Kan Corbyn vinde kollegernes hjerter?

Labour-partiets nye formand, Jeremy Corbyn, har nok vundet græsrøddernes hjerter med en politik, der ligger langt til venstre for den midte, der siden 1990’erne har domineret partiet. Men han har langtfra overbevist sine modstandere i det parlamentariske Labour-parti (PLP). Og kun tre dage inde i jobbet står det klart, hvor svært det bliver for den nye formand at leve op til løftet om at samle partiet.

En lang række af de mest erfarne partimedlemmer, der har siddet på partiets centrale poster i de seneste mange år, har takket nej til at sidde i Corbyns såkaldte Skyggekabinet af politiske ordførere.

Ifølge iagttagere er det især Corbyns udenrigspolitik og økonomiske politik, der har skabt splid og var afgørende for, at så mange af Labours moderate medlemmer er udvandret og åbent har taget afstand fra Corbyns Labour.

Økonomisk politik

Helt afgørende for kritikken var Corbyns udnævnelse af sin gode ven, John McDonnell, til finanspolitisk ordfører. McDonnell – der som Corbyn er mangeårig medlem af partiets yderste venstrefløj – har bl.a. foreslået fuld offentlig ejerskab af Storbritanniens banksystem med henblik på at »få kontrol med vores kasinoøkonomi«, og han har tidligere beskrevet det at »omstyrte kapitalismen« som en af hans »interesser«.

McDonnell har ikke afvist behovet for at tackle landets underskud, men har lovet, at det under en Corbyn-ledet regering »ikke vil gå ud over de fattige«. I stedet mener han, at underskuddet kan »tackles ved at stoppe skattelettelserne for de rigeste og for virksomhederne, ved at sikre at de betaler deres skatter, og ved at investere i husbyggeri og infrastruktur«. Mens skatteindkrævningen ifølge McDonnell vil indbringe 93 mia. pund, skal det sidstnævnte finansieres ved at lade nationalbanken trykke flere penge.

Det er uklart, hvad de 93 mia. pund dækker over, men tallet er under alle omstændigheder voldsomt stort taget i betragtning, at finansministeriet forventer at inddrage 43,1 mia. pund i virksomhedsskatter i år.

McDonnell har desuden lovet at indføre en finansiel transaktionsskat, ligesom han har varslet lovgivning, der skal sikre, at virksomhedernes »hovedformål« er at sikre »langsigtet bæredygtighed og socialt ansvar«.

Ifølge BBC’s økonomiredaktør, Robert Pestons, udregninger vil McDonnells forslag alt i alt medføre en »meget væsentlig skattestigning« for virksomheder.

Det er stik modstat den strategi, som New Labour udviklede i 1990’erne, der gik ud på at vinde erhvervslivet over ved lempeligere vilkår, og tidligere indenrigsminister under Tony Blair, Charles Clarke, var da også dybt rystet over udmeldingen og sagde på BBC, at Corbyn dermed har indtaget »den mest kompromisløse position«.

Udenrigspolitik

En anden væsentlig kilde til uenighed er Corbyns udenrigspolitik. Chuka Umunna, fhv. erhvervsordfører, begrundede i går sin tilbagetrædelse med den nye formands lunkne holdning til EU. Corbyn stemte ved folkeafstemningen i 1975 for udmeldelse og argumenterede under formandsvalgkampen for, at Labour burde fremsætte sin egen reformdagsorden før folkeafstemningen, som bl.a. skulle indebære bedre arbejdsmarkedsvilkår.

Umunna mener omvendt, at Labour bør »bakke op om fortsat britisk medlemskab af EU, ligegyldig hvad der kommer ud af premierministerens genforhandling«.

»Jeremy har gjort det klart over for mig, at han ikke fuldt ud støtter det synspunkt,« tilføjede han.

Labours nyvalgte næstformand, Tom Watson, måtte også søndag erkende, at han er uenig i Corbyns udenrigspolitik på flere punkter: udmeldelse af NATO, EU og unilateral afvikling af landets atomvåbensystem, Trident. Dog håber han at kunne »overtale« Corbyn til at ændre mening på disse områder.

Chris Bryant, fhv. kulturordfører, sagde mandag, at han takkede nej til at blive forsvarsordfører grund af Corbyns udenrigspolitik, men accepterede i stedet en anden post.

Nok støtte?

Trods den hårde kritik beskrev Jeremy Corbyn i går selv sit hold som en »stærk kombination af fornyelse og kontinuitet« og tilføjede, at det var et »forenende, inkluderende nyt Skyggekabinet, som for første gang havde et flertal af kvinder«.

Men Corbyns vanskeligheder med at sammensætte sit hold – og reaktionen på hans valg af finanspolitisk ordfører – tyder på, at han står overfor en uhyre vanskelig opgave i forhold til at vinde parlamentarikerne over.

Faren – hvis det ikke lykkes for ham – er, at partiet knækker midt over, som det skete i 1981, da fire højtstående Labour-medlemmer stiftede Det Socialdemokratiske Parti i protest imod en venstredrejning i det daværende Labour-parti. De protesterede bl.a. imod en beslutning i partiet om at støtte unilateral nedrustning og udtrædelse af det europæiske fællesskab.

En anden, og måske mere umiddelbar fare, er, at der opstår fraktioner og fløjkampe inden for partiet.

Charles Clarke opfordrede i går direkte partiets moderate medlemmer til at sætte sig sammen og udvikle en sammenhængende alternativ økonomisk strategi til McDonnells. Partiets største individuelle donor, forretningsmanden John Mills, sagde desuden, at han nu i stedet vil kanalisere sine 1,6 mio. pund over i tænketanke og andre Labour-grupperinger, der vil »se på hvilke alternativer, der kan være til den tilgang, Labour-partiet har haft i de seneste år«.

I sidste ende kan eksistensen af flere fraktioner inden for partiet føre til et kupforsøg. Ifølge Labours regler skal kun 20 procent af Labours parlamentarikere – dvs. 46 – udtrykke mistillid til formanden, for at fremprovokere et nyt formandsvalg. Corbyn havde som bekendt problemer med at finde 35 parlamentarikere, der ville opstille ham til formandsvalget, før det hele startede. Men hans overbevisende sejr med 60 procent af medlemmernes stemmer vil utvivlsomt beskytte ham en rum tid. Imidlertid er der næppe nogen tvivl om, at de moderate parlamentarikere på et tidspunkt vil forsøge at generobre partiet, hvis ikke han rykker det ind mod midten igen.

Spørgsmålet er ikke om, men snarere hvornår, det vil ske.