Note
Læsetid: 2 min.

EU enig om flygtningemål – men ikke om kvoter

Udland
15. september 2015

Det krisemøde, der i går fandt sted mellem indenrigs- og justitsministrene fra EU’s medlemslande om fordelingen af 160.000 flygtninge, tog udgangspunkt i et mindre konsekvent sæt af konklusioner, end EU-Kommisionen havde lagt op til i sit forslag.

Financial Times havde fået adgang til det dokument, som ministrene skulle forhandle ud fra og ved at sammenligne det med Kommisionens oprindelige forslag fremgik det, at der var tilføjet en ordlyd, der udvandede Kommisionens ønske om at gennemføre en fordelingsplan baseret på kvoter så hurtigt som muligt. Nu skulle der tages hensyn til medlemslandenes eventuelle behov for »fleksibilitet«.

Ifølge Ritzau var det permanente kvotesystem til fordeling af flygtninge under fremtidige kriser, som EU-Kommissionen også vil have indført, gledet helt ud af konklusionerne ved mødets start.

Af det lækkede dokument fremgik det endvidere, at ministrene skulle tage stilling til økonomisk støtte til lande, der kæmper med at håndtere flygtningestrømmen ved EU’s ydre grænser. Her var Grækenland, Italien og det vestlige Balkan eksplicit nævnt. Men ikke Ungarn, der ellers også var nævnt i Kommisionens oprindelige tekst.

I aftes bekræftede den tyske indenrigsminister Thomas de Maziere, i en pause under mødet, at EU-landene var blevet enige om at fordele 160.000 flygtninge imellem sig. Men at det endnu ikke kommet frem, hvordan og hvornår disse flygtninge skulle fordeles. Det kaldte Tysklands indenrigsminister for »skuffende«.

Enighed var der dog fundet om, at EU skal skærpe fokus på at skille »økonomiske immigranter og flygtninge fra hinanden og hurtigere sende de migranter, der ikke kan få flygtningestatus, hjem igen«.

Selv om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) deltog, har regeringen på forhånd meldt ud, at Danmark ikke har tænkt sig at tage nogen af de 160.000. Et stort flertal af danskerne på 78,2 procent bakker nu ellers op om, at Danmark går med, hvis EU-landene bliver enige om en fælles fordeling af flygtninge. Mere end 5.000 flygtninge vurderes at have krydset de danske grænser den seneste uge, og den europæiske flygtningesituation har også sat sig spor i danskernes holdning.

Det viser en meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau blandt 1.038 repræsentativt udvalgte personer.

Bjarke Møller, direktør i Tænketanken Europa, er ikke i tvivl om, at flygtningesituationen har ført til et holdningsskred i befolkningen.

»Det er meget opsigtsvækkende og markant. Det er et holdningsskred, der er sket i løbet af sommeren, og det ser ud til, at der er en stigende tendens til, at danskerne ønsker at deltage i EU’s asyl- og indvandringspolitik,« vurderer Bjarke Møller.

anbr/Ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

»Det er meget opsigtsvækkende og markant. Det er et holdningsskred, der er sket i løbet af sommeren, og det ser ud til, at der er en stigende tendens til, at danskerne ønsker at deltage i EU’s asyl- og indvandringspolitik,« vurderer Bjarke Møller.

Undskyld mig - hvilken EU asyl- og indvandringspolitik?

Folk ser et fatamorgana.
Virkligheden er en helt anden, og det bliver uskønt at være deltager i, eller blot at være vidne til.

Hvorfor accepterer man snakken om 120.000 flygtninge, når alene Syrien har formået indtil nu at skabe 12.000.000 fordrevne og flygtede?

Hvad med de 99%?