Læsetid: 4 min.

Folkevandring gennem uønsket land

EU’s ydre grænse i Ungarn er en underlig størrelse. De fleste steder fast lukket med pigtråd, andre steder opdager man den slet ikke. Så må flygtningene løbe fra politiet, så de ikke skal blive i Ungarn
På banegården i Budapest overnatter nogle af de flygtninge, som er strandet på deres rejse mod Østrig og Tyskland.

Frank Augstein

5. september 2015

Den sidste dag i august tilbringer jeg på EU’s yderste bastion, Ungarns nu pigtrådssikrede grænse mod Serbien. Nærmere bestemt er jeg med et dansk tv-hold i stationsbyen Röszke, hvor jernbanen forbinder de to lande.

Langs den 175 km lange grænse har Ungarn netop færdiggjort det første af to hegn, der består af tre ruller NATO-pigtråd. Det andet hegn bliver et fire meter højt trådhegn, som soldater, politi og indsatte i landets fængsler stadig er i gang med at bygge.

Overraskende nok er der ingen pigtråd, da vi kommer til jernbaneskinnerne, men et stort gabende hul. Politiet fortæller, at de holder hullet åbent for at kanalisere flygtningene mod et registreringspunkt en kilometer inde i landet. Også mange flygtninge bliver overraskede. De har slet ikke opdaget grænsen, før vi fortæller dem, at de nu er inde i EU.

Familier løber væk fra politiets registreringspunkt med rygsække og børn, da det går op for dem, at de ikke kun får mad og drikke, men også skal aflevere fingeraftryk. De har ikke lyst til at blive registreret her, da det ifølge Dublin-konventionen tvinger dem til at søge asyl i Ungarn. Ved grænsen venter mange til mørket faldet på for uset at gå videre.

Flygtninge før dem har efterladt en middelstor losseplads af ejendele. Telte, tæpper, tøj, plastikflasker, sko, meget i god stand. Det ser ud til at være efterladt i hast.

Jernbanen er tom for tog. Politiet forklarer, at togdriften er indstillet, fordi det er for farligt at køre, og fordi flygtninge har forsøgt at standse toget for at hoppe på. For flygtningene er jernbanen en god ledetråd gennem landskabet.

Det er et underligt sted, denne grænse. Så stille og fredfyldt i den hedebølge, der i næsten en måned har givet temperaturer på op til 35 grader. Flygtningene vandrer hen over EU’s grænse, som om den ikke var der. Politiet holder et stykke væk på begge sider, i skyggen af nogle træer.

Her holder flere tv-hold med deres karakteristiske parabolbiler fra Spanien, USA, Sverige og Norge. De klumper sig sammen på jernbanen hver time, når de skal sende direkte.

Vi ser flygtningene komme flere kilometer væk, taler med dem, opmuntrer dem, inden de drager videre. Jeg går ind i Serbien flere gange i løbet af dagen sammen med et tv-holds chauffør fra Makedonien. En underlig fornemmelse at krydse en ubevogtet grænse. Jeg er grænseoverløber.

Hvad siger ungarerne?

Bortset fra cirka 700.000 romaer er Ungarn et homogent folkefærd. Der er etniske mindretal, men de er så integrerede, at man ikke mærker forskel. Islam er fremmed for ungarerne. Osmannerne regerede størstedelen af landet i 150 år, og blev først smidt ud i slutningen af 1600-tallet.

Premierminister Viktor Orbán har haft et vist held med sin kampagne mod flygtninge. Flere mennesker i min egen omgangskreds overrasker mig med deres noget lunkne holdning over for fremmede. Med til historien hører, at flygtningene på deres vej gennem det sydøstlige Ungarn har raseret frugthaver, plantager, og har fanget får og ristet dem over åben ild. Den slags skaber ikke velvilje i landsbyerne. Alligevel ser man flere frivillige initiativer. Ved grænsen dukker pludseligt tre kvinder op med flere kasser vand, juice, kiks og babymad. De er på ferie fra Spanien og besluttede at hjælpe.

Jeg bor selv i den nærliggende større by, Szeged. Her står et træskur på stationen, en slags humanitær modtagestation, drevet og finansieret alene af frivillige. Flygtningene har hørt om dette sted og frekventerer det i stort antal.

Et tredje eksempel er den tidligere regeringsleder Ferenc Gyurcsány, der nu i flere dage har haft flygtningefamilier boende i sit hus i Budapest. En familie pr. nat. Mediestunt? Måske, men muligvis også et forsøg på at gå foran med et godt eksempel.

Hvem er de?

De fleste, jeg taler med på grænsen, kommer fra Syrien. Men der er også mange afghanere og pakistanere, og jeg møder endda en fra Bangladesh. Når jeg spørger om deres destination, lyder svaret hyppigst: »Tyskland!« Belgien og Sverige er også på ønskesedlen.

Overraskende mange taler fint engelsk. De er bl.a. ingeniører, kemikere og IT-specialister.

Jeg taler med en kardiolog, som det sidste års tid ikke har haft meget med hjerter at gøre, men har virket som ambulancelæge, og har lappet bombe- og skudsårede sammen. Nu kunne han ikke tage truslerne mere. Hvis han behandlede en såret fra Islamisk Stat, blev han truet af regeringssoldater og omvendt, fortæller han.

En ung mand kommer humpende på gammeldags krykker. Han mangler halvdelen af det ene ben. Skudt i stykker og amputeret, siger han. Han er gået gennem Tyrkiet, men op gennem Balkan er han mest blevet transporteret. Han er meget glad for at være nået så langt. Jeg giver ham noget af mit vand, og han humper videre.

Niels Otto Pedersen er freelance-skribent. Bosiddende i Ungarn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Vodsgaard

Ja og så har Orban jo formelt ret i, at det er Ungarns opgave so grænsestat at forsvare de ydre grænser. Åbenbart ønsker Tyskland og andre ikke dette forsvar, men hermed ødelægger de hele grundlaget for Schengen samarbejdet. Så det er Orban der forvarer EU og dets regler, mens Mrkel forsøger at ødelægge centrale dele af EU samarbejdet. Desværre kan det gå så galt for en politisk korrekt tysker, og den selv ikke den EU regelrette danske regering har endnu fundet ud af at korrekse tyskerne for deres angreb på traktaterne.

Nej, der er ikke den store tvivl om, at det var en fejl at indlemme de centraleuropæiske lande, før de havde nået et økonomisk og - især - socialt niveau, svarende til de 'gamle' medlemmer i Unionen.