabiske Forår væk.

»Ingen i de regeringskontrollerede områder tror på revolutionen længere,« siger Nur, som har forladt Aleppo til fordel for Beirut. »Nu virker det bare naivt.«

Andre har valgt den relative sikkerhed i Damaskus.

»Jeg hader Bashar,« siger Mais al-Kreedy, en drusisk intellektuel. »Men jeg vil gerne have myrderierne stoppet. Og hvis regimet bliver besejret, vil der følge en katastrofe. Jo, vi ønsker frihed. Men vi vil også gerne forblive i live.«

Militære tilbageslag i de seneste måneder har presset regeringstropperne tilbage i mindre lommer – bl.a. har de hårdt prøvede styrker måttet trækkes tilbage fra omgivende områder som Raqqa, Idlib og de nordøstlige distrikter med henblik på at konsolidere Damaskus forstæder og en central korridor, der via Homs går til de alawitiske områder ved kysten – ’Regimeistan’, som nogen kalder det. Aleppo, landets kommercielle hovedstads skæbne, er fortsat uvis.

Ali, en radmager ung soldat fra Latakia, som tilbringer seks dage om ugen i en af hovedstadens sikkerhedspatruljer, kører i en ramponeret gul taxi på sin fridag. Han har brug for de ekstra kontanter, for regeringen betaler ikke nok. Han må tit spørge om vej rundt i Damaskus – ofte hos andre soldater, der også kører taxa. I tre år har han kæmpet imod Den Frie Syriske Hær i Homs, der dog aldrig imponerede ham. »De er bare terrorister,« snerrer han. »Syrien vil besejre dem, for vi er stærke.«

Den slags udtryk for tillid til den endelige sejr høres tit i Damaskus, men der er også mere dystre øjeblikke. En kvindelig medarbejder fra informationsministeriet – hendes job er at monitorere mediernes dækning – ser på et billede af soldater taget til fange af Jabhat al-Nusra, da deres igennem længere tid belejrede flybase ved Idlib faldt ved et selvmordsbombeangreb i sidste uge. Soldaterne ser skræmte, ydmygede og udmagrede ud. »Se på dem,« siger kvinden, rystet og grædefærdig. »De var ikke i stand til at flygte til Europa.«

De menneskelige omkostninger ved Syriens tragedie er sjældent ude af syne. På Mujtahid-hospitalet kan de ses i de kvæstelser, som Ahmed Qujah – en 11-årig med mørk hud og store øjne – har pådraget sig. Han mistede begge ben, da IS sprængte en lastbil i luften i Qamishli i nord, hvor hans kurdiske familie var flygtet til under slaget om Kobane tidligere på året. Hans far, Ahmed, der står ved siden af hans seng, bryder pludselig ud i en patriotisk tale – muligvis udløst af den uidentificerede mand i civilt tøj, der tavs står ved døren.

»IS er kujoner, når de gør sådan noget,« siger faren vredt. »Han er kun en dreng. Han var ubevæbnet,« siger han og trækker lagenet væk for at fremvise sin søns lemlæstede krop. »Præsident Assad regerer os, så vi er ikke bange, uanset hvad tyrkerne, saudierne og Syriens fjender gør.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benjamin Bach
  • Jens Thaarup Nyberg
Benjamin Bach og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu