Læsetid: 7 min.

’Hvis det fortsætter, vil vi kæmpe i byerne’

I Tyrkiet er konflikten mellem staten og kurdiske militante ved at komme ud af kontrol. Information har besøgt byen Nusaybin, der er under belejring, og PKK i bjergene. ’Hvis presset fortsætter, vil vi ikke blive ved med at forholde os passivt. Så vil vi tage kampen ind i byerne’, lyder budskabet
I Nusaybin er PKK’s ungdomsmilits bevæbnet og klar til at kæmpe mod de tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Tobias Havmand

12. oktober 2015

Ingen ved præcis, hvornår Ahmet Senmez døde.

Da hans nabo tirsdag morgen gik gennem deres fælles gård – for at undgå snigskytterne udenfor – og kom ind i hans hus for at invitere ham ind til morgenmad, lå den gamle mand sammenkrøllet i fosterstilling med en størknende pøl af mørkt blod under sig, en arm strakt akavet ud under kroppen og hovedet hvilende umageligt på et metallisk dørtrin.

Foran den lyseblå metalport, der er perforeret i en sølvgrå arabesk af kuglehuller midt i alt det blå, viser nabokvinden et billede frem på sin mobiltelefon af den 60-årige mand. Ud over den gamle mands hals ligger metalspåner strøet, som havde han tilbragt sine sidste øjeblikke under en drejebænk og ikke i den belejrede by Nusaybin, et tilfældigt offer i en urban krig, hvor alt, hvad der bevæger sig ud i det offentlige rum, synes at udgøre et legitimt mål.

På den anden side af vejen har en mortergranat banket huller i facaden. I begge ender af gaden står – som i de fleste andre gader i kvarteret – en barriere af brosten stablet op for at give dække, og på den anden side er der gravet dybe huller i gaden for at holde pansrede vogne væk. I vinden blafrer store stykker stof spændt ud over gaden for at blokere udsigten for de snigskytter, der for kort tid siden befolkede de højeste bygninger og minareterne.

En kvinde i gaden klager over, at en af hendes høns også er faldet som offer i krigen, og høster et velgørende brøl af grin fra de tilstedeværende.

En anden ældre kvinde er knap så positiv denne torsdag: »Han vil aldrig vinde, vi vil ikke forsvinde, uanset om han kommer med tunge våben, uanset om han kommer med alle USA’s våben, vi vil ikke give op, og vi vil ikke forsvinde!« råber hun.

Uroen simrer

Manden, der ifølge den kurdiske kvinde aldrig vil vinde, er Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan, og rundt om byen Nusaybin står hans tanks og pansrede køretøjer som tavse stålbiller og vidner om, at alting ikke er, som det plejer i Tyrkiet. Den østtyrkiske by var i en lille uges tid spærret af hær og politi, som havde erklæret udgangsforbud i lighed med en række andre kurdiskdominerede byer som f.eks. Cizre godt hundrede kilometer længere mod øst, hvor over 20 unge blev dræbt i løbet af godt en uges kampe.

Overalt i de kurdiske områder simrer uroen. Mens pansrede politivogne og militærtanks patruljerer gaderne i centrum af regionshovedstaden Diyarbakir, og politistationerne er beskyttet med panserskjold og sandsække, har unge kurdere bygget barrikader nede ad sidegaderne, og få dage forløber, uden at tyrkiske sikkerhedsfolk, væbnede kurdiske aktivister og civile bliver dræbt, mens mange hundreder bliver arresteret og mishandlet.

Gaderne og portene i Nusaybin bærer præg af sikkerhedsstyrkernes angreb.

Tobias Havmand

Et interview med en menneskeretsadvokat bliver afbrudt efter kort tid, da hans telefon ringer, og han efter en kort samtale siger, at han er nødt til at gå.

»Jeg bliver nødt til at prøve at få en ung journalist ud af fængsel. Politiet tilbageholdt ham i en politibus, gennembankede ham med rifler og prøvede at tvinge hans søster og hendes mand til at gå på ham, fordi han angiveligt skulle have været vidne til et angreb på politiet,« siger han.

»Ingen er sikker her. Heller ikke advokater som mig.«

Det er en konflikt, der lynhurtigt er eskaleret, efter at den tyrkiske stat reagerede på mordet på to politifolk, der angiveligt var involveret i det IS-bombeangreb, der dræbte 32 kurdere i grænsebyen Suruc. Ikke bare med en bombekampagne mod PKK i bjergene, men også med massearrestationer og afspærringer og ved at lukke ned for hele byer og kvarterer.

Mens den nye krig i store træk er fraværende i nationale tyrkiske medier, der er under hårdt pres fra regeringen med arrestationer og sigtelser, er den i høj grad til stede i regionen. Sammenstødene betyder, at gaderne mange steder er tomme efter mørkets frembrud, og på sociale medier cirkulerer billeder af lig, der bliver trukket efter kampvogne og aktivister, der bliver arresteret for få timer senere at dukke op igen med skudhuller i kraniet. Den beskidte krig i 1990’erne, der gjorde store dele af Kurdistan ubeboeligt, bliver ofte nævnt og ikke uden grund ifølge Raci Bilici, der er formand for menneskeretsorganisationen Insan Hakları Derneğis (IHD) lokale afdeling.

»På mange måder er vi allerede tilbage i den allermest bestialske periode i 90’erne,« siger Raci Bilici.

»Ikke mindst fordi den symbolske karakter af volden er så voldsom. Det handler ofte om at ydmyge ligene, efter folkene er blevet dræbt. F.eks. blev en kurdisk kvinde dræbt under et sammenstød mellem PKK og politiet for en måned siden. Efterfølgende tog de tøjet af hende, tog billeder af liget og lod billederne cirkulere rundt. Det bekymrer mig, at det så hurtigt er blevet så hadsk,« siger han.

»Det er håbløst at henvende sig til myndighederne. Det sker kun, fordi de tillader det,« konstaterer han.

Teenagekrigere

I grænsebyen Nusaybin er der ikke meget tvivl om hadet på begge sider. Byens Firat-kvarter ligner mere en by på den anden side af den syrisk-tyrkiske grænse et par kilometer væk med granathuller, gennemhullede lastbiler og skraldevogne parkeret på tværs af gaderne for at blokere dem. En kvinde, Leyla Elmez, fortæller om sin mentalt handicappede og halvblinde bror, der modsat de fleste andre ikke forstod at holde sig inden døre.

»Det var om morgenen, omkring klokken otte. Jeg var indenfor, men hørte en kvinde skrige udenfor. Jeg kiggede ud og så min bror ligge på gaden, skudt i ryggen af en snigskytte. Vi prøvede at få ham trukket i sikkerhed, mens de skød efter os,« siger hun.

Men det er heller ikke til at tage fejl af modstanden. På murene i kvarteret er malet graffiti med bogstaverne YDG-H, ydejeehash, PKK’s ungdomsmilits, der er ansigtet på modstanden i byerne. »Hvis du var bange for døden, ville du ikke være YDG-H,« lyder et af sloganene på murene. »Livet er én lang modstandskamp« er andet, »Vi vil kæmpe i byerne, vi vil kæmpe i bjergene« et tredje.

Selv ligner de ikke erfarne elitekrigere. Bumsede teenagere i alt for store, slidte og beskidte jakker og bukser, som havde de lånt deres fædres tøj. De cirkler rundt og byder på te, mens de fremmede gæster ses an. Vi taler med en ung kvinde, der først vil høre, hvad vi vil.

Et øjeblik senere vender drengene tilbage, nu iført patronbælter, kalasjnikover og med ansigtet skjult bag tætsluttende ansigtsmasker og tørklæder.

»Vi vil fortsætte denne kamp til sidste blodsdråbe. Vi vil ikke lade de tyrkiske myndigheder komme herind. Vi er foran fronten hele tiden,« siger den ene dreng.

De svarer benægtende på et spørgsmål om, hvorvidt det ikke er en dårlig strategi at føre kampen ind i civile kvarterer, hvor kvinder og børn og gamle risikerer at betale prisen.

»Vi er her for at beskytte civile, vores vigtigste våben er deres støtte. Vi ville ikke være her, hvis de ikke ønskede det,« siger han og vender sig om for at gå. En gammel dame stopper ham, kysser ham på kinden, bøjer sig ned og kysser geværpiben på hans kalasjnikov.

Smadret mindested

Dagens sidste udflugt går op i bjergene. Gennem kringlede bjergveje og en oldgammel syriansk ruinby går det op til det hellige bjerg Bagok. Oppe på toppen bag en krumning på vejen er et fantastisk udsyn udover sletten under og bjergene bag. Og et fuldstændig smadret PKK-mindested, en park af hvid marmor, tydeligvis konstrueret med omhu og mange ressourcer og nu fuldstændig ødelagt, gravstederne sprængt i luften med dynamit et for et, pavilloner løftet fra deres fundament og kastet ud over bjergsiden. Selv toiletterne er sprængt i luften, som om selv det at forrette sin nødtørft i fred og ro var et afgørende element i krigen.

Vi kører ned ad bjerget igen. Undervejs møder vi en gammel mand, som efter lidt snak og et par cigaretter sætter sig ind i bilen og dirigerer os ned ad en sti, stiger ud og vandrer af sted.

Efter et stykke tid kommer han tilbage i dagens sidste støvede lys. Med sig har han to vindbidte voksne mænd i støvede grønne uniformer med slidte kalasjnikover slænget over skuldrene. Den voksne version af drengene i byen. PKK.

De tager imod tre poser med græskarkerner og tænder cigaretter.

»Der er mange af os heroppe i bjergene. Vi var heroppe, før uroen startede, men mange er kommet til, siden. Lige nu forholder vi os roligt, defensivt. Vi slår igen, når vi bliver angrebet, men vi går ikke i offensiven. De unge klarer det,« siger den ene og skodder cigaretten.

»Men hvis presset fortsætter, vil vi ikke blive ved med at forholde os passivt. Så vil vi tage kampen ind i byerne,« tilføjer han, snakker lidt med de andre på kurdisk, prikker til vennen og forsvinder ud i buskadset ad en anden vej end den, han kom.

Fredag aften efter ringer telefonen. Spærretiden er blevet genindført i Nusaybin.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Maagaard:

Det er helt ligegyldigt. Hvorfor leve i fred og fordragelighed, når man kan konflikte og slås? Og hvis der ikke er en ydre fjende, kan man altid opfinde en indre til formålet. Der mangler således aldrig 'gode' grunde.

@ jakob Maagard,

Konflikten går tilbage til det den tid, hvor det nye Tyrkiet blev skabt på ruinerne af det osmanske styre. Osmanske rige var et enormt land, der under tvang rummede utroligt mange forskellige folkeslag. Men osmannerne tabte stort set alt, og til sidst ville de ikke afgive den del af Kurdistan, som grænsede op til Tyrkiet.

Resultatet blev, at denne del af Kurdistan under magt blev en del at det nye Tyrkiet. Og man nægtede at kurderne var kurdere, og omtalte dem i stedet for som "bjergtyrkere". Praktisk talt har Tyrkiet bekæmpet kurderne lige siden i et forsøg på at beholde kurdernes store landområder.

Poul Sørensen

Erdogan er et fjols. Han har ladet IS rende ind over grænser som de lyster og som prikken over i så har bombet PKK, - Et PKK der iøvrigt er den eneste organistion i hele mellemøsten der tilsynladene erkender kvinder som helt ligestillede.
Erdogan har ved at forsøge opføre sig som en supermagt i området destabiliseret hele den tyrkiske stat... tragisk. De skulle til at få klinket skårene med PKK og så indse, at det IS der står for terroren, det andet med at give kuderne skylden er endnu en fejlagtig bedømmelse af situationen.

Helene Kristensen

Det er vel bare endnu en af pressens fuphistorier, i lighed med f.eks. at Iraks Sadam Hussein giftgassede kurderne og på tusind andre måder forulempede indbyggerne i Irak. Det viste sig jo senere at være fup og fiduser fra f.eks. DR's side for at påvirke danskerne. Det viste sig jo, som DR´s journalister selv gentog igen og igen efter at USA m.fl. havde invaderet Irak, der var ikke kemiske masseudrydelsesvåben - ikke en eneste har spurgt til hvorfor DR's reportere viste film med giftgassede Irakiske kurdere.
Det første der forsvinder i konflikter er sandheden, stol ikke på pressen før og under konflikter, vent med at tro dem til konflikterne er overstået, så får vi om ikke andet den sandhed som politikerne tillader.

@Helene Kristensen:
Er det angrebet på Halabja du mener DR har opfundet ?
http://folkedrab.dk/sw54263.asp

Iøvrigt er kurderne vel de eneste der har opført sig nogenlunde forstandigt i regionen,
og det er trist at der ser ud til at IS (eller Erdogan) har held med at få hidset dem op.
Iøvrigt der der desværre også ballade i Irakisk kurdistan, eller hvad man nu skal kalde den kurdisk kontrollerede del af Irak.

Enhver der har været i Tyrkiet har haft mulighed for at se hvad konflikten drejer sig om. Det er mere klassekamp end etniske stridigheder. I Tyrkiet er der en enorm lud fattig og undertrykt underklasse. Hvorfor mon ellers ferieopholdene er så billige?

PKK ødelægger mulighederne for alle kurderes frihedsønsker ved at benytte terror
lige som Hamas ødelægger det for palæstinensere...