’Et usynligt jerntæppe rejses i Europa’

Beslutningen i EU tirsdag om at affeje modstanden fra fire medlemslande – Ungarn, Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet – og imod deres vilje gennemtrumfe en kvotefordeling af 120.000 flygtninge var den endelige bekræftelse af eksistensen af en dyb intern splittelse i unionen mellem Øst og Vest.

Splittelsen er blevet mere og mere synlig i løbet af sommeren, hvor særligt de østlige grænselandes behandling af flygtningene har chokeret mange europæiske indbyggere og politikere, der troede, at forskellene mellem Øst og Vest 11 år efter udvidelsen var så godt som udlignet.

I stedet har flygtningekrisen vist, at mærkaterne ’det nye’ og ’det gamle’ Europa stadig i høj grad er virkelighed.

»Lige siden 2004, året for den store udvidelse, har både de ’gamle’ og de ’nye’ europæere valgt at opføre sig, som om der ikke rigtig var nogen væsentlige forskelle mellem dem, og de få forskelle, der forblev, ville snart smelte væk. Denne glade forestilling er nu forduftet. I deres svar på dette efterårs flygtningekrise har blokken af nye europæere vist markant mindre generøsitet end de fleste af de ældre,« skrev Independents anerkendte analytiker Mary Dejevsky for nylig.

Hun mener, at forestillingen om at ’ny’ og ’gammel’, ’øst’ og ’vest’ så småt var smeltet sammen, primært stammede fra »statistiske beviser«, såsom mindre økonomiske ulighed mellem de to dele af Europa, opbygningen af en moderne infrastruktur i østlandene med gode veje, supermarkeder, cafeer, banker og hæveautomater, der ligner det, man finder i det ’gamle’ Europa.

Men – fortsætter hun – »sandheden kan ikke længere ignoreres. Mens de synlige forskelle mellem det ’gamle’ og ’nye’ Europa er blegnet, er der stadig lang vej igen i mental henseende«.

Læs også: EU på vippen

Professor Sebastian Dullien, økonom og ekspert i europæisk integration i European Council on Foreign Relation i Berlin, er enig i vurderingen.

»Selvfølgelig er der sket meget, og østlandene har indhentet meget. Polen har oplevet en utrolig stor forøgelse af levestandarden, særligt i byerne. Der er brugt mange penge fra strukturfondene på det, og det har skabt en vis konvergens, men det har ikke skabt konvergens i forhold til, hvordan folk tænker og i den politiske diskurs,« siger han til Information og tilføjer, at de øst- og centraleuropæiske og baltiske lande fra udgangspunktet har været langt mere optaget af suverænitet samt tænker mere ud fra en cost-benefit-vurdering.

Pieter Cleppe fra tænketanken Open Europe i Bruxelles mener, at valget af polske Donald Tusk til EU-præsident i 2014 delvist var i anerkendelse af, at der var sket en tilnærmelse mellem øst og vest.

»Men den offentlige mening er den offentlige mening, og det er ikke kun omkring flygtninge, at den adskiller sig fra Vesteuropa. Også i forhold til velfærdsstaten og arbejderes rettigheder har disse lande modsat sig harmonisering. Det er i høj grad stadig traditionelle samfund, som kan sammenlignes med Vesteuropa for 40 år siden. En stor del af befolkningen er ganske enkelt ikke overbevist om det rigtige i integrationen af udlændinge eller homoseksuelles rettigheder,« siger han til Information.

Nyt jerntæppe?

Erkendelsen af denne værdikrise internt i EU har frustreret EU-Kommissionen såvel som de ’gamle’ medlemslande – om end nogle af dem, inklusive Danmark, politisk har anlagt samme stramme linje som Østlandene.

»Det har vist sig, at solidaritet (i østlandene, red.) opfattes som noget, der kun går i den ene retning,« sagde en højtstående EU-embedsmand i en briefing for europæiske journalister i sidste uge og tilføjede, at krisen har blottet »svaghederne i den beslutningsstruktur, vi har i Europa, og i forhold til at finde konsensus omkring værdier, der går helt ind i kernen af, hvad Europa handler om og selve det europæiske projekts dna«.

Formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, har angrebet Ungarns premierminister, Viktor Orbán, for at udvise »egoisme frem for fælleseuropæisk sund fornuft«.

Mere alvorligt er det måske, at forholdet mellem Østeuropa og Tyskland er blevet afkølet markant som resultat af krisen. Mens Tyskland er vred over de ’nye’ medlemmers manglende solidaritet, er disse lande vrede på Tyskland over, at det har lovet asyl til alle syrere, der dukker op i landet, og dermed – mener de – sat en folkevandring mod og igennem Europa i gang.

Ud over dette bitre megafondiplomati har splittelsen ført til, at de europæiske medlemslande har holdt strategimøder hver for sig. Mens den såkaldte Visegrád-gruppe bestående af Ungarn, Tjekkiet, Polen og Slovakiet holdt møde mandag, er også ’de gamle’ lande, Tyskland, Frankrig og Italien, trådt sammen forud for møderne i EU i denne uge.

EU’s Udvidelseskommissær, Johannes Hahn, har advaret mod den udvikling, der er i gang.

»Jeg er meget bekymret over, om vi er i gang med at opbygge et usynligt jerntæppe gennem Europa som resultat af manglende solidaritet. Man bør være klar over den langsigtede effekt, det kan få på forholdet (mellem landene),« sagde han på et møde med europæiske journalister i Bruxelles i sidste uge.

I et opfølgende interview med Deutsche Welle sagde han, at Vesteuropa nu må »overbevise dem (i Øst, red.), måske endda lære dem, hvad Europa er«.

»Europa er at arbejde sammen, at være der for hinanden, at yde støtte, at assistere, at hjælpe, simpelthen at være en familie, og du kan ikke være en familie, hvis du opbygger hegn,« sagde han.

Andre – heriblandt Tyskland – har foreslået, at værdierne eventuelt skal presses ind i østeuropæisk tankegang.

»Forhandlingssituationen er sådan, at ingenting sker i forhold til de lande, der nægter. Vi må tale om måder, hvorpå vi kan udøve pres. Disse er ofte lande, der modtager en masse strukturmidler fra EU,« sagde den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, til ZDF forleden og tilføjede, at »vi bør se på, hvorvidt disse lande bør have færre strukturmidler«.

Også Mary Dejevsky mener, at »gamle Europa har ret til at pointere, at hvis det nye Europa ønsker økonomiske og sikkerhedsmæssige fordele af EU (som det tydeligvis gør), så må de give såvel som tage«.

Kan penge bane vejen?

Pieter Cleppe er imidlertid dybt skeptisk over for den tankegang.

»Det vil ikke fungere, hvis vi siger: ’Lad os lære disse traditionelle folk noget civilisation’. Og hvis vi forbinder strukturmidler med indgriben i landes asylpolitik, så tror jeg, vi bevæger os i en meget farlig retning,« siger han og forudser, at kløften dermed kan blive umulig at slå bro over igen.

»Jeg hørte for nylig en slovakisk minister i en privat samtale sige, at hvis det er den her måde, det skal til at fungere på, så kan hans land blive tvunget til at forlade EU. Det var en uformel samtale, og jeg tror ikke på, at det kommer dertil, men hvis der kommer flere flertalsafgørelser om følsomme emner, kan den tankegang vinde frem,« siger han.

Sebastian Dullien mener omvendt godt, at økonomiske midler kan bruges til at ændre østlandenes indstilling.

»Det er et spørgsmål om, hvordan det fremstilles. Hvis vi tager noget væk, så vil det blive opfattet som pres. Men hvis vi siger, at vi har et fælleseuropæisk problem, og vi vil finde yderligere midler til at løse det, så kan det måske ændre samtalen i samfundet. F.eks. hvis der overføres penge fra nationalt niveau til Ungarn til at bygge boliger til flygtninge, som dermed vil skabe arbejdspladser,« siger Dullien.

Han påpeger dog, at Europa ikke kun er splittet mellem Øst og Vest, men også mellem Nord og Syd som resultat af finanskrisen.

»Vi oplever en krybende opløsning i Europa. Politikerne arbejder konstant på at modvirke den, men mange borgere er skuffede over EU og føler ikke, at de får så meget ud af EU længere. Der er en følelse af, at det måske ikke er besværet værd,« siger han.

»Med mindre vi ændrer den grundlæggende indstilling hos folk, vil opløsningen fortsætte.«

Natalie Yahya Rosendahl bidragede til denne artikel.