Nyhed
Læsetid: 7 min.

Desperate syriske flygtninge vil til Grækenland, før vinteren sætter ind

Russiske luftbombardementer i Syrien, frygten for at EU skal lukke grænserne og farvande, der bliver farligere med vinterens komme, har øget tilstrømningen af flygtninge fra Syrien
En frivillig forsøger at berolige en kvinde, som lige er ankommet til i båd til Lesbos. over 502.000 flygtninge og migranter er ifølge UNHCR gået i land i Grækenland i år

Santi Palacios

Udland
29. oktober 2015

Rashid al-Shabai vidste, at det var et kapløb med tiden. For ham som for hans familie og venner var det alt om at gøre, at de kunne vove sig ud på den farlige overfart mod vest, før vinteren ville gøre sejladsen endnu mere risikabel. Og den syriske studerende stod langtfra alene.

Ifølge Den Internationale Organisation for Migration, var omkring 7.000 undervejs ad selvsamme sejlrute, da han i sidste uge steg om bord i en jolle ved den tyrkiske ægæerkyst og satte kursen mod den græske ø Lesbos.

»Jeg havde på en måde ikke lyst til at tage af sted lige nu. Men jeg vidste også, at det var nu eller aldrig«, siger han smilende, imens han venter på den færge, der skal føre ham til Athen og til næste fase af hans odyssé. »Der findes ikke nogen fremtid i Syrien. Det er en kendsgerning. Vejret, kulden og regnen er også kendsgerninger. Var vi blevet tilbage, kunne vi også have risikeret alt.«

Læs også: Frivillige i Grækenland råber om hjælp

Hastværket med at komme afsted, før det bliver for koldt, har sat yderligere fart i strømmen af de mennesker, der søger mod Europa på flugt fra Mellemøstens tumult. Lesbos, som har taget imod langt hovedparten, er i dag en forvandlet ø. Dens normalt så øde og vindblæste landeveje er fulde af mennesker, der konstant er på farten; dens butikker har fået arabisksprogede skilte, og strande og bugter er fyldt med orange redningsveste og sorte både – alt sammen tegn på, at Lesbos er blevet den største enkelte magnet for en af de største migrationsstrømme i moderne tid.

Onsdag sidste uge ankom der over 27.500 mennesker til de græske øer, de fleste af dem på flugt fra den borgerkrig, der har hærget Syrien siden 2011 – nu også med russiske luftangreb.

»Som ung syrer lever man i konstant frygt for at blive tvunget ind i hæren,« siger Al Shabai, der er flygtet sammen med sin mor, tante og to bedste venner, der også flygtede fra at blive indkaldt. »Vi ønsker ikke at kæmpe i en krig, som ingen kan vinde.«

Frygter vinteren

Antallet af flygtninge, der er ankommet ad søvejen, passerede den halve million i sidste uge, da FN’s flygtningeagentur, UNHCR, kunne meddele, at over 502.000 flygtninge og migranter er gået i land i Grækenland i år.

Frygten for vinteren har betydet, at september måned alene har tegnet sig for 41 procent af årets ankomster.

»Stigningen i tilstrømningen til Grækenland har lagt et stærkt pres på øernes modtagekapacitet«, siger en UNHCR-talsmand. »Mange flygtninge og indvandrere er også desperate for at komme af sted i en fart af frygt for, at grænserne skal lukke.«

I en situation, hvor tyrkiske regeringsembedsmænd advarer om, at så mange som 350.000 mennesker vil kunne flygte fra den syriske by Aleppo – hvis de russiske luftangreb fortsætter – vil den kraftige tilstrømning således kunne vokse yderligere.

Det ti kilometer brede stræde, der skiller Lesbos fra den tyrkiske kyst mod øst, er det sidste farlige område, der skal passeres, før friheden vinker.

Fra sit udsigtspunkt i den lille landsby Skala Skamnias har fisker Antonis Kamvissis et første parkets-udsyn til Europas migrationskrise, som den udfolder sig i realtid. Den lille landsby på Lesbos nordkyst er nærmeste beboede landområde på overfarten fra den tyrkiske kyst og en foretrukken destination for de menneskesmuglere, der opererer på tværs af havet.

Hver dag tæller fiskeren bådene, der kommer ind. Ingen ved, hvornår de kommer eller hvordan de kommer, men at de kommer, er »så sikkert, som at solen går ned«. Først ser man fjerne pletter i horisonten. Siden kan man skimte desperate skikkelser, der klamrer sig til jollerne.

I sin lange smalle caique-båd, som han har opkaldt efter sine teenage-tvillingedøtre har Kamvissis selv set gravide kvinder, nyfødte babyer, ældre og svagelige.

»Når de kommer, kommer i de grupper – store grupper,« forklarer han og stamper i jorden med sin ene støvle. »Ofte stopper bådene, fordi de løber tør for benzin, eller fordi motorerne bryder sammen. Om natten råber de om hjælp og lyser med lommelygter for at guide mig til sig.«

Tætbygget med krøllet hår og et blændende smil er fiskeren ikke meget for at fortælle om de mennesker, han har reddet – alle spillere i et drama, der blev til nødsituation, »længe før resten af ​​verden begyndte at tage sig af det«, siger han. »I sommer stødte jeg på en ung syrer, der var faldet ud af sin jolle og havde besluttet sig for svømme med de svømmefødder, han holdt i hænderne. Han var så udmattet, at han var døden nær, da jeg reddede ham, tog ham med hjem, gav ham mad og en seng.« Lige siden har den græske fisker opbevaret svømmefødderne i sin båd.

På 48 timer, mellem søndag og mandag, ankom der over 10.000 mennesker til Lesbos. Masseankomsterne var lige så udbredte i syd som i nord. De lokale myndigheder anslår, at der for tiden dagligt kommer 100 både fulde af mennesker på øens kyster.

Ingen landgang forløber uden følelsesudbrud. Skønt de er gennemblødte og forfrosne efter den kolde passage, kysser flygtningene ofte jorden, når de når Lesbos. Nogle af dem, som Mohammed Kher Edress, en professor i psykologi fra Homs, er så overvældet, at de ikke kan bevæge sig overhovedet. Få sekunder efter at være vadet gennem skumsprøjtet ved Kaghia-stranden, ikke langt fra Skala Skamnia, omfavner han sine sønner, Ahmed og Amro, brister han i gråd med bøjet hoved. »Vi er sikre, mine børn er i sikkerhed!«, udbryder han.

Folk sover i afføring

I et modtagelsescenter i landsbyen Moria har der været optøjer. Menneskerettighedsgrupper siger, at forholdene bag pigtrådshegnet er »inhumane«. »De har behandlet os som dyr,« sukker Al Shabai. »Grækerne har været meget venlige imod os, meget gode, men derinde er det en vild verden. Folk sover på gulvet i deres eget lort. Skriv det og lad hele verden vide det.«

De nyankomne stuves sammen på trang plads bag projektørbelyste hegn og er ofte nødsaget til at vente i dagevis, før de kan blive registreret og få taget fingeraftryk, og før de inddeles i grupper, alt efter om de vurderes at være ægte flygtninge eller økonomiske migranter.

»Det er åbenlyst, at Grækenland har store strukturelle vanskeligheder på grund af sin økonomiske situation,« udtalte FN’s højkommissær for flygtninge, António Guterres, til Guardian for nylig. »Allerede før den aktuelle nødsituation havde grækerne et utilstrækkeligt asylsystem, men trods finansielle restriktioner er der stor velvilje over for flygtningene, og Syriza-regeringen har anlagt en humanistisk tilgang,« sagde han efter en nylig tur til øen.

På Lesbos er myndighederne bekymrede for, at situationen først skal blive værre, før den kan blive bedre. Selvom de lokale borgere generelt tager imod med åbne arme – minderne er stadig levende om dengang i 1922, da grækere blev massefordrevet fra det vestlige tyrkiske Lilleasien – opnåede det nynazistiske Gyldent Daggry-parti en usædvanlig høj støtte ved septembers parlamentsvalg. Der har da også været tilfælde af, at maskerede mænd har angrebet flygtningebåde.

For de nyankomne bliver lettelse snart afløst af frustration. Langt de fleste er så opsatte på at nå til Tyskland før vinterens komme, at de ofte vælger at gå over en afstand, der er længere end Athen Marathon for at komme til Moria og derfra væk fra øen.

»De er trætte og kolde og helt udmattede, men vi bliver nødt til at fortælle dem, at de må vente, for der er ingen buslinje – så er det, at vi indimellem ser dem bryde sammen, hvilket er frygtelig frustrerende,« siger Mona Martinsen, en norsk nødhjælpsarbejder. »Det her er ude af kontrol: Vi ser folk sove i deres egen afføring. Det kan ikke være rigtigt, at verden ikke kan sende mere hjælp.«

Lesbos som forbillede

På sit kontor med udsigt over havnen i øens hovedby Mytilini, udtrykker øens borgmester, Spyros Galinos, frygt for, at Europa vil reagere så langsomt, at Lesbos ikke undgår fortsatte menneskelige tragedier. 19 mennesker er allerede druknet, bare i de seneste ni dage, efter at vejrforholdene i farvandet er blevet barskere.

»Lige nu ankommer de med nordenvinden i ryggen, men om vinteren kommer der kraftige vindstød fra alle retninger. Det kan få bådene til at kæntre, og det vil betyde flere strandvaskere på vores strande,« siger han.

Hver måned bruger kommunen over 200.000 euro på at rydde op på øen.

»Hver dag ankommer der menneskemængder svarende til indbyggertallet i en mindre by,« siger han.

»Vi har indsamlet 600 tons affald, herunder forladte joller og redningsveste, og nu leder vi efter et stykke jord, vi kan bruge som sidste hvilested for dem, der ikke klarede den ... selv i døden er det en kamp for disse mennesker.«

Som mange andre i Grækenland, hævder Galinos, at løsningen skal findes i Tyrkiet. Hvis flygtninge og indvandrere blev registreret på »hotspots«, kunne de omgå »mafiaens menneskehandlere« og komme til Grækenland i rutebåde. »Det vil være en fordel for alle, hvis vi kan stoppe de kriminelle bander,« siger han om de smuglere, der har spredt sig langs Tyrkiets vestlige kyster.

»Jeg ville gerne, at Lesbos blev et forbillede for resten af Europa, når det handler om at udvise solidaritet med mennesker, hvis problemer er så meget større end vores. Men igennem det sidste år har jeg ændret mig: Jeg har indset, er, at frygt spiller en alt for dominerende rolle i debatten.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her