Læsetid: 2 min.

Tsipras står til tilbagegang

Den græske valgkamp overrasker ved at de konservative har overhalet det hidtidige regeringsparti Syriza, der ser vælgerne flygte i massevis. Tsipras-æraen kan hurtigt lakke mod enden
Udland
5. september 2015

Da partiformand Alexis Tsipras for et par uger gik af og udskrev valg, så det nogenlunde godt ud for udsigterne til at genvinde den regeringsmagt, der lige nu varetages af en midlertidig teknokratregering.

Selv om anledningen til valget var en splittelse af regeringspartiet Syriza efter regeringen og det meste af oppositionen havde nikket ja til de første reformer som del af den tredje græske redningspakke, var tilslutningen til Syriza nogenlunde intakt. For udbryderne fra Syriza-partiet, Folkelig Enhed, står fortsat kun til at få fire procent af stemmerne. Til gengæld har den midlertidige leder af de konservative, Nyt Demokrati, Evangelos Meimarakis fået et vist tag i vælgerne, ikke mindst fordi han lover ændringer i de højere udgifter, som især landmænd vil få fremover. Meimarakis er en politisk veteran, har været forsvarsminister og den 61-årige tidligere jurist har fået partiet til at vokse mærkbart i meningsmålingerne fra 17 til nu cirka 22 til 24 procent af stemmerne, og er altså på niveau med Syriza. I en enkelt måling er de konservative endda foran med 0,4 procent.

Da det græske valgsystem favoriserer den største med en bonus på 50 ekstra parlamentspladser, vil det være svært at regere uden om landets største parti.

Vælgere i tvivl

En lærer fra Athen siger, at Tsipras ikke skal have en ny chance. »Han har jo ikke engang holdt en tredjedel af sine valgløfter,« sagde han til tyske Deutschlandradio. Syriza lovede som bekendt ved det seneste valg at sløjfe den hidtidige spare- og reformpolitik.

En 55-årig kvindelig embedsmand ser anderledes på det:

»Tsipras har netop brug for en chance mere, for han har jo ikke fået lov til at regere. Alle har presset eller angrebet ham. Nu burde han få et stort flertal, for vi har jo set, hvad de øvrige partier har gjort for landet.«

Tvivlen vokser blandt vælgerne, især de ældre, om Alexis Tsipras formår at føre landet ud af den langvarige krise. Sådan er det også for den 80-årige pensionist fra Athen, Nikos Valaskas: »Ved seneste valg stemte jeg på Tsipras, for han står jo egentlig for en god politik. Men ærlig talt, nu gør han jo det modsatte af hvad han sagde. Jeg ved ikke, om jeg vil stemme på ham igen.«

I de seneste dages meningsmålinger er 12 til 14 procent af vælgerne fortsat i tvivl.

Et stadigt svagere Syriza giver styrke til især kommunisterne og nynazistiske Gyldent Daggry, der i stort set alle meningsmålinger er det tredjestørste parti. Op til ti partier ser ud til at kunne komme i parlamentet. Dermed bliver det overordentligt svært for Syriza at opnå målet om absolut flertal.

Koalitionspartneren, De Uafhængige Grækere, ligger i flere målinger under spærregrænsen. Det græske valg den 20. september ser derfor ud til at medføre et temmelig mudret valgresultat, og kan betyde en foreløbig afslutning på Tsipras-æraen.

For Alexis Tsipras har selv udelukket, at han vil være regeringsleder for en koalition, der inkluderer de konservative og socialdemokraterne fra Pasok-partiet, der enten skiftevis eller sammen har regeret landet siden militærjuntaens fald i 1974 frem til seneste valg i januar i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Bo Nielsen

Tsipras ligger som han har reddet.
Han og ZYRISA burde ikke have dannet en koalitionsregering med det yderste højre og burde ej heller have givet køb på sin modstand mod kreditorernes nedskæringspolitik.
Hans sandsynlige vælgermæssige tilbagegang kan kun betragtes som et resultat af vælgernes ikke indfriede forventninger .

Fra gammelkommunisterne i KKE, der altid har hadet Syriza, skal man nok ikke forvente megen støtte:
http://inter.kke.gr/en/articles/No-second-chance-for-the-anti-people-pla...