Nyhed
Læsetid: 9 min.

Hvad har FN nogensinde gjort for kvinderne?

Status 20 år efter kvindetopmødet i Beijing: Flere piger går i skole, færre mødre dør i barselsseng, men i globalt perspektiv er der kun sket beskedne fremskridt for kvinderettigheder. Økonomisk ulighed, tvangsægteskaber og hustruvold er blandt de mange vedvarende dårligdomme
20 år efter det FN-topmøde, som satte fokus på kvinders rettigheder, er der kun ske få fremskridt. Abortrettigheder er stadig sparsomt udbredt, vold mod kvinder – herunder voldtægt som krigsvåben – er udbredt og økonomisk ligestilling er stadig en fjern drøm.

Rahmat Gul

Udland
17. september 2015

Det var en milepæl for verdens kvinder: Et globalt topmøde, der skulle give tilværelsen et kvalitetsløft for halvdelen af ​​menneskeheden: Ligestilling, reproduktive rettigheder, mødres sundhed, politisk repræsentation og opgør med social undertrykkelse, tvangsægteskaber, omskæring, voldtægt og vold i hjemmet. Budskabet fra Beijing i 1995 var ikke til at tage fejl af: Nu var det på tide at gøre kvindesagskampen global.

Blandt de 17.000 deltagere var en række af verdens mest fremtrædende kvinder, herunder Hillary Clinton, Benazir Bhutto, den kenyanske miljøaktivist Wangari Maathai og Madeleine Albright. Aung San Suu Kyi holdt hovedtalen via videolink. Erklæringen – en dagsorden for forandring og en opfordring til handling – blev underskrevet af 189 lande. Topmødets arrangør, FN, kunne med rette være stolt.

20 år senere er de væsentlige fremskridt kun sparsomme. Jo, færre kvinder dør i barselsseng, flere beklæder et politisk embede og indsatsen mod kønslemlæstelse, FGM, har – i nogle lande – fået vind i sejlene.

Men det samlede billede er forstemmende. Abortrettigheder er stadig sparsomt udbredt, vold mod kvinder – herunder voldtægt som krigsvåben – er grasserende og økonomisk ligestilling er stadig en fjern drøm. Omkring 37.000 piger tvinges hver dag ind i ægteskab. Mere end 200 millioner kvinder har stadig ikke adgang til prævention.

Så mens FN i dette efterår kan markere sin 70-årsfødselsdag, kan halvdelen af ​​menneskeheden stadig spørge: Hvad har FN gjort for os?

Et svar kan findes i en lille landsby i Gujarat, Indien. Her er den gode nyhed, at en kvinde for nylig blev valgt som landsbyrådets leder for første gang. Den dårlige nyhed er så, at det tog Manjuben Mohanbhai Makwana en måned at samle mod nok til at møde op på sit eget kontor.

»Jeg var en af ​​12 kvinder valgt til rådet, men ingen af ​​os havde nogensinde været i rådsbygningen,« siger hun. »Vores ægtemænd regerede i vores navne.«

Som analfabetisk lavkaste-kvinde uden skolegang brød Makwana århundreders tradition, da hun tog sløret fra sit ansigt, så mændene i landsbyen Amargarhi i øjnene, og bad en af dem om at overlade sin plads til hende.

Han lo bare, husker hun. »Her sidder kvinderne på gulvet – ikke på stole,« sagde han. »Og mændene bestemmer.«

Eksemplet fra Gujarat viser, at tal og fakta kun er halvdelen af ​​historien. Kvindelig repræsentation er steget i hele verden: Der findes nu 11 parlamenter i verden, hvor over 40 procent af parlamentsmedlemmerne er kvinder – og ni kvindelige regeringschefer.

Ikke nået ud på landet

I Indien – efter to årtiers politik med positiv særbehandling – er en tredjedel af landsbyrådenes pladser i princippet forbeholdt kvinder. Men i Bhavnagar-distriktet i Gujarat, hvor Makwana bor, regerer omkring 70 procent af de kvindelige repræsentanter kun på papiret, idet de har givet fuldmagter til deres mænd til at gøre det i deres sted. Det hævder Anandi, en organisation, der uddanner kvinder i landdistrikter i lederskab.

Langsomt og med stort besvær hjælper Gujarats aktivister kvinder – især dem fra lavkaster som 45-årige Makwana – til fuld politisk deltagelse. Hun er således begyndt at sætte ind med tiltag mod korruption og mangel på finansiel gennemsigtighed, bistået af sin mand, Mohanbhai, der kan læse og skrive.

Her er der også hjælp at hente fra UN Women – det organ, som FN nedsatte i 2010 som »global forkæmper for kvinder og piger«. UN Women henviser til sit arbejde i Indien for at hjælpe kvinder til at blive effektive lokale ledere som et mønstereksempel på sine resultater – og pointerer, at når kvinder hjælpes til at deltage i den lokale beslutningsproces, vil dette smitte positivt af på familiers tilværelse og på de dårligst stillede i samfundet.

Med næsten 2.000 medarbejdere i over 90 lande og et årsbudget på 690 mio. dollars er UN Womens vigtigste mål at forbedre kvinders deltagelse i det offentlige liv, at bekæmpe kønsbestemt vold og fremme økonomisk lighed.

Men i den komplekse og ofte fragmenterede verden af ​​FN-institutioner falder nogle spørgsmål, som har væsentligt betydning for kvinders liv – såsom mødresundhed, reproduktive rettigheder, sanitet og FGM – ind under andre FN-organisationer. Eller i revnerne imellem dem.

FN’s 2015-mål satte fokus på emner som graviditetspleje og fødsel. I de seneste 25 år er mødredødeligheden – som primært hører under WHO og FN’s Befolkningsfond – faldet med 45 procent på verdensplan. Men udviklingslande tegner sig stadig for 99 procent af alle dødsfald, hvoraf over halvdelen sker i Afrika syd for Sahara.

Svangerskabsforgiftning

Ifølge Philomena Okello, sygeplejerske i landdistrikterne i det nordlige Uganda, har 2015-målene ikke gjort den store forskel for kvinder og piger, hun modtager på sit hospital i Lira.

»Måske i byområder, men ikke i byerne langt ude på landet,« siger hun. »Her mangler vi både medicin og senge, bedøvelsesmidler og elektricitet.«

For Okello handler den virkelige kamp imidlertid om »uvidenhed, som stadig i det 21. århundred koster livet for mange unge kvinder.« Kvinderne i hendes område, tilføjer hun, »er fattige – de kan ikke træffe beslutninger. De er uuddannede, og de er underlagt mandens styre som hans ejendom«.

Hun illustrerer sin pointe ved at fortælle historien om ’Grace’, en 18-årig, der var gravid i syvende måned, da hun fik problemer med for højt blodtryk. Hendes lokale sundhedscenter stillede en forkert diagnose – malaria – og henviste hende til hospitalsindlæggelse, da hendes tilstand ikke blev bedre.

I mellemtiden havde hendes familie besluttet, at hun var besat af dæmoner og sendte hende til en ’spirituel healer’ i tre dage, mens hendes blodtryk steg yderligere. Da hun omsider kom på hospitalet havde hun svangerskabsforgiftning – der let kan behandles – og det kostede hende livet.

I Chile yder UN Women tilskud på omkring 25.000 dollar om året til programmer, der skal styrke kvinder på arbejdspladsen og mindske kønsbaseret vold, som er et stort problem i Latinamerika.

Et tilskud, givet i fællesskab med EU, gik til en aktivistgruppe, der ønskede at iværksætte en kampagne mod sexchikane i det offentlige rum. De var glade for opbakningen fra FN.

»Det var ikke så meget pengene, men det gav prestige at have UN Women bag sig til at åbne døre,« fortæller sociolog Francisca Valenzuela, 25.

Hun og hendes aktivistkolleger brugte tilskuddet til at gennemføre en statistisk kortlægning af sexchikanens omfang. Resultaterne blev herefter offentliggjort på bybusser og sociale medier. Som resultat gik mange advokater frivilligt ind i kampagnen og gjorde det muligt for gruppen at formulere et lovforslag om forbud mod seksuel chikane i i det offentlige rum, som snart vil komme til afstemning i den chilenske kongres.

»Projektet blev født i civilsamfundet, blandt unge kvinder, der ikke ville finde sig det her problem. Vi gennemførte projektet og tog initiativet til lovforslaget,« fortæller Valenzuela.

»Vores mål er at udvidet spektret for, hvad der betragtes som vold mod kvinder,« siger María Inés Salamanca, direktør for FN’s Kvindeprogram i Santiago. »De eksisterende love i Chile dækker kun vold i hjemmet, ikke vold i det offentlige rum.«

I modsætning til mange lande, hvor UN Women kæmper for synlighed, har FN-organet en særlig status i Chile. Præsident Michelle Bachelet var dets stiftende direktør og blev valgt til sin anden præsidentperiode i december 2013 på klare løfter om at sætte kvinders rettigheder højere på dagsordenen, herunder øget politisk deltagelse for kvinder og afskaffelse af Chiles barske antiabortlove. Chile er et af kun seks lande i verden, der opretholder et totalforbud mod abort.

Det skyldes, at chilensk politik stadig står i et dybt afhængighedsforhold til både den katolske kirke og en politisk elite, som er langt mere konservativ end den brede offentlighed.

Religiøs påvirkning

Også i andre lande, siger nogle kvindeorganisationer og aktivister, er UN Women hæmmet af indgroede magtrelationer i religiøse og statslige institutioner, der søger at blokere reel ligestilling.

En iagttager af de FN-institutioner, der beskæftiger sig med kvinders rettigheder fortæller, at højreorienterede religiøse organisationer er dybt optaget af »hardcorelobbyvirksomhed« mod liberaliseringen af ​​abortlove.

»Når man sidder i kantinen i FN’s hovedkvarter i New York, kan man se alle disse grupper slå sig ned med hele deres lobbyapparat, små abortdukker osv. Når man forsøger at slå et slag for kvinders rettigheder i FN, kan man regne med en øjeblikkelig modreaktion,« siger hun.

Sylvia Walby, kønsforsker på Lancaster University, siger hertil, at USA’s regering ofte samarbejder med den katolske kirke i kønsspørgsmål.

»USA har været den drivende kraft i forhold til at blokere de FN-institutioner, som har mulighed for at tage spørgsmål op om seksuelle og reproduktive rettigheder.«

Analytikere og aktivister retter også en mere generel kritik mod UN Women og de andre FN-organer, der beskæftiger sig med kvinders rettigheder – de fleste vil dog kun udtale sig til Guardian uden for citat.

Nogle hævder, at UN Women er alt for fokuseret på lobbyarbejde på regeringsniveau og hellere skriver endeløse rapporter end at gøre en indsats for at hjælpe de folkelige kvindeorganisationer, der er i den bedste position til at gennemføre konkrete forandringer.

»De har ikke levet op til de løfter, som en masse af civilsamfundsaktivister og kvindesagsforkæmpere havde håbet på,« siger en kritiker. »De har ikke været nogen god alliancepartner for græsrødderne.«

»Tale skal modsvares af handling. De taler hele tiden om empowerment – selvstændiggørelse – men de bliver nødt til at gå mere praktisk og udfordrende til værk. Vi har brug for meget mere investering, der kan knytte græsrodsorganisationerne og deres aktivister til den globale lobbyvirksomhed,« siger en anden.

Også ros til UN Women

Ved dette års Kommission for Kvinders Status, en årlig FN-konference, der gennemgår fremskridtene i forhold til målene fra Beijing-erklæringen, bakkede næsten 800 kvindeorganisationer op om en udtalelse, der kritiserede kommissionens årsberetning som »en kedsommelig gentagelse af de eksisterende forpligtelser, der på handlingsplanet slet ikke matcher ambitionsniveauet i Beijing-erklæringen og reelt risikerer at blive til et stort tilbageskridt«.

Der er dog også ros.

»UN Women har ydet et vigtigt bidrag til at formulere standarder, så det er blevet nemmere at presse regeringer til at indføre ligeretslove,« siger en aktivist.

Dog tilføjer hun: »Der var stor glæde over UN Womens oprettelse, men nu breder der sig en opfattelse af, at institutionen ikke har evnet at sige tilstrækkeligt klart fra over for den største trussel mod kvinders rettigheder – den voksende tilslutning til ​​uliberale bevægelser kloden over.«

Walby vurderer, at UN Womens mest positive bidrag har været dets kampagne for at stoppe vold mod kvinder.

»Det har gjort det umuligt at ignorere denne problematik og sat nye standarder. Og UN Women har været en vigtig formidler af tværnationalt samarbejde om ligestilling mellem kønnene.«

Nogle kritikere udtaler dog også deres forståelse for de vanskeligheder, UN Women står over for.

»De er underfinansierede, har for få ressourcer, opfattes som en opkomling i systemet og har stadig svært ved at etablere sig politisk. De fleste landeteams er ret små, og forventningerne meget store,« siger en.

Denne måned skal FN’s Generalforsamling godkende et nyt sæt mål for bekæmpelse af global fattigdom, ulighed og klimaforandringer hen over de næste 15 år.

Målene for bæredygtig udvikling, de såkaldte SDG’ere – der erstatter de millenniumudviklingsmål, som blev vedtaget i 2001 – forventes også at omfatte forpligtende tilsagn om kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene.

Men kvinderettighedsorganisationer frygter et tilbageslag i implementeringsfasen.

»Der er grund til at fejre de målsætninger for kvinder og piger, der er lagt op til i det aftalte slutdokument om SDG’erne. Men følelsen er bittersød. For feminister og aktivister kræver en systemisk transformation i den globale udvikling.

Og 2030-dagsordenen er knap på tilsagn om at levere de finansielle og strukturelle ændringer, der er nødvendige for at gøre en indfrielse af slutdokumentets mål realistisk,« siger Ana Inés Abelenda, koordinator i økonomisk retfærdighed for Association for Women’s Rights in Development.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"20 år efter det FN-topmøde, som satte fokus på kvinders rettigheder, er der kun ske få fremskridt. Abortrettigheder er stadig sparsomt udbredt, vold mod kvinder – herunder voldtægt som krigsvåben – er udbredt og økonomisk ligestilling er stadig en fjern drøm."

Kvindekamp er klassekamp - og bemærk venligst at der de sidste tyve år er sat voldsomme ressourcer ind på at bremse klassekamp-fænomenet, som idag latterliggøres og negligeres.

Men på det symbolske plan kan man lege med ligestilling og have mange vikarierende, uforpligtende 'kampe' om kønsopdelte klaser, kvoter og repræsentationer i magtens organer.

Karsten Aaen, Helle Nielsen, Anne Eriksen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Kan ikke siges bedre Peter Jensen. Kampe er også svære, når de ikke må gøre ondt på nogen.