Læsetid: 2 min.

Knæfald ved Suez

USA og EU har for travlt med at tilgive general Abdel al-Sisis regime i Egypten for overtrædelser af menneskerettighederne, mener en intellektuel fra Djibouti
5. september 2015

Det er meget bekymrende, at Frankrig ikke har taget ved lære af Det Arabiske Forår, skriver forfatteren og akademikeren Abdourahman Waberi fra Djibouti – det tidligere Fransk Somaliland – i en kommentar i Le Monde.

Waberi kritiserer de vestlige lande, men især Frankrig, for at fremme antidemokratiske tendenser på hele det afrikanske kontinent ved at yde eksplicit støtte til general Abdel al-Sisi. For tre uger siden deltog Frankrigs præsident, François Hollande, i indvielsen af den nye udvidelse af Suez-kanalen – den franske ingeniørbedrift fra 1860’erne, som forbinder Middelhavet og Det Røde Hav og adskiller Afrika fra Den Arabiske Halvø.

Kanalen er medvirkende til, at Egypten fortsat er Europas port til Afrika og Mellemøsten, og derfor er det nødvendigt at bruge de rigtige geopolitiske nøgler i forhold til den politiske situation i landet, påpeger Waberi:

»Ingen har glemt, at generalen kom til magten efter det blodige statskup den 3. juli 2013. Det kup fremkaldte ingen reaktioner fra de europæiske autoriteter, der har travlt med at belære diktaturerne i de små afrikanske lande,« skriver han.

Ifølge Amnesty International sidder op til 40.000 egyptere nu i fængsel af politiske årsager. Efter massakren på Rabba al-Adawiya-pladsen i Kairo i august 2013, hvor hæren ifølge Human Rights Watch dræbte 817 civile demonstranter, indefrøs den amerikanske regering kortvarigt den omfattende økonomiske støtte til regimet. Men siden da har både Europa og USA valgt at overhøre de mange protester og advarsler fra menneskerettighedsorganisationerne. Paradokset er, at Den Afrikanske Union suspenderede Egypten i et år efter statskuppet, mens både USA og EU knyttede forbindelser til regimet:

»Man forstår det lidt bedre, når dem, der i går var døve og stumme, nu står i forreste række for at få underskrevet kontrakter om salg af Rafale-fly,« skriver Waberi med henvisning til den statsejede franske forsvarskoncern DCNS’ aftale om at levere 24 kampfly til Egypten og tilføjer: »At de økonomiske og diplomatiske relationer mellem Frankrig og Egypten bliver genoptaget er helt bestemt en rigtig god nyhed, men det lover ikke godt, at Paris ikke har draget nogen som helst lære af Det Arabiske Forår.«

Ved at deltage i propagandashowet på Suez-kanalen har vestlige ledere som Hollande reelt udstyret al-Sisi med en helgenglorie, hvilket kan få »ironiske følger« for udviklingen i hele regionen, mener Waberi, som påpeger, at den yderste højrefløj blandt Republikanerne i USA hylder al-Sisi for undertrykkelsen af Det Muslimske Broderskab:

»Såvel amerikanerne som europæerne synes altså at have indledt en tilbagevenden til fortiden, og lader som om, at viserne er blevet stillet tilbage til Hosni Mubaraks tid, og at det egyptiske folks opvågnen i 2011 aldrig har fundet sted.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu