Klumme
Læsetid: 4 min.

Evakueret fra Den Centralafrikanske Republik

En ngo-arbejder, der var kommet til Den Centralafrikanske Republik for at afhjælpe den humanitære krise, beskriver den eskalerende vold i hovedstaden Bangui
Udland
14. oktober 2015

»Alt er smadret,« fortæller sikkerhedsvagten os. Det er tirsdag den 29. september, og de er i gang med at forklare, hvordan vores Action Against Hunger-kontorer i Den Centralafrikanske Republik er blevet plyndret og ødelagt. Holdet er stille, trætte, men ikke overraskede. Jeg var ankommet til hovedstaden Bangui fem dage forinden. Den foregående lørdag, før angrebet på vores kontor, var jeg ved at gøre mig klar til at besøge Banguis pædiatriske center sammen med en kollega. Jeg befandt mig ved husets port, da vi fik den første alarm. »Bevæg jer ikke rundt, alle skal blive inden døre.«

Jeg opfattede det imidlertid ikke som usædvanligt – situationen her i Bangui har kontinuerligt været ustabil på trods af den store indsats, der er blevet gjort for at fremme social sammenhængskraft siden konflikten stod på sit højeste i 2014. Der var ikke længere højeste niveau af undtagelsestilstand i Bangui, og siden januar var flere end 23.000 internt fordrevne vendt hjem. De havde forladt lejrene, fordi de nu endelig følte sig sikre nok til det, og var gået i gang med at genopbygge deres liv. I resten af landet er volden imidlertid fortsat.

Der er 338.000 internt fordrevne i provinserne og 461.000 flygtninge i nabolandene. Og efterhånden som vi nærmer os det planlagte valg i landet, begynder familier igen at frygte for deres sikkerhed.

En ny situation

Denne lørdag var stemningen særlig anspændt. Der havde været sammenstød i Banguis gader efter en motorcykeltaxachauffør var blevet dræbt fredag aften, og volden var begyndt at sprede sig ud i landet. Jeg fornemmede ængsteligheden brede sig i vores gæstehus.

Senere fik vi at vide, at bevæbnede mænd var trængt ind i det pædiatriske center samme morgen og hævdede at »lede efter nogen«. Mens vi adlød ordrerne om ikke at forlade vores hovedkvarter, brugte vi tiden på at telefonere og indsamle oplysninger fra vores centralafrikanske kolleger om de kampe, der foregik omkring os. Jeg brugte tiden på at lære mine nye kolleger at kende. En af dem lærte mig at genkende lyden af skud i det fjerne. Han rådede mig også til altid at have en taske pakket »bare for en sikkerheds skyld«.

Søndag aften under vores holdmøde fortalte en kollega os, hvordan hun var blevet verbalt overfaldet af en mand foran kontoret, blot få meter fra det område vi kaldte vores hjem. Han truede hende på grund af hendes forbindelse til ngo’en. Det var her, det gik op for mig, at noget ved den aktuelle situation var anderledes end under de tidligere uroligheder. Og det skulle blive værre.

En nat i frygt

Omkring midnat blev skudsalverne meget intense, som fyrvær- keri, særligt omkring gendarmeriet i nærheden af vores område. Vi fulgte sammenstødene på Twitter og per telefon. En af mine venner, der arbejder for en anden humanitær organisation, og som bor et par blokke fra vores hovedkvarter, fortalte mig, at en gruppe mænd bevæbnet med knive forgæves havde forsøgt at trænge ind i deres hjem. Næste morgen hørte jeg, at mændene var kommet tilbage og havde plyndret huset, mens ngo-arbejderne var til stede.

Ved middagstid mandag var adskillige internationale ngo’er, et FN-agentur og flere huse i vores kvarter blevet plyndret, og nogle udlændinge var blevet evakueret. Nogle af vores naboer ringede for at fortælle, at vi stod for tur og rådede os til at tage vare på os selv.

Stillet over for den trussel gik vi mandag eftermiddag i gang med en evakueringsplan, men vi fandt snart ud af, at de, der skulle evakuere os, ikke havde ressourcer til det. Vi kunne ikke komme nogen vegne. I stedet gjorde vi os klar til endnu en nat i frygt for plyndring, men fik så at vide, at evakueringen alligevel kunne gennemføres. Ventetiden var uudholdelig. Der blev ikke vekslet mange ord, men vi støttede hinanden, så godt vi kunne. Ved ottetiden om aftenen kom vi endelig ud af huset.

Få minutter senere forsøgte vores naboer at forhindre de folk, der var ankommet for at plyndre, i at komme ind. Men de var ikke i stand til at holde dem ude. Ved ellevetiden havde plyndringsmændene fået adgang til bygningen og blev derinde i fire timer.

Den sværeste del

Vi var forinden lykkedes med at skaffe livsvigtig medicin til det pædiatriske center i sikkerhed, hvilket gjorde det muligt for os at fortsætte plejen af de unge fejlernærede patienter, omend to tredjedele af dem var flygtet i mellemtiden. Resten af vores medicinbeholdning blev stjålet. Bilen, møblerne, vores dokumenter, vandforsyningen og hygiejneartiklerne blev ødelagt og efterladt. Uden disse materialer er det vanskeligt at fortsætte vores aktiviteter rundt omkring i landet, særligt med den aktuelle sikkerhedssituation i Bangui og ved hovedfærdselsårerne, der forhindrer adgang til nye forsyninger.

For en nødhjælpsarbejder er dette måske den sværeste del af en evakuering: dem, man efterlader. Nu, hvor jeg er blevet evakueret til et andet land, er andre kolleger ladt tilbage med den opgave at genopbygge vores kapacitet til nødhjælpsarbejdet, mens den humanitære situation stadig forværres.

Jeg efterlod også flere end 42.000 nye internt fordrevne, som ikke får nødhjælp, fordi de humanitære organisationer ikke har adgang til dem og stadig udsættes for angreb. Og jeg efterlod mindst 67 døde og hundredvis af sårede, som end ikke ambulancer kunne komme til at samle op under voldshandlingerne, fordi det ganske enkelt var for farligt.

Der er særligt én frygt, der sidder i mig efter at have forladt CAR: At landet igen vil blive en glemt krise, hvor halvdelen af befolkningen har brug for humanitær bistand for at overleve, og hvor mænd, kvinder og børn ikke får den beskyttelse, de burde have. At det bliver en langvarig krise, hvor ngo’er igen og igen bliver nødt til at insistere på adskillelsen mellem deres aktiviteter og politiske tiltag, fordi de er under angreb, og hvor befolkningen bliver holdt som gidsler af bevæbnede grupper og det internationale samfunds manglende interesse.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her