Læsetid: 5 min.

FN-topmøde har nøglen til at løse migrantkrisen

Mens pigtrådshegn skyder op for at holde de fattige væk og ude af EU, mødes FN’s medlemslande for at aftale nye mål for at mindske den globale fattigdom – det eneste effektive tiltag, der kan sætte ind mod hovedårsagen til ukontrollabel folkevandring
Syriske flygtninge maver sig under grænsepigtråden ind i Ungarn fra Serbien ved Röszke. Et fire meter højt grænsehegn er blev bygget, idet flere end 140.000 migranter er kommet til Ungarn i år. 80 pct. af dem kommer fra krigszoner som Syrien, Irak og Afghanistan.

Bela Szandelszki

22. september 2015

Kontrasten kunne næppe være skarpere: Pigtrådshegn rejses for at holde fattige migranter ude af Den Europæiske Union, samtidig med at FN mødes for at enes om ny mål til bekæmpelse af fattigdom over de næste 15 år.

Forsamlingen i New York vil utvivlsomt hengive sig til selvros over de vitterlige fremskridt, der er sket i løbet af forgangne 15 år. Landene vil højtideligt afgive løfter om frem til 2030 at stræbe efter at opfylde 17 nye overordnede mål for bæredygtig udvikling, som indeholder 169 mere specifikke mål.

Imens vil de vende det blinde øje til, hvad der sker i Serbien, Ungarn, Kroatien og Østrig.

Det er ubestrideligt, at den alvorligste flygtningekrise i generationer kan føres tilbage til vedvarende social ulighed. Det er de indlysende forskelle på tilværelsen i et rigt land og tilværelsen i et fattigt, der gør lange, farlige rejser mod Vesten attraktiv.

Ligesom det er kløften mellem de rige og de fattige i de udviklede lande, der bidrager til at skabe mistro – ikke bare for over for ubegrænset indvandring, men også over for fri bevægelighed for kapital og varer.

Uden en direkte indsats mod ulighed, der kan sikre, at væksten gavner fattige lige så meget som rige, er der ikke den ringeste chance for at få opfyldt de ambitiøse mål, som vil blive vedtaget i New York i denne uge. Billedet ser således ud: Målene for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals – de såkaldte SDG’ere), erstatter de Millenniums-udviklingsmål, der satte rammerne for fattigdomsbekæmpelse mellem 2000 og 2015, og er langt mere vidtgående. Hvor 2015-målene stilede efter fremskridt på områder som fattigdomsbekæmpelse eller børnedødelighed, vil SDG’erne forpligte det internationale samfund på mere ambitiøse mål, som omfatter ophør for fattigdom og sult og sikring af et sundt liv med adgang til kvalitetsuddannelse for alle.

Fattigdomsmål nået fem år før

Optimister henviser til, at der er sket store fremskridt i de seneste to årtier, ikke mindst på grund af den hurtige vækst i Kina. En milliard mennesker på kloden er løftet ud af fattigdom, og 2015-målet om at halvere antallet af de mennesker, der lever under den globale fattigdomsgrænse, blev nået fem år før tidsfristen.

Dette vil verdens ledere kunne bryste sig af som belæg for, at endnu mere kan gøres over de næste 15 år.

Selv i optimale tider vil det dog blive en kæmpe opgave at indfri de nye SDG’ere. Og tiderne er ikke optimale. Kinas vækst taber fart, og der er bekymring for forfalskede officielle tal, der kan varsle en hård landing. De nye markeder i resten af ​​verden rammes samtidig både af svagere kinesisk efterspørgsel efter deres varer og af fortsat træghed i de store vestlige økonomier. Den store recession fra 2008 og frem til i år kaster lange skygger fremad.

Den vigende optimisme har medført en mindre generøs tilgang til støtte, hvor donorlande ser sig nødsaget til at skære deres bistand i faste priser som reaktion på det indenlandske finansielle pres.

Det står samtidig klart, at den globaliseringsbølge, der nåede sit højdepunkt i 1990’erne, er ved at aftage.

For 20 år siden kunne offentligheden i Vesten se fordelene ved at nedbryde handelsbarrierer: Dette betød billigere forarbejdede varer fra Kina og andre udviklingslande, som igen sænkede leveomkostninger og øgede disponible indkomster. Men globaliseringen betød også fri bevægelighed for kapital, hvilket gjorde det muligt for bankerne at løbe de risici, der førte til den finansielle nedsmeltning i 2007 – og ansporede mennesker fra fattigere lande til at søge et bedre liv i Vesten.

Disse aspekter af globaliseringen har vist sig langt mindre populære. De fysiske hindringer for menneskers frie bevægelighed, der nu søges konstrueret ved EU’s sydgrænser, er blot den fysiske manifestation af en bredere vifte af foranstaltninger, som skal indføre øget kontrol med fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft og varer. Disse omfatter øremærkning af bankers detailhandels- og investeringsoperationer, beslutninger i eurozonelande om at vedtage afgift på finansielle transaktioner, og indførelsen af ​​kapitalkontrol i lande, som trues af stormløb på sine banker.

Der er ikke indgået nogen multilateral handelsaftale siden 1993, og ministermødet i Verdenshandelsorganisationen i Kenya i december tegner til at blive en dyster affære. Efter 14 års tovtrækkeri er der alvorlig fare for, at man på mødet vil give dødsstødet til den så længe strandede Doha-forhandlingsrunde om handelsliberaliseringer.

Den stigende ulighed truer

Det fortsatte dødvande i WTO har fået flere lande til at forsøge sig med en alternativ rute: Bilaterale aftaler eller aftaler, der involverer en gruppe af villige deltagere. Men ej heller disse har været problemfri.

Der har i Europa været udbredt folkelig modstand mod det foreslåede Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP), primært på grund af frygt for, at denne ordning vil give de multinationale selskaber mulighed for at oprette deres egen retsinstans til bilæggelse af tvister. Derved vil nationale regeringers magt til at handle i, hvad de anser for at være deres borgeres bedste interesse, blive undergravet.

Den stigende ulighed forklarer også den voksende fjendtlighed over for presset fra erhvervslivets lobbyer om at indgå TTIP-aftale eller fra frimarkeds-tænketanke for at få lande til at åbne grænser for folk fra udviklingslandene, der søger arbejde. Globaliseringens fordele er blevet uretfærdigt skævvredet i en privilegeret elites favør – en tendens, der ifølge Den Internationale Valutafond har ført og fører til lavere vækst.

Undersøgelser fra det britiske Overseas Development Institute har vist, at de fremskridt, der gøres i fattigdomsbekæmpelsen i udviklingslande ville være forløbet hurtigere, hvis de fattige ikke i så mange tilfælde var blevet ladt i stikken.

Tænketanken har beregnet, at yderligere 700 millioner mennesker ville have undsluppet fattigdom mellem 1990 og 2010, hvis indkomsterne for de fattigste 40 procent var steget blot to procentpoint hurtigere end gennemsnittet. Dette kan bl.a. dokumenteres ud fra det forhold, at i lande, som f.eks. Guinea, hvor indkomsterne for de fattige vitterligt steg med mere end gennemsnittet, blev resultatet også større reduktion i fattigdom.

Uligheden truer også bæredygtighedsmålene i henseende til sundhedsydelser, hvor mangel på adgang til universel svangerskabsomsorg betyder langsommere fremskridt i forhold til at mindske antallet af børn, der dør i de første dage og uger af deres liv.

Budskabet er klart. Regeringerne i både udviklede lande og udviklingslande er nødt til at rette fokus ind på en vækst, der er orienteret imod fattigdomsbekæmpelse. Ngo’en Oxfam siger, at der er behov for handling på tre nøgleområder: Fair skatteregler, der sikrer, at alle spillere – også de rige og multinationale selskaber – betaler deres rimelige andel; investering af ​​de således tilvejebragte skattemilliarder i bedre offentlig service; og sikre vellønnede job for mænd og kvinder, der kan give disse muligheden for at arbejde sig ud af fattigdom.

En god start kan blive gjort ved denne uges FN-konference i New York, hvor der også skal fastsættes delmål for ulighedsreduktion for 2020 og 2025.

Uden klare pejlemærker herom og bindende tilsagn vil modreaktionen mod globaliseringen intensiveres, og strømmene af desperate mennesker, der forlader udviklingslandene, vil fortsætte med at stige. Endnu mere pigtråd vil fortsat blive rullet ud, og verden vil blive fattigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Kruse Nielsen

USA befolning på noget lignende EU-zone med 500 mio. Også parlarment debat om at aftage 1 mio. flygtninge som tidligere år. Forefindes globalt ca. 3.000 mio. extremt fattige - defineret som de der ikke kan skabe for 2 $ om dagen til forbredring af tilværelsen knapt til overlevelse i området, forarmede syge og ikke i stand til at flygte eller kendskab til bedre andre regioner eller udland. Samme 3.000 mio. fattige genererer 80 mio. årligt over dødsfald deres regioner. Flygtninge et ydeligere dræn af resourcer fra disse områder. Om andre lande aftage 1 vs. 2 eller 5 mio. årligt ... tager kun kun toppen af tilgang extremt fattige (de ca. 80 mio.) Heruden mange fra såkaldte tidligere BRIK vækst lande og nu senest BRIKS landene (Sydafrika ny deltager i klubben) - Åbenbart ... under radaren i Dansk debat for tiden.

Arne Kruse Nielsen

At tale om at løse en globalt fattigdom - forkommer som store ord - forudsigelsen er jo 2/3 dele af verdens befolkning risikere at leve i metro slum hvis urbaniseringen fortsætter indenfor 50 år.

Niels Ishøj Christensen

Ja, hvis blot alle medlemslande betalte deres bidrag til FN. I 2009 manglede i alt 3,1 mia. dollar, knap 15,4 mia. kr. at blive indbetalt. Mon ikke det er nogenlunde det samme her i 2015? Og mon ikke USA - hovedbidrageren - endnu ikke har betalt? Hvis vi skal nedbringe uligheden globalt set er der ingen vej udenom et FN der i modsætning til i dag får fuld råderet over anvendelsen af bidragene