Nyhed
Læsetid: 2 min.

Mord kaster selvstyre ud i krise

Det nordirske selvstyre hænger i en tynd tråd, efter at førsteminister Peter Robinson trådte tilbage torsdag aften
Udland
12. september 2015

Nordirland er blevet kastet ud i sin værste krise i over 10 år, efter at landets førsteminister, Peter Robinson, fra det protestantiske Democratic Unionist Party (DUP) torsdag trådte tilbage og efterlod DUP-minister Arlene Foster i rollen som fungerende førsteminister. DUP’s øvrige ministre trådte ligeledes tilbage. Det mindre Ulster Unionist Party (UUP) trådte ud af selvstyreregeringen i august.

Dermed hænger det nordirske selvstyre – resultatet af Langfredagsfredsaftalen, der i 1998 satte en stopper for tre årtiers sekterisk vold og styre fra London – i en tynd tråd.

Krisen kommer efter mordet den 12. august på det tidligere IRA-medlem Kevin McGuigan – ifølge politiet et hævnangreb begået af medlemmer af IRA, der ellers officielt opløste sig selv i 2005. Nordirlands politichef har i forbindelse med opklaringsarbejdet udtalt, at han mener, at IRA stadig eksisterer, om end gruppen ikke længere er involveret i en politisk væbnet kamp.

Alligevel har eksistensen af gruppen fået de protestantiske partier til at hævde, at Sinn Fein – IRA’s politiske gren – har brudt en af de aftaler, der ligger til grund for selvstyret. Ifølge aftalen skulle alle paramilitære grupper opløses.

Krisen blev yderligere forværret efter arrestationen af tre højtstående medlemmer af Sinn Fein i forbindelse med mordet. Alle tre er dog blevet løsladt igen, uden at der er rejst tiltale.

Peter Robinson begrundede sin tilbagetrædelse med, at selvstyre-parlamentet ikke kan fortsætte, »som om ingenting er hændt« efter »politichefens vurdering af IRA’s involvering i mord, den fortsatte eksistens af IRA-strukturer og arrestationerne, der fulgte«.

’Kriminelle begik mordet’

Sinn Fein benægter eksistensen af IRA og siger, at mordet blev begået af kriminelle.

Viceførsteminister Martin McGuinness (Sinn Fein) beskyldte i stedet DUP og UUP for manglende ledelse og kaldte deres reaktion »dumdristig, tåbelig og fuldstændig blottet for den kvalitet af lederskab, der er påkrævet«.

Selvstyreregeringen har i flere måneder forud for den seneste udvikling været fastlåst i forhandlinger om velfærdsreform og besparelser på grund af uenigheder mellem DUP og Sinn Fein.

McGuinness hævder, at den virkelige årsag til tilbagetrædelserne er »intern rivalisering mellem unionist-partierne«.

Den britiske minister for Nordirland, Theresa Villiers, sagde i går, at hun var enig med Nordirlands politichef i, at IRA stadig eksisterer, men at gruppen »har et markant andet formål end førhen«, og at IRA i dag »ikke er involveret i terrorisme«. Villiers anerkendte dog, at gruppens eksistens og mordet har påvirket tilliden og arbejdsklimaet i selvstyreregeringen, men sagde, at hun »ville ønske, at DUP havde kunnet finde en anden måde at håndtere situationen på«.

Den britiske regering håber at samle alle parter til krisemøde i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her