Læsetid: 4 min.

Endnu en runde for klimaet: Ét skridt frem og to tilbage

Igen står verdens klimaforhandlere med et uhåndterligt dokument med alle uenigheder listet op som tikkende bomber. Der er ikke flere forhandlingsdage tilbage før klimatopmødet COP 21 i Paris, så nu er gode råd dyre
24. oktober 2015

Nogle ryster på hovedet ad hele processen og siger, at det overhovedet ikke er der, tingene sker. Andre tager aktivt del og er stærkt foruroligede over de manglende fremskridt. Atter andre mener, at det går lige efter bogen: Man skal være på sammenbruddets rand for at kunne præstere et gennembrud.

Det er the never ending story om de globale klimaforhandlinger. Sent i går sluttede i Bonn den sidste forhandlingsrunde forud for det store klimatopmøde i Paris til december, COP 21, hvor ambitionen er at vedtage en forpligtende global klimaaftale.

Da forhandlerne fra alverdens lande mødtes i Bonn i mandags, var stemningen tilsyneladende god. Forhandlingernes formandskab havde nedredigeret et uhåndterligt dokument på 84 sider fra forrige runde til blot 20 sider som muligt grundlag for en Paris-aftale. Men aldrig så snart var Bonn-mødet i gang, før landene begyndte på det, de gør hver gang: At forlange nye elementer ind i teksten.

Gruppen af u-lande, G77, beskyldte formandskabet for at have fabrikeret en tekst i i-landenes favør og insisterede på retten til at komme med tilføjelser og ændringsforslag, og når nogle vil, så vil alle.

Derfor sluttede Bonn-runden i går med et nyt papir på 63 sider, spækket med parternes alternative formuleringer i 1.490 kantede parenteser.

Et eksempel på formulerings-uenighederne fra formålsparagraffen i den nye tekst:

»Parterne (skal) (nå enighed om at) tage hurtige skridt og øge (samarbejdet) (støtten) for at: a. holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur (under 2 grader) (under 1,5 grader) (mærkbart under 2 grader) (under 2 grader eller 1,5 grader) (under 1,5 grader eller 2 grader) (så langt under 2 grader som muligt) i forhold til førindustrielle niveauer ved at sikre dybe reduktioner i (netto) udledningerne af globale drivhusgasser« – hvorefter følger alternative punkter b. og c. med to konkurrerende formuleringer af hele passagen ...

EU’s delegationsleder, Elina Bardram, sagde i går, at parterne »stadig er langt fra, hvor de er nødt til at være« for at kunne nå i mål i Paris. Et af EU’s problemer er f.eks., at nogle lande opretholder »en meget rigid og forældet retorik« ved at insistere på, at det, der var u-lande i 1992, da FN’s klimakonvention blev vedtaget, stadig er u-lande. EU vil ikke acceptere, at f.eks. rige mellemøstlige oliestater skal have samme status i aftalen som fattige afrikanske lande eller små, klimasårbare ø-stater.

Trods åbenlyse indre modsætninger holder G77-gruppen imidlertid sammen på dette punkt og forlanger for deres del en regulær garanti for, at i-landene kontinuert øger deres klimafinansiering fra et startniveau i 2020 på 100 mia. dollar pr. år. Svaret fra EU er, at dette hænger snævert sammen med spørgsmålet om, hvem der fremover skal være i modtagergruppen og hvem på donorholdet. Altså hvem der i dag er u-lande og i-lande.

Således er der en række dybe konfliktpunkter: Hvad er tidsramme og ambitionsniveau for reduktion af de globale CO2-udledninger? Hvordan og hvor ofte skal man gøre status over resultaterne med henblik på at skærpe de – i dag åbenlyst utilstrækkelige – nationale klimamål? I hvilken grad skal klimaramte u-lande have krav på erstatning for de tab og skader, rige landes historiske udledninger forvolder?

Konflikterne venter

Nogle internationale NGO’er talte i går lidt overraskende om fremskridt på Bonn-mødet. Det skal forstås sådan, at genåbningen af 20-sidersteksten for nye forslag også sikrede, at nogle af de mest ambitiøse formuleringer på ny fandt plads i dokumentet i dertil indrettede kantede parenteser og således atter kom i spil.

Dette samt det, nogle i Bonn kaldte konstruktivt samarbejde mellem landene, afspejler imidlertid kun, at man skubber alle reelle konflikter foran sig. Hver gang nogen forsøger at skære igennem – som da formandskabet skar fra de 84 til 20 sider – slår uenighederne ud i lys lue. Reelt er der endnu ikke ét af de vigtige punkter, hvor man har taget slagsmålet og er landet på en fælles formulering. Som Frankrigs chefforhandler Laurence Tubiana sagde ved mødets afslutning i aftes:

»Vi har ikke gennemført regulære forhandlinger i denne uge.«

Det var sent i aftes ikke ganske klart, hvordan man skal komme i land på COP 21, nu da de sidste reelle forhandlingsdage før topmødet er løbet ud. Mareridtsscenariet er at gentage kaosset på COP15 i København for seks år siden, hvor topmødets formandskab – Danmark – så sig nødsaget til at smide sin egen tekst på bordet i 11. time, hvorefter alting eksploderede i mistillid og beskyldninger om kup.

Selv om der er en vis følelse af deja-vu i luften, tror de fleste fortsat på, at Paris ender med en global klimaaftale. Dels fordi man netop i København har oplevet, hvor galt det kan gå, dels fordi ambitionsniveauet denne gang er lavere. På ét punkt bliver COP 21 som at være tilbage til COP15. De internationale NGO’er lovede i går at være massivt til stede på gaderne i Paris og de europæiske hovedstæder, både den 28.–29. november, når topmødet starter, og den 12. december, når det formentlig slutter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
Trond Meiring, Michael Kongstad Nielsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Cop 21 er et mærkeligt punkt at bevæge sig frem imod. Jeg tror, det bliver sådan, at alle beslutter sig for nogle forpligtelser, alle kan rende fra, undtagen de ulande der skal have klimapengene, men som det hedder, loven er ærlig holden besværlig. De får lovning på en masse penge, hvoraf kun nogle få kommer frem til de marker, hvor vindmøllerne skal stå. Enten bliver de ikke udbetalt, eller også forsvinder de undervejs. Lad os bare sige, at den gode vilje er der. Garantier skal der dog også være. Hvor mange mia. er det, at danske skatteydere har snydt for? Så er det jo klart, at vi må se lidt nøjere på pengene, ikk'?
Hvor mange tænker på, at der er noget større på spil - noget forfærdelig stort?

Trond Meiring, Vibeke Hansen, Ejvind Larsen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener, der er nogle lyspunkter:
Bonn-mødet behandlede navnlig spørgsmålet om de rige landes hjælp til finansiering af de fattige landes tilbageholdenhed. Det var det samme spørgsmål, der fik COP15 til at gå på gulvet, men dengang forkludret af en håbløs mødeledelse, der kastede et papir på bordet, der lagde sig op ad USA´s ønsker, og fik ulandene til at gå i baglås.
https://www.youtube.com/watch?v=AvwoW2Bygtc

Det nye er, at
- Bonn-mødet kom tæt på et fælles papir (i København var der 2 separate)
- Kina og USA er i dag enige (der var de ikke i København)
- Verden har i mellemtiden fået flere erfaringer med, hvad klimaforandringerne medfører af vildt vejr, og har mere end de videnskabelige rapporter at hælde hovedet til.

Det var ikke kun i København, hvor formandskabet smider et kompromisforslag på bordet i sidste øjeblik. Det er efterhånden praksis, hver eneste gang der er en klimakonference. Forhandlerne vil ikke kunne blive enige om de så får helt til nytårsaften, så det kommer vi også til at se den her gang. Kunsten for Frankrig er at gøre det på en måde, hvor parterne stadig føler, at der bliver lyttet til deres bekymringer. Det kan lade sig gøre, men det er selvfølgelig ikke nemmere på en COP, hvor der er meget på spil. Hertil kommer at det generelt altid er vanskeligere for et iland at få en aftale hevet hjem. Endelig er det lidt deprimerende at se, at det stadig er de samme forhandlere, vi har set siden flere år før COP15. Det gælder bl.a. for mange af de notorisk vanskelige lande, hvor man ofte har på fornemmelsen, at forhandlerne handler ret meget på egen hånd.

Michael Kongstad Nielsen

Anne Bach,
- det er altid godt i sådan en proces, at lytte til folk, og så vil de også føle, at det bliver der. Lyttet.
Det er helt fænomenalt, at der denne gang kun er ét papir. Ét spor. Med mange alternative formuleringer i klammer ganske vist, men alligevel et kæmpe fremskridt i forhold til COP 15, hvor der var to spor.

Og mon ikke alternativer som:

»Parterne (skal) (nå enighed om at) tage hurtige skridt og øge (samarbejdet) (støtten) for at: a. holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur (under 2 grader) (under 1,5 grader) (mærkbart under 2 grader) (under 2 grader eller 1,5 grader) (under 1,5 grader eller 2 grader) (så langt under 2 grader som muligt) i forhold til førindustrielle niveauer ved at sikre dybe reduktioner i (netto) udledningerne af globale drivhusgasser«

Hurtigt kan koges sammen til:

»Parterne tager hurtige skridt for at:
holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur under 2 grader. «

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon,
- jeg tror, de der COP-møder er nødvendige ved siden af alt det andet gode arbejde, der gøres, både privat, af ngo-er, af virksomheder, kommuner, og andre organisationer. COP-møderne holder sammen på verdens fortsatte fokus på problemet og engagement i at gøre noget ved det, og jeg er lige ved at sige, at dette er vigtigere end forhandlingsresultatet.

Niels-Simon Larsen

Jørgens artikel fra i onsdags sidder stadig i mig, og det er nok fordi jeg blev bekræftet i mine egne synspunkter.
Man skal selvfølgelig ikke være pessimistisk, bare fordi man plejer at være det, så Cop 21 skal da have en chance, og det er da rigtigt som Michael påpeger, at der er sket ændringer i bevidsthedsniveauet. Desuden er det svært at plædere for et pessimistisk syn. Intet er vundet ved det. Tænk, hvis man fik ret...
Derfor håber jeg det bedste og har været til stede ved den første klimademonstration og flere følger. Der er jo ikke andet at gøre end at engagere sig. Det er det med hesteskoen om igen: Det hjælper, selvom man ikke tror på det :-)

Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Rent psykisk må det være noget af en tortur at være med ved forhandlingsbordene - i fald man tager tingene alvorligt. Jeg vil tro, at man går til opgaven, som man plejer ved forhandlinger. De kan dreje sig om priser på landbrugsvarer eller verdens undergang. Same procedure, og når man går derfra, lover man, at det bliver bedre til næste år. Næste år i Jerusalem! Troen er stærk og kan flytte bjerge. Nu mangler den bare at bevise sin styrke i menneskehedens fortsatte beståen, og så må den for min skyld gerne lade bjergene ligge, hvor de engang blev sat. Alt for mange bjerge bliver jævnet af tro på materialismen. Irreversible omstruktureringer har vi nok af. Samtidig sidder jeg og tænker, om jeg skal sætte komma eller punktum efter 'verdens undergang'. Det skal helst ikke forvirre læseren, som er min næste, og som jeg skal forholde mig til. Ingen vil bebrejde mig noget med verden. Den har altid været skør. Desværre er det 'vores' skøre verden, der nu er truet.

olivier goulin

The Cowspiracy

Enhver, der ønsker at tage klimaproblematikken alvorlig, bør se denne film.
Den sætter fingeren på det virkelige ømme punkt i hele denne debat: Den animalske fødevareproduktion med dens kollossale udledningen af methan og enorme resource-forbrug. Det er den store synder, snarere end de fossile brændstoffer.
Iflg. filmen er det logisk, at NGO'erne går udenom dette emne som den varme grød; det ville koste alt for stor goodwill, for de færreste er rede til at se prisen for deres livsstil i ønenene, ensige lægge deres kostvaner om.
Filmen mere end antyder også, at dele af NGO-verdenen ligefrem er bestukket af kød-lobbyien.
Det er faktisk en usædvanlig vellavet og interessant film; se den.

http://www.solarmovie.lu/external.php?title=Cowspiracy+The+Sustainabilit...

/O

Michael Kongstad Nielsen

Jeg ville heller ikke have det godt som forhandler i en COP, men nogle ser det sikkert som meningen med livet, eller i hvert fald som et godt job med masser af fryns. Nogle er sikkert stærkt engagerede, og kører mere eller mindre deres egne dagsordener, jf. Anne Bachs kommentar ovenfor om "de samme forhandlere, vi har set siden flere år før COP15. Det gælder bl.a. for mange af de notorisk vanskelige lande, hvor man ofte har på fornemmelsen, at forhandlerne handler ret meget på egen hånd."

Det har jeg nu ikke noget imod, at de gør, så længe de drives af et ægte engagement i klimasagen. Så er deres personlige konduite sikkert mere værd end gennemtyggede regeringsresponsa. Men som sagt, hele cirkusset omkring COP-erne er efter min mening vigtigt at holde kørende ved siden af alt det andet - hvis vi fortsat skal tro på hesteskoeffekten.

Der er nu ikke så meget fryns forbundet med at være dansk klimaforhandler, men det er da stadig et spændende job. Jeg har selv haft fornøjelsen i en del år herunder som forhandlingsleder, men er nu stoppet og håber, at jeg kan gøre mere udenfor processen.

Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Lige nu er jeg i Myanmar for at overbevise dem om behovet for at passe bedre på deres skove og derved bl.a. reducere udledningerne af drivhusgasser. Ud over de mange fordele skovene i øvrigt leverer, vil det give dem mulighed for at drage fordel af en UNFCCC REDD+ mekanisme, der belønner ulande, som reducerer udledningerne af drivhusgasser fra afskovning. Landene burde af sig selv se fordelen ved at passe bedre på deres skove, men nogle gange er det meget fint med en økonomisk gulerod til at overbevise politikkerne. Her har de f.eks. haft massive oversvømmelser i år, som skovrydning kun er med til at forstærke.
Derudover arbejder jeg lidt med landbrug og klimaændringer både tilpasning og mitigation, og endelig så bliver der forhåbentlig lidt tid til at støtte op om NGO indsatsen. Fordelen ved at gå fra offentlig ansat til selvstændig er bl.a., at man så bestemme, hvordan ens sparsomme tid skal anvendes – så længe der er organisationer, der vil betale for dette arbejde, for helt uden indtægter kan jeg ikke leve.

Disse forhandlingstekster er i mine øjne absurd teater. Hvordan skal vi dog løse denne krise i en verden, ja, i en eksistensform, hvor hensynsfuldhed og beskedenhed alt for ofte ikke inspirerer til det tilsamme, men snarere bliver anvendt til at løbe én over ende med? Don't confuse kindness with weakness, er der et engelsk ordsprog, der siger. Men det er til ingen nytte i denne sammenhæng. Vores art er som savlende hunde, der snuser hinanden bagi, for at stedfæste hierarkiet og afsløre svagheder. Denne verdens institutionaliserede brutalitet, børserne, er vor tids savanne, hvor hyænerne og gribbene - aktionærerne og de såkaldte investorer - kan kaste sig over alt 'svagt'. Jeg ser ingen, absolut ingen, løsninger på vore problemer indenfor dette nuværende paradigme, såkaldt 'grøn vækst' eller ej.

Niels-Simon Larsen

Jeg ser en større og større lighed mellem disse forhandlinger og vores konfessionerede religion, som man er mere eller mindre tvunget til at deltage i af hensyn til familie og venner. Jeg følger med i forhandlingerne, fordi de foregår, simpelthen. Hvis målet er 100, kan man da godt rose dem for at være kommet til 50. Hvis målet er to grader, bør de roses, hvis de kun overskrider med en halv grad.
Da vi havde stormen, Bodil, var skaderne trods alt begrænsede. Uha, det kunne have været meget værre. Næste gang bliver det måske værre, men - men, det klarer vi nok også. Ingen grund til panik. Der er vist ikke noget, der hedder begrænset panik. Enten er der ro eller også panik, og der er ingen panik.
Nu har vi flygtningekatastrofen, som vist nok også har noget med klimaet at gøre. År med tørke i Mellemøsten og visse lande i Afrika. Krig og tørke må helst ikke kædes for meget sammen, så krig kommer af tørke, for så skal vi til at se anderledes på tingene. Sammenhængene altså. At udnyttelse, tilsidesættelse af folks rimelige krav og vores egen skurkerolle er en væsentlig del af årsagerne. Gud forbyde det, for så ramler det hele. Det kan nemlig hurtigt komme dertil, hvor militæret (det er allerede sket i visse lande) må sættes ind. Europa har en smertegrænse, og så må flygtningene skydes ned, så de tager tilbage og dør i deres hjemlande. Vi kan vælge mellem indre kaos og det hjerteløse selvforsvar.
Forhandlinger viser god vilje, men hvad skal vi gøre, hvis der virkelig går hul på, ja, den politiske byld, som det jo er? Det samme i Paris. God vilje, men det, der får temperaturen på stand by er at gøre alt det, vi ikke vil: Skrue ned for materialismen.

Niels-Simon - hvis du har helt styr på magnetfelters dannelse på Solen og indvirkning på Jordens klime, kn du bare springe til slutningen - en kort og god gennemgang af klimaproblemet og en astrofysikers mening og det menneskabte element på en mindre, men alligevel dommedagspræget facon - hvis ikke ...

Michael Kongstad Nielsen

COP, der står for "Conference of the Parties", har fungeret siden COP 1 i Berlin 1995. Den mest kendte er vel COP3 i Kyoto, hvor Brundtland formulerede bæredygtighedsprincippet, og den første bindende aftale søgtes etableret, men USA under Buch ville ikke ratificere.
http://sproget.dk/klimaord/cop-15

Man kan kalde det absurd teater eller andet forfærdeligt, men det er immervæk en grandios ambition at ville få alverdens 192 lande til at samarbejde forpligtende om dette gigantiske problem. At det overhovedet foregår, er som sagt et skub i den rigtige retning, men viser samarbejdet sig for vanskeligt, skal man næppe blive for nedslået over det. De enkelte lande, lokaladministrationer, ngo-er, frivillige mv. arbejder videre på højtryk.

@Kongstad: Hvis de "enkelte lande [...] arbejder videre på højtryk", hvorfor kan de så ikke, når de mødes, blive enige om at gøre noget seriøst ved klimatruslen? Er det ikke en lige rigelig optimistisk udlægning af situationen, du kommer med der?

Michael Kongstad Nielsen

John, et bud kunne være, at en COP-aftale simpelthen er for stor en mundfuld, fordi der er så mange andre underliggende konflikter mellem landene, uretfærdigheder og uligheder og uretfærdige uligheder, at navnlig ulandene føler, at hvis de skal indgå aftaler på det her plan, så skal de have kompensation for alt muligt, incl. kolonitiden, eller i hvert fald forskellen på en nordamerikaners fodaftryk på jorden og en fra Bangladesh, der er i forholdet 60 til 1.

Men samtidig ved de alle godt, at skulle COP-aftalen gå på gulvet igen, så gør det ikke så meget, fordi de "enkelte lande [...] arbejder videre på højtryk", hvilket der er mange indicier på.

Niels-Simon Larsen

Nu synes jeg, at tråden splitter sig ud.

Jan: Forlanger du, at jeg skal vide, hvad der foregår på solen for at kunne være med her? Det er lidt langt ude. Astrofysikere er garanteret intelligente folk, men kloge på Jordens folk behøver de ikke være. Ja, og så mener du, at nogle her er dommedagsprofeter, det ved jeg godt. For mig er du en halv klimabenægter. Et ben i hver lejr. En lidt sløret og ironisk skrivemåde. Du er ikke sådan at blive klog på.

Michael: 'viser samarbejdet sig for vanskeligt, skal man næppe blive for nedslået over det.'
Ok, så må jeg prøve at lade være med det - And I try, and I try, and I get no sat...
Jeg synes, du skriver så oplysende om forhandlingerne, og jeg synes ikke, vi står så langt fra hinanden, men vi skilles nok der, hvor jeg synes, det er rent katastrofalt, hvor vi befinder os, og du tager det mere roligt. Det må vi så acceptere.

Niels-Simon Larsen

Michael: 'kompensation for alt muligt'. Jeg kan godt føle, at det er det, der foregår. Man kan også sige, at vi nu bliver straffet for fortidens forbrydelser - kolonitiden, berigelseskrige her og der, magtdemonstrationer og underminering af diverse regimer, menneskeskabte klimaændringer og påfølgende flygtningestrømme. Damoklessværets tynde tråd er klippet over, og det er det, vi skal forholde os til.
Fremtidens u-landshjælp hedder nødhjælp, som der var en, der sagde for nogle år siden. Pengene til nødhjælp kommer nu fra netop ulandshjælpen, og så kører svikmøllen.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, jeg tager nok mere roligt, fordi jeg observerer, at der faktisk gøres noget ved problemet overalt, og ikke lader mig skræmme af de (relativt) få klimabenægtere.

Niels-Simon - prøver bare i al fredsommelighed at bringe nogle lidt mere videnskabelige synspunkter ind, her fra en astrofysiker, der helt og aldeles også er nået frem til, at klimaproblemerne er menneskeskabte, og med et nyt eksempel på årsagerne tilbage til indianerne og nybyggerne i Nordamerika (husker ikke præcist, men noget med afskovning, find det selv) - altså ender med at bekræfte din overbevisning, samtidig med at han jorder den gamle teori om, at solpletterne er medskyldige - det var en dansker, der for nogle år siden lancerede denne teori, husker ikke navnet ...

Min stilling burde ikke være så svær at tolke, prøver bare at holde tungen lige i munden og holde mig til, hvad videnskaben faktisk ved og hvad deres mange teorier fortæller - altså at prøve gå fra 'forstand' til 'fornuft' - har lige købt endnu en bog af Kant (Hvad er mennesket. Informations Forlag), hvori han bl.a. gør rede for, at den menneskelige forstand bl.a. lider af den skavank, at den er så nem at forhekse, udsætte sig for så mange fristelser, at den somme tider bliver helt rundtosset, så derfor må man prøve på hele tiden af bruge sin fornuft og prøve på at skabe et mere nuanceret, holistisk ville man sige i dag, billede af verden - das Ding an sich, hvorom vi intet endeligt kan sige, bare føle ...

Det er forøvrigt skægt at konstaere, at Kant faktisk også må have været en lun herre med mange ironiske bemærkninger om sine medmennesker - også om kvinder og børn, men det tør man næppe referere her, så falder der brænde ned, fordi ikke ret mange ejer denne specielle evne med 'åndens fleksibilitet', en udpræget form for fornuft ... ;-)

@Kongstad: Jeg tror, du misforstår mig. Jeg anfægter din påstand om, at landene arbejder på højtryk. Jeg kan ikke se, der er mange indicier for netop det.

@Den, det måtte interessere: Måske man i FN-regi i stedet for disse COP-møder skulle afholde nogle offentlige høringer, med psykologer, adfærdsforskere, filosoffer m.fl., der skulle undersøge, og frem for alt udstille - gerne på pinagtig facon - de handlemønstre hos mennesket, der gør det umuligt at gøre noget reelt fremskridt på (for eksempel) klimaområdet. For hvilket håb er der om, at disse forhandlinger skal bære frugt, når parterne, så snart de er taget hjem, fortsætter med at pusle med planer om, hvordan lige præcis de kan blive vindere i fremtiden? For er det ikke netop det, man gør, når det kommer til stykket? Parenteserne i teksterne er naturligvis udtryk for den store ulighed, der er i verden, og den deraf følgende (historisk oparbejdede) mistillid parterne imellem. Hvordan skal denne mistillid nogensinde minimeres, når den konstant næres af disse rænkespil bagved gardinerne?

Flemming Berger, Vibeke Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jan: Jeg skal da lige høre, hvorfor netop Kant har fanget din interesse? Dette rolige, besindige og påpasselige menneske, der gik sine morgenture på slaget et eller andet, men altid samme slag.

Niels-Simon - det er ikke nemt at svare på i et åbent forum som dette - men måske er det bare udtryk for skæbnens ironi - mellem os: jeg er helt forgabt i 1700-tallet på alle områder ...

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted, - 08:49:
Vi kunne da godt lave sådan nogle høringer med psykologer, adfærdsforskere, filosoffer m.fl., ja, nogle af dem findes jo allerede her i tråden, inklusive astrofysikkere og andre "jeg skal komme efter dig" - videnskabs-tunge kapaciteter, - personligt ville jeg foretrække rollen som klovn, du ved - dem, der også kan græde, eller joker, en ønske-rolle for enhver optimist - for høringerne skulle helst ikke trække humøret så meget ned, at der ikke bliver gjort mere ved klimaforandringerne - de menneskeskabte naturligvis, solen og månen lader vi være i fred.

Med hensyn til de observerede positive aktiviteter kan jeg i korthed nævne:
Google investerer i store klimaprojekter, blandt andet Afrikas største vindmøllepark i Kenya bestående af Vestasmøller,
Mærskflåden sejler langsommere,
Kina investerer i fjernvarme og termostater,
Danske kommuners egen aktivitet gøres CO2-neutrale,
+ hvad vi ellers kan komme på.

Niels-Simon Larsen

I øvrigt.
Hvad er der at gøre? Intet.
Når det er svaret på spørgsmålet, er nok forkert formuleret. Om igen. Hvad skal jeg gøre? Noget. Ikke bare noget, men noget, der er noget for mig.
Selve det at have besluttet sig for at gøre noget, er et stort spring, især når der ikke er noget at gøre (ved verden).
Om en generation eller to vokser der unge op ikke bare uden en fremtid, men uden en for dem nutid. 'Vi foregående' har brugt ressourcerne og illusionerne. Der er ikke mere at leve for, og så skal de leve alligevel. Nogle vil reagere eksplosivt, andre implosivt. Eliterne vil forsøge at holde masserne i ro.

Ud fra det perspektiv skal vi begynde at lave det resiliente samfund. Vi skal kunne klare os, med det, der er til os, og dvs. begynde at dygtiggøre os til at leve af ingenting. Skabe noget ud af intet, som man gjorde før i tiden. Vi skal danne os en livsfilosofi, der hjælper os med at overleve. Få tankerne til at komme af sig selv om, hvad der er noget værd, og hvad der ikke er. Vi skal bruge hænderne igen. Forene hånd og ånd.

I samfundets overstrøm samles trådene fra computerstyring af alting. Til den tid må et menneske vælge at være i overstrømmen eller understrømmen. Man vil ikke kunne være begge steder, for det kræver forudsætninger. Enten har man lært at bruge hænderne og hovedet eller hovedet og fingrene. I understrømmen har man en vis forbindelse med naturen, og det er her, der kan skabes resiliens, overlevelsesmulighed.

I dag er der for mange, der opgiver at tænke på fremtidens vilkår. Man tør ikke. Nogle bliver dog nødt til det. Problemet er bare, at man ikke ved, hvor man skal tage fat. Derfor må man bare begynde et sted, fx med sig selv. Se sig selv blandt fremtidens mennesker og begynde at besvare spørgsmålene om, hvorfor vi ikke gjorde mere, end vi gjorde - og gør nu.

Alle snakker om vejret, men ingen gør noget ved det, sagde Storm P på sin lunefulde måde. Hvis man for bare få år siden i fuld offentlighed havde sagt, at de kunne bestemme klodens vejr, ville de omsorgsfuldt blive afhentet af den blå vogn og indlagt til vedvarende behandling for storhedsvanvid. Men nu er thanatos - den kollektive dødsdrift - blevet aldeles comme il faut. Jeg har længtes efter skibskatastrofer og pludselig død, som Tom Kristensen sagde i et af sine rammende digte om menneskets overmod og modsætningen livsudueligheden.
Jeg kan sige godnat til jer alle med en fortrøstning, at aldrig nogensinde har miljøet og de menneskeskabte betingelser for menneskeheden og kloden i det hele taget aldrig haft det så godt som i dag.

@Kongstad: "... for høringerne skulle helst ikke trække humøret så meget ned, at der ikke bliver gjort mere ved klimaforandringerne ..."

Jeg ser det noget nær lige omvendt. Vores lede ved os selv, eller måske rettere vores adfærd, skal være den motivation, der skal drive forandringen. Sådanne høringer skulle netop gerne få os til at væmmes ved vores adfærd. Hvis de var sjove, så var det bare underholdning, der hurtigt kunne glemmes.

De eksempler, du nævner, befinder sig, såvidt jeg kan se, alle indenfor det teknologiske domæne, altså indenfor tankegangen om, at klimatruslen kan afværges ad ren teknologisk vej. Sålænge det er tilgangen til tingene, i hvert fald fra alle større aktørers side, så er jeg ikke optimist på vores arts vegne. For så vil ekspansionen fortsætte, og før eller siden, og senest når de teknologiske muligheder støder på de grænser, naturlovene sætter, vil vi 'hamre ind i muren igen', denne gang uden nye værktøj at hente op af værktøjskassen.

Niels-Simon Larsen

Vigtigst er det, om man har ret eller uret i det, man siger.

Man har lov at være enten positiv eller negativ. Når en længere oppe i tråden giver udtryk for, at det aldrig er gået bedre, lyder det meget positivt, men han har ikke ret. Det er meget let at være positiv, når man sætter kikkerten for det blinde øje.
Hvis man siger, at det ser katastrofalt ud, har det ikke noget at gøre med at være negativ. Man kan bare have ret, og teoretisk set kan man godt være positiv. Man er jo heller ikke hverken positiv eller negativ, hvis man siger at to og to er fem eller fire, men man har enten ret eller uret.

Når folks humør falder ned ad trappen, når de hører om temperaturstigningen, er vi ude for noget andet, for de tænker ikke, om det er rigtigt eller forkert, men udelukkende om de kan bruge det til at løfte humøret ved næste middag. Det kan de ikke, og så ryger det emne ud. Ikke mere om det, tak.

Vi, der råber alarm (jeg gør), har meget svært ved at komme med samtaleforslag, der kan løfte stemningen omkring bordet, og det er et problem, for så stiger temperaturen. Jeg kan ikke rigtig gøre noget for klimaet, når folk bliver kede af at høre om det, og så må jeg finde på noget andet. Jeg kan fx fortælle, at jeg har set en video på nettet om to kattekillinger, der skubbede hinanden ned fra et bord. Andre har set noget lignende, og så går samtalen. Jeg kan også fortælle en historie fra Bibelen om en mand, der byggede et skib, mens alle andre åd og drak, giftede sig, gik på besøg eller giftede datteren bort - lige indtil regnen kom, men det ændrer ikke noget, når folk ikke vil høre sandheden. Jeg kan da også selv blive i tvivl om, hvad der er sandt. Jeg kan lade usikkerheden brede sig i hele kroppen. Imens stiger temperaturen. Nogle siger, at det ikke betyder noget, eller at det er positivt. Samtidig fortsætter temperaturen med at stige.

Helliggørelse og temperaturstigning

Naturen ses her på det seneste forsøgt helliggjort – ”Naturen er hellig” kan man læse på et aktuelt bogomslag – så nu skal vi måske til at tale om den ’hellige Vind’ og vindmøller, den ’hellige Sol’ og solpaneler, den ’hellige Fjært’ og klimaet, den ’hellige alarmisme’ og temperaturstigning, éns egen eller naturens, etc. og måske den ’uhellige brunkul’, den ’uhellige olie’ og den ’uhellige atomkraft’, etc. - det må være en religiøs reminiscens fra katolsk tid, nærmest sammenlignelig med helgenkåringer og djævleuddrivelse og slige anakronistiske begreber fra de bevidst arbejdssky elementer, ofte med en distinkt form for ’knald i låget’ – katolske gammeljomfruer og små tykke, vist nok af det mandlige køn, klædt i purpur og fancy guldbrokader og kulsorte natskjorter med mavebælter for at holde det hele på plads, der har en medfødt trang til altid at vimse omkring de mægtige – f.eks. Kapitalens ordensbærere - i al deres lediggang og betydningsløse, og derfor latterlige, selvovervurdering og idelige forsøg på selvpromovering …

Paven og præsten fastholder strengt og ufravigeligt lægmanden i dennes umyndighed, ligesom biskoppen fastholder præsten og den gamle herre i det høje fastholder paven og biskoppen, selv om ingen af de klerikale mere tror på noget som helst - folket har ingen stemme, eller den er i det mindste nok mindre værd, underlødig og ofte indeholdende spot, hån og latterliggørelse, og det ligner jo ikke noget - her prøver vi selvhøjtidelige på at blive taget alvorligt, men så er der sku nogen, der ustandseligt påstår, at temperaturen stiger uanset om de taler om klimaet eller i den personlige febervildelse, og i begge tilfælde vil det, på længere sigt og naturvidenskabeligt bevist, blive ensbetydende med den visse død – dvs. -273 grader Kevin …

Man burde måske se at blive ’Grøn af misundelse’ over de undersåtter, der har lært kunsten at slappe af, læse en bog eller bare hengive sig til filosofiske fabuleringer og prøve på at holde fornuften intakt og forstanden fri for moderne heksekunster og religiøse dogmer af enhver art opfundet til torturering af oplyste mennesker …

@Niels-Simon: Jeg er enig. Jeg er også overbevist om, at for alt for mange er det ikke sandheden, der søges, men derimod, hvad der giver én en god følelse. Det er ikke fornuften og rationaliteten, der har det sidste ord, men derimod mavefornemmelsen. Det store forbrugscirkus handler netop om at holde humøret oppe ved, gennem forbruget, at holde tungsindige tilstande på afstand, så godt det nu er muligt. Religiøse forestillinger, hvoraf ingen er empirisk underbyggede, handler ligeledes om at holde humøret; man underkender gladeligt sin egen evne til logisk tænkning, hvis det kan give én en rar fornemmelse. Ovennævnte forslag til offentlige høringer, hvor blandt andet disse processer ville komme til syne, er derfor naturligvis dødfødt, for der er ingen, der skal komme og sprede dårlige vibrationer. Man må vel konstatere, at de fleste såkaldt voksne bare er børn, der er blevet ældre, og derigennem har opnået en magt, deres åndelige evner egentlig ikke berettiger dem til.

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis har tydeligvis ikke forstået, hvad religionhistoriker Jens André P Herbeners bog: "Naturen er hellig" går ud på, men det kræver jo også, at man udover titelbladet læser lidt på omslaget. Naturen har været hellig lang tid før kristendom og alle de andre "domme", altså i naturreligion, mytologi, græsk, nordisk, indoeuropæisk, indiansk, - det er et grundlæggende vilkår for menneskets eksistens at forholde sig til naturen, og alle har udviklet religiøse forestillinger om den, men de har også været mere fornuftige og erfarings-betonede, når man behandlede naturen sådan og sådan, så reagerede den sådan - altså "videnskab".

Med det hellige forstås det fredhellige, det, der skal have helle, det, der skal holdes oppe, behandles bæredygtigt og med agtelse, det, man må bøje sig for.

Paven og provsten tager ikke myndighed fra nogen som helst ved at vedkende sig et kirkeligt medansvar for menneskenes behandling af naturen. Det er kirken, der siden industrialiseringen har lukket øjnene for det naturovergreb, menigheden udmærket godt vidste, fandt sted. Men når præsten nu ikke sagde noget imod det, tja, hvad skulle Maren i Kæret så gøre med sin viden?

Flemming Berger, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jan er blevet ramt i hovedet af en bog, der er faldet ned fra stor højde. Nu forholder det sig heldigvis sådan, at jeg har læst bogen, og kan give ham krisehjælp. Jeg omtaler Jan i tredje person, fordi jeg gerne vil have alle med. Bogen er fantastisk, og jeg ivrer for dens udbredelse.

Den ydede krisehjælp vil bestå i besvarelse af spørgsmål på både højt og lavt plan, og så kan sådan en bramfri debattør som Jan selv vælge niveau. Bogen er fantastisk, nå, det har jeg lige sagt, så det behøver jeg ikke at sige igen. Til gengæld vil jeg ikke rakke med på noget, jeg ikke har sat mig ordentligt ind i, men ordet er frit her, så alt kan ske. Bogen hedder som Jan siger, Naturen er hellig. Den kan også downloades fra Herbeners hjemmeside. Den vil være et ordentligt kosttilskud til debatten. God læselyst!

Niels-Simon Larsen

Michael: Dine betragtninger tyder på, at du har læst bogen eller er i gang med den, hvilket glæder mig. Her er vi debattører af forskellig observans, og når en ateist hævder naturens (fred)hellighed, kan det nok give nogle skvulp i gadekæret. Når man tænker på, at 80% af befolkningen og hovedparten af verdens befolkning er sporet ind på det religiøse, har vi for mig at se et problem, der må gøres noget ved.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg her ikke læst den, men er fræk nok til at basere mig på omtale af den og tidligere radioprogrammer, hvori Herbener har medvirket.

Vi skal bare skrue ned for materialismen, skriver Niels Simon alvorstungt. Det vil helt sikker glæde de ca. 3000.000000 af vore medmennesker, som lever i absolut armod, under overhængende trussel om sultedød og under ubeskriveligt uhygiejniske forhold. I øvrigt kan jeg da trøste de ærede debattører med, at temperaturen slet ikke stiger som forudsat i klimamodellerne, hvis den overhovedet stiger. Men da det er selve jeres livsindhold at slynge om jer med trusler om død og undergang, finder I nok noget andet at bekymre jer om.

Michael Kongstad Nielsen

Jens Colding siger, at temperaturen slet ikke stiger.
Hvilken lid forventer han mon offentligheden vil hæfte til dette udsagn?

Det kommer slet ikke som nogen overraskelse, at et sådant skrift med et sådant udgangspunkt ville behage d'herrer, for der er naturligvis brug for en 'ny grøn spiritualitet', det bliver mere og mere åbenbart for enhver, forstands- eller følelsesmenneske, at der er behov for genkomsten af de gamle religioner for at 'afværge det forestående miljøkollaps' - og, gud fader i æteren, metafysikken, en køn omgang sædvanligt plattenslageri til forstandens forhekselse, hvor der er akut behov for det modsatte - anvendt fornuft ...

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis, anvendt fornuft må jo være COP-forhandlingerne. Hvorfor fører de så ikke bare til et fornuftigt resultat?

Man kan roligt fæste lid til mine oplysninger. Siden 1880 er den gennemsnitlige temperatur på kloden steget med 0,8 C. Ppm har nået det tidligere så dramatiserede på 400, hvor kloden skulle gå amok i sanseløse temperaturstigninger. Det skete ikke, tværtimod er der tale om afkøling på den nordlige halvkugle. Det er helt i overensstemmelse med russiske forskere, som forventer en afkøling og på sigt en kommende istid. I bronzealderen ( 1500 - 500 f. Kr. ), vikingetiden ( 850 - 1050 e. Kr. ) og 1700- tallet var temperaturen væsentligt højere end i dag, ca. 2 grader og det helt uden hjælp fra CO2.

Jens Colding, du er naturligvis berettiget til at have din mening...But what a load of friggin' bollocks. Det er min mening om din mening.

Sider