Interview
Læsetid: 6 min.

’Hvis ikke vi var der, hvordan skulle de så kunne flygte?’

Når han ser, hvad folk går igennem for at få råd til rejsen, skammer menneskesmugleren Abo Hassan sig. Men han bliver ved med at sige til sig selv, at han hjælper dem væk fra krig – selv tjener han godt 13.000 kr. om dagen. Vi har mødt to menneskesmuglere i Izmir i Tyrkiet
På Basmane Square i Izmir er butikker med udstyr til flygtninge og menneskesmuglere spiret frem de seneste måneder. En redningsvest koster mellem 12 og 20 dollar. Manden på billedet er ikke menneskesmugler, men sælger udstyr.

På Basmane Square i Izmir er butikker med udstyr til flygtninge og menneskesmuglere spiret frem de seneste måneder. En redningsvest koster mellem 12 og 20 dollar. Manden på billedet er ikke menneskesmugler, men sælger udstyr.

Udland
9. oktober 2015

For mange af de flygtninge, der lige nu strømmer mod Europa, er den tyrkiske havneby Izmir det måske mest afgørende sted på rejsen. Det er her, de begynder at planlægge deres færd og må stille sig selv en række spørgsmål: Hvordan krydser vi havet? Hvordan klarer vi betalingen? Hvad gør vi, hvis båden går ned? Kan vi svømme i mørket? Vil kystvagten hjælpe os? Hvordan kan vi finde en troværdig menneskesmugler?

Ligesom i mange europæiske byer er Izmirs bladklædte gader som forvandlet efter tilstrømningen af mennesker og flygtninge. Tusinder af flygtninge går på alle ugens dage rundt i det centrale Basmane-kvarter; sover under træer, stimler sammen på billige hoteller og køber redningsveste fra de boder, der dukker op i takt med efterspørgslen.

Menneskesmuglerne er lette at finde. De hænger ud foran cafeerne i Basmane, hvor de forhandler med flygtninge om, hvordan og hvornår de kan blive placeret i en båd og fragtet til det forjættede land mod nordvest.

Abo Hassan sidder på cafeen Karmez i kvarteret. Den syriske mand er 28 år gammel og blev i 2012 uddannet maskiningeniør. I dag arbejder han som menneskesmugler.

»Jeg har været i den her branche i to år,« siger han. »Det startede i den tyrkiske by Mersin. Min professor på universitetet kontaktede mig for at høre, om jeg kendte en menneskesmugler, der kunne hjælpe hende med at komme til Europa. Så jeg lavede noget research og fandt en tyrkisk fyr, der hed Mustafa. Sammen med ham arrangerede jeg hendes rejse.«

Da professoren ankom til Europa, ringede Mustafa til Abo Hassan med et tilbud:

»Han tilbød mig, at hvis jeg kendte flere mennesker, der gerne ville til Europa, så ville han give mig en kommission på 200 dollar pr. person. Jeg sagde: ’Ja, hvorfor ikke’.«

På det tidspunkt havde Abo Hassan ikke mange penge, så han besluttede sig for at samle mennesker gennem Facebook. Han begyndte at arbejde hårdt og tjente efterhånden en del penge – indtil det tyrkiske politi fangede ham og sendte ham tilbage til Syrien.

»Efter en uge rejste jeg illegalt tilbage til Tyrkiet og begyndte at arbejde igen. Men denne gang i Izmir, hvor de fleste flygtninge og emigranter forsøger at krydse grænsen,« siger han.

Halv pris for børn

Abo Hassans job går ud på at finde dem, der gerne vil rejse, og sammen med dem organisere turen og sørge for, at de er »ansvarlige«, når det gælder betaling.

»Jeg samler folk i Basmane-området og transporterer dem til en af de små gader, hvor en stor varevogn holder klar til at tage dem med til mødestedet ved kystlinjen.«

Mødestedet ligger to og en halv times kørsel fra Izmir. Her venter en båd, der skal sejle dem til de græske øer.

»Og hvis kunderne ankommer til Grækenland i god behold, så giver jeg pengene til the big boss, Mustafa. Vi tager 1.200 dollar pr. person og 600 dollar for børn under 10 år. Børn under to år kommer gratis med,« siger han og tilføjer, at han gennem sit netværk får omkring 10 mennesker hver dag.

Hvis man ikke stoler på menneskesmugleren, er der en anden måde, man kan betale på. I det centrale Izmir ligger illegale kontorer, hvor man som flygtning kan indsætte penge for rejsen. Når man gør det, får man et hemmeligt nummer udleveret af kontoret. Ankommer man i god behold til Grækenland, ringer man til menneskesmugleren og oplyser det hemmelige nummer, og så kan han hente pengene på kontoret.

Den slags kontorer er poppet op flere steder i byen. Som regel er de styret af syrere, og foran indgangene står en mand, som holder øje med politiet. På døren er et skilt med de engelske ord For rent, så de har et alibi, hvis politiet kommer. Pr. betaling tager de 50 dollar i kommission.

»Hver dag tjener jeg omkring 2.000 dollar,« siger Abo Hassan, »og jeg gemmer dem ikke i en bank. Jeg har dem bare i mit hus, hvor jeg har købt et pengeskab. Nogle gange, når jeg ser, at folk lider for at få råd til vores service, skammer jeg mig. Men i min optik hjælper vi dem med at komme væk fra krig og til et sikkert sted. Jeg mener: Hvis ikke vi var der, hvordan skulle de så komme væk?«

Ikke engang Abo Hassans familie kender til hans arbejde. Han har ikke fortalt dem noget, for han er sikker på, at de ikke ville acceptere det.

»Sidste måned hørte jeg om drengen Aylan Kurdi, der døde på en rute nær Bodrum. Det gjorde mig meget skamfuld og ked af det. Nu overvejer jeg at sige mit job op som menneskesmugler og åbne en anden forretning med de penge, jeg har tjent her,« siger han.

Renommé betyder alt

En af de mange butikker, der sælger redningsveste til flygtninge og både til menneskesmuglere, ligger i de gamle gader tæt på det travle torv Basmane Square. Butikken er ejet af den 50-årige tyrkiske mand Murat, som siger, at der er mange butikker i området, der sælger den slags ting, og at de alle tjener gode penge.

»Hver dag sælger jeg omkring 15 gummibåde på 8,5 meter. Uden motor koster båden 3.500 dollar, og en 20 hestekræfters motor koster 2.800 dollar.«

Murat sælger cirka 300 redningsveste om dagen, og han forhandler to forskellige slags: Den ene kan være i vandet i fem timer og koster 20 dollar, den anden kan være i vandet i to timer og koster 12 dollar. Det er den, de fleste flygtninge vælger.

»Ja, det er en god forretning,« siger Murat med et stort smil.

En anden menneskesmugler har været i branchen i tre år. Han ønsker ikke sit efternavn frem, men hans fornavn er Lokman, og han er 30 år gammel. Lokman stammer fra den kurdiske del af Syrien, og han fortæller, at han ikke har mistet en eneste passager endnu. 80 procent af hans kunder klarer turen til Grækenland i deres første forsøg, tilføjer han.

Han placerer mellem 45 og 50 passagerer på en 8,5 meter lang båd og kræver 1.250 dollar pr. person.

»Vi samler kunderne gennem vores netværk. I den her branche betyder renommé alting,« siger han og forklarer, at mange af hans kunder kommer til ham på baggrund af anbefalinger fra venner og familier, der allerede er kommet til Europa.

»Så jeg har et godt renommé,« siger Lokman.

»Hver dag har vi fem-seks både, hvis vejret er godt, og hvis den tyrkiske kystvagt ikke fanger båden.«

Lokman har ikke nogen stor fortjeneste, siger han, og han kunne ikke drømme om at udnytte familier. Nogle gange lader han endda værdigt trængende rejse gratis, fordi han har ondt af dem, hvis de skal sove på gaden med deres børn.

Omkostningerne er også høje, siger han. Samlet skal han lægge 50.000 dollar ud for at have en båd i havet, hvilket inkluderer vederlag til andre menneskesmuglere.

Den 30-årige menneskesmugler Lokman arbejder døgnet rundt, men holder en pause, mens vi interviewer ham. Han har ikke den store fortjeneste, og han kunne ikke drømme om at udnytte familier på flugt, hævder han.

Den 30-årige menneskesmugler Lokman arbejder døgnet rundt, men holder en pause, mens vi interviewer ham. Han har ikke den store fortjeneste, og han kunne ikke drømme om at udnytte familier på flugt, hævder han.

Daham Alasaad

»I sidste ende er hele netværket kontrolleret af den magtfulde tyrkiske mand Alkhal, der får det meste af overskuddet,« siger Lokman.

Alkhal har angiveligt omkring 40 mand under sig og flere end 15 minibusser, der kan transportere flygtninge mellem mødestedet og der, hvor båden sejler ud. Det er ham, der bestemmer, fra hvilket sted og hvornår båden afsejler. Han ejer bådene – og alle de andre menneskesmuglere er bange for ham, fordi han styrer det meste af Izmir, ifølge Lokman.

Men Lokman understreger, at han ikke kun er menneskesmugler for at tjene penge:

»Du må forstå‚« siger han, »at vi er en del af de mennesker, der rejser til Europa. Og vi føler mere med dem og hjælper dem mere, end resten af verden gør.«

Information har foto af de omtalte menneskesmuglere, men ingen af dem har ønsket, at det blev publiceret

Skrevet i samarbejde med Rasmus Elmelund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kapitalismen sejrer overalt. De neoliberale gnider sig i haenderne, lige sim grisen gjorde efter trontalen,

Kapitalismen sejrer overalt. De neoliberale gnider sig i haenderne, lige sim grisen gjorde efter trontalen,

Generaldirektøren hos Røde Kors, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp o.s.v tjener også millioner på flygtninge og folk i nød, det er en givtig forretning for mange så 13.000 pr. dag x 365 dage er 4.745.000,-

1 flygtning der koster den danske stat 200.000,- om året i 40 år = 8.000.000,- x 12.000 flygtninge = 96.000.000.000,- x 20 år = 1.920.000.000.000,-

Klart at det danske samfund er ved at bryde sammen, det er begyndelsen til Danmarks undergang vi er vidne til.

Skulle stå x 40 år = 3.840.000.000,-

3.840.000.000.000,- store tal

Pierre Laraignou

En flygtning koster i gennemsnit kr. 200.000 de første 3 år. Derefter er der nogen af dem der betaler ca. 200.000 skat årligt i hele deres arbejdsduelige liv. Vi kan ikke undvære dette, nu hvor vores arbejdsstyrke mindskes kraftigt over de næste 30 år. Begyndelsen til undergangen startede før vi fik de nye flygtninge, der kan være med til at hindre dette. Dengang der flygtede flere millioner mennesker fra Eksjugoslavien var der ikke så mange bekymringer, hvorfor er der det så nu?

Vibeke Rasmussen

Abo Hassan:
"[I] min optik hjælper vi dem med at komme væk fra krig og til et sikkert sted. Jeg mener: Hvis ikke vi var der, hvordan skulle de så komme væk?"

Lokman, som ikke kunne "drømme om at udnytte familier. Nogle gange lader han endda værdigt trængende rejse gratis, fordi han har ondt af dem, hvis de skal sove på gaden med deres børn":

"Du må forstå‚ at vi er en del af de mennesker, der rejser til Europa. Og vi føler mere med dem og hjælper dem mere, end resten af verden gør."

Ah, hvilken uegennyttig, empatisk, medmenneskelig indstilling! Hvilket selvbedragerisk forsøg på at retfærdiggøre egne usle motiver. Mon ikke en mere nærliggende, men ikke mindre foragtelig bortforklaring for, hvordan man som menneske kan være sunket så dybt, er: Hvis ikke jeg gør det, hvis ikke jeg tjener de penge, så er der bare andre, der gør det, så …

Murat er i det mindste ærlig, ikke at det gør hverken ham eller hans bevæggrund mere sympatisk, når han "med et stort smil" udtaler, at:
"Ja, det er en god forretning."

Jens Harder Vingaard Larsen

Øh Jan, er du politiker med det tal-jongleri? Hvorfor ganger du med 40 år og så 40 år igen. Er du ved at regne ud hvor mange penge flygtninge koster Danmark over de næste 1600 år?