Læsetid: 4 min.

Kampen om Helmand er i fuld gang

Den afghanske hær har mistet kontrollen med det nordlige Helmand, men spørgsmålet er, om det er Taleban eller Helmands næste guvernør, der har taget over. Den afghanske hær må under alle omstændigheder ændre strategi, hvis den skal bevare kontrollen med de vigtigste dele af landet, mener eksperter
Sårede afghanske soldater ligger på bårer inde i et Herkules-fly i Kandahar-lufthavnen. Efter de internationale styrker har trukket sig ud af Afghanistan, har landets eget militær mistet kontrollen med flere distrikter i den sydlige Helmand-provins.

Massoud Hossaini

9. september 2015

I sidste uge blev Musa Qala-distriktet i Helmand løbet over ende. I august var det Now Sad, i juli Kajaki og i juni Sangin og Baghran. Som dominobrikker er det ene distrikt efter det andet gledet den afghanske regeringshær af hænde. Og trods voldsomme kampe er det indtil videre kun lykkedes at generobre Musa Qala. Senest har USA sat specialstyrker ind for at beskytte den store militærlejr Camp Bastion, der ligger vest for provinshovedstaden Lashkar Gah.

Nogle eksperter ser tabet af Helmands nordlige distrikter og en række andre distrikter i provinserne Kunduz, Badakshan og Sar-i-Pul som en advarsel om, at Taleban er på vej tilbage, mens andre mener, der blot er tale om lokale stammestridigheder, og afviser, at den afghanske stat skulle være truet.

Bill Roggio, senioranalytiker ved den uafhængige amerikanske ngo Foundation for Defense of Democracies og chefredaktør af nettidsskriftet The Long War Journal, følger udviklingen i Afghanistan tæt. Han mener, at oprørernes fremgang i Helmand er »et foruroligende forvarsel« om, hvad der kommer til at ske de kommende år. Det vil maksimalt vare »to-tre år, før den afghanske regering har tabt hele den sydlige og østlige del af landet«, siger han.

Men det er langtfra sikkert, mener Mike Martin, tidligere efterretningsofficer, rådgiver for flere britiske generaler i Helmand og forfatter til den anmelderroste bog The Intimate War.

»En stor del af de kampe, der foregår både i Helmand og andre provinser, er gamle magtkampe og stammestridigheder, som er blusset op igen. Det handler om lokale magtforhold og hvem, der skal have retten til at beskatte den lokale opiumsproduktion – ikke om, hvem der skal bestemme i Kabul,« siger han.

Taleban tager æren

Taleban har heller ikke været sen til at påtage sig æren for at have skubbet den afghanske hær ud af det nordlige Helmand. I flere videoer paraderer Taleban-kommandanter med bevægelsens flag og viser stolt bygninger, våben og køretøjer frem, som de har erobret fra den afghanske hær.

Bill Roggio mener ikke, der er tvivl om, at Taleban som bevægelse vinder frem. »Taleban er en meget velorganiseret militær styrke, som er i stand til at kæmpe adskillige steder på én gang,« siger han og henviser til erobringen af landdistrikter i flere provinser hen over sommeren, heriblandt Helmand, Badakshan og Kunduz.

»Talebanerne er strategisk dygtige og har resurser til at presse den afghanske hær både i nord, øst og syd,« siger han.

Ifølge Bill Roggio er Talebans næste skridt at generobre kontrollen med millionbyen Kandahar, der er bevægelsens fødested og hjemby for en stor del af dens topledere.

Han understreger, at de nordlige provinser i Helmand måske ikke har den store strategiske betydning, da der ud over Kajaki-dæmningen ikke ligger større byer dér. Men områderne er en vigtig base for fortsat ekspansion og ikke mindst en vigtig indtægtskilde, mener han.

Handler om magt og penge

Ifølge Mike Martin, der holder tæt kontakt til sit gamle kildenet i Helmand, er det både rigtigt og forkert.

»Kampene i det nordlige Helmand ligner langt mere et stammeopgør end en ideologisk kamp mellem Taleban og regeringen i Kabul,« siger han og fortæller, hvordan Helmands ukronede konge, krigsherren Sher Mohammad Akhundzada i mere end 40 år har ligget i strid med en anden lokal magthaver, Rais Baghrani – eller kongen af Baghran-distriktet.

»Akhundzada har siddet på magten i Musa Qala, men han er alvorligt syg, og meget tyder på, at det er Rais Baghranis folk, der har overtaget kontrollen fra ham, men spørgsmålet er, om nogen af dem er Taleban,« siger Mike Martin og understreger, at i Afghanistan er der masser af lokale militser, der allierer sig med Taleban, når de finder det formålstjenligt, og bryder igen, når de får et bedre tilbud. Et sådant tilbud kunne være posten som ny guvernør for hele Helmand-provinsen.

»Ifølge mine oplysninger overvejer regeringen i Kabul netop nu, om Rais Baghrani kunne været et godt bud på Helmands næste guvernør, og hvis det sker, vil det nordlige Helmand pludselig være under regeringskontrol i stedet for oprørskontrol.«

Hæren hårdt presset

Uanset hvem, der reelt har overtaget magten i det nordlige Helmand, er de to eksperter enige om, at udviklingen viser, at den afghanske hær er voldsomt presset. Bestræbelserne på at bevare den militære kontrol med hele det enorme afghanske rige er simpelthen ikke en holdbar strategi.

»Den afghanske hær er nødt til at opgive store områder af landet,« siger Bill Roggio, der mener, at det seneste års kampe og mange tab er bevis på, at afghanerne ikke var klar til at overtage ansvaret for sikkerheden, da de internationale styrker trak sig ud. Han foreslår, at hæren koncentrerer sig om at sikre Kabul samt den ikkepashtunske nord- og vestlige halvdel af landet.

»Hvis hæren opgiver den sydlige og østlige del af Afghanistan, kan den måske på sigt bevare kontrollen over den resterende halvdel,« siger han og spår en deling af landet i to halvdele.

Mike Martin mener derimod, at det godt kan lade sig gøre at holde sammen på den afghanske stat, hvis hæren begrænser sig til at beskytte de helt essentielle dele af staten: de 34 provinshovedstæder, herunder Kabul, samt den store ringvej, der binder landet sammen i en cirkel.

»Det er de dele, som reelt betyder noget; byerne giver politisk legitimitet, og ringvejen giver økonomisk kontrol i form af beskatning, også af opiumshandlen,« siger han.

Ifølge Mike Martin er hverken Musa Qala eller den tidligere Camp Bastion-base vigtige.

»Musa Qala er blot en samling lerklinede huse, og afghanerne har ikke brug for en flybase, eftersom de ikke har noget flyvevåben. Når Musa Qala og Camp Bastion beskyttes nu, er det kun for vores skyld. Hvis de to steder falder i oprørshænder, vil det være en propagandamæssig katastrofe for både USA, Storbritannien og Danmark,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Kramer
Søren Kramer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset om det er krigsherrer, hvilket kan være sandsynligt, men måske alligevel ikke er det, og dermed ikke den sande forklaring, så er udviklingen under alle omstændigheder bekymrende, og et politisk nederlag for vor deltagelse.

Så meget desto mere sætter det Venstres ensidige nedlæggelse af Irak og Afghanistan- kommissionen i relief, og de værdier som venstres vælgere åbenbart finder så tiltrækkende, at de vil stemme på partiet.

Det er ikke blot en ussel måde at fralægge sig sit politiske ansvar for vor deltagelse i disse krige, og viser hvilke usle værdier der er partiets og vælgernes kerneværdier; "nemlig ikke at tage ansvaret for sine politiske beslutninger, og lære af dem, men fortsætte med bedrevidenheden"!