Da verden gik sammen om at hjælpe flygtninge

»Historisk set er denne folkeflytning ret enestående. Så vidt det kan skønnes, er den lykkedes rimeligt godt.«

Den tidligere danske statsminister Poul Hartling var beskeden, da han på passende afstand i sine erindringer i 1985 beskrev den løsning, som det internationale samfund fandt frem til i slutningen af 1970’erne for de vietnamesiske bådflygtninge.

»De kom i stadig større antal ud af Vietnam sidst i 70’erne, og deres dramatiske flugt påkaldte i den grad massemediernes – og dermed offentlighedens – opmærksomhed, at flygtningeproblemet blev virkelig kendt og nærværende for mange, ikke mindst i det meget medie-påvirkede USA,« skrev Poul Hartling i sine erindringer, der fik titel Otte år i FNs flygtningearbejde.

Poul Hartling, der havde været statsminister for en Venstremindretalsregering fra 1973 til 75, var fra 1978 til 1985 FN’s flygtningehøjkommissær. Som sådan var det ham, der i samarbejde med den daværende generalsekretær for FN, østrigeren Kurt Waldheim, var ansvarlig for håndteringen af bådflygtningenes situation. Løsningen, som det internationale samfund i løbet af forbavsende kort tid fandt frem til, blev endelig aftalt på en konference i Genève den 20-21. juli 1979.

Også Danmark deltog i konferencen i den schweiziske by, og arrangementet blev flittigt dækket af de danske aviser. At arkitekten bag »historiens største hjælpeaktion« var en tidligere dansk statsminister var sikkert ikke uden betydning i den sammenhæng.

»Der er ingen tvivl om, at den tidligere danske statsministers uklanderlige og upartiske arbejde for at hjælpe mennesker i nød har været et hovedbidrag til at afværge de politiske konfrontationer, der truede med at ødelægge konferencen,« som Berlingske Tidendes udsendte journalist kunne rapportere fra Genève.

Barsk forhistorie

I kølvandet på Vietnamkrigen, der sluttede med endelig amerikansk tilbagetrækning i april 1975, var over en halv million vietnamesere på flugt til nabolandene. Heraf var titusinder og atter titusinder søgt ud på havet i synkefærdige skibe. Mens der i hele 1977 kun var blevet registreret omkring 15.000 vietnamesiske bådflygtninge, steg tallet i løbet af det næste halvandet år til over en kvart million. Ifølge visse iagttagere var næsten lige så mange bådflygtninge omkommet på vej over havet.

I Thailand, Maylaysia, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Korea og Hong Kong blev de forhutlede bådflygtninge installeret i midlertidige lejre eller isoleret på afsidesliggende øer, og i juni 1979 sagde Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, ASEAN-landene, endelig stop. Ingen af Vietnams nærmeste nabolande havde tiltrådt FN’s flygtningekonvention, og nu hverken ville eller kunne de modtage flere vietnamesere.

I de følgende uger voksede presset for at finde en international løsning i takt med, at nabolandene brutalt afviste at lade flygtningene komme i land, selv om de havde flakket rundt på havet op til flere uger, før de nåede en kyst. I stedet blev bådene, uanset om de var proppet til randen med mænd, kvinder og børn, slæbt til havs igen og overladt til egen videre skæbne. Alene de maylaysiske myndigheder slæbte fra midten af juni til midten af juli 1979 skibe med flere end 16.000 bådflygtninge ud på havet.

Med til at øge modviljen i nabolandene mod flere bådflygtninge var også, at de små faldefærdige træskibe, som de første bølger af vietnamesere var flygtet i, efterhånden var blevet afløst af større stålskibe, der kunne rumme op til 2.000 flygtninge ad gangen.

Mere hjælp fra Danmark

Op til konferencen i juli i Genève 1979 bragte flere danske aviser fyldige reportager fra flere af de primitive lejre i sydøstasien, hvor bådflygtningene midlertidigt havde fået ophold. På lederplads var aviserne ikke i tvivl om, at også Danmark burde øge hjælpen:

»Men når mødet er ovre, og der er gjort status, kommer vi til at se, hvad mere vi bedst kan gøre – om vi skal tage flere flygtninge ind, eller om vi skal yde støtte på anden måde. (…) Det kan ikke være meningen, at vi skal tage af den hjælp, andre flygtninge ville have fået, og flytte den over til de vietnamesiske flygtninge. Det kan heller ikke være meningen, at vi skal hente midlerne i den økonomise bistand, vi giver til U-landene, for så er det ikke os selv, men de fattige lande vi sætter til at yde mere. Hvis vi skal hjælpe bådflygtningene, skal vi tage fra os selv,« skrev Berlingske Tidende den 17. juli 1979.

Og på åbningsdagen for konferencen stillede Jyllands-Posten i sin leder spørgsmålet: »Hvordan løser man et spørgsmål om en halv million – måske snart en million – menneskers fordrivelse fra land og hjem? Men katastrofens virkninger kan afbødes, såfremt verden viser flygtningene den forståelse, disse ulykkelige har et rimeligt krav på.«

I en opfølgende leder skrev Berlingske Tidende, at »følgerne af de dårlige tider, som man beklager sig over i store dele af den industrialiserede verden, tager sig små ud i sammenligning med den skæbne, som overgår hundredtusinder af flygtninge.«

Da daværende minister uden portefølje Lise Østergaard (S) tog af sted for at repræsentere Danmark på konferencen i Genève, lovede hun ud over løfte om genbosættelse af mindst 1.200 bådflygtninge i Danmark også yderligere 25 millioner kroner fra Danmark, som skulle bruges til genbosætning af flygtningene, men vel at mærke »i lande nær deres eget«.

»Forholdet er jo det, at flygtingene dels vil have lettere ved at finde sig til rette under kulturelle vilkår, som minder om deres egne. Dels – og ikke mindst – vil hver indsamlet krone komme flere flygtninge til gavn på denne måde end ved integration i Danmark,« skrev ministeren i et indlæg i Berlingske Tidende.

Verdensomfattende løsning

I sine erindringer beskrev Poul Hartling, hvordan UNHCR allerede i efteråret 1978 havde forhandlinger og sonderinger med 38 involverede lande, fordi »bådfolkenes strøm synes uendelig, og der var kun én vej ud, nemlig at skaffe flere pladser«.

På Genèvekonferencen, hvor Vietnam også deltog og trods hård kritik undlod at udvandre, kom den daværende amerikanske vicepræsident Walter Mondale med følgende opsang:

»Lad os gøre noget meningsfyldt, noget effektivt, for at dæmme op for denne ulykke. Vi står over for et verdensomfattende problem. Lad os udforme en verdensomfattende løsning.«

Et af de redskaber, som UNHCR tog i brug for at finde en »verdensomfattende løsning«, var at sikre en legal måde at udrejse fra Vietnam på uden at skulle risikere livet i de synkefærdige skibe på havet.

En ordning med såkaldt Orderly Departure var en del af en aftale, som flygtningehøjkommissariatet havde indgået med Vietnam i maj 1979. Ordningen gik kort fortalt ud på, at vietnamesere, der ønskede at forlade deres land, kunne søge om legal udrejse til et andet land, hvis der på forhånd var tilsagn om genbosættelse – uden at risikere forfølgelse fra de vietnamesiske myndigheders side.

»Meningen var selvfølgelig at skaffe vietnamesere, der ønskede at forlade deres land, den mulighed at gøre det på regulær vis uden at være tvunget til at gøre det illegalt pr. båd. Meningen var videre, at hvis det blev kendt, at der var en regulær mulighed for at rejse ud, ville det i sig selv kunne begrænse eller helt stoppe de ’irregulære’ udrejser,« som Poul Hartling udtrykte det i erindringerne.

Til gengæld påtog den vietnamesiske regering sig at straffe hemmelig udrejse fra Vietnam relativt hårdt. Især det sidste forhold var et ømt punkt for Poul Hartling:

»Vietnam lovede under pres at gøre, hvad der var muligt for at bremse flygtningestrømmen (…) Vi fandt det vanskeligt for et flygtningearbejde at anbefale den slags. Efter humanitære principper må folk, der føler sig tvunget hertil, have ret til at flygte, og det kan ikke godkendes, at den stat, som de ønsker at flygte fra, tvangsmæssigt søger at hindre dem,« skrev han.

Men ordningen virkede: I løbet af forbavsende få uger faldt antallet af bådflygtninge.

Genbosættelsen

Et lige så vigtigt element i den verdensomfattende løsning var, at nabolandene forpligtede sig til at indstille den brutale praksis med at bugsere de overfyldte flygtningebåde ud på havet – vel at mærke hvis de flygtede vietnamesere kunne genbosættes i andre lande. Derved blev princippet om første asylland håndhævet, også selv om nabolandene ikke havde tiltrådt flygtningekonventionen.

Det tredje og afgørende element i den internationale løsning var så at sikre genbosættelse i en række vestlige lande. Især USA, Canada, Australien, Frankrig og Tyskland modtog mange bådflygtninge for derigennem at aflaste nabolandene for den enorme byrde, som de flygtede vietnamesere udgjorde. Efter konsultationer med en række lande kunne Poul Hartling notere sig, at UNHCR alene i forbindelse med konferencen havde fået tilsagn om genbosættelse af yderligere 124.500 vietnamesere fra mere end 30 lande. Samtidig modtog UNHCR på kort tid meget store donationer fra det internationale samfund på 160 millioner dollar.

I en senere opsummering fra år 2000 oplyser UNHCR, at der i årene efter konferencen i Genève blev genbosat 623.800 flygtede indokinesere fra lejrene i sydøstasien. Ifølge Poul Hartling forlod flere end 1,2 millioner vietnamesere deres land i årene efter Vietnamkrigen, og den tidligere højkommissær opsummerede det enorme projekt i sine erindringer med disse ord:

»Ingen kan vente, når man flytter hundredetusinder fra et tropisk, asiatisk land til en række andre egne i verden, med andet klima, anden sprogbaggrund, andet livsmønster og fremfor alt andet sprog, at et sådant foretagende skal forløbe uden vanskeligheder. Der er store personlige problemer for hver enkelt gemt i den slags omvæltninger. Når det er sagt, må det fastslås, at efter alt hvad vi ved, er det gået forbavsende godt.«