Klumme
Læsetid: 5 min.

Obama rykker i klimaet – og i Arktis

Obama har skærpet sit klimafokus; Danmark benytter chancen og inviterer præsidenten til Grønland
Udland
2. september 2015

Præsident Obama leverede mandag her i Alaska i en tale på knap 25 minutter et løfte om øget amerikansk engagement i den internationale indsats til begrænsning af klodens opvarmning.

»Jeg er kommet i dag som leder af verdens største økonomi og dens næststørste udleder (af drivhusgasser, red.) for at sige, at USA anerkender vores medansvar for, at problemet er opstået, og vi tager ansvaret for at være med til at løse det på os,« sagde han og henviste klodens klimaskeptikere til »deres egen synkende ø«.

Han fremmanede med hele sin præsidentielle pondus et dystert billede af de skader, klimaforandringerne vil afstedkomme, hvis der ikke gribes ind:

»Vi vil overlade vores børn til en klode, der er skadet, så de ikke vil være i stand til at reparere den: Oversvømmede lande, forladte byer, marker hvor intet gror. Oprindelige folk, der ikke kan forfølge deres tusindårige traditioner (…) Desperate flygtninge, der søger redning i andre lande, og politiske opbrud, der kan udløse talrige konflikter verden rundt.«

I en fælles erklæring fra USA og konferencens øvrige deltagere erklærede Danmark og en række andre arktiske nationer plus Kina, Japan, Frankrig, Sydkorea m.fl. sig ganske enige. De understregede sammen med Obama og hans udenrigsminister, John Kerry, deres fælles ønske om en »ambitiøs« global klimaaftale ved FN’s klimatopmøde, COP21, i Paris til december.

Obamas budskab bliver nu naturligt nok især fremhævet for det ryk i USA’s indsats for klimaet, den bebuder. Men hans tale, der blev holdt på en arktisk klima-konference kaldet Glacier i Alaskas hovedstad, Anchorage, markerer også et ryk i den arktiske verden. Obama illustrerede, hvordan USA nu som en selvfølge forbinder udviklingen i Arktis med hovedstrømmene i resten af verden. Hvor vi hidtil har været tilbøjelige til at iagttage udviklingen i Arktis som et sæt af lokale fænomener – isbjørne der lider, Grønland der vil udvinde uran, Rusland der borer efter olie – integrerer Obama nu med sit besøg i Alaska den arktiske region i den globale mainstream på en måde, der ikke er set tidligere.

Hvor Canada f.eks. under sit formandskab for Arktisk Råd 2013-2015 – og Danmark før da – prioriterede isolerede dagsordner som redningstjeneste og olieberedskab, sundhedssektoren i de arktiske samfund osv., benytter præsident Obama og hans politiske strateger nu primært Alaska og Arktis som platform for budskaber, der er globale af natur.

De amerikanske strateger understreger konsekvent, hvordan de dramatiske klimaforandringer i Arktis for dem hænger uløseligt sammen med de igangværende forhandlinger om en global klimaaftale. Præsident Obama og hans folk beskriver konsekvent de klimaproblemer, de arktiske folk er ramt af, som en forsmag på det, mange andre i USA og resten af verden må vænne sig til: Voldsommere storme, eroderede kyster, oversvømmelser, tørke og hyppigere skovbrande. Alene det faktum, at Obama og hans udenrigsminister opfandt Glacier-konferencen – og gennemførte den med meget kort varsel – understreger, at Det Hvide Hus nu tillægger Arktis betydning i en grad, så det i sagens natur får globale implikationer.

En ny rolle

Præcis hvor stor en effekt, denne glidning får, er endnu uklart. De arktiske folk i Alaska håber på flere penge til at flytte deres bygder eller på anden vis ruste sig til klima-skader. For de politiske aktører i Arktis, herunder Danmark og Grønland, betyder glidningen, at de må revurdere deres egen rolle i den arktiske dynamik. Glacier-konferencen samlede stort set alle de centrale aktører fra den arktiske kreds: Medlemslandene i Arktisk Råd, men også observatørerne i rådet, Kina, Japan, Indien, Singapore m.fl. På den måde fik USA illustreret, hvordan den arktiske kreds nu har global rækkevidde, og det blev klart, at USA er i stand til at udnytte dette potentiale effektivt.

Danmark og de øvrige arktiske aktører befinder sig i en ny position, hvor de ikke blot skal håndtere regionale dilemmaer, men også forholde sig til deres egen rolle som juniorpartnere i et arktisk selskab, hvor Washington, når det stikker præsidenten, kan sætte tempoet og tonen og udnytte den fælles platform til egne, indenrigspolitiske formål. Obamas arktiske klima-dagsorden er rettet mod COP21 i Paris, men så sandelig også mod det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor demokraterne vil gøre klimaet til et centralt valgtema, der skal hjælpe Hillary Clinton, Obamas partifælle, til sejr.

Denne nye nuance udfordrer også et arktisk dogme, nemlig at alle fælles politiske beslutninger i regionen bør træffes i fuld enighed med de oprindelige arktiske folk. I Arktisk Råd, det centrale interstatslige forum i Arktis, har de arktiske folkeslag særstatus, og der træffes ingen beslutninger uden dem. På Glacier-konferencen var denne særstatus udvandet: Det danske diplomati var f.eks. nødt til at skubbe på for at sikre Grønlands repræsentant, medlem af Naalakkersuisut, Vittus Qujaukitsoq, en plads i solen – og de oprindelige folk havde ikke centrale roller i de indre cirkler omkring værten, USA’s udenrigsminister John Kerry, og hans chef.

Jensen møder Kerry

Det kan alt sammen lyde luftigt og uden praktisk betydning, men Glacier-konferencen illustrerede, med hvilken kolossal styrke den amerikanske præsident kan sætte handling bag ord, når han og hans stab sætter sig et mål, og hvordan den amerikanske offentlighed, medier, tænketanke, forskningsinstitutioner m.v. straks følger præsidentens politiske orkestrering.

Forud for træffet i Alaska gennemførte den amerikanske kystvagt øvelser i farvandet ud for Alaska; der blev afholdt konferencer om arktisk forskning og USA’s marine kapaciteter, udfordringer og fremtid i Arktis. På selve konferencen præsenterede amerikanske departementer, forskningsråd, forsvaret, kystvagten og flere miljøagenturer deres prioriteter for USA’s arktiske engagement – alle med fokus på Obamas hovedsigte: Den internationale indsats for klimaet og hans egen plads i spidsen for det hele.

Det Hvide Hus udsendte tweets, Facebook-updates og videoer, der fastnaglede præsidentens budskab i den amerikanske offentlighed, og i Alaska sørgede et par hundrede udenlandske journalister for, at resten af verden også fattede pointen.

USA trækker det arktiske ind i det globale og sætter dermed turbo på en proces, der har været undervejs i nogen tid. Ikke mindst udvidelsen af Arktisk Råd med en række observatørstater fra Asien – Kina, Japan, Sydkorea, Indien – har bragt verden til Arktis og omvendt.

For Danmark og Grønland, der hører med i centrum af den arktiske udvikling, giver denne proces stadig større mulighed for at øve indflydelse på nogle af klodens tungeste politiske beslutningstagere. Under Glacier-konferencen mødtes udenrigsminister Kristian Jensen (V) f.eks. to gange med John Kerry, og da Obama havde holdt sin tale og afslutningsvis gav hånd til de forsamlede ministre, benyttede Kristian Jensen chancen og inviterede præsidenten til Grønland. Obama gav ikke noget tilsagn, men betegnede ifølge Kristian Jensen venligt forslaget som en god idé.

Læs hele Obamas Alaska-tale her: https://www.adn.com/article/20150831/full-transcript-obama-speaks-glacier-alaska

Martin Breum er journalist og bl.a. forfatter til ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt om Arktis i Information. Han dækkede konferencen i Alaska for Mediehuset Sermitsiaq, Nuuk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Obama forsøger at tale til amerikanernes følelser, og det er klogt, for er der noget der kan bevæge amerikanerne, ud over religion, så er det følelser.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg glemte en tredje ting, der kan bevæge amerikanerne: - penge.

georg christensen

En magtløs OBAMA, som i tiden med magten i hænde virkelig forsøgte, fik i bund og grund kun indført en privatiseret "sundhedsreform" i Amerika. Igen har USA kun fremvist en folkelig præsident, som af "magtbegæret" privatiserede sig selv.

Nu hvor magten er forsvundet ud af hans hænder forsøger han bare at profilere sig selv med "klimatiske tosserier". En vej, han burde have fulgt, medens "magten" dertil lå i hans hænder. I gen, bare en forfejlet amerikansk præsiden på afskudsrampen, som forsøger at værdisætte sit eget "eftermæle".