Læsetid: 4 min.

Ingen løsning på flygtningekrisen uden Tyrkiet

EU’s ledere er blevet enige om at styrke EU’s ydre grænser. Men det kan kun lade sig gøre, hvis Tyrkiet vil agere bufferzone for Europa. Og det bliver næppe billigt
Syriske flygtninge i Bodrum, Tyrkiet, venter på, at det bliver muligt at sejle til Grækenland.

Lefteris Pitarakis

25. september 2015

En måde at bremse flygtningestrømmene til EU er at forsøge at forhindre dem i at krydse Europas dørtrin. Konventionerne tillader nemlig ikke, at man hjemsender flygtninge, der har sat fod på europæisk jord.

Derfor går planen om stærkere kontrol af EU’s ydre grænser for visse kræfter i Europa blandt andet ud på at lave en aftale med såkaldte tredjelande, som skal sørge for ikke at sende flygtninge videre til EU.

»For Europa handler det om at skabe nogle bufferzoner og få nogle andre til at ’gøre det beskidte arbejde’,« forklarer Hans Lucht, der er seniorforsker i global regulering ved Dansk Institut for Internationale Studier

Sådan en bufferzone kunne være Tyrkiet. Landet huser netop nu 2 millioner flygtninge fra nabolandet Syrien, og herfra rejser titusindvis af flygtninge videre til Europa. Derfor er det også her, at EU kan forsøge at sætte »en prop« i tilstrømningen, siger Hans Lucht: »Hvis Tyrkiet vil medvirke til at være grænsepost for Europa, kunne man godt forestille sig, at strømmen af flygtninge og migranter ville tage af.«

Ved onsdagens hastemøde i Bruxelles var styrkelsen af EU’s ydre grænser et af de punkter, som regeringslederne blev enige om. Kravet om bedre kontrol med de ydre grænser er blevet påtrængende, fordi Schengen-samarbejdet netop nu udfordres kraftigt af flygtninge tilstrømningen.

Begrænset aftale

Den tyske kansler Angela Merkel anerkendte, at Tyrkiet spiller en helt central rolle, hvis man vil bremse tilstrømningen af flygtninge til Europa. Kommissionsformand Jean Claude Juncker erklærede, at en del af EU’s støtte til Tyrkiet vil bestå i at sende 7,5 milliarder kroner af sted til landet. Men alt tyder på, at det bliver langt dyrere end det, hvis man vil have regeringen i Ankara til at samarbejde og holde flygtningestrømmene mod EU tilbage. Det blev tydeligt i en besked fra den tyrkiske udenrigsministerAhmet Davutogluu, som EU’s ledere modtog onsdag.

Et krav er blandt andet, at visumreglerne for tyrkere, der vil rejse til Europa, skal løsnes gevaldigt op. Derudover ønsker Tyrkiet europæisk og amerikansk støtte til en humanitær zone i det nordlige Syrien ved den tyrkiske grænse. Det vil blandt andet hæmme de kurdiske styrker, der kæmper mod Islamisk Stat i netop dette område, og som tyrkerne er i konflikt med.

Daniella Kuzmanovic, der er lektor og Tyrkiet-ekspert ved Københavns Universitet, tror ikke på, at EU kan få Tyrkiet til at gøre »alt, hvad EU drømmer om« – altså at dæmme op for flygtningestrømmen.

»Tyrkiet har kritiseret EU for ikke at leve op til dets ansvar. Jeg tror ikke, at en stor sum penge kommer til at gøre en forskel i den sammenhæng,« siger Kuzmanovic.

Omvendt er Tyrkiet ifølge hende trods alt villig til at strække sig i en vis grad, fordi landet er interesseret i, at der er et fokus på flygtninge. Dette fokus kan fjerne det internationale samfunds blik fra »de andre ubehageligheder i forhold til kurderne, der foregår i Tyrkiet«.

Derfor mener hun, at Tyrkiet er mere lydhøre over for EU, end de ellers ville være.

»Tyrkiet har ved at spærre for landegrænsen mellem Grækenland og Tyrkiet de seneste dage signaleret, at de er villige til at gøre noget. Så der er ikke nogen tvivl om, at der sagtens kan landes en aftale, men den bliver bare ikke særlig vidtgående,« siger Daniella Kuzmanovic.

Politisk trumfkort

Aftaler mellem EU og såkaldte tredjepartslande er klassiske. Langs store dele af den afrikanske kyst findes der sådanne bilaterale aftaler mellem EU-medlemsstater og nordafrikanske lande. Blandt andre er Marokko et eksempel på, at EU har haft en vis succes med at skrue ned for tilstrømningen over havet.

»Det er sådan en outsourcing af migrationskontrollen til et tredje land, som man vil etablere i Tyrkiet,« forklarer Hans Lucht og tilføjer, at man mellem Italien og Libyen har forsøgt en lignende model. Siden har Libyen »spillet på flygtninge som et politisk trumfkort, der kan presse Europa til forhandlingsbordet«. Ifølge seniorforskeren vil Tyrkiet kunne gøre det samme.

Også Ferruccio Pastore, der er leder for International and European Forum on Migration Research i Torino, ser Tyrkiet som et nøgleland, hvis man vil forsøge at skabe en bufferzone uden for EU.

»Derfor hører man heller ikke en eneste europæisk politiker, der hæver stemmen over for Tyrkiet og kræver, at de skal bremse mere op for flygtningestrømmen. For det ville nemt kunne ende med, at Erdogan sender 500.000 mere denne vej,« siger Pastore.

Flygtninge fra især Syrien, men også lande som Afghanistan og Irak, skifter status fra tvungne til frivillige flygtninge, når de rejser videre fra såkaldt sikre tredjelande som Tyrkiet, Jordan og Libanon:

»Det er en lidt kunstig distinktion på grund af forholdene i de såkaldte nærområder. De kunne og burde teoretisk set blive i de sikre tredjelande, men forholdene er så ringe, at mange ikke kan holde ud at være der og ikke ved, hvordan de skal overleve på sigt. I den sammenhæng må man betegne EU’s intention om at støtte FN’s flygtningeorganisationer med en milliard euro og yde det samme beløb i direkte støtte til regeringen i Ankara som direkte latterlig. Der skal meget mere til,« siger den anerkendte migrationsforsker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu