Læsetid: 4 min.

Tysklands åbne grænser skaber regeringsstrid

De titusinder af flygtninge, der er kommet til Tyskland fra Ungarn er del af en enestående aktion, der ikke må gentages, siger tyske politikere. Den tyske regering skændes internt om flygtningepolitikken
Nyheden om, at der blev givet tilladelse til, at de strandede mennesker i Ungarn kunne komme ind i Tyskland, blev modtaget med smil.

Marko Drobnjakovic

7. september 2015

»Jeg vil bare have friheden tilbage, jeg vil til Tyskland, til min mor, Angela Merkel,« fortalte en rørt mand til en overrasket reporter fra det tyske Deutschlandradio, da han sammen med titusinder af andre flygtninge i weekenden ankom fra Ungarn. Destinationen var foreløbig Wien, der dog kun var mellemstoppet, før stort set alle flygtningene med tog kørte videre til hovedbanegården i München.

Der blev de mødt af smil, jubel og klapsalver fra de tusinder af lokale borgere, der var mødt op for at give de trætte og glade flygtninge mad, vand og tøj. I denne særlige aktion, der var aftalt mellem Tyskland, Østrig og Ungarn, ankom der lørdag mindst 13.000 især syriske flygtninge fra ringe humanitære forhold i Ungarn. Yderligere 10.000 anslås, det at der ankom søndag.

Adskillige grupper af syriske flygtninge var forinden rejst til fods mod Østrig langs en motorvej, der siden blev lukket for biler. Fra det vestlige Ungarn blev de gående siden samlet op af i alt 104 busser, der på foranledning af den ungarske regering allerede lørdag nat kørte af sted. Også flygtninge fra østbanegården i Budapest blev hentet af busserne.

En 22-årig mand fra Syrien, der havde brugt 2.500 euro på at komme til Ungarn, var skeptisk, før han steg på en af busserne, fortalte han til en reporter fra Deutschlandradio:

»Jeg er bange for politiet, jeg ved ikke, om det er klogt at stige på bussen, for jeg har siddet i en lejr i Tyrkiet i nogle uger. Det var frygteligt, og jeg måtte betale for at komme ud. Nu er jeg her, og kommer jeg til Wien, vil jeg takke Gud for, at jeg når frem.«

Før den politisk aftalte aktion gik i gang, opfordrede en gruppe fra Wien i går på de sociale medier civile til at køre til østbanegården i Budapest i privatbiler for at hente flygtningene ud. Østrigs regering havde dog advaret aktivisterne om, at smugling af mennesker kunne give op til 5.000 euro i bøde. Under aktionen søndag valgte 100 bilister alligevel at køre mod Budapest for selv at tage affære.

Fra hovedbanegården i München fortæller en reporter fra tv-stationen ZDF, at mange flygtninge var lettede over endelig at få følelsen af sikkerhed. En flygtning anerkendte den respekt, som de blev mødt med, og som han på forhånd havde hørt om på de sociale medier. For alle syrere kender mindst én, der allerede var rejst til Tyskland og var blevet venligt modtaget, sagde han.

»Krigen tager ens værdighed fra én, og menneskehandlerne tager resten. Vi har hørt, at tyskerne respekterer og tager os alvorligt som mennesker, og at de ikke behandler os som dyr,« fortalte flygtningen.

Mange flygtninge ville ifølge ZDF-reporteren gerne hjælpe og fortalte straks om deres profession. »Der er udtalt taknemmelighed hos de ankommende.«

Kritik fra regeringens højrefløj

Det har dog ikke været nogen entydig politisk beslutning at tage imod flygtningene fra et Ungarn, der er fyldt med politisk sprængstof. Både hos EU-partnerne, men også fra Bayerns konservative. For selv om Dublin II-forordningen reelt er sat ud af kraft, så forsøger den tyske regering retorisk at opretholde ideen om, at reglerne fortsat er gældende.

Kansler Merkels kontor har oplyst, at Merkel lørdag talte i telefon med ungarns premierminister Viktor Orbán. Den politiske chef for kanslerkontoret, Peter Altmaier sagde:

»Vi er i dialog med den ungarske regering og de europæiske institutioner for at sikre os, at dette ikke gentager sig. Så vi kan vende tilbage til, at de helt normale europæiske regler kan overholdes. Det vil sige, at alle skal overholde deres del.«

Hos regeringspartneren SPD er der støtte til regeringens aktion. »Det er det eneste rigtige at gøre. Vi har måtte sende et stærkt humant budskab for at vise, at de europæiske værdier også gælder i svære øjeblikke,« sagde generalsekretær Yasmin Fahimi til avisen Bild. På et regeringsmøde i går aftes i Berlin diskuterede regeringen kursen i flygtningepolitikken, der har mødt heftig kritik fra de bayerske konservative i CSU, der har regeringsmagten i Bayern, og som er koalitionspartner i regeringen i Berlin.

»Den massive tilstrømning af flygtninge mod Tyskland skal stoppes,« lød det fra CSU’s generalsekretær Andreas Scheuer over for avisen Bild.

»Jeg deler denne kritik,« siger Max Straubinger, gruppeformand hos CSU i Forbundsdagen.

»Vi har overalt i Europa nødretstilstande, nu skal vi spørge os selv, hvor mange vi kan modtage. Alle vil nu til Tyskland. Er vi selv med til at invitere dem?«

Regeringen skal dog også især diskutere, hvor stort et beløb man kan støtte delstaterne og kommunerne med, for at kompensere for de ekstraudgifter, som de får. Det kan beløbe sig til ekstra 75 milliarder kroner alene i år. Den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière undersøger for tiden, om den tyske forfatning kan ændres for at sikre, at regeringen kan betale mere end de 50 procent af udgifterne, som loven i dag lægger som loft.

»Om vi så skal hæve skatterne eller optage mere gæld, så må vi gøre det,« siger lederen hos De Grønne, Katrin Göring-Eckhardt, hvilket dog afvises af kansler Merkel.

Efter pres fra Tyskland og Frankrig, vil EU-Kommissionen kommende onsdag fremlægge en ny fordelingsnøgle blandt EU-landene, hvor yderligere 120.000 flygtninge skal omplaceres. En aftale som Irland, Storbritannien og Danmark pga. retsforbehold er undtaget fra. EU vil ifølge Spiegel Online støtte hvert land med 6.000 euro pr. flygtning, men også straffe de lande økonomisk, der ikke optager de flygtninge, som fordelingsnøglen tilsiger.

I omfordelingen af 120.000 flygtninge, skal 50.000 komme fra Grækenland, mens andre 54.000 flygtninge vil komme fra Ungarn. Samtidig vil også Italien kunne overføre flygtninge til en fælles pulje, der skal fordeles mere ligeligt blandt EU-landene. Dermed vil EU-Kommissionen især imødekomme Ungarn, der dog sammen med øvrige østeuropæiske lande fortsat nægter at indgå i en fælles EU-asylpolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Vi kunne principielt tage flere millioner flygtninge i Europa og der ville stadig være flere, som manglede asyl. Hvis vores konventionelle asylprincipper ikke skal bryde sammen er der brug for at vi gøre mere end blot symptom behandling som Sverige og nu Tyskland. Det er fint at lukke flere flygtninge ind (det er vores pligt) men vi kan og bør kategorisk afvise økonomiske migranter fra Nordafrika (Nordafrikanere udgør ca halvdelen af flygtningestrømmen).

Såfremt vi ønsker at kunne overholde konventionerne, må vi også sætte ind for at stoppe årsagen til tilstrømningen: Konflikten i Syrien og Irak. Venstrefløjen har imidlertid bildt sig ind at det mest humane er at lade konflikten fortsætte i årevis på et lille men dødeligt og bestialsk blus. Konflikten har brug for en overvældende og hurtig magtanvendelse, hvis strømmen af flygtninge skal stoppe og armoden i Syrien/Iraq skal inddæmmes. Det er selvfølgelig svært, når vi ikke engang kan bombe IS uden der råbes "Krigsforbrydelser!" fra venstrefløjen.

Den russiske/iranske linje i Syrien er desværre pt. den eneste konstruktive linje.

Det store antal flygtninge i Europa sikre at der langt om længe kommer en fred til det krigs plagede Syrien. At Tyskland har åbnet grænserne har rykket sandsynligheden for en hurtig fred i de dele der ikke er okkuperet af IS meget tættere på....og vi bør følge Tysklands eksempel i stedet for at rykke skræmme kampagner in i libanesiske aviser.... det sætter os bare i bås med Ungarn.