Læsetid: 7 min.

Da verden gik sammen om at hjælpe flygtninge

Det er muligt at finde fælles løsninger på store flygtningekriser. Tidligere Venstre-statsminister Poul Hartling spillede en vigtig rolle som FN’s flygtninge-højkommissær, da næsten 70 lande mødtes i Genève i juli 1979 for at imødegå tidens største flygtningeproblem, de vietnamesiske bådflygtninge
I kølvandet på Vietnamkrigen var over en halv million vietnamesere på flugt til nabolandene. Heraf var titusinder og atter titusinder søgt ud på havet i synkefærdige skibe. Mens der i hele 1977 kun var blevet registreret omkring 15.000 vietnamesiske bådflygtninge, steg tallet i løbet af det næste halvandet år til over en kvart million.

I kølvandet på Vietnamkrigen var over en halv million vietnamesere på flugt til nabolandene. Heraf var titusinder og atter titusinder søgt ud på havet i synkefærdige skibe. Mens der i hele 1977 kun var blevet registreret omkring 15.000 vietnamesiske bådflygtninge, steg tallet i løbet af det næste halvandet år til over en kvart million.

Polfoto

14. september 2015

»Historisk set er denne folkeflytning ret enestående. Så vidt det kan skønnes, er den lykkedes rimeligt godt.«

Den tidligere danske statsminister Poul Hartling var beskeden, da han på passende afstand i sine erindringer i 1985 beskrev den løsning, som det internationale samfund fandt frem til i slutningen af 1970’erne for de vietnamesiske bådflygtninge.

»De kom i stadig større antal ud af Vietnam sidst i 70’erne, og deres dramatiske flugt påkaldte i den grad massemediernes – og dermed offentlighedens – opmærksomhed, at flygtningeproblemet blev virkelig kendt og nærværende for mange, ikke mindst i det meget medie-påvirkede USA,« skrev Poul Hartling i sine erindringer, der fik titel Otte år i FNs flygtningearbejde.

Poul Hartling, der havde været statsminister for en Venstremindretalsregering fra 1973 til 75, var fra 1978 til 1985 FN’s flygtningehøjkommissær. Som sådan var det ham, der i samarbejde med den daværende generalsekretær for FN, østrigeren Kurt Waldheim, var ansvarlig for håndteringen af bådflygtningenes situation. Løsningen, som det internationale samfund i løbet af forbavsende kort tid fandt frem til, blev endelig aftalt på en konference i Genève den 20-21. juli 1979.

Også Danmark deltog i konferencen i den schweiziske by, og arrangementet blev flittigt dækket af de danske aviser. At arkitekten bag »historiens største hjælpeaktion« var en tidligere dansk statsminister var sikkert ikke uden betydning i den sammenhæng.

»Der er ingen tvivl om, at den tidligere danske statsministers uklanderlige og upartiske arbejde for at hjælpe mennesker i nød har været et hovedbidrag til at afværge de politiske konfrontationer, der truede med at ødelægge konferencen,« som Berlingske Tidendes udsendte journalist kunne rapportere fra Genève.

Barsk forhistorie

I kølvandet på Vietnamkrigen, der sluttede med endelig amerikansk tilbagetrækning i april 1975, var over en halv million vietnamesere på flugt til nabolandene. Heraf var titusinder og atter titusinder søgt ud på havet i synkefærdige skibe. Mens der i hele 1977 kun var blevet registreret omkring 15.000 vietnamesiske bådflygtninge, steg tallet i løbet af det næste halvandet år til over en kvart million. Ifølge visse iagttagere var næsten lige så mange bådflygtninge omkommet på vej over havet.

I Thailand, Maylaysia, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Korea og Hong Kong blev de forhutlede bådflygtninge installeret i midlertidige lejre eller isoleret på afsidesliggende øer, og i juni 1979 sagde Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, ASEAN-landene, endelig stop. Ingen af Vietnams nærmeste nabolande havde tiltrådt FN’s flygtningekonvention, og nu hverken ville eller kunne de modtage flere vietnamesere.

I de følgende uger voksede presset for at finde en international løsning i takt med, at nabolandene brutalt afviste at lade flygtningene komme i land, selv om de havde flakket rundt på havet op til flere uger, før de nåede en kyst. I stedet blev bådene, uanset om de var proppet til randen med mænd, kvinder og børn, slæbt til havs igen og overladt til egen videre skæbne. Alene de maylaysiske myndigheder slæbte fra midten af juni til midten af juli 1979 skibe med flere end 16.000 bådflygtninge ud på havet.

Med til at øge modviljen i nabolandene mod flere bådflygtninge var også, at de små faldefærdige træskibe, som de første bølger af vietnamesere var flygtet i, efterhånden var blevet afløst af større stålskibe, der kunne rumme op til 2.000 flygtninge ad gangen.

Mere hjælp fra Danmark

Op til konferencen i juli i Genève 1979 bragte flere danske aviser fyldige reportager fra flere af de primitive lejre i sydøstasien, hvor bådflygtningene midlertidigt havde fået ophold. På lederplads var aviserne ikke i tvivl om, at også Danmark burde øge hjælpen:

»Men når mødet er ovre, og der er gjort status, kommer vi til at se, hvad mere vi bedst kan gøre – om vi skal tage flere flygtninge ind, eller om vi skal yde støtte på anden måde. (…) Det kan ikke være meningen, at vi skal tage af den hjælp, andre flygtninge ville have fået, og flytte den over til de vietnamesiske flygtninge. Det kan heller ikke være meningen, at vi skal hente midlerne i den økonomise bistand, vi giver til U-landene, for så er det ikke os selv, men de fattige lande vi sætter til at yde mere. Hvis vi skal hjælpe bådflygtningene, skal vi tage fra os selv,« skrev Berlingske Tidende den 17. juli 1979.

Og på åbningsdagen for konferencen stillede Jyllands-Posten i sin leder spørgsmålet: »Hvordan løser man et spørgsmål om en halv million – måske snart en million – menneskers fordrivelse fra land og hjem? Men katastrofens virkninger kan afbødes, såfremt verden viser flygtningene den forståelse, disse ulykkelige har et rimeligt krav på.«

I en opfølgende leder skrev Berlingske Tidende, at »følgerne af de dårlige tider, som man beklager sig over i store dele af den industrialiserede verden, tager sig små ud i sammenligning med den skæbne, som overgår hundredtusinder af flygtninge.«

Da daværende minister uden portefølje Lise Østergaard (S) tog af sted for at repræsentere Danmark på konferencen i Genève, lovede hun ud over løfte om genbosættelse af mindst 1.200 bådflygtninge i Danmark også yderligere 25 millioner kroner fra Danmark, som skulle bruges til genbosætning af flygtningene, men vel at mærke »i lande nær deres eget«.

»Forholdet er jo det, at flygtingene dels vil have lettere ved at finde sig til rette under kulturelle vilkår, som minder om deres egne. Dels – og ikke mindst – vil hver indsamlet krone komme flere flygtninge til gavn på denne måde end ved integration i Danmark,« skrev ministeren i et indlæg i Berlingske Tidende.

Verdensomfattende løsning

I sine erindringer beskrev Poul Hartling, hvordan UNHCR allerede i efteråret 1978 havde forhandlinger og sonderinger med 38 involverede lande, fordi »bådfolkenes strøm synes uendelig, og der var kun én vej ud, nemlig at skaffe flere pladser«.

På Genèvekonferencen, hvor Vietnam også deltog og trods hård kritik undlod at udvandre, kom den daværende amerikanske vicepræsident Walter Mondale med følgende opsang:

»Lad os gøre noget meningsfyldt, noget effektivt, for at dæmme op for denne ulykke. Vi står over for et verdensomfattende problem. Lad os udforme en verdensomfattende løsning.«

Et af de redskaber, som UNHCR tog i brug for at finde en »verdensomfattende løsning«, var at sikre en legal måde at udrejse fra Vietnam på uden at skulle risikere livet i de synkefærdige skibe på havet.

En ordning med såkaldt Orderly Departure var en del af en aftale, som flygtningehøjkommissariatet havde indgået med Vietnam i maj 1979. Ordningen gik kort fortalt ud på, at vietnamesere, der ønskede at forlade deres land, kunne søge om legal udrejse til et andet land, hvis der på forhånd var tilsagn om genbosættelse – uden at risikere forfølgelse fra de vietnamesiske myndigheders side.

»Meningen var selvfølgelig at skaffe vietnamesere, der ønskede at forlade deres land, den mulighed at gøre det på regulær vis uden at være tvunget til at gøre det illegalt pr. båd. Meningen var videre, at hvis det blev kendt, at der var en regulær mulighed for at rejse ud, ville det i sig selv kunne begrænse eller helt stoppe de ’irregulære’ udrejser,« som Poul Hartling udtrykte det i erindringerne.

Til gengæld påtog den vietnamesiske regering sig at straffe hemmelig udrejse fra Vietnam relativt hårdt. Især det sidste forhold var et ømt punkt for Poul Hartling:

»Vietnam lovede under pres at gøre, hvad der var muligt for at bremse flygtningestrømmen (…) Vi fandt det vanskeligt for et flygtningearbejde at anbefale den slags. Efter humanitære principper må folk, der føler sig tvunget hertil, have ret til at flygte, og det kan ikke godkendes, at den stat, som de ønsker at flygte fra, tvangsmæssigt søger at hindre dem,« skrev han.

Men ordningen virkede: I løbet af forbavsende få uger faldt antallet af bådflygtninge.

Genbosættelsen

Et lige så vigtigt element i den verdensomfattende løsning var, at nabolandene forpligtede sig til at indstille den brutale praksis med at bugsere de overfyldte flygtningebåde ud på havet – vel at mærke hvis de flygtede vietnamesere kunne genbosættes i andre lande. Derved blev princippet om første asylland håndhævet, også selv om nabolandene ikke havde tiltrådt flygtningekonventionen.

Det tredje og afgørende element i den internationale løsning var så at sikre genbosættelse i en række vestlige lande. Især USA, Canada, Australien, Frankrig og Tyskland modtog mange bådflygtninge for derigennem at aflaste nabolandene for den enorme byrde, som de flygtede vietnamesere udgjorde. Efter konsultationer med en række lande kunne Poul Hartling notere sig, at UNHCR alene i forbindelse med konferencen havde fået tilsagn om genbosættelse af yderligere 124.500 vietnamesere fra mere end 30 lande. Samtidig modtog UNHCR på kort tid meget store donationer fra det internationale samfund på 160 millioner dollar.

I en senere opsummering fra år 2000 oplyser UNHCR, at der i årene efter konferencen i Genève blev genbosat 623.800 flygtede indokinesere fra lejrene i sydøstasien. Ifølge Poul Hartling forlod flere end 1,2 millioner vietnamesere deres land i årene efter Vietnamkrigen, og den tidligere højkommissær opsummerede det enorme projekt i sine erindringer med disse ord:

»Ingen kan vente, når man flytter hundredetusinder fra et tropisk, asiatisk land til en række andre egne i verden, med andet klima, anden sprogbaggrund, andet livsmønster og fremfor alt andet sprog, at et sådant foretagende skal forløbe uden vanskeligheder. Der er store personlige problemer for hver enkelt gemt i den slags omvæltninger. Når det er sagt, må det fastslås, at efter alt hvad vi ved, er det gået forbavsende godt.«

 

Serie

Seneste artikler

  • Dansk kontorchef spillede afgørende rolle for FN’s flygtninge-konvention

    13. oktober 2015
    For 64 år siden blev den danske kontorchef Knud Larsen præsident for den FN-konference, der i Genève formulerede Flygtninge-konventionen, som siden har forpligtet verdens nationer til at give asyl til personer på flugt
  • Hvorfor er det så svært for Europa denne gang?

    29. september 2015
    I løbet af 1990’erne tog EU’s dengang 15 medlemslande imod 2,8 mio. Balkan-flygtninge, så hvorfor er det så svært for de nuværende 28 at fordele 120.000? Et større og mere økonomisk uensartet EU er en af forklaringerne, men krisen er også anderledes, siger OECD
  • ’Et usynligt jerntæppe rejses i Europa’

    24. september 2015
    Flygtningekrisen har synliggjort et splittet Europa, som vi troede var væk. Den manglende solidaritet risikerer at skabe et nyt jerntæppe gennem kontinentet med langsigtede konsekvenser, siger EU’s Udvidelseskommissær
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Søren Bendtsen
  • HC Grau Nielsen
Kristian Rikard, Søren Bendtsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaj Spangenberg

Det var jo en anden tid og en helt anden udfordring end den, Europa og Danmark står over for nu. Man skal ikke trække gamle heste af stald.
Ingen af de ovennævnte flygtende væltede ind over vore grænser, men blev hentet eller fik asyl efter at være blevet registreret.
Desuden var f.eks. vietnameserne som en del andre sydøstasiater nemme at integrere. Erfaringerne med et stort antal muslimer fra Mellemøsten (men ikke fra Bosnien, som er et europæisk land!) burde få advarselslamperne til at lyse.

Freddy Andersen

@Aksel Gasbjerg
Det er skam god neoliberal politik, masser at lave til våbenindustrien, når vi så har fået smadret det hele, låner IMF dem penge til at bygge det op igen.

"Vietnamkrigen, der sluttede med endelig amerikansk tilbagetrækning i april 1975".

Min datter spurgte mig i dag om man kan sige at amerikanerne tabte?

'Når det er sagt, må det fastslås, at efter alt hvad vi ved, er det gået forbavsende godt.«

Vietnamesere spiser svinekød, går ikke af vejen for alkohol og spiller lidt på lotto, ligesom de ikke er specielt religiøse. Så hvorfor skulle det ikke, bortset fra klimaet, gå godt, og istedet give grund til forbavselse?

HC Grau Nielsen, Thim Jørgensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

@Torben Skov
Det er et godt spørgsmål, at de tabte på slagmarken er der vist ikke tvivl om, men?

HC Grau Nielsen, Torben Skov og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Vietnam-krigen var en anden slags krig.
Her blev et land overfaldet af en stor fjende udefra.
Risikoen med "for-mange" migranter/flygtninge fra en uafsluttet bogerkrig er, at de fortsætter deres indbyrdes konflikt i vores gader.
En borgerkrig (der skal to parter til en krig) har alle landets borger i en eller anden grad del i og ansvar for.
En sådan krig kan kun stoppes af parterne selv.
Hvis ikke parterne løser konflikten hvor de bor, tager de den med sig i både hjerte og sjæl.

Asiatiske flygtninge glider oftest nemt ind i andre samfund.

Det er kun fra mellemøsten og en del af afrika at indvandringen ikke samlet set kan siges at være gavnlig. Desværre.

Indvandring fungerer fint når de kulturelle forskelle ikke er gigantiske.

Touhami Bennour

Ikke at glemme jesus, som der fra mellemøsten , og talte et sprog som alle araber forstår. Det med biblen, eller den Nye evagelium. Og ikke at glemme AUGUSTINUS fra kartago(den nuverende Tunesien) som han kom med den Vestlige Kirke, og aldrig fra Rom. Altso det er megen politik I den fortolkning hvad angår den påstaet nemmere integrering af Vietnameser modsat Jesus land (mellemøsten), for megen politik. Jeg skal ikke glemme Korstogene mellem Europa og araberne; der var ikke nogen krig eller korstog mellem Europa og Vietnam vel? husk løvehjerte´s England var ven med Saladdine, der slog hele Europa på det tidspunkt, efter den krig Vognede Europa og fik en hel masse viden fra araberne om almulig, fra litteratur til videnskab. Ikke fra Vietnam elle SydøstAsien. Det er virklighed! Araberne kender Europa bedre end du tror, måske bedre end dig selv, og er nem at integrere bare de har også noget at sige, de er ikke frygtsomme eller sky.

Til Nils Vala.

Vietnam var opdelt i 2, hhv. nord og syd. Et kommunistisk regime i Nord støttede af Kina og Soviet. En anti-kommunistisk regime i Syd støttet af USA. Du kan derfor ikke sige at Vietnam var en samlet politisk enhed, der blev overfaldet af USA.

Til Torben Skov:

Ja, USA tabte i Vietnam. Deres mål var at fastholde Sydvietnam som en uafhængig ikke-kommunistisk stat. De var dog oppe imod en komplet politisk enhed i nord og et samfund organiseret omkring det ene formål at kæmpe denne krig. I syd var der politisk ustabilitet og et styre uden folkelig opbakning eller legitimitet. Man mente at man kunne tvinge nord til indrømmelser ved at føre en udmattelseskrig (nutrition) og påføre kommunisterne så store tab (body-count) at de ville miste viljen til at kæmpe. USA gjorde en ihærdig indsats, men det er svært at udnytte sin militær-teknologisk overlegenhed, når fjenden ikke vil stille op til røvfuld. Man ville ikke invadere Nord af frygt for at Kina ville gå ind (ligesom i Korea), så man overlod initiativet til en fjende, som var klog nok til ikke at indlade sig på konventionel krig mod overmagten. Derfor rendte amerikanerne rundt og jagede partisaner i Syd (search & destroy) imens fjenden kunne infiltrerer via nabolandene Cambodia og Laos. I sidste ende blev amerikanerne udmattet af en udsigtsløs krig og man trak sig ud. Derefter gik der ikke lang tid før at det skrøbelige regime i Syd blev løbet over ende. Det er den sædvanlige historie som vi har set i Irak og Afghanistan. USA ligger af gode geografiske årsager i nordamerika og Vietnam ligger i Indokina. Før eller siden er de nødt til at trække sig ud og det man efterlader er ikke levedygtigt.

Kristian Rikard

I forbindelse med ovenstående kan det virkelig undre mig, at der ikke er eet ord nogen
steder om åbningen af FNs 70. Generalforsamling!!!!!!

Grethe Preisler

Uden at forklejne UNCHR og flygtningehøjkommissær Poul Hartlings indsats for at redde, hvad reddes kunne, for knap 1 mio. vietnamesiske bådflygtninge efter USA's tilbagetrækning af sine væbnede tropper fra Vietnam i 1979, kan man vist godt tillade sig at mene, at opgaven dengang var mere overkommelig end nu.

Nu hvor opgaven for UNCHR's flygtningehøjkommissariat består i at skaffe asyl på ubestemt tid til (anslået) 5 mio. civile syriske flygtninge og internt fordrevne, som desperat forsøger at slippe væk fra krigszonen i en eskalerende borgerkrig, hvor der ikke bliver vist skånsel mod civile fra nogen af de krigsførende parters side.

Heller ikke fra den af de krigsførende parter, som 'vi danskere' i kraft af Danmarks medlemskab af NATO yder militær støtte til.

Grethe Preisler

beklager fejlbogstaveringen af navnet på det FN-organ, som Danmark for tiden indstiller sin forrige statsminister til at overtage kommissærposten for- det korrekte akronym er UNHCR.

Mig bekendt indgik USA en aftale med Nordvietnam i Frankrig og trak sig ud. krigen fortsatte mellem Nord 8 støttet af Rusland og Kina) mod Syd, ladt alene. der døde mange tusinde i året efter USAs tilbagetrækning indtil Syd faldt. Det er glemt af mange.
tabte USA? Det er vel et åbent spørgsmål, når man indgår en aftale om tilbagetrækning med modstanderen på baggrund af civile protester. USA mistede vel omkring 50.000 soldater... vi taler om langt over 1 mio. Vietnamesere. Syd tabte ikke USA.

I glemmer en ting også.....En meget væsentlig ting....og det er den her:

USA havde en interesse i dengang i 1978-1979, at dets støtter i Sydvietnam forlod landet. Det var nemlig midt under den kolde krig, så derfor ville USA gerne hjælpe de millioner af vietnamesere fra Sydvietnam, der forlod landet Sydvietnam, eller ville forlade det. Fordi de så kunne bevise deres moralske overlegenhed overfor fjenden, her altså de røde kommunister fra Nordvietnam...

Jens Espersen.
Nej, Vietnam VAR ikke opdelt i nord og syd, men BLEV det.
Historien var den, at Vietnam blev som fransk koloni, overtaget af britterne og sidenhen "foræret" videre til USA.
Men som altid når et folk nåede til et hvis udviklingstrin/ bevidsthedsniveau,
ville de gerne styre deres egen skæbne og ikke mere bare være koloni.
Nord-vietnameserne var så dem, der sloges for frihed, selvstændighed og Sydvietnameserne var dem der blev lullet i søvn af besættelses-magtens usle mamon.

nils valla:

Vietnam blev i 1954 ved Geneve Konferencen, hvori bl.a. Kina og Sovjetunionen deltog, delt ved den 17. breddegrad i nord og syd.

Englænderne skule ikke have noget klinket i Vietnam, og var ikke på noget tidspunkt direkte involveret i Vietnam, om end de deltog i konferencen. Englænderne havde hverken økonomi eller lyst til at involvere sig; de have rigeligt at gøre i deres egne kolonier eksempelvis Malaya. '..'overtaget af briterne og sidenhen 'foræret' til USA'. er således helt forkert.

Den kolde krig var da i fuld gang, og Sovjetunionen støttede Nord og amerikanerne blev hurtigt involveret i Syd, med soldater for alvor fra 1962.

Hvis der var nogen der var 'lullet i søvn' i Vietnam økonomisk, var det vist Nord. Kommunisterne i Hanoi er da også de sidste 15-17 år i stadig stigende grad begyndt at interessere sig for 'ussel mamon', således at Hanoi og dens indbyggere i stigende grad kommer til at ligne Saigon (af Hanoi kaldet Ho Chi Minh City).

Vietnams forhold til USA i dag er formentlig betydelig bedre end til Rusland, for slet ikke at tale om Kina.

Touhami Bennour

Man skulle tro at verden var ledet af generaler siden WW II. Først Van Vang Dong-måske Bugeaud(frankrig), Boumedienne-De gaulle( Algeriet) igen Vietnam, Mc namara-Van vang Dong, Dean James -Vanvang Dong, Dayan- Sadat( Sinai), en gang var en civilist Brejnev-Taliban(afganistan), Swartskopf- Saddam Hussein(Irak). Collin Povel, Ramsfield- Saddam(irak)- Taliban-? (Afganistan). What Next?