Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kinas økonomi knager under gældsbyrden

Mens måneders uro på de kinesiske børser nu ser ud til at have lagt sig, lever bekymringerne om Kinas økonomi videre. Det måske største problem er en omfattende gæld, som netop var det fænomen, der udløste finanskrisen i Vesten
Den kinesiske gæld er steget voldsomt og udgør endnu en trussel mod landets økonomi. Stigningen skyldes især, at der er blevet investeret heftigt i bl.a. byggeri og infrastruktur.

Bai Yu

Udland
15. september 2015

Efter Shanghais børs i juli og august blev raseret af voldsomme fald i aktiekurser, er der igen ved at være forholdsvis ro på markederne. Men et af de store, bagvedliggende problemer for den kinesiske økonomi er kun blevet værre midt i håndteringen af aktiepanikken: den omfattende kinesiske gæld.

»Gæld er det, der får bobler til at vokse og efterfølgende briste. At ignorere gæld er en af de store fejlslutninger i moderne økonomisk teori,« siger Steve Keen, økonom ved Kingston Universitet i London.

Steve Keen er blevet kaldt farverig. Selv ser han det ikke som negativt. Han optræder hyppigt i læderjakke i debatter med sine radikale teorier og direkte retorik. Han er også blevet kaldt Dr. Doom på grund af sin forkærlighed for at advare mod forestående kriser. I 2007 var Steve Keen én af ganske få økonomer, der forudså, hvad der var på vej, med sine månedlige rapporter om verdens gældssituation op til finanskrisen. Nu kigger Dr. Doom mod Kina efter det næste krak.

Kina er bevidst om sin gæld, men ifølge Steve Keen er store dele af den placeret i et tvivlsomt boligmarked, og der er det svært at rette op på problemerne. I modsætning til i Vesten er de første tegn sværere at få øje på, bl.a. fordi staten endnu holder hånden under sine fejlslagne byggeprojekter:

»Kinesiske lokalregeringer har solgt en masse land til landudviklere, men når de stopper med at investere, har lokalregeringen ikke længere penge til at støtte deres tabsgivende projekter,« siger Steve Keen.

I Vesten ville den udløsende faktor for en bristende boligboble være aftagende efterspørgsel efter boliger, når den økonomiske vækst falder. I Kina handler det om lokalregeringerne. Når de ikke kan udvide sig mere, vil boblen briste, mener Steve Keen.

Gælden er alarmerende, og usikkerheden om, hvilke projekter gælden er placeret i, gør, at alarmerne lyder desto højere, mener også Michael Pettis, der er professor i finansiering ved Peking Universitet i Beijing og forfatter på bloggen China Financial Markets. Han har længe haft sine bekymringer om kinesisk gæld:

»Dem, der har forstået den kinesiske vækst, har forstået, at landets overdrevne afhængighed af investeringer til at finansiere vækst kombineret med en udbredt mangel på placering af ansvar, har gjort en himmelstræbende gæld til en uundgåelighed,« skriver Michael Pettis.

Han ser, i selskab med flere internationale analytikere, et fremtidigt tilbagefald for kinesisk økonomi. Spørgsmålet for Michael Pettis er kun, hvor langt Kina vil falde, og hvor hård landingen bliver.

’Gældskysset’

Allerede i maj, inden aktierne begyndte at falde, gav Ruchir Sharma fra investeringsbanken Morgan Stanley et foredrag om kinesisk gæld under titlen The Kiss of Debt. I løbet af halvanden time malede han et billede af, hvad der historisk er sket med lande, som har oplevet samme vækst i gæld, som Kina har over de sidste seks år.

»Min research fortæller mig, at vi kan være ligeglade med, hvor stor en gæld et land har. Det, der betyder noget, er hastigheden, hvormed gælden vokser,« siger han.

Ruchir Sharma har undersøgt 30 historiske tilfælde siden Anden Verdenskrig, hvor et land har oplevet en vækst i gæld i forhold til BNP på 40 pct. over fem år. Til sammenligning har Kinas gældsvækst de seneste seks år ligget på 80 pct.

I alle 30 tilfælde oplevede det pågældende land et større fald i vækst i de efterfølgende fem år, svarende til cirka en halvering i vækst sammenlignet med perioden, der ledte op til, at gældssætningen begyndte.

Dertil kommer, at 70 pct. af landene endte i en decideret finansiel krise.

»Det er meget sjældent, at man i økonomisk teori har 30 tilfælde, og du ikke kan finde én undtagelse,« siger Ruchir Sharma.

Finanskrisedønninger

Stigning i gæld er et bevidst resultat af Beijings økonomiske politik. Op til den globale finanskrise havde Kina tocifrede væksttal. I de år udmøntede én dollar optaget i et lån sig til en BNP-vækst på én dollar. I årene efter finanskrisen skulle der optages lån på fire dollar for at få en BNP-vækst på én dollar. Kinas økonomi har altså fået mindre gavn af mere gæld. Til sammenligning skulle USA i perioden før finanskrisen låne fem dollar for at få BNP-vækst på én dollar.

Da finanskrisens omfang stod politikerne klart, var den kinesiske regering hurtig til at reagere. Fire billioner kinesiske yuan blev pumpet ud i økonomien over de næste fem år. Landudvikling, byggeri og infrastruktur oplevede et veritabelt boom. Det fleste projekter blev gennemført af lokalregeringer og de statsejede selskaber på opfordring fra centralregeringen i Beijing. Men ikke alt sammen i lige fornuftige investeringer, mener Ruchir Sharma.

»Kreditvækst er godt, indtil det går for hurtigt. Men hvis du optager store lån over en kort periode, er sandsynligheden for, at pengene bliver bundet op i dårlige lån og projekter, bare markant højere,« siger han.

Og det er humlen i det hele. Kvaliteten af projekterne, hvori de massive kapitalstrømme er flydt hen, er det presserende spørgsmål. I 2011 og de efterfølgende år blev der skrevet meget om spøgelsesbyer i Kina. Byer, der i høj grad blev bygget og finansieret af lokalregeringer for at leve op til Beijing vækstkrav, men som der ikke umiddelbart er en efterspørgsel efter. Problemet eksisterer stadig i hele byer som Ordos i Mongoliet og i mindre skala i byer under ledelse af konstruktionsliderlige politikere væk fra Beijings åsyn.

Fremtiden læses i murstenene

Makroanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank kigger til boligmarkedet, når snakken falder på kinesisk gæld. Kineserne inddeler byer i kategorierne Tier 1, 2, 3, 4 og 5 rangeret efter størrelse. I kategorierne 3, 4 og 5 har der været en overvurderet efterspørgsel, siger Kim Fæster.

»Der er mange usolgte boliger i de byer, og det bliver et stort problem for de banker, der har finansieret dem, og de entreprenører, der har bygget dem. Men det helt overordnede problem er, at for meget af Kinas vækst har været gældsfinansieret.«

Boligsektoren optager et specielt sted i kinesisk økonomi. På grund af den underudviklede finanssektor har boligmarkedet været alternativet til at sy pengene i madrassen for Kinas middel- og overklasse. For lokalregeringer, der ikke har ret til at indkræve skatter, har salg af land og boligsektoren været deres primære indkomstkilde.

»Min kæreste er kineser. Jeg har været i Kina,« siger Steve Keen. »Hver dag gik jeg forbi et nyt tomt hylster af et hus, og jeg kan med garanti fortælle dig, at samtlige lejligheder i det kompleks var solgt, inden det var færdigt. Hell, min kæreste har to lejligheder, som hun bare lader stå hen som en investering.«

Kim Fæster er dog varsom med at pege bobler ud overalt.

»Det er klart, at hvis efterspørgslen på boliger falder, har du et stort problem. Men Kina har en enorm aktiv og initiativrig regering, når det kommer til at få gennemført vækstfremmende tiltag.«

Og i det større billede kigger Kim Fæster på demografiske statistikker. 48 pct. af Kinas befolkning bor fortsat på landet, og en del af dem skal ind til byen på et tidspunkt. Derfor svækkes efterspørgslen ikke foreløbigt. Dertil kan Beijing stadig skære i renten og reservekravene til bankerne, hvilket vil øge gælden, men holde efterspørgslen ved lige.

»Det sidste, vi har behov for lige nu, er, at den kinesiske vækst begynder at falde voldsomt,« siger Kim Fæster.

Dertil kommer, at kineserne historisk set har været gode til at spare op, hvilket betyder, at husholdningernes andel af den akkumulerede privatgæld stadig er relativt lille i forhold til statsejede firmaers gæld.

Langstrakt japansk smerte

Michael Pettis fra Peking Universitet ser ikke nogen smertefri løsning for Kinas økonomi, men en rask finanskrise er ikke nødvendigvis det værst tænkelige scenarie.

»Fordelen ved en finanskrise i Kina kan være, at det tvinger systemet til at anerkende tabene forårsaget af overdreven gæld, hvorefter de begynder at fordele kapital på fornuftig vis,« skriver han.

Alternativet er det mere langsommelig fald i vækst, som Ruchir Sharmas historiske research påpeger er en uundgåelighed.

»Kig på Japan,« skriver Michael Pettis. »Japan fik aldrig en krise eller et kollaps, men fra 1990 til 2010 er deres andel af global BNP faldet med mere end 50 pct. En langt større skade, end hvad der er overgået et land, som er endt i en finanskrise.«

Det tilbagevendende problem i diskussioner om kinesisk økonomi ligger i, hvor meget du kan stole på de tal, Kina frigiver, som Ruchir Sharma, Kim Fæster og Steve Keen fortæller uafhængigt af hinanden. Fælles for dem alle er, at de betragter tilgængelig officiel statistik som et skønmaleri af virkeligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend Erik Hansen

Det er rigtigt at der sommetider ser ud til at være spøgelsesbyer. Men da KIna er meget dynamisk, kan disse også fyldes ret hurtigt, specielt hvis der opstår arbejdspladser udenom. Hvis ikke, er chancen for at de forbliver spøgelsesbyer stor.

Mange steder bor migrantarbejdere og også unge mennesker mange sammen i lejligheder. Disse vil med tiden stifte familie og flytte ud i de lejligheder som godt kan se tomme ud i dag. Men kun hvis der opstår arbejdspladser udenom.

Problemet ligger nærmere i det oppustede prisniveau, der er kun tre løsninger. Enten tager investoren (den nuværende ejer) et tab, eller også skal lønniveauet hæves betragteligt for at lejligheden kan afbetales af familien indenfor en rimelig tid. Eller en kombination af de to.

Gäldsbyrde ??
Jeg troede at USA gäld er mere interessant. Den stiger og stiger og mange lande er begyndt at tabe troen til den amerikanske dollar som "reserve currency".
Kina har vidst köbt en del guld på det seneste, og nogle europäiske lande har vidst bedt om at få noget af deres guld tilbage fra FED som efter sigende skulle ligge i en box i New york. Spörgsmålet er om der findes den mängde guld som FED siger....
Kineserne situation er hård men forskellen mellem Kina og USA er, at Kina ligger planer med 50 års perspektiv, hvor amerikanerne ikke tänker längere frem end til näste president valg. De eneste i USA som har langsigtede planer er de neokonservative som lagt tid inden havde besluttet, at USA skulle gå ind i konflikter i Libyen, Syrien. Iran, Irak, Afganistan, pakistan etc for at please deres "venner" i Israel og Saudi Arabien. Det internationale samfund har så stået og set på passivt på sidelinien eller deltaget som halvdumme ledere som Blair og Anders Fogh. Rusland som har kritiseret USA's "ntervention" i Libyen, Irak og Syrien, dämoniseres og Putin kaldes den store satan i endelös vest-europäisk propaganda..
Putin stötter vel Assad fordi han ved at en stärk syrisk arme er det eneste som kan håndtere ISIS på jorden.. Hvorfor USA/UK er så ivrige for at få Assad af magten er mig en gåde.. Leder dette ikke bare til mere destabilisering af området og flere flygtninge..???

Morten Lind, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Svend Erik Hansen

Rygterne om guldet har floreret mindst siden midten af halvfemserne da jeg hørte om det første gang.

Så du mener at den 4 billioner store pengeindsprøjtning i 2009 var en del af en plan for 50 år siden? Det er jeg nu ikke helt sikker på.

Nej Svend Hansen..
Den 4 billioner store "stimulus" indspröjtning er resultatet af nyere neoliberal finanspolitik som begynder at tage sit indtog i slutningen af 90'erne. Deregulering af bank og finanssektoren i 1999 med fjernelse af Glass-Stegal act leder langsomt hen mod afgrunden i 2008. Problemet er, at de store globale banker er endnu större i dag end de var i 2008 hvilket er absurd. Man skulle have brudt bankerne op i USA i 2008 og indfört Glass-Stegal igen. Samtidig er flere globale auditerings firmaer lukket ned og i dag er der bare fire store spillere på markedet..
Ledere af FED udvälges af lederne af store banker.. FED skulle varetage den almene amerikaners interesse og ikke deres venner på Wall Street.. Nu rammer en stor finanskrise igen her i efteråret 2015. De store fisk ved godt at det kommer (shemitah cycles), men alle små investorer som lytter til finansmediers halvdumme "pundits" tror at FED, ECB, og Bank of England kan blive ved med at pumpe stimulerings midler ud og holde renten på nul er rimeligt naive.. På et tidspunkt falder korthuset sammen..
Island er det eneste exempel jeg kender som tog den bitre pille, havde nogle hårde år efter 2008, men har efterhånden bygget op en lidt sundere ökonomi....

Jeg er (heldigvis) ikke uddannet økonom, men er der ikke forskel på privat gæld og Statsgæld?

Michael Kongstad Nielsen

Kina har vokseværk. og har haft det i mange år. Det er længe siden, Kina overhalede Japan som verdens næststørste økonomi. Men væksten er skabt gennem myreflittigt arbejde af mobile arbejdere, mere end af gældsfinansiering og statsstimuli. For at holde væksten i gang, må infrastruktur skabes, og ordentlige boliger bygges i byerne. Det er ikke privat finansieret, så vidt jeg ved, men af regionsregeringerne, der optager lån i kinesiske banker. Jeg har svært ved at forestille mig, at denne offentlige låntagning er ude af kontrol, for den er jo så styret. Og hverken stat eller regioner kan mangle penge, når man tænker på de overskud, der år efter år er hobet op, og som Kina i vidt omfang har investeret i udlandet, herunder i USA, hvor Kina ejer store dele af USA´s statsgæld.

Bekymringen over gæld i Kina er nok en blanding af utryghed ved landets fortsatte vokseværk, og et politisk motiveret ønske om at tale Kinas styrke ned.

Kina er ved at skabe en ny megaby . En kæmpe metropol, der arealmæssigt bliver fem gange så stor som Danmark. Efter planen skal den kinesiske hovedstad Beijing hægtes sammen med to naboprovinser til et stort byområde med en samlet befolkning på 130 millioner mennesker. Det svarer til 10 procent af Kinas samlede befolkning. (DR)

Kina har altid tænkt langsigtet og de kapitalistiske økonomiske bobler vil kun være krusninger på overfladen, primært på grund af Statens greb om økonomien.

Svend Erik Hansen

De 4 billioner stimuli er kun skabt af en grund. Og det er frygten for arbejdsløshed hvis økonomien, som dengang primært var drevet af eksport, gik i stå, og der kom sociale uroligheder.

Michael, de mange mange boliger der er blevet bygget de seneste 20-30 år er privat finasieret. Langt de fleste er købt kontant, tilsyneladende. Men der er meget uofficiel gæld gemt der. Folk, specielt unge familier har lånt fra familien til at købe bolig. Det er dog usikkert om denne gæld bliver betalt tilbage, eller eftergivet. En stor del er der nemlig ikke papir på.

Michael Kongstad Nielsen

Svend Erik Hansen,
- jeg kender intet til Kinas matrikel-, tingbogs- eller realkreditsystem. Det kan du måske berige os andre med viden om. Men det er vel meget sandsynligt, at kinesere deler formuen mellem sig i familierne, ligesom fx. danskere laver "forældrekøb" hvad boligkøb angår.

Svend Erik Hansen

Michael,
Ja, det kan jeg da, men det bliver en længere historie så. I princippet ejer staten al jorden, som så lejes ud for en periode (max 99 år) til ejerne af de bygninger som er bygget på jorden.

De private penge som er investeret i ejendomsmarkedet er kommet fra 'nemme penge' som er tjent i de gode år. Nemme penge kan både være legalt i virksomheder, ved handel eller via korruption. Og så at lejlighedspriser steg utroligt i nogle år. En af de lejligheder jeg boede til leje i, steg med ca. 55000 om måneden. Vi betalte 8000 i leje.

Den sidste aktieboble i foråret var skrigende tydelig hvis man sammenlignede virksomheders børsværdi med deres indtjening. Hvis man så også ved at kinesiske selskaber udbetaler meget lidt i dividende gav værdierne ingen mening, og det gør de stadigvæk ikke.

Det som i virkeligheden skete i 2008 var at forbruget i vesten, som jo var Kina's traditionelle eksportmarked, stoppede op. Vi var forgældelde, og der var grænser for hvor mange fladskærme og elektriske salt- og peberkværne vi kunne købe. Vi indså måske også, fordi vi ramte et gældsloft, at vi skulle til at genbruge. Det er jo så moderne at tage på loppemarked og handle på Guloggratis i dag. Og så skal det hele jo være ægte 'retro'. Da jeg flyttede hjem til DK i 2013 fandt jeg utroligt meget af mit nye møblement i næsten ubrugt stand meget billigere end nyt. Effekten på Kinas økonomi blev udsat af de 4 billioner, men det er ved at ebbe ud.

Hvis du virkelig vil vide hvordan Kinas økonomi hænger sammen så læs Michael Pettis' blog. Du kan jo starte her:

http://blog.mpettis.com/2014/09/what-does-a-good-chinese-adjustment-look...