Nyhed
Læsetid: 1 min.

Oppositionsleder får fængselsstraf i Venezuela

Den bitre strid mellem regering og opposition nåede torsdag et foreløbigt klimaks, da oppositionslederen Leopoldo López blev idømt mere end 13 års fængsel
Leopoldo Lopez’ hustru, Lilian Tintori, holdt pressekonference i Caracas efter domsafsigelsen.

Faviola Ferrero

Udland
12. september 2015

En af den venezuelanske oppositions fremmeste ledere, den 44-årige Leopoldo López, er blevet idømt mere end 13 års fængsel.

López blev arresteret i februar sidste år efter en bølge af demonstrationer vendt mod den siddende regering. Demonstrationerne, der udviklede sig til deciderede gadekampe mellem tilhængere og modstandere af den siddende regering, endte med samlet at koste 43 personer livet. Det er blandt andet de 43 dødsfald, som de venezuelanske domstole holder Leopoldo Lopez ansvarlig for.

Dommen, der lyder på præcis 13 år, 9 måneder, syv dage og tolv timers fængsel, faldt torsdag eftermiddag lokal tid. Umiddelbart før domsafsigelsen fik Leopoldo López lov at komme med sin egen kommentar til skyldsspørgsmålet. Den lød:

»Hvis jeg frifindes, skynder jeg mig hjem for at holde min datter Manuelas fødselsdag, jeg vil gifte mig igen (med samme hustru, red.) og løbe hele Venezuela rundt. Hvis jeg dømmes, vil jeg fortsat holde hovedet højt. I vil opleve mere frygt ved at skulle udskrive min dom end jeg ved at modtage den.«

International bevågenhed

Hele forløbet omkring Leopoldo López’ fængsling og rettergang har fået stor international opmærksomhed. En lang række menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International har gentagne gange opfordret den venezuelanske regering til at løslade samtlige »politiske fanger«. Det samme har Spaniens tidligere premierminister, den socialdemokratiske Felipe Gonzáles, der ved flere lejligheder er rejst til Venezuela for at støtte de fængslede oppositionsmedlemmer. Han er efterfølgende blevet erklæret persona non grata i Venezuela af landets parlament.

Torsdag efter dommens afsigelse udsendte Det Hvide Hus i USA en erklæring, hvor situationen i Venezuela med domfældelsen af Leopoldo López betegnes som »bekymrende.« Udenrigsminister John Kerry mødtes i sidste uge med López’ hustru, ligesom Kerry torsdag var i telefonisk kontakt med den venezuelanske udenrigsminister om situationen.

Mange observatører frygter nu, at volden igen vil brede sig i Venezuela. Torsdag kort før domsafsigelsen mistede en person livet i Venezuelas hovedstad, Caracas, som følge af voldelige sammenstød mellem politi og kritikere af den siddende regering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her