Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kan ny fredsplan bringe Libyens krigende parter sammen?

De to konkurrerende regeringer, der i øjeblikket hævder at være Libyens retmæssige ledere, har fået præsenteret en fredsplan, som de kan sige ja eller nej til. Flygtningestrømme og IS-fremvækst gør, at omverdenen håber på et ja
Både Libyens befolkning og EU håber på et ja til fredsplanen.

Hamza Turkia

Udland
26. september 2015

Det var et ret simpelt take it or leave it-tilbud, FN’s Libyen-udsending Bernardino Leon i denne uge kunne præsentere for Libyens rivaliserende regeringer i henholdsvis Tripoli og Tobruk.

»Det er nu op til parterne at reagere på denne tekst, men ikke på den måde, at de kan lægge noget til eller tilbage i forhandlingerne,« forklarede den italienske forhandler efter en lang sommer, hvor særligt den islamistisk-dominerede regering i Tripoli har været afvisende over for tidligere fredsplaner. Denne gang er det et ja eller et nej, leveret efter denne uges Eid al-Adha-fejringer. Et svar, som ikke bare Libyens plagede befolkning, men EU i den grad håber bliver et ja.

Detaljerne i planen er ikke kendte endnu, men formodes at bestå af en etårig overgangsregering med deltagelse af begge parter, en lovgivende forsamling bestående af det nuværende valgte parlament (som i dag sidder i eksil i Tobruk) og et andetkammer med rådgivende funktion, som formentlig vil inkludere medlemmer af det Tripoli-parlament, der støttet af især islamistiske militser skubbede den internationalt anerkendte folkeforsamling ud af Tripoli og ud på en færge i det allerøstligste Libyen.

Løst tilknyttede fraktioner

Denne gang er udfaldet mere usikkert. Kompromiset formodes at give mere plads til oprørsforsamligen i Tripoli, og derfor var der i går ubekræftede forlydender om, at Tobruk-parlamentet havde afvist aftalen. Reelt er regnestykket langt mere kompliceret end blot to parter, der skal sige ja eller nej. Begge parter består af forskellige løst tilknyttede fraktioner. F.eks. sagde den magtfulde Misrata-milits, der støtter styret i Tripoli, i første omgang ja til den oprindelige aftale, dog på den betingelse, at general Hifter, der leder østregeringens hærstyrker, men selv har et ambivalent forhold til parlamentet i Tobruk, blev fyret – et urealistisk krav for et parlament med meget lille reel magt. Det er usikkert, om nogen af de to politiske organer reelt kan kontrollere associerede militser i tilfælde af en aftale.

Derfor har der da også lydt opfordringer til internationalt engagement i en fredsløsning, hvis den kommer. Noget EU’s udenrigschef Federica Mogherini, der fra den anden side af Middelhavet både kan skimte IS-krigere og uregulerede flygtningestrømme, da også omgående erklærede sig parat til.

EU står »parat fra dag ét til at støtte, økonomisk og på en hvilken som helst måde, de kunne ønske,« erklærede hun ikke så overraskende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Libyens rivaliserende regeringer i Tripoli og Tobruk....
Den endda islamistisk-dominerende regering i Tripoli har sagt nej til fredsplan...
Libyens plagede befolkning...
Gaddafi hjalp trods alt sin befolkning og Afrika mere end de andre despoter på kontinentet og i Mellemøsten - ikke at Gaddafi dermed var en engel (hvem er da det?), men dem han slog ned på, var jo præcis dem, der har magten i dag!
Så hvem mon er skyld i dagens elendighed i Libyen?

georg christensen

Det ville dengang have været, så utroligt let, dengang vi fjernede "tossen Gadafi", dengang var hjælp.alle "Libyer" med os, takkede os for vores indsats, så lod vi dem bare i stikken uden form for

Det kunne være gået så smertefrit , hvis Eurofolket havde taget ansvaret og ikke overladet komandoen til amerikanernes "buskmænd".

NB: Til Libyerne også Egypterne , mindst en , nemlig "jeg" har ikke glemt jer, og jeres kamp for "individuel" frihed under hensyntagen til alle andre. I bund og grund som også europagrundlaget burde være bygget på. I det nuværende Europa er "grundlaget" fuldstændig forsvundet i illusionen om, jeg aner ikke hvad, så i bund og grund, er vi folkene ligestillet, vel nok bare fordi vi i fællesskab lader magtbegærlige politiske som religiøse "illusioner" bestemme en udviklings proces, som de er fuldstændig uvidende om.

I bund og grund er vi "folkene<" landet i samme båd, og det kun fordi "magtbegærligheden" har overtaget styringen.