Læsetid: 5 min.

Korrupte og ustabile stater får svært ved at få klimapenge

Om tre måneder skal en global klimaaftale indgås ved COP21 i Paris. En af de store knaster er klimafinansiering fra de rige til de fattige lande. Danske virksomheder med grønne ambitioner melder dog om, at det ikke er penge, der mangler. Det gør derimod de gode projekter
Afrikas største energiprojekt nogensinde, som også bliver Vestas’ største vindmøllepark, bliver i disse år bygget i ved Lake Turkana i Kenya. På billedet ses masaier ved en anden vindmøllepark i Ngong Hills ved Nairobi.

Thomas Gadsbølle

16. september 2015

»Der mangler sådan set ikke penge, der mangler gode projekter at investere i,« siger Mercan-Ellen Nielsen, kontorchef i Energistyrelsen og dansk chefforhandler ved klimatopmødet i Paris, COP21.

Mercan-Ellen Nielsen har deltaget i årets forhandlingsrunder frem mod det store klimatopmøde i Paris til december, og hun er ikke lutter positiv. Det har været et »intensivt år med forhandlinger«, men »fremskridtene har været til at overse«, som hun siger.

Særligt på et af de områder, der på forhånd regnes som et af de sværeste ved årets klimatopmøde, nemlig klimafinansiering, går det trægt. Her »rykker parterne sig stort set ikke«, som den danske chefforhandler siger.

Og det er en kæmpe udfordring. På den ene side står udviklingslandene, hvor særligt de svageste og mindst udviklede ikke har meget andet håb til klimaforhandlingerne, end at de i sidste ende vil sikre dem de nødvendige investeringer til dels at omstille til mere bæredygtige samfund, dels at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne.

På den anden side står de rige lande, der ganske vist har lovet 100 mia. dollar om året fra 2020 til den såkaldte Grønne Klimafond, men som udmærket ved, at de penge aldrig kan komme fra offentlige kasser, og derfor skal størstedelen findes som privat kapital.

Hvor den gode nyhed altså er, at der tilsyneladende er rigeligt med investeringsvillig, grøn kapital – er den dårlige nyhed, at det bliver meget svært for særligt de fattigste og mest skrøbelige udviklingslande at tiltrække klimapenge. For hvordan sikrer man afkast af en privat investering i et land, der måske knap nok er et demokrati?

Afrikas største energiprojekt

Derfor arbejdes der i øjeblikket med en række finansieringsmodeller, hvor de få offentlige kroner, der indbetales til Den Grønne Klimafond, skal bruges til at stille garanti for endnu større private investeringer. Som en slags katalysator.

»Danmark deler en bestyrelsesplads i Den Grønne Klimafond med blandt andet Holland, og den bruger vi aktivt på at prioritere de danske interesser. Ikke mindst at sikre at de her barrierer for at investere fjernes, så vi kan tiltrække den nødvendige private finansiering,« siger Mercan-Ellen Nielsen, der peger på, at Danmark derudover har fokus på at udvikle gode projekter, som der er så stort behov for.

Seneste katalysatoreksempel er det danske ’forsikringsinstrument’, der er et innovativt forsøg med klimafinansiering, som giver virksomheder i udviklingslande mulighed for at låne penge til investeringer i energibesparelser. Det sker ved, at banker får sikkerhed for det løbende afkast fra investeringen i energieffektivitet. Kort sagt bruges en lille mængde offentlige penge til at mobilisere langt flere private investeringer, forklarer Mercan-Ellen Nielsen.

At det kræver stort tålmod at investere i eksempelvis grøn energi i Afrika, er Vestas’ store vindprojekt ved Lake Turkana i Kenya et godt eksempel på. Projektet, der forventes færdigt i begyndelsen af 2017, er med 365 vindmøller og en samlet kapacitet på 300 megawatt ikke bare Afrikas største energiprojekt nogensinde – det bliver også den største af Vestas’ vindmølleparker til dato.

Men det har taget 15 år blot at påbegynde projektet – og ifølge Vestas skyldes ventetiden ikke så meget de vanskelige forhold omkring selve konstruktionen 250 km fra hovedstaden Nairobi.

»Det er de ikketekniske emner, der er langt de vanskeligste,« siger Henrik Welch, Senior Vice President hos Vestas, der forklarer, at en af de store udfordringer er sikkerhed for de enorme investeringer i projektet.

Prisen på projektet er 620 mio. euro, hvilket gør det til den største private investering i Kenya nogensinde, og når samtlige møller er sat op, vil de dække 15 procent af Kenyas samlede energiforsyning, spare atmosfæren for 16 mio. ton CO2 om året samt spare den kenyanske stat for et sted mellem 100 og 150 mio. euro i subsidier til fossile brændsler.

Men netop på grund af de store usikkerheder med et så enormt projekt i Afrika har Vestas som noget helt usædvanligt selv måttet finansiere 12,5 procent af projektets samlede pris. Resten af finansieringen kommer fra private fonde og de store udviklingsbanker, henholdsvis Den Europæiske og Den Afrikanske Udviklingsbank, der har lavet en konstruktion, hvor den kenyanske stat over for bankerne garanterer deres støtte til projektet i form af en fast afregningspris på den producerede strøm frem til 2030.

Pariser-penge

At skaffe finansiering til Kenya, der regnes for både et af de mere politisk stabile og økonomisk sunde afrikanske lande, er nok en overkommelig opgave. Men hvad hvis samme projekt skulle laves i Mali eller Malawi, der er langt mere komplicerede lande?

Og hvad med alle de projekter, der helt åbenlyst aldrig vil give et overskud – som eksempelvis at sikre landene imod oversvømmelser ved hjælp af diger?

»Klimatilpasningsprojekter er ikke så kommercielt egnede,« som Torben Huss siger, vicepræsident og funding manager i Klimainvesteringsfonden under Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU.

Og det er netop problemet, lyder det fra Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Han frygter, at det bliver de fattigste lande med de største behov, der ender som tabere i spillet om de mange klimamilliarder.

»Privat kapital skal forrentes og sikres imod tab. Derfor ser vi også, at klimafinansieringen i dag går til de lande, der er mest stabile, men ikke nødvendigvis til dem, hvor behovet er størst,« siger Mattias Söderberg, der mener, at spørgsmålet om klimafinansiering til de fattigste udviklingslande i sidste ende kan få alvorlige konsekvenser for den endelige Paris-aftale.

»For tingene hænger jo sammen,« som han forklarer: »De fattige lande kommer stort set kun med ét krav, det er finansiering. Skal de fattige lande derfor også tage forpligtelser på sig i form af egne CO2-reduktionsmål, kræver det finansiering. Og her husker udviklingslandene kun alt for godt, hvad der blev lovet først under COP15-klimatopmødet i København i 2009 og året efter i Cancún, Mexico, hvor det igen blev sagt, at klimafinansieringen ville være nye og ekstra penge i forhold til den allerede eksisterende udviklingsbistand.«

Politik, ikke økonomi

Set fra udviklingslandenes synspunkt – og særligt fra de mest skrøbelige lande – er det med, at der foreløbigt er penge nok, derfor en sandhed med modifikationer.

»Det er rigtigt, at der er penge nok, men bare ikke til de fattigste. Det er derfor, man må forstå det her som et politisk spørgsmål. Ikke bare et økonomisk,« siger Mattias Söderberg, der mener, at det ikke er så meget antallet af milliarder, der er afgørende, men snarere hvordan de mange penge bruges.

Mattias Söderberg er ligesom de fleste andre repræsentanter for civilsamfundet derfor ikke enig i, at Den Grønne Klimafond skal fyldes op med privat kapital. Og da slet ikke, hvis udviklingslandene ikke selv får medbestemmelse over pengene.

»Markedet løser ikke de problemer, som de fattigste udviklingslande kæmper med, derfor skal klimafinansieringen være politisk styret. Det må ikke blive udelukkende på markedsvilkår, for så bliver det kun de kommercielt stærke projekter, der får en chance,« siger Mattias Söderberg.

Han gør samtidig opmærksom på, at klimaudfordringen ikke kender grænser. Afrikas problemer bliver hurtigt til Europas hovedpine.

»Man skal forstå, hvad der er på spil. Kan man ikke overleve i Malawi på grund af klimaforandringerne, så flytter folk jo. Måske hertil. Vi er simpelthen nødt til at tænke langsigtet,« siger Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Christensen

Korrupte og ineffektive stater.
Hvilke stater hæver sig op over det niveau?
Der er vel kun Norge som nærmer sig niveauet:)