Nyhed
Læsetid: 2 min.

EU lukker bagdøren for flygtninge og åbner døren for Tyrkiet

For at holde millioner af flygtninge ude af Europa åbner EU for en ny aftale med Tyrkiet samt forstærket fælles grænsekontrol
Udland
16. oktober 2015

EU styrker kontrollen af den fælles ydre grænse. Samtidig synes EU-Kommissionen og EU-lederne anført af Angela Merkel, som rejser til Ankara søndag, klar til at slå en handel af med Tyrkiet og præsident Recep Tayyip Erdogan.

Detaljerne er langt fra på plads. Men planen er, at Tyrkiet mod en lettere adgang til visum til EU for tyrkiske borgere samt økonomisk kompensation opretter modtagecentre, sørger for en effektiv grænsebevogtning og slår ned på menneskesmuglere for at bremse tilstrømningen af flygtninge.

Det var, hvad der sivede ud før og under EU-topmødet sent i går aftes.

»Tyrkiet spiller uden tvivl en nøglerolle,« sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, i går før topmødet ifølge Reuters:

»De fleste flygtninge, som kommet til Europa, rejser igennem Tyrkiet.«

EU-lederne mødtes i Bruxelles for at drøfte flygtningekrisen for fjerde gang i år. Tonen er fuldstændig skiftet, fra da kansler Angela Merkel havde åbne arme i sommer.

Tyskland forventer at modtage 1,5 millioner flygtninge i år, og i Tyrkiet opholder cirka to millioner flygtninge sig nu og venter på at komme ind i Europa.

Formanden for det Europæiske Råd, Donald Tusk, citerer unavngivne ledere for at tale om millioner af potentielle nye flygtninge til foråret:

»Selv hvis tilstrømningen af flygtninge tager af over vinteren, må vi forberede os på foråret og truslen om endnu større bølger af flygtninge til Europa.«

Sverige har fået nok, sagde den svenske statsminister Stefan Löfven ifølge Ritzau, da han ankom til topmødet.

»Sverige vil ikke bare fortsætte med at tage imod sin del, så længe andre lande ikke gør det. Det vil jeg sige meget tydeligt.«

Foreløbig aftale på plads

I Bruxelles spekuleres der i, at en ny flygtningeaftale med Tyrkiet kan bane vejen for en egentlig optagelse af Tyrkiet i EU.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede sig parat til at betale for at få Tyrkiet til at hjælpe, ligesom han også før mødet i aftes var åben over en styrket fælles europæisk grænsekontrol.

»Hvis vi skal gøre noget ved tilstrømningen, skal vi have Tyrkiet med,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Financial Times skal EU være klar til at betale Tyrkiet 3 milliarder euro for at bremse tiltrømningen af flygtninge. En foreløbig aftale skal efter sigende være forhandlet på plads mellem EU-Kommissionen og Tyrkiets præsident. En del af aftalen går ud på, at der sættes gang i de fastlåste forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU på ny. Derudover sætter EU angiveligt Tyrkiet på listen over såkaldt sikre tredjelande, hvor flygtningene kan sendes til, hvis de allerede er registreret der.

Men det er ikke alene tilnærmelserne til Tyrkiet, der kan siges at være kontroversielle med tanke på den elendige menneskerettighedssituation i landet. En styrket fælles grænsekontrol er heller ikke ukontroversiel.

Donald Tusk formulerede i invitationen til rådets møde i går dette punkt:

»En styrkelse af vores ydre grænser, inklusive en mulig fælles EU-grænsebevogtning.«

Dansk Folkeparti er ikke begejstret.

»Vi kan godt lide grænsekontrol. Men hvis der er tale om den dansk-tyske grænse, skal danske myndigheder kontrollere den på baggrund af regler vedtaget i det danske Folketing. Skulle der være behov for mere patruljering i Middelhavet, eller ønsker et land hjælp fra andre lande, må vi kigge på det. Udgangspunktet er og bliver for os, at de enkelte lande tager sig af grænsekontrollen, ikke EU,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Der er 2 mio syriske flygtninge i Tyrkiet - et land med godt og vel 75 mio indbyggere og et BNP pr indbygger på $ 20.000.

Skrækken er blandt EU's ledere, at de 2 mio syriske flygtninge til foråret sætter kursen mod EU - et område med ca. 500 mio mennesker og et BNP pr. indbygger på $30.000.

Det vil helt overvælde EU - det er meget bedre at de bliver i Tyrkiet.

Hykleriet driver ned ad væggen.