Læsetid 7 min.

’En smuk bæredygtig by, der er legeplads for de rige, er ikke noget for os’

Verdens førende metropol, New York, har tilføjet bekæmpelse af ulighed til sine ambitiøse klimamål. Men miljømæssig gentrificering truer byens farvede og fattige grupper og gør New York til et lokalt billede på de globale udfordringer ved bæredygtighed, som verdens ledere i disse dage er i byen for at diskutere
High Line i New York er en langstrakt grøn park, der er bygget på den tidligere højbane på Manhattan. Arkivfoto

High Line i New York er en langstrakt grøn park, der er bygget på den tidligere højbane på Manhattan. Arkivfoto

Dieter Telemans
Panos Pictures.
1. oktober 2015

To unge smider sig i græsset, der strutter grønt til trods for ugers bagende hede, mens et par barfodede børn sopper i en kunstig bæk, hvor vandet triller lifligt afkølende på stenene i flere meters højde over New Yorks pulserende Meatpacking District.

High Line-parken er et populært udflugtsmål for turister, men også et eftertragtet område blandt newyorkere, der bor i dyre, ofte bæredygtige byggerier langs svellerne på den gamle højdebane, der for nogle år siden blev omdannet til et grønt rekreationsområde.

Når man tilbagelægger de 2,3 kilometer hen over det vestlige Manhattans gadeliv, kan man således kigge direkte ind i stuerne på tomme millionlejligheder med store ejendomsmæglerskilte i vinduerne eller mærke det blide sus fra et af boligkompleksernes bæredygtige haver med lokal vegetation, der skifter med årstiderne og skaber et »urbant helle«, som det hedder på et af arkitektfirmaernes hjemmeside.

High Line på Manhattan er et blandt mange eksempler på de globale megabyers højt profilerede investeringer i bæredygtig udvikling og grønne byområder. Men som flere amerikanske studier viser, er bagsiden af den grønne fornyelse i de gamle miljøbelastede industrikvarterer som Meatpacking District, at områdets lavindkomstgrupper udsættes for det, aktivister og organisationer kalder for »grøn gentrificering«, når deres kvarterer pludselig bliver mere attraktive.

»Ofte bliver disse grønne projekter fremstillet som både sociale og miljømæssige fremskridt, men for det meste taber den sociale retfærdighed. Der er plads til grønne områder, cafeer og nye luksusboliger med LED-belysning, men ikke arbejdspladser. Det handler først og fremmest om at ’sælge’ et område, og vi ser store huslejestigninger, hvis man kan skaffe et området et ’grønt mærkat’,« siger Winifred Curran, professor i urban geografi ved DePaul University, Chicago, hvor hun på baggrund af studier af forskellige grønne byudviklingsprojekter har opfundet begrebet ’grønt nok’ – et koncept, der forsøger at balancere grøn udvikling med lokalbeboernes interesser.

»High Line er et fantastisk grønt offentligt område, men et område, der er forbeholdt bestemte grupper. Statistikken siger, at ejendomsværdien i området er steget med 103 procent, siden parken blev etableret. Og det er sket i et lokalområde, der var et af de få tilbageværende steder, hvor der tidligere var plads til arbejderklassen og industriarbejdspladser,« siger hun.

Megabyer går foran

New York er i disse dage vært for en storstilet klimauge og FN’s 70. Generalforsamling, hvor verdens ledere er samlet for at diskutere finansieringen af 17 nye bæredygtige udviklingsmål. Men byen er – som Winifred Currans eksempel illustrerer – også et billede på netop de dilemmaer, verden står over for, når truende fattigdoms- og klimaproblemer skal adresseres.

For nylig fremlagde New Yorks demokratiske borgmester, Bill de Blasio, således en storstilet plan, OneNYC, der skal gøre byen til »den mest bæredygtige storby i verden og en global leder i kampen mod klimaforandringer«.

Det virkeligt banebrydende er ifølge iagttagere, at planen tilføjer en målsætning om at bekæmpe ulighed til den tidligere borgmester Michael Bloombergs PlaNYC for »bæredygtighed og modstandskraft« – konkret ved at forpligte sig på at løfte 800.000 newyorkere ud af den stigende fattigdom og skabe 240.000 billige lejligheder inden 2025.

Borgmester Bill de Blasio, der forrige weekend gik arm i arm med klimaforkæmper Al Gore og FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, samt cirka 40.000 andre i en stor global klimademonstration på Manhattan, er af mange blevet beskrevet som progressiv og venstreorienteret under borgmestervalgkampen i 2013.

I forbindelse med offentliggørelsen af OneNYC i april sagde han: »Miljømæssig bæredygtighed og økonomisk bæredygtighed bliver nødt til at gå hånd i hånd. Nogle af mine brødre og søstre i miljøbevægelsen har ikke fanget det endnu.« Og han fortsatte: »En smuk bæredygtig by, der er legeplads for de rige, er ikke noget for os.«

Ud over ambitionen om at løfte omkring hvad der svarer til antallet af indbyggere i San Francisco ud af fattigdom, skal planen forbedre luftkvaliteten og reducere mængden af affald markant. Desuden skal CO2-udledningen i 2050 være 80 procent lavere end niveauet i 2005.

Og tirsdag opfordrede de Blasio til, at pensionskasser, der sidder på en samlet sum på 160 milliarder dollar af byens offentlige pensionsmidler, overvejer deres investinger i kul og andre fossile brændstofstyper. Som orkanen Sandy så tydeligt viste newyorkerne i 2012, er storbyen sårbar over for konsekvenserne af klimaforandringer.

Planens konkrete fattigdomsmål er af topøkonom og nobelpristager Joseph Stiglitz blevet beskrevet som en satsning »uden fortilfælde«. Og New Yorks ambitioner viser da også, at verdens megabyer i stigende grad bliver uomgængelige spillere med store pengekoncentrationer og befolkningsgrupper bag sig i kampen mod klimaforandringer og ulighed. Det så man for nylig, da de Blasio og 65 andre borgmestre fra hele verden mødtes med pave Frans for at diskutere klima.

Grøn racisme

Men lige som verdens rigeste og fattigste nationer kæmper om, hvem der skal betale regningen for klimaforandringerne, er New York eksemplet på, hvor svært forenelig bæredygtig udvikling, grøn retfærdighed og bekæmpelse af ulighed kan være i praksis, mener Winifred Curran.

De Blasio ønsker at hæve mindstelønningerne til omkring 13 dollar næste år. Men selv om det skulle lykkes borgmesteren og hans støtter, så er der andre dynamikker, som arbejder den modsatte vej.

»New York er en typisk megaby, hvor de globale kampe og udfordringer udspiller sig, bare i mindre skala. Det, de Blasio har gjort indtil videre, viser, hvor svært det er at afbalancere sociale og miljø- og klimamæssige fremskridt.

F.eks. har man tilladt prisstigninger langs havnefronten i Williamsburg, hvilket har skubbet folk ud, for at skaffe penge til den massive investering i boliger, der er til at betale, som er en del af OneNYC. Ideerne er gode, men den måde, de bliver udført på i praksis, viser, hvor svært det er at gøre det til en win-win-situation,« siger hun.

Den grønne ulighed fremtræder i mange former. F.eks. i bydelen South Bronx, der hovedsageligt er beboet af farvede. Det sydlige Bronx er et af New Yorks mest forurenede områder. Det har dog ikke forhindret newyorkere på evig jagt efter billigere – ikke billige – kvadratmetre tæt på Manhattan i at flytte nordpå til det, der i urban lingo nu kaldes SoBRO, South of Bronx.

Men miljøproblemerne består, forklarer Angela Tovar, en lokal aktivist, som har arbejdet for forskellige ngo’er, senest The Point, med at udvikle området gennem lokalt samarbejde.

Spadserer man en tur gennem industriområdet tæt på East River, ligger en kæde af affaldsstationer og lossepladser, der fordeler den konstant forbrugende storbys skrald videre med lastbiler ud af byen.

Området har ingen store hovedveje, derfor må lastbilerne med affald – to til tre i minuttet, 10 timer om dagen – udstøde gasser på kvarterets mindre lokale veje. Koncentrationen af udstødningsgasser er så skadelige, at én ud af tre af lokalområdets børn ifølge Angela Tovar har astma.

Borgmester Bill de Blasios gennemgående tema i valgkampen i 2013 var »en fortælling om de to byer«. Ifølge de lokale er der ikke noget bedre sted at illustrere uligheden end netop her.

»Vi har 13 affaldsstationer, der håndterer 23 procent af byens affald og 100 procent af Bronx’ affald. På Manhattan er der ingen affaldsstationer. Det er udtryk for en form for grøn eller miljømæssig racisme, fordi en så uforholdsmæssig stor del af New Yorks affald placeres i kvarterer med høj koncentration af lavindkomstgrupper og farvede,« siger Angela Tovar.

Ifølge New York Environment Report transporteres der i gennemsnit 21.000 ton affald fra private personer og virksomheder gennem og ud af byen hver dag. 70 procent af det affald går gennem fattige kvarterer som det sydlige Bronx, nordlige Brooklyn og sydøstlige Queens.

En del af de Blasios OneNYC-plan går ud på, at hele byens affalds- og genbrugssystem skal reformeres, desuden skal der produceres mindre affald, og langt mere skal genanvendes. Målsætningen er, at mængden af affald skal nedbringes med 90 procent årligt i forhold til 2005. Det vil sige cirka tre millioner ton mindre om året.

Jobjagt

Og Angela Tovar er fortrøstningsfuld: »Borgmester de Blasio valgte at præsentere sin plan her i det sydlige Bronx. Det har meget stor symbolsk betydning og viser hans engagement i området,« siger hun.

Juan Camilo Osorio, der er forskningsleder ved NYC Environmental Justice Alliance, er selvsagt heller ikke uenig i de Blasios ambitiøse målsætninger for byen. Men han mener, at OneNYC savner detaljerede handleplaner for, hvordan man vil nå målene.

Desuden peger også Juan Camilo Osorio på, at planen kan skade de udsatte grupper, som det ellers er ambitionen at hjælpe: »Ejendomsspekulationer truer med at omdanne industriområder til områder med boliger og forretninger. Og byen mangler redskaber til at identificere, hvilke økonomiske muligheder der er for at udvikle New Yorks mindre virksomheder til gavn for lav- og mellemindkomstgrupper,« siger han.

Angela Tovar mener til gengæld, at der er arbejdspladser for lokalbefolkningen i OneNYC’s affaldsreduktion og planer for mere genanvendelse.

»I andre byer, der er gået foran på dette område, har man set en vækst i antallet af arbejdspladser i den grønne sektor. Så flere job er selvfølgelig vigtigt for os. Men det er job i en sektor, der også er med til at reducere giftigt udslip. Folks livskvalitet skal forbedres, ved at vi skaber flere bæredygtige job,« siger hun.

I sidste ende er det Bill de Blasios politiske kapital, der kommer til af være afgørende for OneNYC’s succes, mener Winifred Curran.

»Ejendomsselskaberne er en meget magtfuld lobbygruppe i New York. Og Bill de Blasio har måttet tage imod en del kritik på det seneste, fordi magtstrukturerne arbejder imod ham. Han er kendt som en progressiv figur. Det giver modstandere. Samtidig prøver han at gøre alle glade,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Denne jagt på det pæne er også dræbende. Kreative mennesker flygter fra denne dyne af ordentlighed til steder, hvor det steder rykker de rigtige steder.

Janus Agerbo, Sven Elming, benta victoria gunnlögsson, Michael Kongstad Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Hvis han kunne lægge sin klamme hånd på ejendomsspekulationen, så ville han ikke forværre forholdene for New Yorks mindre virksomheder - men det er vel blasfemisk: »Ejendomsselskaberne er en meget magtfuld lobbygruppe i New York. «

Brugerbillede for Lasse Glavind

Det er selvfølgelig sjovere - og meget lettere - for journalisten at tage til New York og skrive om det her, og så er der også lidt provinsiel benovethed i det. Men hvad med at Informations journalister bevægede lidt ud i - og i særdeleshed dykkede ned i - Københavns 'bæredygtige' udvikling i disse år. Er det fx kun New York og London og Paris og sådan, der styres af ejendomsspekulation?

Lea Felbo, peter fonnesbech, Janus Agerbo, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Byernes by er nu engang Paris, skønt kun halv af størrelse. New York er rå og maskinel i sammenligning, men hypet og brandet som aldrig før. Danskerne har i de sidste 10 år hævet New York op til gudestatus blandt storbyer, guderne må vide hvorfor. Snak med Bjarke Ingels, arkitektfirmaet BIG, herom, eller Jan Gehl arkitekter, eller samarbejdet med Københavns bystyre om cyklisme og klimasikring.

Men alt i alt er spørgsmålet, hvor forsvinder de fattige hen, når middelklassen kommer ind? Når borgerdyrene omdanner Vesterbro, hvor forsvinder underdyrene så hen? Hvad rager det os, kunne man måske mene, men jo, det gør det ud fra en helhedsbetragtning.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen
Mikkel Nielsen

I debatten om klimavenlighed og socialretfærdighed er udemærket tiltag, at inddrager internationale tendenser. Problemet er først og fremmest når journalisterne glemmer den danske vinkel i emner der også har en vis grad af aktualitet herhjemme.

Ser man på de problematikker artiklen er inde på, er det nemt at analysere sig frem til at byre som København lider lidt af de samme kvaler. I kbh kunne man nemt inddrage Vesterbro, der mere og mere er er på vej til at blive et "kedeligt" middelklasse kvarter. Et andet eksempel kunne være områder der traditionelt har været præget af sociale problemer såsom Sydhavnen. Her har udviklingen betydet at der i de flere tilfælde kun er bygget dyre og mere miljørigtige enklaver. Enklaver der har ædt større og større dele af området og som med tiden vil gøre området mere attraktivt og hermed også dyre. En metro linje ned i kvarteret er på tegnebrættet, omend det lyder godt i teorien, så ved man fra tidligere erfaringer at en metrostation resultere i stigende ejendomsvurderinger.

Taberne bliver dem der ikke har en stor indkomst og som herved med tiden vil blive presset ud af byen.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ja, i modsætning til Henry George-folkene må jeg sige, at jeg er tilhænger af, at man holder op med at værdiansætte jord.