Læsetid: 7 min.

I ’nærområdet’ er drømmen om et normalt liv langt væk

Mens Europas grænser lukker sig, hober de syriske flygtninge sig op i Tyrkiet. Her har de svært ved at se en fremtid med et normalt liv for sig, og det får mange til at drømme om Europa. Langt fra alle har et valg
I et af det centrale Istanbuls fattigste kvarterer, Tarlabasi, bor en syrisk familie med 13 medlemmer i en toværelseslejlighed. Familien forsøger at spare penge nok til at rejse til Danmark, hvor de håber, at børnene vil kunne få uddannelser. Men de kan knap tjene penge nok til huslejen ved at arbejde

I et af det centrale Istanbuls fattigste kvarterer, Tarlabasi, bor en syrisk familie med 13 medlemmer i en toværelseslejlighed. Familien forsøger at spare penge nok til at rejse til Danmark, hvor de håber, at børnene vil kunne få uddannelser. Men de kan knap tjene penge nok til huslejen ved at arbejde

Kasper Palsnov

16. september 2015

Taiba Khan ser ud på tagene gennem sit køkkenvindue.

»Istanbul er smuk, men Tyrkiet er ikke et rart sted,« siger hun.

Uden for vinduet ligger kvarteret Tarlabasi; et slidt kvarter, hvor nogle af byens mest socialt og økonomisk udsatte indbyggere bor. Barfodede børn leger i gaderne, som om natten huser prostitution og handel med rusmidler. Tilflyttere, som ikke har råd til at bo andre steder, kommer hertil. I de senere år har kvarteret fået en stor ny gruppe indbyggere: flygtede syrere.

Taiba Khan er flygtet fra Syriens hovedstad, Damaskus, til Tyrkiet. Nu drømmer hun om at komme til Danmark, men det er der lange udsigter til. Det koster mindst 1.000 dollar (6.000 kr.) pr. person at blive fragtet med gummibåd til Grækenland fra Tyrkiet af en menneskesmugler.

»Hvis jeg havde pengene, sad vi på en båd til Europa nu,« siger Taiba Khan, mor til syv. »Måske vil vi om tre år have penge nok til komme væk, hvis børnene også arbejder.« Taiba Khan bor sammen med sin familie i en lille lejlighed, som består af to små rum, køkken og bad. 13 mennesker, inklusive bedstemor og børnebørn, sover i lejligheden. 11-årige Mohammed viser, hvordan han sover i den lille gang ved siden af stabler af børnetøj.

Har I aldrig smagt falafel?

Imens der i weekenden blev demonstreret i flere europæiske byer for at byde flygtninge velkommen, marcherede en lille gruppe flygtninge og lokale i Istanbul for at åbne grænserne til EU for flygtninge. På et blåt skilt havde syriske Nahla Al-Zein skrevet »Åben grænserne«. Hendes kammerat havde valgt en anden løsning med teksten »Har I aldrig smagt falafel?«

Kasper Palsnov

Siden har Tyskland og flere andre EU-lande imidlertid lukket grænserne igen. På et ekstraordinært topmøde mandag lykkedes det ikke EU’s indenrigsministre at fordele de flygtninge, der allerede er kommet til EU. I stedet fokuserede de på, hvordan man kan holde dem i nærområderne.

Det vil være en katastrofe, hvis det bliver endnu sværere for flygtninge at komme til Europa, mener 26-årige Nahla Al-Zein.

»Situationen i Syrien bliver værre og værre, og hver dag flygter flere mennesker. De vil så være fanget i landene rundt om Syrien, hvor situationen allerede er dårlig. Spændingerne vil stige der,« siger hun.

Ideen om at lukke grænserne og til gengæld yde mere hjælp i Syriens nabolande bider ikke på hende.

»Det er tomme løfter. Hjælpen vil aldrig komme,« siger hun.

Det er et par dage siden, at hun arbejdede sent på kontoret. Siden da har hun set billederne af flygtninge, som er strandet ved grænsen mellem Serbien og Ungarn, og det har påvirket hende.

»Jeg vil ikke kunne klare det. Når jeg ser, hvor dårlige forhold folk møder i Europa, så genovervejer jeg. Politiet slår jo folk ved grænsen. Det skræmmer mig virkelig,« siger hun.

Sidste forsøg

Nahla Al-Zein flytter på bunkerne af dokumenter og skemaer, som ligger spredt ud over det store bord på hendes kontor. Solen er for længst gået ned, og udenfor hænger hipsterne ud på en af Istanbuls smarte kaffebarer.

»Ich kann ein bisschen Deutsch sprechen. Kannst du Deutsch sprechen?« siger hun og griner.

Nahla Al-Zein har taget timer i tysk her i Istanbul for at forbedre sine chancer for at få tilladelse til at rejse til Tyskland og blive genforenet med sin mand. Ligesom Taiba Khan er hun flygtet fra Damaskus og bor nu i Istanbul og arbejder for en syrisk organisation.

Hun er temmelig nervøs for tiden, for hun venter på svar på en ansøgning om at få familiesammenføring i Tyskland. Én gang før har hun fået afslag. Hvis svaret er det samme denne gang, ser hun ikke anden udvej end at tage rejsen til Europa i en illegal og livsfarlig gummibåd over Ægæerhavet.

»Det her er mit sidste forsøg på at komme lovligt til Europa. Hvis det ikke lykkes, rejser jeg med båd. Men jeg håber, at jeg får muligheden for at rejse legalt,« siger Nahla Al-Zein.

Uden for systemet

Hun og Taiba Khan er bare to af de næsten to millioner syriske flygtninge, som Tyrkiet har taget imod. Kun omkring 217.000 af flygtningene bor i en af de 22 flygtningelejre, hvor der ikke er plads til flere. Resten må klare sig på egen hånd, mange uden kontakt til tyrkiske myndigheder eller nødhjælpsorganisationer.

Nahla Al-Zein repræsenterer et mindretal af flygtningene: Hun har fast job, et pas, sit eget sted at bo i et af Istanbuls populære kvarterer og taler ud over arabisk både engelsk, tyrkisk og nu også en smule tysk. Alligevel kan hun ikke forestille sig en fremtid i Tyrkiet.

»Jeg vil gerne have børn, men ikke her i Tyrkiet. Jeg vil give mine børn en fremtid, de skal ikke vokse op i Tyrkiet uden pas og uden rettigheder,« siger Nahla Al-Zein. Hun frygter, at syrerne i Tyrkiet bliver permanente andenrangsindbyggere uden papirer, rettigheder og sikkerhed.

Efter hun i halvandet år har prøvet at finde en måde at rejse lovligt til Tyskland, virker de illegale og overfyldte gummibåde til Grækenland efterhånden som et bedre alternativ.

»Jeg har sagt farvel til mange af mine venner, som så 10 dage senere er nået frem til Europa med gummibåd. Nu har jeg selv ventet i halvandet år på at rejse på lovlig vis, og jeg venter stadig,« fortæller Nahla Al-Zein.

»Jeg kan drukne, blive kidnappet, slået ihjel, bestjålet, slået af politiet. Hvad som helst kan ske, men på trods af det vil jeg stadig gøre det,« siger Nahla Al-Zein.

»Desværre er det illegale system den eneste mulige vej. Uanset om man søger om arbejdsvisum, turistvisum eller et andet visum, får man højst sandsynligt et afslag. Masser af mennesker kan hjælpe dig med at komme illegalt til Europa, mens man samtidig kan ringe hundredevis af gange til en ambassade, uden at telefonen bliver taget,« siger Nahla Al-Zein.

Usikker fremtid i Tyrkiet

Selv om flygtninge i Tyrkiet er sluppet væk fra krigen i Syrien og Irak, er livet stadig fuld af usikkerhed. Tyrkiet giver kun begrænset flygtningestatus til flygtninge fra ikkeeuropæiske lande, derfor havner de syriske og irakiske flygtninge i Tyrkiet i en usikker tilværelse i landet. I stedet for opholdstilladelse kan syrerne, efter måneders venten, få et id-kort i form af en papirlap. I sidste måned slog den tyrkiske beskæftigelsesminister fast, at der ikke vil blive givet arbejdstilladelse til flygtningene.

200.000 syrere arbejder i Tyrkiet, ifølge en rapport som de tyrkiske tænketanke TESEV og ORSAM udgav i januar. Flygtningene arbejder illegalt, primært som ufaglært arbejdskraft, dårligt betalte og i erhverv som lokale ikke ønsker at arbejde med, ifølge rapporten.

Kasper Palsnov

I denne uge har Tyrkiet indført restriktioner på bevægelsesfriheden, så syrere kun må opholde sig i den by, som er anført på deres id-kort. Har man ikke sådan et, risikerer man at blive overført til en af de to nye lejre, som er under opførelse. Mange ønsker slet ikke at bo i lejrene, fordi det symboliserer en midlertidig tilværelse, hvor man er afhængig af hjælp udefra.

Den optrappede konflikt mellem PKK og den tyrkiske stat skaber en generel usikker situation i landet. Den tyrkiske regering har længe ønsket at indføre en bufferzone i Syrien, og Nahla Al-Zein frygter, at det kan betyde, at tyrkerne pludselig vil sende alle flygtninge dertil.

»I Tyrkiet kan de beslutte én ting om syrere den ene dag, og så lave det om dagen efter,« siger Nahla Al-Zein.

Fatamoganadanmark

Hos Taiba Khan sidder familien samlet på gulvet på to madrasser. Hendes bror, Abdallah Helim, finder et billede frem på sin telefon: En ung mand smiler med en rød sportstaske over skulderen. Bag ham er himlen blå, og man ser et lavt hvidt byggeri. Den smilende fyr er familiens 21-årige nevø, som for en måned siden nåede frem til Danmark og har søgt om asyl. På et andet billede står han i midten af en gruppe børn og unge, som smiler og vender tommelfingeren op. Hans far er også i Danmark, og hele familien drømmer nu om Danmark og København.

»De fortæller, at Danmark er rigtig godt, og at danskerne er venlige og gode mennesker,« fortæller Abdallah Helim, far til fem.

Håbet om en dag at kunne rejse hjem til Syrien er svundet kraftigt ind, nu hvor konflikten har varet i mere end fire et halvt år, og der ikke er udsigt til en løsning. 75-årige Rabiaa Ibrahim, familiens bedstemor, lægger hænderne om fem-årige Midiyas ansigt.

»Vi har ingenting tilbage i Syrien. Nu har vi kun børnene at tænke på,« siger hun.

Familien har ingen kontakt til de tyrkiske myndigheder og modtager ingen former for hjælp.

Der er behov for mere end 624 millioner dollars for at kunne give den nødvendige hjælp til flygtninge i Tyrkiet ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Indtil nu har UNHCR kun modtaget 30 procent af de midler. I hjørnet ligger femårige Mustafa og kigger på en telefon, som spiller musik. Ingen af børnene går i skole eller er i gang med en uddannelse.

»Jeg drømmer om, at min søn kan læse til læge eller direktør; lige hvad han har lyst til. Jeg håber, at han vil komme til at kunne klare sig selv,« siger Abdul Ghani Alou, Taiba Khans mand.

På nogle dage kan han finde arbejde, andre dage kan han ikke. Normalt får han 10-20 lira (20-40 kroner) for en arbejdsdag på 12 timer. Huslejen er på 500 lira om måneden, godt 1.000 kroner. De to største drenge på 26 og 23 år arbejder også, når der er arbejde at finde. Forsikring eller sundhedstjek er der ikke noget, der hedder.

»Jeg kan ikke engang betale for at bo i den her lejlighed. Hvordan skulle jeg kunne skaffe penge til at komme til Europa?« siger Abdul Ghani Alou.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Jens Thaarup Nyberg
Torben Skov og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Haun Nielsen

Ja, det er ikke uforståeligt at man i den situation forsøger at nå til et sted på kloden, hvor man måske kan gøre sig håb om et mere almindeligt liv igen. Og hurrraaah, endelig nogen der gerne vil til Danmark, og ikke bare videre til Sverige - vi har fundet genoprejsning :)

Helene Kristensen

Der er jo ikke plads til dem. De ressourcestærke med penge i lommen har for længst optaget de ledige pladser. Som i alle andre forhold, er du fattig og har du ikke penge, må du stå og se på, mens de andre lynhurtigt fiser afsted når ting bliver bøvlede og farlige.

Når de fleste rejser til Sverige er det jo, fordi de hele tiden får tudet ørerne fulde om at forholdene i Danmarker helt forfærdelige, reelt er det jo ikke.
"Danmark er blandt de europæiske lande, der tilbyder nyankomne asylansøgere de allerbedste vilkår.
Det viser en samlet opgørelse over en række europæiske landes kontante ydelser, som den paneuropæiske paraplyorganisation for 90 ngo’er, European Council on Refugees and Exiles, har foretaget for Politiken. På sagsbehandlingsområdet er Danmark også hurtigere.
http://www.dr.dk/nyheder/politik/danske-asylvilkaar-slaar-vores-nabolandes

Man undrer sig så også over, hvad "de gode" får ud af at skræmme flygtningene langt væk, for ser man på helheden, er det jo så få der helt hugger bremsen i. At nogle maner til at man lige prøver at se realistisk på hvor mange vi overhovedet har råd til, bør jo ikke være så forfærdeligt. Måske bare et godt samarbejde på tværs - jeg vil dem ikke - og du jager dem væk ved at sørger for at fortælle alle hvor onde vi er - win win, den ene kan være "sikker" og den anden kan være "god".

Den smilende fyr er familiens 21-årige nevø, som for en måned siden nåede frem til Danmark og har søgt om asyl. På et andet billede står han i midten af en gruppe børn og unge, som smiler og vender tommelfingeren op. Hans far er også i Danmark, og hele familien drømmer nu om Danmark og København.

Hvordan kan de tro, at familie-sammenføring gælder andet end ægtefælle og egne børn?

Ellen:
Hvis du læser lidt på ny i Damnark, er der i særlige situationer mulighed for at hente forældre til herboende voksne børn op.
Ved en ansøgning vil Udlændingestyrelsen lægge vægt på, om der er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, herunder om tilknytningen mellem personerne går ud over, hvad der følger af slægtskabet alene, om man i hjemlandet har været optaget i den nu herboende persons husstand igennem en længere årrække, om den herboende under opholdet i hjemlandet og efter indrejsen i Danmark har forsørget familiemedlemmet, om man af helbredsmæssige grunde vil være helt ude af stand til at tage vare på sig selv, og om der findes omsorgspersoner i hjemlandet eller om hjemlandets sociale myndigheder kan sørge for pasning og pleje.

Med en tradition for at ældste søn har forældrene boende og har en forsørgelsespligt overfor dem, samt det forhold at man med rimelig sikkerhed kan sige at hjemlandets sociale myndigheder ikke vil kunne sørge for pasning eller pleje (det passer vel godt på et land i borgerkrig), så er muligheden for at få forældrene op ikke udelukkede.

Besæt nu den fredszone i nordsyrien militært med fodfolk og send samtlige syriske flygtnige uden for og inden for Europa derhen.

Kirsten Kathrin

Vore politikkere taler meget om hjælp til nærområderne.
Nærområderne er nu Sverige, så send hjælpen derover, de har fattet, at en flygtning er et menneske der har brug for hjælp.