Baggrund
Læsetid: 4 min.

Flygtningekrise øger risiko for brexit

Flygtningekrisen i Europa og britisk afvisning af at deltage i en europæisk løsning svækker David Camerons position i genforhandlingerne med EU og øger i sidste ende risikoen for, at briterne forlader EU-samarbejdet, vurderer iagttagere
Hvis Storbritannien ikke vil løfte sin del af byrden med de mange flygtninge i Europa, kan det skade den britiske premierminister David Camerons chancer for at for genforhandlet briternes EU-medlemsskab, vurderer flere

Hvis Storbritannien ikke vil løfte sin del af byrden med de mange flygtninge i Europa, kan det skade den britiske premierminister David Camerons chancer for at for genforhandlet briternes EU-medlemsskab, vurderer flere

Polfoto

Udland
14. september 2015

Den britiske regerings fortsatte afvisning af at deltage i en fælleseuropæisk løsning på flygtningekrisen i Europa risikerer at skade premierminister David Camerons chancer for en succesfuld genforhandling af landets EU-medlemskab.

Det synes klart, efter at en række europæiske regeringschefer og højtstående politikere åbent har kædet flygtningekrisen og genforhandlingen sammen.

»Når man tænker på briterne, som har deres eget katalog af krav, hvorfor skulle vi så gøre noget for dem? For man må sige, at solidaritet går begge veje,« sagde den østrigske kansler, Werner Faymann, forleden på østrigsk tv.

Stephen Mayear, talsmand for Angela Merkels CDU/CSU-alliance, sagde i et interview med The Times, at »hvis den britiske regering fortsætter med at fastholde den position, at Storbritannien står uden for klubben i forhold til denne store opgave om at dele byrden, kan det bestemt skade det tysk-britiske forhold og bestemt også David Camerons ambitioner om en succesfuld genforhandling«.

Den tidligere italienske premierminister og EU-Kommissær Romano Prodi har ifølge The Observer sagt, at han har svært ved at se, at David Cameron kan forhandle sig til en »positiv aftale, så han kan tage tilbage til London og sige: ’Se, jeg fik en masse fra Bruxelles’«, så længe Storbritannien ikke lever op til sine »moralske forpligtigelser« og tager imod et rimeligt antal flygtninge.

Voksende utålmodighed

Simon Hix, professor i europæisk politik ved London School of Economics, er ikke i tvivl om, at den britiske position – og flygtningekrisen generelt – er dybt problematisk for den britiske premierminister.

»Der er voksende utålmodighed i resten af EU i forhold til det britiske problem. Det begyndte med Cameron og Finanspagten, hvor det øvrige EU sagde: ’Vi forsøger at fikse en eurozonekrise, og du ønsker at diskutere beskyttelse af Londons finansdistrikt – gå væk’. Det er det samme nu, hvor de siger: ’Vi forsøger at fikse en europæisk migrationskrise, og du vil tale om at begrænse velfærdsydelser for EU-migranter i Storbritannien’,« siger Hix på en briefing i Londons Foreign Press Association.

»Den britiske position er svagere, hvis Cameron bliver ved med at sige: ’Hvad med mig, hvad med mig, hvad med mig’,« tilføjer han.

Hix er ikke alene om den vurdering. The Independents politiske redaktør, Andrew Grice, påpeger i en analyse, at »EU fungerer på basis af, at hvis ’du klør mig på ryggen, så klør jeg din ryg’«.

»Lande som Tyskland, Italien og Østrig har nu gjort det klart, at Cameron vil komme til at betale en pris i genforhandlingerne for hans stædige afvisning af at dele flygtningebyrden,« fortsætter han og konkluderer, at Storbritannien »næsten med sikkerhed vil forblive på sidelinjen og dermed yderligere skade Camerons anseelse i Europa og hans udsigt til at opnå en god EU-aftale«.

Financial Times skriver i en leder, at »Camerons standpunkt risikerer at skade hans anseelse internationalt. Han mister værdifuld goodwill, netop som han søger genforhandling af Storbritanniens EU-medlemskab forud for en folkeafstemning«.

Fri bevægelighed

Konservative britiske politikere har imidlertid afvist faren og har påpeget, at Storbritannien – som Danmark - har en juridisk undtagelse fra EU’s asylpolitik.

Desuden påpeger de, at landet er den største donor af økonomiske midler til hjælp i nærområderne, samt at Cameron mandag annoncerede, at Storbritannien vil tage imod 20.000 syriske flygtninge over fem år. Disse vil dog komme direkte fra flygtningelejrene i nærområderne.

De påpeger desuden, at det kan gavne Camerons håb om reform af den fri bevægelighed inden for EU, at denne er kommet under pres som resultat af flygtningekrisen, og at andre nu også taler om behov for reform.

Det tror Simon Hix imidlertid ikke på.

»Hvis hele migrantkrisen og hele diskussionen om EU’s migrationspolitik bliver blandet sammen med reform af den fri bevægelighed for folk inden for EU, bliver det til et langt mere kompleks spørgsmål end bare at reformere 2003-direktivet om fri bevægelighed,« siger han.

Alt i alt mener han, at den nuværende krise vil skade Storbritanniens chance for en succesfuld genforhandling og i sidste ende for et ja ved folkeafstemningen om fortsat britisk EU-medlemskab.

»Jo mere migrantkrisen forbliver på dagsordenen, jo mere vil det skubbe britiske vælgere mod EU’s udgang. Det vil gøre det muligt for UKIP at sige: ’Hvis vi melder os ud, kan vi igen få kontrol med vores egne grænser’. Det er årsagen til, at David Cameron forsøger at undgå EU-kvoter,« siger Simon Hix, der mener, at nej-siden på nuværende tidspunkt står stærkt.

»Hvis du er formand for ja-kampagnen, håber du, at migrantkrisen forsvinder, at eurozonekrisen forsvinder, at ingen taler om dybere eurozoneintegration, du ønsker godt nyt om den transatlantiske frihandelsaftale, du ønsker en ny reformdagsorden for EU, og du håber på, at væksten eksploderer i EU. Hvis du er leder af nej-kampagnen ønsker du krise, krise, krise,« siger Simon Hix.

»Det ser ikke godt ud for ja-siden. Vi kan meget vel befinde os i en situation i slutningen af 2016 eller begyndelsen af 2017, hvor Storbritannien har stemt ja til at forlade EU.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

»Det ser ikke godt ud for ja-siden. Vi kan meget vel befinde os i en situation i slutningen af 2016 eller begyndelsen af 2017, hvor Storbritannien har stemt ja til at forlade EU.«

Håbet er da lysegrønt for, at de smutter.
Be my guest - som de vist siger ovre på den anden side af Vesterhavet.

john andy houbo Pedersen

Hvis de ønsker at være i "Splendid isolation" er der ikke noget at gøre ved det.

Det er jo der, det ender - blot et spørgsmål om tid.

Henriette Bøhne

Tjoeh, den sidste uges tid har jeg såmænd også på sociale medier set almindelige tyskere gå ind for en "Däxit". Holdningen lader til at være, at når vi ikke vil tage ansvar og løfte i flok, så kan vi lige så godt melde os helt ud.

Helene Kristensen

Kejser Merkel er nok ikke ikke helt tilfreds. Det er der faktisk rigtig mange borgere i EU der ikke er, i flere lande er folk i oprør og direkte kamp mod magthaverne. I rigtig mange EU-lande er det kun politikerne og storkapitalen, der ønsker at være med i EU. Desværre findes der åbenbart ikke nogen danske journalister, der må dække den vinkel. Men faktisk er det så let at finde oplysninger på nettet. Lige nu arbejder vores landbrugsminister Eva Kjer Hansen, på at få det lavet sådan, at lande ikke må afvise GMO-afgrøder og GMO-foder uden først at have bedt GMO-virksomhederne om lov. Det får danskerne heller ikke noget at vide om. Der er umådelig meget den almindelige dansker ikke får noget at vide om, når det gælder EU, men er man interesseret i andet end aktionærernes profit kan oplysningerne findes på nettet.

EU er blevet et liberalistisk projekt. "De kunne værre så godt og så er det faktisk skidt"
Som EU tilhænger bliver der efterhånden svært at finde argumenter for de positive. Alle politikkere er enige om at det er den indre svinehund, vi skal hyrde. Slut med statsmandskab og medmenneskelighed. Slut med lighed og omfordeling. slut med at de bredeste skuldre bærer mest.
Liberalismen og snæversynet har sejret.
Tænk at vi skulle komme i en situation, hvor vi må sætte vores lid til Afrika, indien og Kina. Det er beskæmmende.

Tiden er ovre for eksklusive klubber som EU.
Næste stade hedder "one world".

Hvorfor skal det overhovedet interessere os; med mindre vi har stærke interesser i denne "overraskende" udvikling?

Brexit og Däxit, hedder det så Daxit eller Danexit?

Hans Jørgen Vodsgaard

Dvs at den tvungne fordeling er faldet, og hermed er chancerne for et brexit blevet reduceret og ikke styrket.

Merkel, Löfven og Juncker har med fransk støtte hovedløst arbejdet for en sprængning af EU ved at forsøge at gennemtvinge en fast kvotefordeling for den stadigt stigende flygtningestrøm, som de selv har forstærket med deres "humane" signaler til mennesker i nød udenfor EU. Nu siger især de baltiske lande, vise-landene og balkanlandene sammen med Finland og andre, nej - og viselandene har truet med at bruge deres vetoret, hvis Merkel alligevel udsigtsløst ville satse på at benytte et kvalificeret flertal i Rådet for at andre kunne aflaste hendes selvskabte problemer.

Det var til at forudsige. Det viser i øvrigt også, at de seneste dages hjemlige ekspertudtalelser om, at Danmark ikke kan forblive i Dublin-forordningen uden at sige ja til den tvungne fordeling har været en skræmmekampagne, der har bygget på en fejlvurdering af de politiske realiteter i EU. Det har været en fiktiv problemstilling og en fiktiv trussel for Danmark, som mange har forskellige grunde har haft en interesse i at fremmane.

Men nu er vi tilbage i virkeligheden. Solidariske svar i EU på flygtningepresset kræver, at man finder løsninger, der reelt kan reducere flygtningestrømmen både på kort og langt sigt. Mon ikke snart Tyskland og Sverige også er modne til at se på sådanne løsninger i stedet for at hæve deres "humane" fane så højt at de mister forbindelsen ikke kun til deres egne befolkninger, men også til de andre medlemsstater i EU.

Torben Lindegaard

@Nils Valla

Det dér med EU som en eksklusiv klub; det holder vist ikke rigtig længere.
I hvert fald ikke hvis du med eksklusiv mener velstående.
Men det var da noget, vi talte meget om i 1972, men med optagelsen af først Spanien, Portugal & Grækenland og siden landene fra Østeuropa forsvandt eksklusiviteten - og godt for det.

Menneskene på flugt fra Mellemøsten har for længst gennemskuet det.
De iler forbi de første sikre lande for at sikre sig og sine en bedre fremtid i de nordlige EU-lande.
Det kan man da umuligt bebrejde dem - det er det rationelle valg.

Selvfølgelig, hvis du med eksklusiv mener, at ikke alle kan blive optaget i EU, så er det korrekt.
Optagelse i EU forudsætter at landet er geografisk placeret i Europa.
Medlemskab af EU forudsætter desuden en demokratisk styreform, så det er ikke nemt at finde potentielle medlemslande udenfor Europa.