Læsetid: 6 min.

Ulighed er noget, vi har valgt

Økonomisk ulighed kommer ikke af sig selv, siger ulighedsforskningens grand old man, professor Sir Anthony Atkinson. Vi kan derfor også skabe et mere lige samfund. Hvis vi ellers vil
Ulighed er ikke et produkt af udefrakommende kræfter, men et spørgsmål om politik. Derfor kan vi også ændre retning, siger den 71-årige professor fra London School of Economics Anthony Atkinson, som har forsket i økonomisk ulighed gennem fire årtier og blandt andet har undervist den franske stjerneøkonom Thomas Piketty.

Sara Galbiati

1. oktober 2015

»Vi kan mindske uligheden, hvis vi vil. Nogle vil tabe på det – skatterne vil stige – men det kan lade sig gøre.«

Sådan siger den anerkendte, britiske økonom Sir Anthony Atkinson, der i disse dage gæster København, for at promovere sin nye bog Ulighed – Hvad stiller vi op?

Den 71-årige professor fra London School of Economics er ikke en hr. hvem-som-helst. Han har forsket i økonomisk ulighed gennem fire årtier og har blandt andet undervist den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, der i 2013 fik hele verden til at diskutere ulighed med sin bog Kapitalen i det 21. århundrede (som Atkinson bidrog til).

»Ulighed er ikke et produkt af udefrakommende kræfter, men et spørgsmål om politik. Derfor kan vi også ændre retning,« siger Atkinson.

I sin nye bog præsenterer han en række reformer, som verdens politikere kan bruge til at mindske uligheden.

»Hvis man altså ønsker at mindske uligheden,« som han siger.

Forslagene spænder fra højere mindstelønninger til statsgaranteret beskæftigelse og borgerløn.

»Spektrummet for politiske løsningsforslag er blevet meget smalt. For en generation siden vedtog den amerikanske kongres en lovgivning, der oprettede statslige job, så man kunne opnå fuld beskæftigelse. Nu virker sådan et forslag meget kontroversielt. Jeg vil gerne udvide dagsordnen, så vi ikke kun diskuterer en smal række af emner,« siger han.

Sara Galbiati

Voksende ulighed

Fortællingen om økonomisk ulighed i Vesten efter Anden Verdenskrig er en U-formet kurve: Efter krigen faldt forskellene mellem rig og fattig i takt med, at landene opbyggede velfærdsstater med sociale ydelser og økonomisk omfordeling. Ulighedskurven faldt indtil slutningen af 70’erne, hvor udviklingen vendte. Atkinson kalder det »the Inequality Turn«.

Skiftet forklares ofte med, at kinesiske fabriksarbejdere, robotter og computere langsomt begyndte at erstatte ufaglærte jobs, så efterspørgslen på uddannet arbejdskraft steg hurtigere end udbuddet.

Men det er ikke hele forklaringen, mener Atkinson. Uligheden er ikke bare strømmet ind over os fra Kina, den er skabt politisk.

»Der skete et skifte hen imod en større fokus på individualisme i de politiske beslutninger. Siden 80’erne har en række lande skåret velfærdsstaterne ned og beskattet de rige mindre, og OECD-landene har tilbagerullet de tiltag, man havde lavet, for at skabe økonomisk omfordeling,« siger han.

Han beskriver en udvikling med deregulering og privatisering, som især blev drevet frem af Margaret Thatcher i Storbritannien (1979-90) og Ronald Reagan i USA (1981-89).

Synet på økonomi har også ændret sig, forklarer Atkinson.

»Klassiske økonomer i traditionen fra David Ricardo og Marx var meget optaget af forholdet mellem kapitaliser og arbejdere, men det element forsvandt. Folk holdt op med at spørge cui bono (hvem gavner det, red.). Vi blev alle samme set som identiske i de økonomiske modeller, og der var ingen modstridende interesser,« siger Atkinson.

Han understreger, at uligheden langtfra er steget alle steder. Blandt andet har Latinamerika de senere år oplevet en stor fremgang.

Højere skatter

Blandt Atkinsons mindre kontroversielle forslag til at mindske uligheden er en marginalskat på 65 procent, højere ejendoms- og arveskat og en højere børnepengesats.

Men han præsenterer også en række ideer, som han betegner som »radikale«: Statsgaranterede job, hvor staten ansætter arbejdsløse til (høje) mindstelønninger for at sikre fuld beskæftigelse; en kontant udbetaling til alle, der fylder 18 år som en slags minimumarv; og en særlig version af borgerløn, hvor alle, der arbejder, uddanner sig, søger job eller passer børn, får en fast grundydelse fra staten.

– Det lyder dyrt. Europa svømmer jo ikke ligefrem i penge lige nu?

»Derfor kommer vi heller ikke uden om at hæve skatterne, hvis vi vil mindske uligheden. Basisskatten i Storbritannien lå tidligere på 30 procent. I dag er det 20 procent. Vi skal flytte byrden fra de fattig til rig. Vi skal bruge flere penge,« siger Atkinson.

– Gør borgerløn ikke folk dovne?

»Det var faktisk et forslag, som Milton Friedman kom med i sin tid,« siger Atkinson med henvisning til den amerikanske økonom, der ofte ses som personificeringen af laissez faire-kapitalisme.

»Vi giver allerede i dag folk et personligt skattefradrag, så hvis de tjener mere end skattegrænsen, er det præcis det samme som at få borgerløn. Det gør ikke folk dovne. Lige nu er skattefradraget mest værd for de rigeste, fordi de betaler en højere marginalskat,« siger han.

– Men mister folk ikke incitament til at arbejde og innovere, hvis staten bare giver dem job og penge hele tiden?

»Min læsning af innovationshistorien er, at de finansielle afkast spiller en mindre rolle for motivation, end man tror. Det ser ikke ud til, at det er særlig vigtig i forhold til at arbejde. De færreste vil vælge at slappe mere af, hvis de fik en begrænset ekstra indtægt. Måske arbejder de færre timer, men det er nok en god ting for mange,« siger han.

»Det ville også presse virksomheder til at udbyde mere attraktive job, så koncepter som nul-timers-kontrakter ikke kunne eksistere. Alt for få job bringer i dag folk op over fattigdomsgrænsen.«

Social retfærdighed

I årtier mente verdens toneangivende økonomer, at ulighed stort set var ligegyldigt. Man kunne i hvert fald ikke gøre noget ved den.

De økonomiske agenter var jo rationelle, og markederne var effektive, og så måtte forskellen på rig og fattig være en naturlig konsekvens af, at nogle var mere dumme og dovne end andre.

I dag har piben fået en anden lyd. Barack Obama har kaldt den voksende globale ulighed for »vor tids definerende udfordring«, og formanden for Den Internationale Valutafond, Christin Legarde, taler om, at skellet mellem rig og fattig truer det globale finanssystem.

Ulighed er også blevet et populært emne i den brede befolkning, og i 2013 kunne man se studerende gå omkring i T-shirts med en formel fra Thomas Pikettys bestsellerbog på brystet: »r>g« (formlen beskriver, at afkastet på kapitalinvesteringer, r, over tid vokser hurtigere end den generelle vækst i samfundet, g).

– Hvad er problemet egentlig i, at uligheden vokser, hvis alle bliver rigere?

»Hvis skellet mellem top og bund vokser, så vokser forskellene mellem, hvad mennesker kan også. De rigeste kan give deres børn en bedre uddannelse, job og så videre; og det skader mulighederne for dem på bunden. Efter Pikettys bog udkom, har alle fokuseret på den eksotiske top-én-procent. Det er naturligt nok, for de er drønnet væk fra alle andre, men vi har mistet den nederste del af indkomstspektrummet af syne,« siger Atkinson.

»Ulighed er også problematisk i forhold til social retfærdighed. Et meget ulige samfund er ikke et samfund, man har lyst til at bo i, som Robert Solow (amerikansk økonom, red.) har formuleret det.«

Dansk fattigdom

Flere af de reformer, Atkinson foreslår, er allerede indført i Danmark: Progressiv beskatning med høje marginalskatter, høje mindstelønninger, arveskat og universelle velfærdsydelser. Det har – sammen med vores relativt stærke fagforeninger – været grunden til, at uligheden er steget mindre i Danmark end andre steder, mener han.

Men det betyder ikke, at alt er fryd og gammen i kongeriget.

»Hvis man ser på EU’s officielle statistik, så har Danmark en betydelig grad af økonomisk fattigdom. Jeg var overrasket over, at den faktisk ligger så tæt på Storbritanniens,« siger Atkinson og peger på en graf over andelen af husholdninger, der lever for under 60 procent af medianindkomsten. Danmark ligger på 14 procent. Storbritannien på 16 procent.

»Der er en meget lille forskel på de to lande, og den ligger ret stabilt. I FN’s nye bæredygtige udviklingsmål er der et mål om, at de rige lande skal halvere fattigdom inden for de enkelte lande om 15 år,« siger Atkinson. Han er også bekymret over, at den øverste ene procents andel af BNP er let stigende i Danmark, og at børnechecken er »alt for lavt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Slettet Bruger
  • Aksel Gasbjerg
  • Sup Aya Laya
  • peter fonnesbech
  • Steffen Gliese
  • jens Holstvig
  • Ole Hilby
  • Annette Dinesen
  • Vivi Rindom
  • Saxe Lomholt
  • Hanne Ribens
  • Elisabeth Andersen
  • Marianne Christensen
  • Benno Hansen
  • Alan Strandbygaard
  • Søren Rehhoff
  • Per Jongberg
  • Flemming Berger
  • Ole Henriksen
  • Laurids Hedaa
  • Merete Jung-Jensen
  • Ervin Lazar
  • Erik Nissen
  • Jakob Silberbrandt
  • Olaf Tehrani
  • Gorm Lerche
  • lars abildgaard
  • Jørn Sonny Chabert
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Ingolf Bent Skipper
  • Christine Dantzer
  • Dorte Sørensen
  • Ejvind Larsen
  • Britt Kristensen
  • Herman Hansen
  • Anne Eriksen
  • Frede Andressen
Slettet Bruger, Aksel Gasbjerg, Sup Aya Laya, peter fonnesbech, Steffen Gliese, jens Holstvig, Ole Hilby, Annette Dinesen, Vivi Rindom, Saxe Lomholt, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Marianne Christensen, Benno Hansen, Alan Strandbygaard, Søren Rehhoff, Per Jongberg, Flemming Berger, Ole Henriksen, Laurids Hedaa, Merete Jung-Jensen, Ervin Lazar, Erik Nissen, Jakob Silberbrandt, Olaf Tehrani, Gorm Lerche, lars abildgaard, Jørn Sonny Chabert, Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Ingolf Bent Skipper, Christine Dantzer, Dorte Sørensen, Ejvind Larsen, Britt Kristensen, Herman Hansen, Anne Eriksen og Frede Andressen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Andressen

Poul Schou

Ja du plejer jo at smutte når dine "pointer" ikke bare godtages.
Og du undlader også som sædvanligt at anderkende både dit ukendskab for eks. til relevante undersøgelser og lade dem indgå i dine ræsonomenter, men blot gentage de nedskudte bastioner, for derefter at afslutte diskussionen som ufrugtbar.

Jeg mener ikke at en debat gælder om at "vinde", men jeg debatterer helst med mennesker der kan indse logikken i andres argumenter også og vil derfor afstå fra at opnå en meningsfyldt debat med dig.

Dermed er du også sluppet med besværet med at omskrive for dig besværlige argumenter , til stråmænd du lettere kan skyde ned, end at forsøge at besvare de for dig ubehagelige fakta der gør dine postulater til indholdsløst vrøvl.

Kære Poul Schou
At alle partier i folketinget pånær Enhedslisten forsøger at bilde folk ind, at uligheden er et resultat af globaliseringen og at der intet er at stille op over for dette, er et klokkeklart eksempel på, at demokratiet ikke virker i Danmark. Det er jo bevidst vildledning af befolkningen. Alle her i tråden synes, det er indlysende, at ulighed er et valg, men dette fremgår, som nævnt, ikke af politikernes retorik.

Jeg skulle lige bruge fem minutter til at rette mine tæer ud efter at have læst din afsluttende bemærkning om din tiltro til folks forstand og stemmeafgivelse. Det er simpelthen for pinligt og letkøbt at tage befolkningen som helhed som gidsel i din “argumentation”. Den økonomiske ulighed skaber jo også ulighed på mange andre områder – fx. tilgangen til uddannelse, forbrug af kultur, adgangen til differentierede sociale fællesskaber, opvækstvilkår, selvværd, retten til at definere, hvilke menneskelige kompetencer der er i høj kurs i samfundet osv. osv. Ud fra en bio-psyko-social forståelse af mennesket, er der er stor sandsynlighed for, at denne gennemgribende ulighed påvirker det enkelte menneskes evne til refleksion og abstraktion – som vel er det, man skal bruge for bl.a. at gennemskue naturaliseringen af politikernes ideologi. Jeg har nemlig også stor tillid til folks forstand. Jeg tror, at de fleste mennesker er ved deres fulde forstand. Jeg tror bare ikke, at de fleste mennesker har været i en position, hvor de kunne erhverve sig de værktøjer, der skal til for at demaskere vidensmagten. Viden er nemlig heller ikke demokratisk i Danmark.

Hvis man siger, at der er økonomisk ulighed i Danmark, er det kun de færreste, der vil benægte dette, og man vil efter al sandsynlighed ikke blive riset for at være elitær. Modsat forholder det sig med vidensmæssig ulighed. Hvis man påstår, at alle mennesker i landet ikke er lige reflekterende – at alle mennesker ikke er i stand til at bevæge sig på et højt abstraktionsniveau, så bliver man beskyldt for at være elitær – i bedste tilfælde. Det er tabu, og det er jo det, du ved og det, du dækker dig bag.

Henrik Plaschke

Poul Schou:

At tale om at omkostningerne ved at opretholde en høj grad af lighed, bør efter min opfattelse ikke ses som værende uafhængigt af, hvem der taber, og hvem der vinder. Det, der er en omkostning for den ene, kan være en gevinst for den anden, og det må vel også siges at være tilfældet, når uligheden er vokset. Men du vælger at se bort fra dette aspekt, hvorved du efter min opfattelse bidrager til at fjerne opmærksomheden fra valg, der måske først og fremmest er politisk.

Men vi bliver åbenbart ikke enige om disse spørgsmål, hvilket jeg hermed tager ad notam.

Naturligvis findes der analyser af fordeling. Men hvor spørgsmål om fordeling tidligere var et centralt tema i økonomisk teori, kan det vist ikke længere siges at være tilfældet. Derfor synes jeg det er god ting, at seriøse forskere – ikke blot Atkinson og Piketty, men også folk som Milanovic, Stiglitz, Wilkinson & Pickett, Zucman m.fl. – søger på ny at sætte fordelingsspørgsmål i fokus for den økonomiske analyse.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Frede Andressen

Det vil jo så for nogle være bekvemt at benægte kendskabet til eller nedgøre indholdet af både forskere og analyser, der ikke stemmer overens med den verdens/samfundsopfattelse man har, frem for at vedgå denne opfattelses mangler.

Claus E. Petersen

Manden er enten senil eller på svampe.
Alle dyrearter eksisterer fordi at de udnytter deres fordele til at sikre sig ressourcer uanset at det sker på bekostning af andre.
Selv vores selvophøjede art har haft det som grundlæggende princip at den stærkeste spiser mest og forplanter sig mest på bekostning af de mindre effektive af artsfællerne,
Vi er skabt ulige, lige fra de første encellede organismer.
Det kræver intet arbejde. Det er i vores natur fra det sekund vi bliver født.
At skabe "lighed" kræver derimod at de stærkeste giver afkald på både magt og ressourcer, noget som er lykkedes i vesteuropa efter anden verdenskrig, men pudsigt nok ikke blandt de indfødte i afrika og arabien og østeuropa,

Claus E. Petersen

.. og asien og arktis og sydamerika og der skal nok være flere som ikke har levet i en grundlæggende overbevisning om "fred i vor tid" efter 1945 på samme måde som både USA's og vest europas befolkninger.

@Maria Busch:
"At alle partier i folketinget pånær Enhedslisten forsøger at bilde folk ind, at uligheden er et resultat af globaliseringen og at der intet er at stille op over for dette"

- jeg er ikke enig i den præmis. Jeg har ikke det generelle indtryk at politikerne går rundt og siger at man intet kan stille op; det er ret oplagt at der ER tale om et politisk valg. Men der er sikkert mange der - med rette - vil påpege dels at det har en pris at skabe større lighed, dels at det måske ikke i alle tilfælde er ønskværdigt.
Vi er åbenbart enige om at have tillid til folks forstand; vi er sikkert også enige i at der er forskel på hvor trænede folk er i at tænke på et højt abstraktionsniveau; men jeg vil nu ikke mene at det er nødvendigt at have avanceret viden på et meget abstrakt plan for at kunne træffe en fornuftig beslutning ved et folketingsvalg om hvem man bedst mener der kan varetage ens interesser og ønsker. Efter min mening er det i bund og grund en udemokratisk indstilling at mene at folk ikke er i stand til at erkende hvad der er bedst for dem selv. Eller at det kræver en højere uddannelse eller tilsvarende erfaringer at kunne tage ordentlig del i beslutningstagningen om hvordan ens land skal styres, hvilket vel kan opfattes som den yderste konsekvens af noget af det du skriver.

@Henrik Plaschke:
"Det, der er en omkostning for den ene, kan være en gevinst for den anden, og det må vel også siges at være tilfældet, når uligheden er vokset"
Ja, omkostningernes fordeling er ikke irrelevant. Omvendt er der ikke tale om et nulsumsspil. For en nation som DK kan den samlede omkostning ved en given fordelings- og skattepolitik tænkes at være steget som følge af globaliseringen. Den omkostning kan man så fordele ud på forskellig vis, men det får jo ikke problemet til at forsvinde. Og hvis omkostningen netop går ud på at skattegrundlaget for højindkomstgrupper bliver mere elastisk, vil det forøge problemet yderligere at forsøge at få de samme grupper til at bære de forøgede omkostninger, så man kan efter min mening ikke afvise globaliseringsproblemstillingen ved blot at henvise til at det ikke er ligegyldigt hvem der betaler.
Jeg er enig i at økonomiske analyser af fordelingspolitik er meget relevante; jeg vil blot påpege at blandt de forfattere du nævner, er nogle ret unge og kan derfor i sagens natur ikke have arbejdet med emnet så længe - men for de øvrige, som Atkinson selv, er der jo ikke tale om et emne de nu for nylig har kastet sig over, men tværtimod en livslang beskæftigelse med emnet.

Steffen Gliese

Jeg er faktisk ikke helt enig, Frede Andressen - uden DF ville socialdemokratiet stadig være et stort parti med mulighed for at føre en klassisk socialdemokratisk politik. Spørgsmålet ville selvfølgelig være, om man ville være interesseret i at følge en sådan politik, eller man fortsat ville vildført af de fantastiske illusionskunster, den gale økonom udfører i sit laboratorium.

Steffen Gliese

Claus E. Petersen, alene det, at du kan beskrive disse mekanismer, betyder, at forlængst er gjort uafhængig af dem. Kun, når man forfalder til dette niveau - og derved kompromitterer hele den civilisatoriske udviklingshistorie - bliver det sandt; men det er et valg med så grelle konsekvenser, at vi siden har forsøgt at gardere os i det mindste i vores del af verden med netop udbredt omfordeling af værdierne, frihed og indflydelse på eget liv.
At hævde, hvad du hævder, er ikke at hæve blikket fra bøgerne og se, hvordan folk i realiteten vælger at leve deres liv.

Poul Schou du påstår: Der er sket store ændringer i partimønstret ...og i det hele taget baserer du din ulighedsbetragtning på, at hvis folk vil noget andet, så kan de bare stemme anderledes. Problemet er at ingen ud over Joacim B. Olsen og Ole Birk Olesen indrømmer at ulighed er den skjulte dagsorden. Da Eva Kjer Hansen, kom med sin udtalelse om, at større ulighed »skaber dynamik i samfundet« blev hun kaldt til orden øjeblikkeligt, og det af selveste folkeforfører og krigsmager Anders Fogh Rasmussen.

Poul, der er ingen forandring i det danske partimønter udover indbyrdes forskydninger partibogstavernes imellem. Skillelinien i dansk politik går mellem de partier der vil en Statsbank og de partier, der vil en fastholde de private bankers dominans over pengestrømmene i landet - uden at dette eksempel i øvrigt har anden opgave her i debatten end at vise skillelinjen i dansk politik.

Sup Aya Laya, Flemming Berger, Steffen Gliese og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Frede Andressen

Peter Hansen

Intet anden end socialdemokraterne forhindrer socialdemokraterne i at føre socialdemokratisk politik.
Men det er vel mere en tradition end det er en nyhed, startende allerede før de trak danskerne ind i den liberalt/borgerlige håndfæstning EU.
DF har ikke forandret styrkeforholdene i dansk politik det mindste, måske ikke engang på deres kerneområder der har været åbenlyse for enhver, har de hjulpet til løsninger.
De svigt DF har præsteret, har S og R gjort utallige gange før dem, en disciplin SF også er startet på.
Bortset fra jordreformen i 60erneog EUtilslutningen i er der ikke nogen store reformer danskerne har stemt for, men kun reformer der er stemt imod.
Og disse folkeafstemninger lødighed med trusler fra alle sider er vel de bedste eksempler på at det ikke er fornuft der har styret stemmeafgivelserne på noget tidspunkt.
Ingen kan vide hvordan stemmerne ville være faldet i et sundere demokratiske miljø, men anderledes kan ingen være i tvivl om.

At Df skulle bære skylden for at politikerne fører en anden politik end de VED borgerne ønsker, kan jeg ikke se der er historisk belæg for. Derimod er det en fast tradition i dansk politik uanset hvem der er politikere, i total misforståelse af deres opgave.

Claus E. Petersen

@ Peter Hansen

"..alene det, at du kan beskrive disse mekanismer.."

Nu har jeg læst din kommentar igennem 3 gange, og fatter stadig ikke en bjælde.
Kan du evt. fokusere på at beskrive dine tanker på et lavere abstraktionsplan?

Liliane Murray

"og en særlig version af borgerløn, hvor alle, der arbejder, uddanner sig, søger job eller passer børn, får en fast grundydelse fra staten."

Glemmer Atkinson her ikke, de syge og de ældre?

Det er iøvrigt en stor fejltagelse at tro at borgerløn vil minimere uligheden, med mindre man laver en borgerlønsmodel, hvor borgerlønnen nedsættes i forhold til oppebårne lønninger. F.eks. med 20% per 100.000 kroners løn om året, så borgerlønnen helt forsvinder ved en årsløn på 500.000 eller mere.

Som jeg ser det, hvis der ikke er arbejde til alle arbejdsduelige, så må alle deles om det arbejde der er (jobgaranti), hvilket kunne opnås ved at sænke arbejdstiden til 30 per uge, som også ville medføre mere tid med hinanden, med børnene, med familien, med vennerne, mere livskvalitet.

Vi kan ikke blive ved med at effektivisere og indføre robotter til at gøre arbejdet, hyre udenlandsk arbejdskraft til slavelønninger, og samtidig beklage os over at danske arbejdsløse er dovne og ugidelige. Det er jo selvmodsigende.

Sup Aya Laya, Lise Lotte Rahbek og Frede Andressen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins,
" ...og i det hele taget baserer du din ulighedsbetragtning på, at hvis folk vil noget andet, så kan de bare stemme anderledes."
Ja, det er korrekt - jeg tror grundlæggende på demokratiet.
Hvor vigtige forandringerne i partimønstrene har været de seneste årtier, kan man sikkert diskutere længe. Jeg opfatter det klart som om der er sket store ændringer på flere politiske områder, og de har i hvert fald til dels også været drevet af nedefrakommende strømninger i befolkningen som efterhånden er slået igennem på Christiansborg, hvad enten det er sket i form af nye partiers gennemslagskraft eller ved at gamle partier har ændret holdning. Holdningsskiftet til indvandring og udlændingepolitik er, som ovenfor nævnt, et eksempel herpå.

Ole Vagn Christensen

I øjeblikket foregår der en diskussion om regeringens kontanthjælpsforslag.
Her er der to spor det ene spor er at få folk til at forstå de selv må gøre deres pligt for at få deres ret.
Hvorfor regeringen tager den økonomiske pisk i brug for at få folk op af sofaen.
Som regeringen i forhold til de lavestlønnede ikke kan lade ligge med en højere ydelse.
Men den anden side af mønten at dette som mange forstår rimeligheden i så fremføres at hermed svigtes de svage fordi samtidig med er der ikke afsat penge til kompetenceudvikling uddannelse, opkvalificering og kontakt med indgange til en målrettet adgang til arbejdsmarkedet.
Men behøver der at være modsætninger med de to veje.
Det gør5 der kun hvis regeringen kun ser på at spare og ikke i at investere i kompetenceudvikling af arbejdskraften så det ikke er manglende muligheder for at syge handicappede ikke kan revalideres tilbage til arbejdsmarkedet.
Om forslaget skaber fattigdom er et politisk spørgsmål. men det behøver ikke at være tilfældet med den rette politik.

Poul Schou, jeg er ligesom du tilhænger af demokrati, men omvendt er jeg ikke tilhænger af købt demokrati og meget symptomatisk fremdrager du netop to “holdningsskift” i dansk politik, som ikke har nogen som helst økonomisk konsekvens og ikke ændrer ved pengenes greb om demokratiet, nemlig “indvandrings- og udlændingepolitik”. Oven i købet to politikområder som via Dansk Folkepartis klasseforræderi er selve grundlaget for Venstres regeringsmagt, og den førte højreorienterede politik i Danmark.

Liliane Murray

Vi har ikke demokrati, vi har repræsentativt demokrati. At vi skulle have demokrati er blot en illusion.

Og at fattige skulle rejse sig grundet økonomiske pisk, er et falsum, fattige rejser sig ikke fordi de får økonomiske pisk, for når afmagten rammer, bliver mennesker deprimerede, triste, ensomme, opgivende, handlingslammede.

Trickledown effekten har aldrig eksisteret andet end på økonomernes regneark, og kommer heller aldrig til det. Vi skal have fokus på omfordeling igen, nationalt og globalt, og det er politikernes opgave at forklare borgerne, hvorfor omfordelingen er så vigtig, så folk forstår det og betaler deres skat med glæde. Og en stor del af borgerne skal have forklaret, at skat er ikke deres penge, og de betaler ikke andres sociale ydelser, det gør staten, ud af skattemidlerne som vi alle betaler til. Skat er præmien på den forsikring der sikrer os alle, høj som lav.

Bjarne Bisgaard Jensen, Sup Aya Laya, Steffen Gliese, Frede Andressen, Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Poul Schou, og alle andre naturligvis - i lige måde...
Nu var vi ellers lige ved at nå til skillelinien - den mellem økonomisk ulighed og så følelsernes vold ...der hvor økonomisk politik bliver til ren politik og folkeforførelse tager over. Der hvor professionelle økonomer kun bevæger sig ind, hvis de stadig føler sig skjult bag professionalismen.

Sup Aya Laya, Liliane Murray og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Kære Venner
Lilian Murray har ret vi har et repræsentiv demokrati.
Derfor fyldes vi med retorik af spin doktorer som prøver at tilfredsstille deres egne vælgergrupper eller dem der kan indfanges i deres net.
Se blot på regeringens forslag angående kontanthjælp her fortsætter bistandslovens kapitulation. Det princip som hed da det var promiller der var på almenforsørgelse at fordi man bliver ramt af arbejdsløshed, sygdom ulykker mv burde det ikke føre til fattigdom.
Det her princip har der siden bistandsloven blev skabt været en politisk kamp om, og den diskussion er fortsat gangbar for retorik. Seneste retorik er at det er urimeligt at de her mennesker som er ramt af arbejdsløshed, sygdom, ulykke kan ikke tillade sig at få mere i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste end en lavtlønned får. Siger regeringen, den tidligere regering brugte andre ord som ret og pligt.
Ingen af disse to retorikker tjener andre formål end at legalisere besparelser se blot på var det ikke 1 milliard Mettes kontanthjælpsreform skulle give i besparelse. Den nuværende regeringspolitik siger at deres kontanthjælpsreform skal skaffe 500 mio.kr.
Godt at se at såvel SF og DF har sagt det som skal siges, at den her form for skabelse af ny fattigdom, hvor en arbejdsmarkedsparat kan ende med først at miste sin ret til dagpenge og dermed være henvist til kontanthjælp, som bliver mere og mere undergravet som fundament for forsørgelse.
Vi er tilbage til før bistandsloven hvor det hed at folk som ikke var indstillet på selvforsørgelse som var promiller, og mange gange husker jeg fra min tid i kommunalbestyrelsen sociale taber. ingen ville ansætte da de også var ustabile.
Her var det budskab jeg fik da jeg blev medlem af socialudvalget. Vi har nogle familier i kommunen, som nyder at leve på almen forsørgelse, og tingen er gået i arv.
Sørg for at de fortsat får almen hjælp, men eller ikke mere, og sørg for at der tages hånd om børnebørnene så den sociale arv ikke er en selvfølgelighed.
Det her, er det stadige vi i dag befinder os på, men det er et politisk valg, at det er blevet sådan.
Men de der bestemmer om det skal virkelig gøres, er DF og deres samarbejdspartner SF, som indgik en aftale under valget.
Jeg er helt sikker på, at det sidder venstre og venter på at de to partier holder fast i, hvad de har lovet hinanden så Venstre ikke kan gennemføre den politik som de gik til valg på, og vælgerne klart to afstand fra.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Poul Schou, nej, det er ikke demokratiet, du tror på, du tror på en indretning af et parlament, der først og fremmest er skabt for at hindre en reel demokratisering. Selv ikke Schweiz er helt demokratisk, men de er dog betydeligt tættere på end os.

Henrik Plaschke

Poul Schou:

Jeg er enig i, at vi ikke som udgangspunkt kan antage et nulsumsspil. Men derudover er jo så meget, der kan tænkes. Dit tankeeksempel er blot ét blandt andre mulige.

Hvis eksempelvis den samlede danske ”kage” (produktionsresultatet målt på en eller anden måde) påvirkes positivt af globaliseringen, kunne vi eksempelvis tage udgangspunkt i et plussumsspil. Men globalisering – og specielt international kapitalmobilitet - har, som du også nævner det, givet højindkomstgrupper bedre muligheder for at undgå og/eller begrænse skattebetalingen. Magtbalancen mellem forskellige indkomstgrupper er med andre ord tippet til fordel for højindkomstgrupperne. Vælger disse (eller dele af dem) i større eller mindre omfang at benytte sig af denne mulighed – gerne understøttet af skiftende regeringer, det beklagelige forhold at skattepolitikkerne i så ringe omfang er koordineret inden for EU, eksistensen af skattely m.v. – bliver resultatet så et pres på skatteindtægter, der kan håndteres politisk på forskellig vis. Det handler om politiske valg og prioriteringer.

Det må jo så være noget af det, du med en eufemisme benævner stigende omkostninger ved et bestemt niveau af lighed. For mig at se er det snarere et politisk resultat – såvel af politiske beslutninger i nogle sammenhænge som af mangel på politiske beslutninger i andre. Såvel på nationalt som på europæisk plan. Disse politiske aspekter bør ikke gemmes af vejen med en henvisning til stigende omkostninger.

Flemming Berger, Bill Atkins og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Henrik fortæl mig lige hvorfor kan vi ikke have et nulsums spil.
Jeg mener godt det kan. Et arbejdsløshedssamfund ved vi koster noget men behøver det at være dyrere end et samfund med fuld beskæftigelse.
Mener ikke det er en naturlov hvorfor der er tale om budgetterings fastlæggelse som politikkerne bestemmer.

Henrik Plaschke

Ole Vagn Christensen:

Jeg har aldrig skrevet, at vi ikke kan have et nulsumsspil. Jeg har skrevet, at vi ikke kan antage et nulsumsspil som det som det givne udgangspunkt for en bestemt diskussion. Det udelukker naturligvis ikke muligheden for nulsumsspil på mere generelt plan.

Ole Vagn Christensen

Tak Henrik, men det mener jeg godt vi kan, men det kræver at man ved hvordan sammenhængende er, som man politisk kan spille med. Hvad hver brik i puslespillet betyder.
For når vi er enige om at penge ikke er bestemt af naturloven men at penge er et byttemiddel så drejer det sig om at få brikkerne lagt på den rigtige måde i nulsums spillet.
Regeringens drivkraft er hvad de lovede og hvad de tabte valget på og fortsætter nedturen er deres brik til nulsums spil hvor der er indlagt en besparelse.
Den tidligere regering var ikke bedre deres nulsums spil var også en besparelse som de fik frem ved at sige ret og pligt den nuværende regering bruger mantraet det er urimeligt at kontanthjælp kan være mere end hvad en lavtlønnet får.

Henrik Plaschke

Ole Vagn Christensen:

Jeg er naturligvis enige i, at hverken budgetteringsfastlæggelser eller penge udtrykker naturlove, men derimod politiske prioriteringer (om end penge nu ikke kun er et byttemiddel).

Når jeg taler om et nulsumsspil, taler jeg om en situation, hvor den samlede mængde af et eller andet (”kagen”) er givet og ikke påvirkes af politikker, politiske valg, den måde brikkerne lægges på (for nu at bruge din egen formulering), italesættelser eller på anden vis. Og hvis kagens størrelse er givet en gang for alle, indebærer mere til den ene, nødvendigvis eller per definition mindre til den anden. Jeg udelukker naturligvis på ingen måde, at denne type af situationer kan forekomme, men man skal nok passe ganske meget på med at antage, at kagens størrelse altid er uafhængig af politiske valg eller måden, vi taler om kagen på. Vi kan jo heller ikke altid med sikkerhed vide, om kagens størrelser forbliver upåvirket af vores eventuelle politiske valg eller prioriteringer.

Et simpelt eksempel kan måske illustrere, hvad jeg mener: vælger en regering eksempelvis at lette skatterne for de lavestlønnede, hæve niveauet for de sociale ydelser eller forøge det offentlige forbrug, vil sådanne forholdsregler normalt indebære stigende produktion og beskæftigelse i den private sektor (hvis ikke hele den ekstra indkomst til de lavtlønnede og til de offentligt ansatte går til import), hvorved den samlede ”kages” størrelse vokser. Det bliver således et plussumsspil.

Med hensyn til diskussionen om et 'nulsumsspil' så er klassekampen tilsyneladende helt ude af diskussionsfokus...
... hvis en samfundsgruppe ikke har indflydelse på produktionsapparatet - minimum gennem solidaritetsbindingen (f.eksv. handicappede og invalide)- så er fremtiden tilrettelagt - durkt i helvede - den dag den økonomiske krise igangsættes.

Flemming Berger, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Henrik til enhver tid er der en vis mængde penge til rådighed og de penge som er et byttemiddel er et nulsums spil. Pengene er budgeteret som Offentlig forbrug. deanskernes forbrug og stemmer de ikke ved overskud på pengene så er de til rådighed for de to forbrugsmuligheder, er der underskud er det nødvendigt at omkostninger ved lån skal tages fra en af de to kontoer.
Dette er altid et nulsums spil og til vores ven Bill Atkins som mener klassekampen er uden for diskussionsfokus. Vil gerne at klassekamp kan holdes væk fra nulsums spillet, det kan de ikke fordelingen af hvordan danskerne har mulighed for at fordele danskernes forbrugsmuligheder er og har altid været en klassekamp hvor det offentlige forbrug gennem politiske beslutninger har understøttet eller har skabt lighed eller ulighed i samfundet. Det er politisk valg der afgør det.
Det har intet med indflydelse på produktionsapparatet at gøre. Det er et politisk spørgsmål.
Når venstrefløjen i hele Europa påstår det, så er klassekampen tabt for så gør politikkerne som det passer sig for dem. Det så vi i nullerne hvor vi alle på grund af inflation og nye låneformer fik banket en forbrugsfest i gang som betød at håndværker standen fik masser af arbejde gennem nye køkkener og badeværelser hvilket betød lønstigninger på 20% i de to år som festen varede.
For at industrien kunne fastholde så højt et lønstignings niveau og aktieejerne kunne bibeholdes ja så skete der en outsourcing på over 150.000 arbejdspladser.
I den offentlige sektor skulle man også følge med lønstigningerne men her betød øgede indtægter i form af afgifter fra tingløsninger og afgifter på lån omlægninger men også at med 20 % lønstigninger var der i to år øgede skatteindtægter.
Men da systemet kollapsede så betød det afskedigelser i håndværker gruppen da der ikke mere var penge til det forbrug der var iværksat. Så foruden de 150.000 som blev ramt under opsvinget kom der nu øvrige 150.00 til når vi tager de offentlige ansatte med for det offentlige var nød til at afskedige eller skabe service forringelser.
De borgerlige siger at situationen med kollapset skete på grund af udlandet.
Min opfattelse af situationen er var der ikke sket det der skete med leman og brothers så havde Danmark kollapset. For de politiske vedtagelser Danmark havde foretaget sig var uansvarlige og kunne ikke fastholdes lønstigninger på lånte penge til lønstigninger på 20%.
Skal vi se på klassekampen så betød det at den betalte prisen og medførte et mere ulighedsskabende samfund Bill tænk over det uligheden kom ikke ud af den blå luft.
Den kom ud af politikkernes handlinger. Så er vi vel tilbage til overskriften på denne tråd ulighed er noget vi har valgt.

Henrik Plaschke

Bill Atkins:

Jeg ser ingen grund til at antage, at klassekampen er ude af diskussionsforum, fordi der tales om nul-, plus- eller minussumsspil, jf. i øvrigt mit indlæg 13:23. Dette indlæg er ikke formuleret i klassetermer, men kan sagtens forbindes med et klasseperspektiv.

Ole Vagn Christensen:

Nej, der er ikke en bestemt mængde penge til rådighed. De private banker skaber eksempelvis penge gennem deres udlån, hvorved de påvirker samfundets aktivitetsniveau. Denne pengeskabelse afspejler bankernes interesser – og ikke ”samfundets” eller almenvældets. Tilsvarende har staterne mulighed for at skabe købekraft i samfundets gennem de offentlige budgetter – om end denne form for politik er blevet nedprioriteret gennem de senere år som et led i de neo-liberale angreb som velfærdsstaten.

Sup Aya Laya, Bill Atkins og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Men der er en finite mængde ressourcer som repræsenteres af penge. Og uanset hvor mange penge man kunstigt kan skabe, så øger det ikke mængden af ressourcer, hvorfor den samlede mængde penge i verden altid vil være lig den samlede mængde ressourcer. Penge kan vi hverken spise eller tag på kroppen.

Se bare på Tyskland i 20erne, hvor de brændte penge i bundter i kakkelovnen eller brugte en 10 millioner Mark seddel til at tænde cigaren med. Så meget er pengene værd!

Ole Vagn Christensen

Nej Liliane, det kan vi ikke, fordi penge er bare et byttemiddel, hvor den kloge magthaveren handler og får et udbytte. Som andre betaler. Sådan er det med penge.

Ole Vagn Christensen

Henrik her er vi uenige penge er bare et byttemiddel som kan handles med. Men der er altid kun en hvis mængde tilstede efter hvad man vurderer et samfundsressourcer til. Det sociale niveau i et land bedømmes på hvad er der mulighed for at disponere over til sociale forhold.
Det gamle sovjetunion er kendte det da Gorbatjov fortalte Helmuth Smidt at han ikke kunne gøre noget for de sociale problemer i hans land så længe hans generaler forlangte flere og flere penge til oprustning.

Ole Vagn Christensen

Kære alle, penges værdi som byttemiddel, bestemmes af prisen på verdens ressourcer.
Så enkelt er det.
Derfor, har genanvendelse af ressourcer fra vugge til vugge, fået mere og mere magt i verdenen.
Olien er her det bedste eksempel. Olien er i Mellemøsten, og hvad er det alle krigene handler om i Mellemøsten, kampen om olie, det seneste kendte eksempel, er det der skete i Irak. Da Irakkerne, besluttede sig for at sælge deres olie til Kina, da reagerede verdens Olielande, ved at et sådan regime skulle fjernes fuldt og helt, så der ingen internationale aftaler, kunne gøre sig gældende som vi alle ved i USA er Exxon en magtfaktor, i Holland er det Shell og i England er det BP og i Danmark samles interessen sig om Mærsk.
Var det netop ikke disse lande der gik i krig mod regimet i Irak.
Kineserne har i de seneste mange år, haft stor interesse på ressourcerne i Afrika, og aller senest, har vi set at Assad systemet i Syrien, understøttes af Rusland, mon ikke også det er fordi Rusland, har set at hvis vestlige interesser sætter sig på Olien i Syrien, som det er sket i Libyen.
Jo mere magt til vesten, gennem bestemmende magt over prisen på Olien. Det har russerne set, at det kommer de til at betale prisen for. Hvorfor de ingen interesse har i at hjælpe vesten hermed. Hvorfor de understøtter Assad.

Ole Vagn Christensen

Nej Frede det er det ikke men værdien kan påvirkes a nationale handlinger.
Eksempelvis når Danmark er et rigt samfund er årsagen at vi har lavet arbejdsmarkedspensioner og ikke mindst lønmodtagernes inddragelse i arbejdsmarkedspolitikken.

Frede Andressen

Hmmm jaså.

Du mener altså at den vekselkurs der er fastsat er bestemt af??

Penges værdi eks. kroner mener jeg er et forhold imellem den mængde der er af dem, den fastsatte vekselkurs og den bagved liggende værdiskabelse??

Henrik Plaschke

Ole Vagn Christensen:

Jeg beklager meget, men du er galt afmarcheret. Jeg ved godt, at den monetaristiske teori om pengemængdens betydning virker forførisk og indlysende sand, men det er den altså ikke. Og du forstår ganske enkelt ikke, hvad penge er for en størrelse, når du siger, at penge ”er bare et byttemiddel”. Det kunne man argumentere for for at par århundreder siden, hvor penge var baseret på naturalier (kvæg, muslingeskaller, kostbare metaller o.l.), men i dag er penge ikke baseret på naturalier. Penge i en moderne økonomi fungerer også som et middel til opbevaring af værdi/købekraft.

Der foregår i øjeblikket en omfattende diskussion om penge, betalingsmidler og pegesystemer. Jeg synes, du skulle sætte dig ind i denne diskussion. Du kan f.eks. starte med debatten i indeværende dagblad:

http://www.information.dk/515762 (inkl. den publikation fra Nationalbanken, der henvises til).

http://www.information.dk/516453

http://www.information.dk/517504

Ole Vagn Christensen

Henrik uanset hvad du beklager så er penge blot et byttemiddel hvis værdi afgøres af ressourcerne pengene har magten over. Beklager at sådan er det selv om det ikke er en naturlov fordi som det hedder i artiklen ulighed er noget vi selv skaber med vores handlinger over den magt vi har over ressourcerne.
Dette burde være logik for perlehøns. Vi kan så gøre disse begreber til retorik som vi kan slå hinanden i hovedet med ja vi kan også djøfisere det så det kan tilføres nogle akademiske vendinger. Eller politiske trosretninger så de er spiselige for den politiske holdning vi har hver i sær.

Ole Vagn Christensen

Henrik er det dette udsagn der strider imod det jeg skrev til dig

Nationalbanken lader hjertens gerne bankerne skabe samfundets penge

Banker formidler ikke penge fra opsparer til låntager. De skaber dem gennem udlåning. Nationalbanken forklarer hvordan – men ser bort fra, at det bidrager til bobler, der springer
Se lige på hvad der sker her er det ikke at merværdien bankerne kan skabe på udlån af penge er nationalbanken godt til freds med at de fastlægger gennem en rentepolitik.
Har svært ved at se at det strider mod at jeg siger penge er blot et byttemiddel hvad ser du og hvad er det du vil have os til at forstå.

Henrik Plaschke

Ole Vagn Christensen:

Vi er enige om, at ulighed er noget, vi selv skaber.

Men her stopper enigheden åbenbart, og jeg tror ikke, vi kommer videre. Der findes en omfattende debat om, hvorledes penge- og finansielle systemer skal indrettes, så man undgår både det klassiske problem med mangel på likviditet som følge af pengesystems kobling til naturalier og de nutidige problemer, at pengeskabelsen er blevet privatiseret gennem de private bankers kreditgivning, samtidig med at den finansielle sektors samfundsmæssige rolle er vokset i betragteligt omfang.

Med din insisteren på, at penge blot er et byttemiddel, afskærer du dig selv for at forholde dig til denne debat på et kvalificeret grundlag. Og med dine tilføjelser om logik for perlehøns og djøfisering er bunden nået. Jeg ikke gider diskutere på dette plan. Debatten er hermed slut for mit vedkommende.

Ole Vagn Christensen

Henrik en ynkelig forsvar du kommer med ved at angribe mig.
Jeg har netop bedt dig om at forklare med dine egne ord hvor i du ser at nationalbanken og de to meddebattører er uenig med mig. I at penge ikke er et byttemiddel hvis nu du ikke er en kryster i debatten ved at fremlægge din forsvarstale i stedet for at angribe en dialog. Jeg kan godt åle at blive klogere gennem dialog også me dig.

Liliane Murray

Penge er et byttemiddel der blev indført fordi det var lettere at have i lommen, end at trække rundt med en ko, og hive den i patterne, hver gang man skulle betale for et brød.

Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Penge har jo den egenskab frem for varer at de kan gemmes og deres værdi beror på at nogen i fremtiden vil erlægge et gode eller en arbejdsindsats for at få fat i nogle af dem. Penger er en handelsmæssig kvalitetsændring i forhold til varerbyttehandel.

Henrik Plaschke

Bill Atkins:

Netop. Eksistensen af penge baseret på tillid frem for naturalier (kvæg, guld o.l.) indebærer et kvalitativt skift, og en bytteøkonomi og en pengeøkonomi er to fundamentalt forskellige ting.

Tillid forudsætter en implicit (underforstået) social kontrakt om, at betalingsmidler, der i sig selv intet er værd (de kan ikke spises, som Liliane Murray skriver det), alligevel i en usikker fremtid kan byttes med goder, der har en indbygget brugsværdi (f.eks. at de kan spises). Centralbankerne garanterer i større eller mindre omfang, at denne sociale kontrakt fungerer. Penge er først og fremmest en samfundsmæssig institution, de kan antage mange forskellige konkrete former, og deres værdi har ikke meget at gøre med mængden af varer eller ressourcer på et givet tidspunkt.

Frede Andressen

Henrik Plaschke

Stort set enig i dit sidste, men

Centralbankerne garanterer i større eller mindre omfang,

Den virkelige bagvedliggende garant er vel statens evne til værdiskabelse, som skaber tilliden og denne evne i forhold til andre landes evne som angiver om den fastsatte vekselkur kan fastholdes.
Vekselkursen er så afgørende for, hvor stor en værdi/varer de kan byttes til i udlandet.

At se bort fra værdiskabelsen som bagvedliggende garant for en nations penge, forekommer at være ret overfladisk.
En anden faktor er selvfølgelig nationens indre værdier i form af ejendom, produktionsapperat og infrastruktur.

Frede Andressen

Det må sige sig selv at en resurse udnyttes bedre i et effektivt produktionsapperat, transporteres mest effektivt hvor der er god infrastruktur og derfor frembringer en større værdi, der kan indgå som garant for en valutakurs.
Fremfor en resurse landet ikke formår at udnytte og som det derfor må afhænde uforarbejdet og til en mindre værdi.

Henrik Plaschke

Frede Andressen:

Jeg er naturligvis enig med dig i, at bag ved Centralbankens garanti for værdien af penge, må der være et værdiskabende produktionssystem. Blot vil jeg tilføje, at produktionssystemet og pengesystemet spiller sammen: selv et velfungerende produktionssystem fordrer et velfungerende betalingssystem (som Centralbanken er en del af), og det sidste følger ikke automatisk af det første. Et velfungerende kredit- og betalingssystem er eksempelvis en forudsætning for finansiering af langtidsorienterede investeringer, der ikke nødvendigvis er rentable på kortere sigt.

Det store politisk-samfundsmæssige spørgsmål må jo så være: efter hvilke kriterier skal eksempelvis kreditgivning gives, og hvem der skal bestemme det? I øjeblikket er dette spørgsmål i alt for stort omgang overladt til de private banker, der gennem deres pengeudstedelse spiller en afgørende rolle for, hvad der skal investeres i. Det virker næppe fremmende for investeringer, der er samfundsøkonomisk, men ikke privatøkonomisk rentable.

Men sådan behøver det jo ikke nødvendigvis at være. Tilsvarende ser vi jo både eksistensen af kooperative finansieringsinstitutioner – herhjemme eksemplificeret ved Merkur Andelskasse – og fremvæksten af forskellige typer af lokale og/eller regionale pengesystemer til fremme af lokal/regional økonomisk samhørighed (f.eks. http://www.kannwas.org/index.php, https://brixtonpound.org/, http://www.sardex.net/ - se også: http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2445983/eu-stoetter-forsoeg-m...). Og der er brug for mange flere former for kreative eksperimenter, tror jeg…

Frede Andressen

Henrik Plaschke

Skulle man, uforståeligt, holde fast i at kun private banker også fremover skal kreditvurdere og tildele finansiering af boliger og erhverv, samt forbrugslån til ågerrente og således bestemme over en stor del af værditilvæksten i samfundet, så er der dog igen der siger at det skal foregå uden kriterier der leder de finansielle muligheder derhen, hvor samfundet finder det mest hensigtsmæssigt.

Sider