Læsetid: 4 min.

’Ingen skal flygte ad den rute igen’

Simon Teclemariam Habtegergish er en af de tusindvis af flygtninge, der har sejlet over Middelhavet i håb om at få asyl. Han ville ønske, der fandtes et alternativ til de livsfarlige smuglerruter
Simon Teclemarian Habtegergish bor nu i Hadsten med sin kone. Hans vej til Danmark har været lang og med livet som indsats, og derfor drømmer han om et system, hvor man kan søge asyl uden for Europa.

Bo Amstrup

5. september 2015

Da de først havde forladt Eritrea, håbede Simon Teclemariam Habtegergish og hans hustru Ghenet, at de kunne skabe sig en fremtid i nabolandet Sudan. De havde sparet nogle penge sammen i hjemlandet og ville investere i en ny forretning.

Men efter syv måneder i en flygtningelejr præget af korruption, utryghed og racisme fra lokalbefolkningen, tog de en beslutning, som Simon Teclemariam Habtegergish ellers altid havde advaret andre imod.

»Det var en tåbelig beslutning. At betale penge for en tur, der kan slå dig ihjel. Men vi havde intet valg,« forklarer Simon Teclemariam Hab-tegergish, der i dag bor i Hadsten med sin hustru.

De ville til Europa og for at komme dertil, vidste de, at de måtte betale nogle smuglere for at bringe dem til Tripoli i Libyen, hvorfra de overfyldte både med flygtninge sejler mod Europa med jævne mellemrum.

De havde i første omgang forladt Eritrea for at undgå den civiltjeneste, som regeringen ville tvinge Simon Teclemariam Habtegergish til at gennemføre. Han havde allerede været i fængsel én gang, da han deserterede efter to år af militærtjenesten, som FN har beskrevet som slavelignende og i visse tilfælde uden slutdato i praksis.

Nu fandt han sig selv på forskellige kaffehuse i hovedstaden Kar-thoum i Sudan på jagt efter en mellemmand, der kunne etablere kontakt til en menneskesmugler.

»Jeg ledte efter en, jeg kunne stole på. Men de var alle fulde af løgn. De fik det til at lyde helt ufarligt,« forklarer han.

»De er kun interesserede i de penge, du kan betale dem. Indimellem hørte jeg historier om folk, der blev kidnappet og fik taget deres organer. Men jeg var villig til at løbe risikoen. Vores situation i Sudan var ikke holdbar.«

Umenneskelig behandling

I sommeren 2014 steg Simon Teclemariam Habtegergish og hans hustru sammen med 100 andre mennesker på en lastvogn i udkanten af Karthoum. De havde betalt 2.000 amerikanske dollars pr. person for at blive kørt til Tripoli. Kort efter afrejsen blev lastvognen standset af sudanesiske sikkerhedsstyrker, der plyndrede de rejsende for alt af værdi; smykker, mobiltelefoner, selv Simon Teclemariam Habtegergishs vielsesring.

Efter plyndringen fik de lov at køre videre. De skiftede lastvogn og kørte nonstop i fire dage gennem ørkenen. Midt i Sahara blev de mødt af det libyske led i smuglerkæden. Smuglerne udvekslede gaver med hinanden, fordelte menneskemængden på fire ladvogne og holdt et kort hvil, hvor de tog nogle stoffer, som ifølge Simon Teclemariam Habtegergish gjorde dem helt utilregnelige.

»Måden, de behandlede os på, var umenneskelig. De efterlod vores vand i ørkenen, fordi der ikke var plads på vognene. En ung dreng, der var syg og træt, faldt af ladet, mens vi kørte, og chaufføren standsede kun, fordi vi råbte og skreg. Han slog os med en skovl for at få os til at holde op, men til sidst samlede han ham op,« forklarer han.

I Libyen betalte de yderligere 2.000 dollars pr. person for at blive kørt til Tripoli. Simon Teclemariam Habtegergish havde deponeret sin opsparing hos en bekendt i Sudan, som han løbende kontaktede, når han skulle betale menneskesmuglerne.

Undervejs blev de standset af politiet adskillige gange, men det lykkedes alligevel de godt 100 mennesker at slippe igennem, gemt under noget dyrefoder. I Tripoli ventede de i to uger, før ægteparret en nat blev ført ned til stranden sammen med 500 andre mennesker. Herfra skulle en lille båd føre dem over Middelhavet.

»Jeg var bange,« husker Simon Teclemariam Habtegergish.

»Jeg kan ikke svømme. Men vi stolede på Gud. Jeg ville ønske, vi kunne være blevet i Sudan, men der er ingen, der respekterer dig dér, og selv politiet vil bare have dine penge.«

Det er bedre at leve

Efter en lang nat blev de mødt af den italienske kystvagt, som fulgte båden til Sicilien. Han og Ghenet ventede på et hotel i et par dage uden at blive registreret af det italienske politi, før de besluttede sig for at drage mod Nordeuropa, hvor de havde hørt, at eritreere fik asyl.

De tog et tog til Milano og derfra videre til Danmark. Her ventede de i yderligere syv måneder, før de endelig fik godkendt deres asylansøgning. Det viste sig at være den omdiskuterede Eritrea-rapport, der havde forlænget deres sagsbehandling. Alt i alt har ægteparret brugt 10.000 amerikanske dollars på at nå til Danmark.

De går i skole for at lære dansk fem gange om ugen, og Simon Teclemariam Habtegergish håber på at kunne videreuddanne sig og finde et job, hvor han kan bruge sin erfaring som kemiker fra hjemlandet. Hans bror er stadig i Sudan, og de to taler ofte om muligheden for at flygte ud af landet.

»Hver dag prøver jeg at overbevise ham om, at han ikke skal tage samme tur som mig. Jeg har set, hvordan det foregår. Ingen skal tage den rute. Det er bedre at leve, at trække vejret, end at dø,« fortæller han.

Han ville ønske, at der fandtes en bedre, mere sikker måde at søge asyl på. En model, hvor man ikke betaler smuglere store summer, som kunne være investeret i flygtningenes hjemlande.

»Folk holder ikke op med at flygte fra Eritrea, før situationen i landet bliver bedre. Men det ville være bedre, hvis man for eksempel kunne gå til ambassaden i et naboland og bede om asyl, og hvis man rent faktisk kunne bo og arbejde i lejrene i Sudan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Pedersen

Hvor sympatisk manden end er og hvor forståeligt hans trang til at flygte end er, så må vi erkende, at der er snese af millioner der har det som ham, og i et længere perspektiv hundreder af millioner i Afrika og Mellemøsten. Han har med sin hustru brugt ialt 10.000$ på flugten, penge til kriminelle menneskesmuglere mm. Det er en dødsspiral for Europa; om vi har fortjent det qua vores deltagelse i diverse krige er et alment synspunkt, men der er nu også andre grunde hvoraf overbefolkning er den største. Kan både hjerter og hjerner forblive frie i en sådan situation - og kan man overhovedet forestille sig en løsning på ulykken? Jeg føler mig lammet mellem umenneskelig kynisme og dødelig naivitet.

Martin Schou, ellen nielsen, Morten Buch, Jesper Hansen, Jonathan Smith og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

@Morten Pedersen
Overskriften på artiklen var: ’Ingen skal flygte ad den rute igen’ -- Så din bekymring deler du med Simon fra artiklen. Der er ingen, der synes om menneskesmuglernes kynisme. Der er ingen, der synes om at give kriminelle penge. Der er ingen, der synes om at det skulle være nødvendigt at flygte eller smugle mennesker.

Men for at slippe af med menneskesmulingen, skal vi fjerne dens årsager. Vi kan ikke slå desperate mennesker oven i hovedet med moralske dekreter om at de ikke må give penge til kriminelle. Hvis det er deres eneste mulighed, så er det desværre sådan, tingene er. Men at fjerne årsagerne til menneskesmugling er svært og kræver en virkelig ambitiøs indsats for at stoppe og forebygge krig og konflikt, klimaforandringer osv. Jeg er dog meget uenig med dig i, at befolkningstilvækst er en årsag her. Der findes enorm befolkningstilvækst over alt i Afrika, så der vil være en lang række lande, der viser en mod-tendes til at netop dette kan kaldes en årsag.

Ud af de udlændinge, der fik opholdstilladelse i DK i 2014, var kun 8% asylansøgere. Over 4126 kom fra Syrien, 220 kom fra Eritrea, 395 fra Somalien... Jeg kan ikke se nogen oversvømmende flygtningestrøm fra afrikanske lande, som du nævnte.

Læs statistikken her: http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Statistik/SearchStatistics.htm?searchtype...

Kan både hjerter og hjerner forblive frie i en sådan situation - og kan man overhovedet forestille sig en løsning på ulykken? Jeg føler mig lammet mellem umenneskelig kynisme og dødelig naivitet.

Det er ærgerligt, du skal have det sådan. Men jeg tror mit råd til dig, er at du skal indse, at der ikke findes en dødelig naivitet, der sender Europa i armene på forfærdelige græshoppe-agtige sværme af flygtninge. Og da slet ikke "hundrede af millioner", som du skriver... men det er da rigtignok en uhyggelig påmindelse om, hvor alvorlige problemer, der er ude i den store verden, når man ser tusinder af flygtninge ankomme på banegården i München. Prøv i stedet at fokusere på, hvordan et lille land som Danmark kan gøre sit bedste for at hjælpe, tage ansvar og være med til at finde løsninger på både globale og Europæiske problemer.