Læsetid: 5 min.

Er en fredsproces mulig med Erdogan i spidsen for Tyrkiet?

Sammenstødene mellem den tyrkiske stat og PKK er eksploderet de seneste måneder. Urolighederne kædes nøje sammen med præsident Erdogans forsøg på at vinde en afgørende sejr ved et kommende parlamentsvalg. Men er det muligt at putte trolden tilbage i æsken, når valget er overstået og hindre en borgerkrig?
Tyrkisksprogede medier og herboende kurdere flokkedes i fredags til lufthavnen og til Christiansborg Slotsplads for at se Selahattin Demirtas. Den 42-årige partileder af Tyrkiets fjerdestørste parti, HDP, gæstede kort Danmark.

Ulrik Hasemann

1. oktober 2015

Det var et angreb, der mindede foruroligende meget om noget, der foregik for ikke så mange år siden på den anden side af grænsen i Irak. En gruppe tyrkiske soldater var i gang med at desarmere en vejsidebombe, anbragt af separatistiske PKK-krigere, da en anden bombe sprang i luften og blæste et militærkøretøj af vejen, som netop var på vej for at hjælpe med operationen og dræbte to tyrkiske soldater i et andet angreb hentet ud af den moderne guerillakrigs første lærebogssider.

Angrebet er langtfra det første i de seneste måneder, hvor den optrappede konflikt har kostet mange ofre på begge sider, både i form af tyrkiske sikkerhedsfolk, PKK-krigere, civile kurdere og en del, der befinder sig et sted midt i mellem, ikke mindst i de blodige kampe i den kurdiske grænseby Cizre, hvor over 30 blev dræbt, og snigskytter skød efter især unge kurdere.

Tyrkiet har på rekordtid vendt sig fra noget, der lignede en historisk fredsaftale med den kurdiske separationsbevægelse PKK til noget, der minder betydeligt mere om ’den beskidte krig’, som foregik mellem den tyrkiske stats sikkerhedsapparat og den væbnede bevægelse i 1990’erne, hvor civilbefolkningen blev jaget væk fra landet og søgte tilflugt i tyrkiske storbyer og i eksil uden for landet.

323 er foreløbig dræbt ifølge tilgængelige tal: 134 tyrkiske sikkerhedsfolk, 112 PKK-oprørere og 75 civile. Det er en udvikling, der er vanskelig at løsrive fra den valgkamp, der i øjeblikket foregår i Tyrkiet, hvor præsident Erdogans AK-parti har udskrevet et nyvalg for at få et bedre resultat end det, de fik ved valget i juli, hvor Erdogans islamistiske parti for første gang i mange år måtte erkende, at deres stemmeandel ikke var høj nok til at danne regering på egen hånd – ikke mindst på grund af en valgsejr til det prokurdiske parti HDP.

Ingen fred i sigte

Halvanden måned senere lettede de første bombefly for at ramme PKK’s militærlejre i Irak efter en periode med stigende spændinger mellem Tyrkiets kurdiske minoritet og den tyrkiske regering, og i dag er der ikke længere nogen, der kan få øje på en fredsproces.

»Det er svært at se nogen fremtidig udvikling, hvor konflikten ikke vil eskalere yderligere – også fordi valget i den grad forstærker problemet. Og lige i øjeblikket er der ingen, der presser på for at deeskalere situationen,« forklarer Joost Jongerden, professor ved Wageningen Universitet og en af de førende europæiske eksperter i Tyrkiet og forholdet til Kurdistan.

Det er et valg, som i høj grad handler om, hvilket mandat Erdogan og hans statsminister Ahmed Davotoglu får. Mens fundamentet vakler under regeringspartiet på grund af en upopulær politik i Syrien, forfølgelser af politiske modstandere og generel metaltræthed, skulle opgøret med kurderne sikre en bred folkelig opbakning og især en eliminering af HDP. Men spørgsmålet er, om det er muligt at genoptage den fredsproces, som netop Erdogan faktisk kom længst med af samtlige tyrkiske præsidenter.

Joost Jongerden er usikker på det.

»Det er meget svært at spå om fremtiden efter valget. Men det er svært at forestille sig, at Erdogan vil være i stand til at genoplive fredsprocessen. Hvis han vinder, og AKP får det absolutte flertal, de stiler efter, vil han have meget svært ved bagefter at indlede en fredsproces, både over for sine egne vælgere, som han har hidset op med sin retorik og handlinger og over for politiske modstandere,« siger den hollandske professor.

Benzin på ilden

Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis AKP ikke får det flertal, de har satset på – og det tyder meningsmålingerne lige nu på, at de ikke gør. Det har længe svirret med rygter om intern splittelse i regeringspartiet, både omkring partiets medstifter og tidligere præsident Gül, og omkring hans premierminister Ahmed Davotoglu og i andre kredse, hvor der er utilfredshed med Erdogans konfrontatoriske kurs og hans ønske om at sætte sig ud over forfatningen og udvide sine egne beføjelser som præsident.

»Tingene kan ændre sig i Tyrkiet, hvis AKP ikke får deres flertal og måske omorganiserer sig omkring en ny leder. Hvis AKP taber, er det svært at se Erdogan fortsætte sit lederskab, og mens man ikke har hørt meget internt fra partiet, må man formode, at de folk, der tidligere støttede op om fredsprocessen, også vil gøre det i fremtiden. Der er ikke nogen vej uden om forhandlinger på den lange bane,« konstaterer Joost Jongerden.

Det er dog langtfra kun den tyrkiske regering, der har optrappet volden i det østlige Tyrkiet. Mens bombefly har angrebet positioner i Irak, snigskytter fra det tyrkiske militær har dræbt unge i byer som Cizre nær grænsen til Irak, og prokurdiske partier og organisationer er blevet sat i brand af højrerabiate gadebander, har PKK slået igen med bomber og snigmord på militærfolk og politi. Og heller ikke her synes der at være nogen stor vilje til at prøve at vende udviklingen.

»Det er utroligt skuffende, og det er svært at se, hvordan volden skal stoppes. Det var så tæt på en historisk fred, men det slående er, hvor hurtigt begge sider har været i stand til at mobilisere. De har helt tydeligt holdt deres muligheder åbne, så de hurtigt har kunnet genoptage kampene. Og det bekymrende er, at det denne gang er flyttet så hurtigt ind i byerne, hvor det også i langt højere grad går ud over civile,« siger Hugh Pope, observatør af tyrkiske forhold gennem mange år hos International Crisis Group.

»Den tyrkiske regering har haft en meget voldsom agenda i forbindelse med valget, men det er vigtigt at holde sig for øje, at PKK også har smidt benzin på ilden,« siger han. »Den kurdiske bevægelse består af grupper med meget forskellige agendaer, et krigsparti og et fredsparti, kan man sige, og der har hele tiden været en del – blandt andet nogle af krigerne i bjergene, som ikke har været tilhængere af fredsprocessen, men har andre – og oprigtig talt temmelig urealistiske – krav til en aftale,« siger han.

Samtidig vurderer han imidlertid også, at fredsforhandlingerne vil blive genoptaget. »Lige nu er der en dynamik af eskalering, som er meget vanskelig at løsrive sig fra. Men de to sider vil komme tilbage til forhandlingsbordet igen, når denne voldscirkel har nået sin triste afslutning,« konstaterer han.

Spørgsmålet er, om det bliver med Erdogan som forhandlingsleder, det vil Hugh Pope ikke udelukke. Og så alligevel. »Selvfølgelig vil Erdogan kunne gå tilbage til forhandlinger, det har han gjort før. Spørgsmålet er bare om han vil. I sidste ende bliver de nødt til at forhandle, der er ikke andre muligheder. Problemet er, at den aftale, regeringen kan få, bliver dårligere for hver gang, de kæmper med PKK.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palle Bo Nielsen

Hvis det som beskrevet i artiklen er rigtigt, at Erdogan-regeringen selv har forårsaget afbruddet i fredsforhandlingerne ved at lade det tyrkiske militær skyde og dræbe unge kurdere forsamlet til møde nær grænsen til Syrien, hvilken interesse skulle PKK så have i at "genoptage" fredsforhandlingerne?
Den årtier lange konflikt med kurderne er åbenbart Erdogans største politiske problem og ikke Islamisk Stat, som han hævder at ville bekæmpe.
Derfor er udsigten til fred heller ikke til at få¨øje på, så længe Erdogan er ved magten.

En helt andet løsning er snarere tænkelig - ganske vist på længere sigt:
Man bør stille sig spørgsmålet, om Erdogan har formået at stække det tyrkiske militær så meget, at det ikke vil være i stand til at gribe ind militært.
Hvis ikke, er der adskillige eksempler i Tyrkiets nyere historie på, at militæret på et tidspunkt har fundet det nødvendigt at gribe ind.