Læsetid: 7 min.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at handle i tide?

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med
Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under hude

Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden?

Rene Schutze

21. oktober 2015

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

Som situationen tilspidses, er det spørgsmål, som i stigende grad optager såvel de tålmodigt formidlende klimaforskere som ngo’er, grønne politikere, miljøbevidste erhvervsfolk og andre, der søger at bane vej for handling.

»Det kræver selvransagelse i bæredygtighedsbranchen, for vi griber det tydeligvis forkert an,« skrev f.eks. på denne plads Coop’s miljøchef, Signe Frese, for to uger siden.

Det svar, som oftest gives for tiden, er, at angst for smeltende isbjerge ikke kan motivere mennesker til forandring, og at den grønne omstilling skal italesættes som noget livsbekræftende, spændende og fuldt af nye muligheder. Således f.eks. den nyvalgte formand for FN’s Klimapanel, IPCC, den sydkoreanske økonom Hoesung Lee, der til tidsskriftet Nature siger:

»Jeg vil gerne huskes som den formand, der flyttede IPCC’s fokus til løsninger (…) Der er en masse at være bekymret for, men der er også en masse at nære spændte forventninger til.«

Det er givetvis en del af opskriften på en mere vellykket klimakommunikation. Men det er mere komplekst end som så, hvis man skal tro de adfærdsforskere og andre, som gransker vores psykologi og motivationsmønstre på områder som dette.

Hjernen yder modstand

En af dem er George Marshall, engang ledende Greenpeace-medarbejder, nu projektchef ved det britiske Climate Outreach & Information Network, der rådgiver om og forsker i kommunikation om bæredygtighed og klima. George Marshall er forfatter til bogen Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change, og en central pointe er for ham, at klimaudfordringen netop er så komplekst et emne, at forskere fra forskellige discipliner har hver deres forklaringsmodel, og at de alle har delvist ret, hvorfor det er så svært at tackle udfordringen med at få problemstillingen ind under huden.

»Klimaændringer er et exceptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

»Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

Og nemmere at håndtere bliver det ikke af, at klimaforskerne i f.eks. IPCC konstant betoner – som de jo bør – den videnskabelige usikkerhed om både årsagssammenhænge og modelfremskrivninger om klimaet. Modsat de statsautoriserede økonomer, der typisk leverer præcise tal – en forventet dansk BNP-vækst i 2017 på 2,3 pct., sagde f.eks. de økonomiske vismænd forleden – selv om usikkerheden på deres modelscenarier er lige så stor.

Trygheden

Den britiske forsker i miljøkommunikation Chloe Lucas, University of Tasmania, betoner i en artikel i Wiley Interdisciplinary Review, hvordan kendte, forudsigelige rammer er afgørende for den tryghed og tillid, mennesket har brug for og søger at opretholde. Trygheden ved faste rammer og sikre svar fritager os fra ustandseligt at skulle træffe svære valg. Vismændenes økonomiske forudsigelser med decimals nøjagtighed giver en slags tryghed – også selv om de typisk er forkerte – ligesom vores vækkeur, telefon, brusebad og morgenkaffe sikrer orden og hviler på tilliden til, at det konstant er til rådighed og fungerer.

Klimaforskernes budskaber – og usikkerheden knyttet hertil – undergraver denne tryghed, helt ned på det konkrete plan, der handler om hverdagens tillidsskabende ting og systemer, baseret på fossil energi.

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Det er blevet spået tit og ofte, at når først klimakatastroferne – oversvømmelserne, de voldsomme storme etc. – rammer, så vil folk få øjnene op og handle.

Det skal man ikke regne med, siger George Marshall. Han har bl.a. interviewet beboere i Texas, der i 2011 blev ramt af brande, som under ekstrem tørke og hedebølge ødelagde 1.700 hjem. Marshall sporede ingen erkendelse af en sammenhæng med menneskeskabte klimaændringer eller motivation til at forlange politisk handling. En sådan erkendelse vil jo være ensbetydende med en slags selvkritik og tvivl om måden, man har levet på hidtil. Dermed vil den også indebære potentiale for konflikt i en situation, hvor det at stå sammen føles afgørende.

»Lokalsamfund, der er blevet smadret, synes at finde styrke i håbet om genrejsning og undertrykker aktivt enhver nedslående diskussion om de underliggende årsager eller fremtidige trusler,« noterer Marshall.

System 1 og 2

Det udfordrende narrativ om klimakrisen og behovet for forandring har således svært ved at konkurrere. I stedet for at erkende den eksisterende orden som problemet er det nærliggende at udpege miljøaktivisterne, klimaforskerne, Al Gore og co. »som den virkelige fjende, der har opfundet dette svindelnummer for at udvide den politiske kontrol«, bemærker kommunikationseksperten.

Eller mere generelt: Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, har fået nobelprisen i økonomi for sine studier af adfærdsøkonomi og måden, vi træffer beslutninger på. Han beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

»System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

»Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævntes bog.

»En psykolog kunne næppe udtænke et bedre scenarie for lammelse« end klimaændringer, siger en anden psykolog, professor Daniel Gilbert, Harvard University, i bogen.

Tillid, fællesskab og storytelling

Alt dette kunne jo friste klimaforskere, ngo’er, grønne politikere, visionære erhvervsfolk og miljøjournalister til at opgive ævred. Det er næppe den rigtige konklusion.

George Marshalls konklusion er bl.a., at der skal lægges mindre vægt på hardcore videnskabsformidling med svære tal og skræmmende perspektiver og mere vægt på storytelling og personlig identifikation med dem, der formidler – faktorer som forskere traditionelt opdrages til at holde sig fra. Samtidig skal der lægges vægt på at etablere tillid til og fællesskab om omstillingsprocessen frem for ensomhed, polarisering og skyld.

Chloe Lucas siger, at det afgørende er at gøre processen mod den nye økonomi og livsform tryghedsbærende, så man ikke afviser den til fordel for den kendte – men uholdbare – tryghed i den gammelkendte fossile økonomi.

Elena Blackmore, der forsker i værdier ved det britiske Public Interest Research Centre, betoner betydningen af at tilrettelægge indsatsen, så den fremmer oplevelsen af fælles ejerskab. Det appellerer til vore fællesskabsorienterede værdier frem for de selvcentrerede og skaber samtidig via trygheden åbenhed for nye tanker og tro på egne kræfter.

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anna Sørensen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Emil Vibild
  • morten Hansen
  • Flemming Berger
  • Per Jongberg
  • Troels Holm
  • Ib Jørgensen
  • Kirsten Vesterager
  • peter fonnesbech
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Liliane Murray, Michael Kongstad Nielsen, Anna Sørensen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Emil Vibild, morten Hansen, Flemming Berger, Per Jongberg, Troels Holm, Ib Jørgensen, Kirsten Vesterager, peter fonnesbech, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

"Klimabudskabet – hvorfor kan det dog ikke trænge ind?"

Det har på global plan intet med manglende vilje til handling eller forståelse for problematikken, at gøre, muligvis udbredt manglende vilje til handling, blandt de få mest velhavende, men det handler på globalt plan kun om økonomi, magt og manglende demokrati intet andet.

Det korte svar på spørgsmålet er at, danske såvel som udlandske liberale og neo-liberale politikkere er radikaliserede kapitalister på jagt efter vækst.

Politisk radikaliserede liberale og neo-liberale ekstremister, med accept af brug af udemokratiske midler for at opnå politiskmål, som f.eks. TTIP os ISDS, til ikke bæredygtig vækst.

Der er klart globalt demokratisk flertal i befolkningen for handling til overlevelse, men ikke politisk flertal for den nødvendige indgriben.

Johan Enemark, Peter Jensen, Thomas Toft, Emil Vibild, Torben Skov, Flemming Berger, morten Hansen, Dennis Berg, Troels Holm, Peter Marckwardt, Daniel Henriksen, Niels-Holger Nielsen, Jens Jørn Pedersen og Jens Lysdal anbefalede denne kommentar

Jeg tror slet ikke jeg har forstået hvad det handler om. Grønne afgifter er vel bare penge i skat?

erik mørk thomsen og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I dag skal jeg til Borgerdag. En klimadag der foregår den tredje onsdag i hver måned. Borgerdag. dk

Ejvind Larsen, Torben Skov og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvis Venstre-regeringen gå efter "vækst" hvorfor skærer de så ned i forskning og udvikling af "grønteknologi" ?
Er det fordi de er meget kortsynede eller ikke ønsker et bæredygtigt Danmark og et Danmark der kan bevare sin plads forrest i feltet af "grønudvikling". Har Løkke Rasmussen glemt "vindmølle-eventyret" der var en stor del af vor eksport og indtjening.

Anne Eriksen, Jens Jørn Pedersen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Manglende evne til at tænke abstrakt og/ eller ønske om at ændre livstil

Personligt møder jeg ikke mange mennesker eller oplever såkaldt ansvarlige politikere, der tilsyneladende evner meget andet end at gøre som de gjorde i går.

Efter min opfattelse har de fleste fokus på egen bekvemmelighed og materielle goder. På vores egn (Danmark) bombarderes vi hver dag med politikernes ønsker om ikke-bæredygtig vækst og herunder ligegyldighed over for naturens sårbarhed. Ikke mange har et natursyn, som beskytter fremtidens natur og herunder klima. Hvis de overhovedet har et syn.

Vores politikere burde oplyse og lede os. Men det er ikke sket i snart flere årtier om nogensinde. I stedet har politikerne skubbet ansvaret fra sig og lagt op til, at den enkelte borger selv må løse fremtiden gennem individuelt selv at ændre livsstil i en omstillingssag, som mere end nogen sinde kræver solidaritet.

Samtaledemokratiet med adgang til oplysninger og politikernes interesse i reelt at inddrage borgerne i noget som helst eksisterer i det store hele ikke mere. Tværtimod skubber de fleste politikere i den modsatte retning med frygtprægede emner som krige og flygtningestrømme, som får stadig flere borgere til mentalt at opgive demokratiet for at bevare sin egen sikkerhed og livsstil. Det er tendenser som også ses på Informations webdebatsider.

Tillad mig at henvise til DN Gladsaxes hjemmeside, hvor man kan læse om "Lomborgs lærlinge" tilbage i 2005. Historien viser måske også noget om den danske presse medansvar for, at samtaledemokratiet er blevet udfaset:

Politikens daværende miljøjournalist, Ida Ebbensgaard både tankevækkende og overraskende meninger i den anledning:

"Hun siger, at der er sket et generationsskifte i staben af danske miljøjournalister. Og at den nye generation ikke betragter miljøet nær så dommedagstruet, som mange journalister gjorde i 70erne og 80erne.

»Vores miljøhistorier handler ikke om sandheder. Miljøet er ikke længere et helligt stofområde.

Derfor er der heller ingen 'præster' blandt vores kilder,« sagde Ida Ebbensgaard.

Dermed henviste hun til den dagsorden, som aktivister fra Greenpeace og andre miljøorganisationer tidligere havde held til at sætte i den danske miljødebat. I dag foretrækker de fleste miljøjournalister at bruge videnskabsfolk og rapporter med især danske vinkler på miljøstoffet som deres primære kilder.

Kritisk vagthund vil Politiken fortsat være. Også på miljøstoffet. Men avisens journalister skal i højere grad fortælle deres historier om miljø og natur ud fra en klar forbrugervinkel.

Avisen har for eksempel besluttet ikke at dække de mellemregninger i miljødebatten, som journalisterne tror er for komplekse eller teknokratiske for læserne.

Ida Ebbensgaard tilføjer, at der også har været en tendens til, at Politiken for tit har råbt 'ulven kommer' i sin dækning af miljøet.

»I dag vil vi også gerne give læserne nogle positive naturoplevelser. Vi ønsker en miljøjournalistik med de rette proportioner,« siger hun."

og

"Min generations hippieforældre var meget bekymrede for miljøet. Det var aviserne også. Men det er vi unge ikke. Vi er nysgerrige. Og da Bjørn Lomborg kom frem i offentligheden, syntes mange af os faktisk, at flere af de ting, han sagde, var ret fede."

Se evt. hele artiklen på fagbladet Journalisten: Lomborgs lærlinge.

Se evt. også DN Gladsaxes opfølgende nyhed: Lomborgs lærling modtager 50.000 kr for sit erhvervsvenlige journalistarbejde.

Ejvind Larsen, morten Hansen, Dennis Berg, Lise Lotte Rahbek og Peter Knap anbefalede denne kommentar

En meget vigtig årsag til at der handles "for lidt og for langsomt" ligger i at klimaproblemet er en global eksternalitet. Vil man forstå problemstillingen og hvordan den skal løses, kan man derfor med fordel studere dette begreb og vores viden om det nærmere. Selvom man selv har erkendt alvoren ved klimaproblemet, ved man jo godt - helt korrekt - at det ikke påvirker klimaproblemet nævneværdigt at man selv kører mindre i bil eller lægger kostvanerne om, fordi det batter alt for lidt. Det påvirker bare ens egen velfærd i dagligdagen negativt. Det er derfor ganske enkelt ikke fornuftigt for den enkelte at handle på egen hånd, heller ikke selvom det samtidig er fornuftigt kollektivt at indføre en ordning der får alle til at udlede færre emissioner.
Det samme gælder på nationalt plan: At Danmark sænker sine emissioner alene, vil give Danmark nogle omkostninger, men vil i praksis ikke kunne ses på de globale udledninger. En regering der handler i sine borgeres interesse, har dermed ikke umiddelbart nogen fornuftig tilskyndelse til at foretage ensidige skridt i et globalt problem.
Løsningen er internationalt koordinerede tiltag, men de kan være svære at få i stand fordi alle lande har en interesse i at der bliver gjort noget, men de har samtidig en interesse i at de andre lande kommer til at betale så meget som muligt af omkostningerne, og at de selv slipper billigst muligt. Når det går langsomt med at finde en løsning, er en meget væsentlig del af forklaringen derfor at verdenssamfundet ikke har de samme slagkraftige institutioner der kan skære igennem og træffe en kollektiv beslutning, som vi har på nationalt plan hvor parlamenter og regeringer netop er opstået for at kunne håndtere beslutninger der er kollektivt rationelle, men svære at implementere for den enkelte på egen hånd.

Olaf Tehrani, Jens Thaarup Nyberg, Thomas Andersen, Halfdan Muurholm og Jens Berthol Hansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De fleste er nok bekendt med, at klima udfordringen ikke forsvinder af, at politikkere er optaget af kampen mod hinanden om den ikke bæredygtig vækst.

Hvis nogen er i tvivl så ses noget lignende tydeligt i Europa i dag, hvor Vestens nu med arabiske allierede i krige, har destabiliseret så mange menneskers liv i Afghanistan, Irak og Syrien, at flygtninge antallet til Europa er et problem for sammenholdet i EU.

Det er nøjagtig den samme historie, der vil gentager sig de kommende 30 år, hvor det med den nuværende manglende politiske klima indsats estimeres, at der vil være i omegnen af 200 millioner krig/klima flygtninge i verden.

Der sker intet, selv med pistolen for tinningen, fordi det er naboens problem, fordi højrefløjen tror markedskræfter er løsningen på alle problemer (selv Jesus opstandelse), fordi politikere kun er interesseret i næste valg og fordi de er købt og betalt af magt elitens økonomiske interesser, fordi det kun er for venstreorienterede hippier og utopister, fordi "man skal ikke male fanden på væggen", fordi solen skinner som sædvanlig, fordi det da først er om 100 år eller måske 200 år vi skal være rigtig bekymret (tror vi), fordi så længe ledende top politikere laver grin med det kan det da ikke være så slemt, fordi det er uundgåelig da ingen kan blive enige før det alligevel er for sent, fordi, fordi, fordi...

Så længe der ikke kommer en seriøs politisk udmelding om den forestående fare, som entydigt og samlet tager det dybt alvorligt, tager den store kollektive del af befolkningen ingen medansvar, da det fleste føler de er for små til at gøre nogen forskel alene. Skal der gribes ind, så det virkelig betyder noget, vil det betyde store ændringer i hverdagen. Og dem er de færreste villige til at foretage alene.

Det virkelig ironiske er så, at for hver dag vi tøver bliver konsekvenserne være og ændringer mere og mere drastiske.

...Ikke mindst derfor er Venstres latterliggørelse af miljøet gennem massive besparelser en katastrofe. Det er politikere i verden som Løkke og hans lige der har det fulde politiske ansvar.

Personlig tror jeg det ser sort ud. For set i det historiske bakspejl har menneskeligheden i det stor hele svigtet total gang på gang og tyet til ødelæggelse, vold og krig frem for positive løsninger. Og der er absolut INTET, som tyder på det har ændret sig bare en lille bitte smule :-( :-( :-(

Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Bertel Lohmann Andersen

Professor i filosofi, Vincent Hendrics, har skrevet: "Den offentlige debat handler i dag ikke længere om kendsgerninger, men om hvilket narrativ du kan sælge – uafhængigt af, om dette narrativ er sandfærdigt eller ej. Det er det, jeg i en artikel har betegnet som ‘det postfaktuelle demokrati’. Det er et demokrati, hvor sandheden er ligegyldig, men hvor det gælder om at opsætte en agenda eller et narrativ, som folk orienterer sig imod." Der er to narrativer, som er trængt ind: 1. Kloden skal frelses fra klimaændringer med sol og vind. 2. Atomkraft snakker vi ikke om. Det er det vi ser i klimadebatten, anført af alle de "gode" kræfter, som nævnes i artiklen.

...Vi har vist det her i så mange årtier uden reelt at gøre en skid. Så hvorfor skulle det dog ændre sig før det er for sent.

Olie industrien har lige fremlagt, at det da er meget bedre at brænde deres produkt frem for kul - For lige at understrege perspektivet.

...Hvad markedskræfter angår kan bare nævnes vw. Det er kun profit der tæller.

Dennis Berg, Niels-Holger Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

...Det føles lidt som om man sidder i et fly, som styrter ned med hele sin familie. Man prøver at tage angsten fra sine børn under vejs ned så godt man kan, så de lider mindst muligt - Nå den sidste plustid sammen før det uundgålige sker.

...Det kunne være interessant, hvis klimaforskere verden over begyndte at komme med flere konkrete bud på, på alle niveauer, hvad der reelt skal til for at vende udviklingen.

Er det nu så forfærdelig slemt med erkendelsen og indsatsen ?

Der er ca 7,5 milliarder mennesker i verden fordelt på lidt over 190 selvstændige stater - der er stadig problemer med manglende respekt for menneskerettigheder, underernæring, analfabetisme, undertrykkelse , uvidenhed, lokale borgerkrige o s v og oven i det hele et klimaproblem.

Faktisk er man ( den totale "problem-masse" taget i betragtning) nået et ganske langt stykke vej med klimasagen - der er vist ingen af de 190+ selvstændige stater , der ikke anerkender klimaproblemets særlige alvor og behovet for at gøre noget ved det (-måske lige bortset far Saudi Arabien , der lever af sin olie.)

Overalt ser man bestræbelser på at gøre ting mindre energiforbrugende og mindre forurenende , og der investeres i grønne teknologier. Fremdriften i udviklingen af bedre batterier, så el kan opbevares billigt og i store mængder, udviklingen af el-biler, målrettede genbrugstiltag o m a lover godt for den nære fremtid.

Der er en fair chance for, at menneskeheden med en fonuftig indsats og med udviklingen af nye teknologier "klarer skærene" - og når man erkender ,at noget faktisk kan lykkes, så vil de fleste være villige til at give den "en ekstra skalle".

(Er en sag først "dømt eller anset for håbløs" , så er der ingen der gider stille op. )

Poul Schou skriver 7:53 at lægge kostvanerne om og køre mindre i bil påvirker ens egen velfærd negativt.

Det kan jeg så oplyse ham om at det ikke gør. Bilkørsel er spild af tid og økologi er bedre for naturen, kroppen og smagsoplevelsen.

Og så kommer man ved at være lidt bevidst omkring sin eget forbrug til at tænke på at den kapitalistiske lagdeling af verdenssamfundet gør at de 20% rigeste forbruger 80% af verdens samlede forbrug, og at miljøkatastrofen ligger i at alle gerne vil opnå et forbrugsmønster som de rigeste.

Og så er det jeg kun kan gentage Hans Herman 10:40

...Det kunne være interessant, hvis klimaforskere [og økonomer] verden over begyndte at komme med flere konkrete bud på, på alle niveauer, hvad der reelt skal til for at vende udviklingen.

...og med den tilføjelse, om Vestens (de 20% rigestes) udnyttelse af bytteforholdet overfor de fattigste 80% kan fortsætte ud i al fremtid?

Ejvind Larsen, morten Hansen, Torben Skov, Flemming Berger, Dennis Berg, Liliane Murray, Niels-Holger Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Vort menneskesyn er gennem århundreder blevet forvredet af videnskab og religion. Iflg. den tyske filosof Helmuth Plessner er mennesket som det eneste væsen karakteriseret ved at være ekcentrisk positioneret. Derfor lever vores jeg i tre verdener: den ydre verden, de andre; den indre verden (jeg og overjeg); samt den verden Plessner kalder 'Mitwelt', hvilket jeg forsøgsvis vil fortolke som vor artsverden. Altså det, at vi er del af en større helhed. Det der forbinder de tre verdener, kalder Plessner for ånd. Noget absolut metafysisk. Videnskaberne (natur-, human- og social-) har fortrængt metafysikken og overladt den til religion, som heller ikke har magtet opgaven, men har kortsluttet vor kontakt til vort åndelige aspekt, ved at installere en menneskeundertrykkende gudstro. Som bevirker, at vi ikke kan tænke os selv som en del af noget større, fordi vi i forsøget støder på en gud. Den seneste tid har givet soleklare beviser på dette. Flygtningesituationen. Og når Marie Krarup definerer næsten som den nærmeste familie. "Vi kan ikke tage os af alle". Progressive og velmenende mennesker prøver at udvide perspektivet. Som f.eks miljøforkæmpere. Men pessimisterne har nok ret. Det er formentlig for sent at få givet vort åndelige aspekt den plads i vor tænkning, som måske kunne give retning til de handlinger, som er nødvendige, hvis menneskeheden skal overleve på human vis, dvs som mennesker.

Philip B. Johnsen

Der er intet nyt under solen de rige undertrykker de fattige, det er problemet intet andet.

Det er ikke hverken i de superriges interesse eller politikernes, at fører upopulær restriktioner, for at tilgodese, de langt fattigere mennesker, der ikke er en del af klimaproblematikkens kerne, udledning af globalopvarmning skabende b.la. CO2 ved fossilbrændstof afbrænding, der er flertallet, de 80% af verdens befolkning helt uskyldig.

Det er det typisk for de lærde og rige.

Hver niende menneske på jorden sulter, det er 800 millioner mennesker, dette blev offentliggjort forleden dag, fra det nye verdensbarometer for sult 'sult-indeks' for i år, et stort antal af dem er på flugt fra krig og genere det rige EU.

Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Hvorfor bilder venstrefløjen sig ind, at de har løsningen? Der er mange tænkende personer på venstrefløjen, der kan se problemet, men der er intet i filosofien fra socialismens skabelse, der kobler det til socialismen. Socialismen er lige som kapitalismen en resourceforbrugende ideologi, der tager udspring i produktion og merværdi.
Heldigvis er der også på den såkaldte højrefløj stærke kræfter, der erkender klimaproblemets alvor.
Det giver lidt håb, for klimaproblemets kan kun klares, hvis vi løfter i fællesskab.
Og så er der lige problemet med drikkevand, som også er lige om hjørnet.
Mangel på helium.
Grænser for Vækst, som jeg, som så mange andre, læste, misforstod, og troede den var en spådom og derfor afskrev. Den har faktisk vist sig at holde og senariet hvor der intet foretages matcher den faktiske udvikling i uhyggelig grad.
Vi kan faktisk uden store omkostninger spare en masse. Prøv at se alle de skorstene, kirketårne, bygninger og andet, der ligger badet i lys.
Salling i Aarhus her til jul.
Unødvendig gadebelysning, der kunne erstattes af "intelligent" lys, der tændt, når der var folk på gaden.

Peter Knap, er du født efter 1989? Vessiernes kritik af forholdene i Østeuropa var jo netop at der ikke var luksusvare at opdrive og at lakken på vessiernes biler skinnede meget flottere end end lakken på en Trabant. Hvortil Trabant svarede, at så var deres lak til gengæld ikke sundhedsfarlig at arbejde med...

...men i længden overbeviste Radio Free Europe og reklametrompeterne øssierne om at forbrugsræset var at foretrække, frem for en lige fordeling af goderne.

Per Torbensen, Ejvind Larsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vi kan sagtens skifte spor. Hvad er vi mennesker dybeste set tiltrukket af, er det 1) store banker, systematisk udryddelse af natur, flere grise fabrikker, mere bureaukrati. eller 2) dans, musik, smukke billeder, poesi, gode historier, morsom standup, nærhed og socialt fællesskab..... alt fra punkt 2 kan vi producere helt uhæmmet uden at det skader vores klima.
- så der er håb hvis vi indstiller kompasset på lidt mindre high society og lidt mere kultur og folklighed. :-)

morten Hansen, Flemming Berger, Liliane Murray og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Peter Knap
Du har fuldkomne ret, der findes også rige og lærde socialister og politikkere, det er ikke ideologi, det er magt og økonomi, der er samlet hos dem der kan og bør løse opgaven, men ikke vil tage ansvaret, det er upopulært at tage fra de rige og lærde og give til de fattige.

Desuden er solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed!

Og hvordan ser det så ud lige nu?

Thjaaa, verdens lufthavne servicerede totalt set 5,4 milliarder passagerer alene i 2013. Tendens stigende. Over 2/3 af verdens befolkning var således ude at flyve en tur i 2013.

I øvrigt Peter Knap så har Karl Marx skrevet side op og side ned om varernes fetishisme...

Du ved - det at vi og vores kommune hellere vil ha vi går i Seven-eleven på Strøget og køben en plasticflaske med importeret vand til 40 kr. literen end at forbinde nogle drikkevandsposter til de rørledningernede der allerede er nede i jorden, så vi kunne få vand til 4 øre literen.

morten Hansen, Dennis Berg og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Næ Bill. Jeg er så gammel, så jeg godt kan huske kommunismens kamp for at frembringe varer, der nogenlunde kunne matche de dekadente vestlige vater, der kunne købes i dollarbutikkerne af den kommunistiske elite.
Jeg mindes også spørgsmålet om en vestlig skorsten forurenede mere end en kommunistisk ditto.
Hvis du absolut vil frelse verden gennem kommunisme, er det en ualmindelig dårlig ide at henvise til svundne tiders kommunistiske lyksaligheder.

Ejvind Larsen, Flemming Berger og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Lidt øv, at diskussionen her på siden går på om det er kapitalisterne eller socialisterne, der er nogle hundehoveder og skyld i et voldsomt overforbrug af ressourcer, herunder energi, for det er en diskussion der intet nyt fører med sig ... begge lejrer har desangående, og gør det desværre stadig, fejlet ganske grumt.

Nå, men for en rum tid siden løb ind i en (for mig) tankevækkende undersøgelse, og som i al sin enkelhed gik ud på, hvad vi hver især, rig som fattig, sort som hvid, mand som kvinde, socialist som kapitalist, rent økonomisk ønskede at råde over; var vi tilfredse, ønskede vi mindre eller ønskede vi mere?

Undersøgelsens resultat blev, at næsten alle ønskede sig sådan cirka det dobbelte; altså én der tjente en dollar om dagen ønskede sig to, én der tjente femhundrede ønskede sig tusind, und-so-weiter.

Interessant! For derved vil den fattige jo blot blive fattigere og fattigere, mens den rige ville bliver rigere og rigere ...

@Herman Hansen
Der skal cirka 2000 stk. 2 MW vindmøller til, blot for at hamle op med udslippet fra den flytrafik der benytter sig af Kastrup Lufthavn ... men hvad gøres der for at bremse denne trafik? Nærmest intet, for det vil skabe et ramaskrig af de store og rent politisk vil det være lig med at begå selvmord! Men undetegnede får desangående en kedelig kvalme og nogle sure miner, når en avis være sig Politiken eller Information, det ene øjeblik bringer store artikler om klodens forfærdelige tilstand og næste øjeblik bringer såvel annoncer som artikler om "fantastiske fjerne rejsemål".

Liliane Murray, Flemming Berger og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Jeg tror på James Lovelocks fremstilling. Der skal desværre ske noget konkret, før det siver ind:
On what it will take to convince the public that meaningful action is required to tackle climate change:

There has been a lot of speculation that a very large glacier [Pine Island glacier] in Antarctica is unstable. If there's much more melting, it may break off and slip into the ocean. It would be enough to produce an immediate sea-level rise of two metres, something huge, and tsunamis. I would say the scientists are not worried about it, but they are keeping a close watch on it. That would be the sort of event that would change public opinion. Or a return of the Dust Bowl in the mid-west. Another IPCC report won't be enough. We'll just argue over it like now.

Flemming Berger, Dennis Berg, Liliane Murray og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Peter Knap det var forbrugerne i de kommunistiske lande der ville have kapitalistisk forbrug og ikke de teoretiske skrifter...

Du skriver: Hvorfor bilder venstrefløjen sig ind, at de har løsningen?

...og dertil svarer jeg, fordi Karl Marx har påvist den dybere mekanisme i kapitalismen der fremmer overforbrug ...derfor Peter Knap.

At de østlandene var dårlige pædagoger, det kan vi lære af, og at de venstreorienterede er et skridt foran med Karl Marx og deres åbenhed overfor erfaringer fra de praktiske erfaringer i Øst - det er en kendsgerning, Peter Knap.

Ejvind Larsen, Dennis Berg og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Måske det snart er ved at gå op for folk at vi er ikke frie til at handle som vi vil, har aldrig været det og vil ikke blive det i nogen overskuelig fremtid.
Vi er bundet på hænder og fødder af politiske, økonomiske og sociale systemer med helt andre interesser.

Vi er også bundet af vores antal.
Det vil ikke være muligt at tilpasse vores forbrug af resurser eller plads til et niveau som biosfæren kan overleve.
Vi er i dag er så mange mennesker, at der ikke længere findes bæredygtige løsninger.

De fleste centrale spillere er bekendt med dette faktum, men er bundet på hænder og fødder af de nævnte årsager.
Den eneste løsning, med bare perifer chance for at have den mindste effekt; målrettet reduktion af vores samlede antal, har således aldrig været på bordet og kommer det næppe heller.

Hvad gør man hvis eneste handlemulighed på forhånd er udelukket ?
Man sminker så godt det er muligt, fortsætter som sædvanlig og håber på det bedste.
Og det har vist sig at vi mennesker har fænomenale evner til fortrængning af selv kritiske erkendelser.
Det er årsagen til at vi står hvor vi står; i lort til halsen. De fleste mennesker tror stadig det nok skal gå - imponerende!

Liliane Murray

Måske er 'fjenden' så at få øje på, fordi vi kikker i den forkerte retning, fjenden ham ser du hver dag i spejlet. Selverkendelse kommer som regel til sidst.

Ejvind Larsen, Flemming Berger, Bill Atkins og Arne Lund anbefalede denne kommentar

"Vi" er i flertal. Forbrugerne har magten. Men skyd ikke på os. Vi er vant til at staten tænker og dikterer.
Giv os i stedet et motiv for at forbruge anderledes, kære statsrepræsentanter. Også selv om I risikerer jeres taburet.

Jeg har tidligere hævdet, at "vi" gennem demokratiet kan begå kollektivt selvmord. Måske lidt overdrevet. Men det er princippet for demokratiets svaghed. 85% valgdeltagelse er måske for meget. 60 var bedre. Men hvordan sortere fra ift til denne dagsorden.

Oveni dette tænker "vi" danskere : Hvorfor os, når hele verden er på spanden. Vi er kun et sandskorn på stranden.
"Vi" er os alle i verden. Vi sidder med magten. Men vi vil ikke bruge den.

Noget kan vi gøre selv. Omlægge nationaløkonomien fra skat på arbejde til skat på jorden og resurserne. Denne omkostning vil blive indregnet i forbrugerprisen. Derved får vi det savnede motiv : Indflydelse på vore skattebetaling :
Den der lever beskedent betaler lidt. Den der lever som han plejer, betaler meget. Den der fråser enormt, betaler enormt.
Og samtidig får vi mange andre forbedringer i samfundet.
Gør vi danskere det, følger andre måske vort eksempel.

@Bill Atkins kl. 11.29:
"Det kan jeg så oplyse ham om at det ikke gør. Bilkørsel er spild af tid og økologi er bedre for naturen, kroppen og smagsoplevelsen."

Det er nok forskelligt fra person til person hvordan man har det med det. Personligt er jeg glad for min bil i mange sammenhænge, den gør det lettere at komme rundt til en række steder i landet og sparer mig derved meget tid. Mht. madvanerne er det vist ikke økologien der er det centrale her, men et forslag om at spise mindre kød; men jeg og mange andre kan godt lide kød, og er ikke ligeglade med om vi skal undvære det eller ej. Så at undvære både biler og kød vil f.eks. påvirke min velfærd negativt. Og formodentlig også ganske mange andres.

"Det kunne være interessant, hvis klimaforskere [og økonomer] verden over begyndte at komme med flere konkrete bud på, på alle niveauer, hvad der reelt skal til for at vende udviklingen."

Jeg mener egentlig at der findes mange af sådanne rapporter og undersøgelser allerede hvis man leder efter dem. For økonomer er det centrale meget naturligt at forsøge at give et bud på hvor høj en global klimaafgift, eller hvilke kvotesystemer der skal til for f.eks. at holde sig inden for togradersmålsætningen. Det findes der adskillige beregninger for - som selvfølgelig alle er behæftet med pænt stor usikkerhed, på samme måde som klimaspørgsmålet i det hele taget er. En globalt dækkende afgift eller kvote vil til gengæld være tilstrækkelig til at løse problemet; det svære er at få international enighed om at indføre sådan et system.

Vestens rolle i forhold til resten af verden er sikkert et spændende emne, men efter min mening ikke afgørende i forhold til klimaproblemet. Men jeg tror de fleste økonomer der beskæftiger sig med spørgsmålet, er på det rene med at Vestens indflydelse i verdensøkonomien, og dermed også verdenspolitikken, vil være faldende i fremtiden.

Her kommer en anden forklaringsmodel:
Kapitalismen tramper på alt, som ikke er stærkt nok til at forsvare sig selv. Således får vi smadret vores grundvand af landbruget, luften af industrien, vores natur af rovdrift af forskellig slags, selv vores egne blødere dele (familien f.eks.) lider.

Når kapitalismen er så stærk og indbyggerne ikke ønsker at stoppe den (der kommer jo den fedeste nye dims næste måned! Skide være med, at børn slaver sig ihjel i asien), så er der intet stærkt nok modspil, og destruktionen fortsætter.

Glem alt om "menneskelig psykologi", det har intet med det at gøre. Kapitalismen smadrer løs på så mange mere håndgribelige (bl.a. ovennævnte) fronter, uden at der sættes grænser, at man ikke behøver at finde frem til diffuse forklaringer.
Stop kapitalismen eller dø, menneskehed.

Mikael Velschow-Rasmussen, Liliane Murray, Flemming Berger, Gaderummet Regnbuen, Bill Atkins og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

Der blev spurgt til, hvorfor vores regering skærer ned på grøn omstilling og økologi osv.
Det "rigtige" svar er formodentlig kompliceret, men noget med at der skal jo spares overalt, og at det sandelig ikke går at lægge dæmpere på industri og landbrug.
Jeg fandt et andet svar, som sikkert er lige så rigtigt, i en anden artikel her på siden i dag: "Svage mennesker træffer kortsigtede valg."
Vi har den svageste regering i mands minde med en statsminister, for hvem selve posten er det væsentlige og en finansminister, som tror religiøst på, at vi skal spare os til at have råd, i stedet for at investere i fremtiden.
Så skidt med at det er miljøet og se svageste grupper i samfundet, som skal betale.

Liliane Murray, morten Hansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Poul Schou, det jeg ville frem til med mit livsstilsbudskab var ikke så meget en global løsning, men, som jeg vel også antyder, at skabe en indre bevidsthed om problemerne hos den enkelte. Fjenden i spejlet. (Tak til Liliane) Og så kunne jeg, nu der ikke er ret meget sagkundskaben er enige om, i miljødebatten, tænke mig at den samlede sagkundskab fandt et eller andet at være enige om - et arkimedes punkt. Det kunne eksempelvis være et estimat på hvor mange jordkloder, der er brug for i år 2100?

Er det 4,5 eller 7 eller 12 jordkloder i år 2100. Poul Schou bare sådan et alt andet lige estimat sådan som statistikkere, politikere, økonomer og andet godtfolk laver i alle andre sammenhænge.

Philip B. Johnsen

Det er bekymrerne at økonomer ansat i De Økonomiske Råd ikke har mere indsigt i klimaproblematikkerne.

Udbud og deraf efterspørgsel af vare skal reguleres, i den Vestlige verden og der må foretages langsommere regulering i de nye vækst økonomier, der har ikke bæredygtige vækst, efter Vestligt forbillede, der er ingen alternativer, et frit marked er en illusion.

Det estimeres at der inden for de kommende 30 år vil være 200 millioner klimaflygtninge, de bliver ofte benævnt økonomiske migranter og de vil ikke kunne og kan reelt heller ikke i dag, sendes forsvarligt retur til deres hjemlande.

EU bliver nød til at se på løsninger, EU kan ikke nøjes med brandslukning, hvis ikke der kommer planer fra EU, der viser rigtige løsninger på problemet, vil flygtningestrømmen vokse og vokse, lige til den dag EU tager sig sammen og finder løsninger.

Bæredygtig udvikling handler b.la. om mindre ulighed i verden og ikke mindst afskaffelse af fattigdom, der driver befolkningstilvæksten, at få håndteret befolkningstilvæksten i Afrika og stabiliseret den er et af målene, Afrika er nemlig den sidste verdensdel, hvor der stadig er en stor udfordring på befolkningstilvækst område, resten af verden har nået peak child population.

Link: http://www.gapminder.org/news/world-peak-number-of-children-is-now/

Det er helt ved siden af, at påstå, at der mangler viden om, hvad der skal til for at nå fn's klimapanel ipcc tematurstignings mål under 2 graders mål, De Økonomiske Råd må læse på.

Klimaansvaret forudsætter udbud og derved efterspørgsel skal reguleres, ingen TTIP og ISDS til fremme for overforbrug, samt øjeblikkelig politisk kontrolleret udfasning af brugen af og investeringer i fossilbrændstof sektoren i vores del af verden, fossilbrændstof sektoren modarbejder klimamålene, samt at de rige og plutokratiet i særdeleshed, skal til at betale skat efter formåen i et helt andet omfang end tidligere, alt andet er omsonst, når vi skal takle den voksende ulighed, der foruden klimabelastning ved overforbrug i vores del af verden, driver befolkningstilvæksten.

EU må se at komme i arbejdstøjet, der er ikke tid til mere halvhjertet håndtering af en udvikling der kræver EU håndtering, det er nu skal der handles.

Det er ikke vanskeligt, som sådan at bekæmpe fattigdom, hvis klimaforandringer holdes ude af ligningen, som udgangspunkt kan man nævne den afrikanske bonde, der må have mange børn der er dyre at brødføde ofte en umulig opgave, der føre til sygdom der holder familien i fattigdom, men med opsparet kapital til en cykel, kan bonden transportere sine afgrøder til markedet på nogle timer, hvor det tidligere tog dage til fods båret på ryggen af familien, solgt til dårlig pris, da det ikke er muligt at transportere afgrøderne til det næste marked for bedre pris uden en cykel.

Klimaudfordringen er en anden langt vanskeligere størrelse, hvor det sikkert for mange, er lidt svært at vende sig til faktum, at Wall Street og The City of London bedst kan sammenlignes med verdens værste terrororganetioner, vel at mærke af en farlighed for verdens befolkning, der får IS til at ligne engle.

Keld Albrektsen, hvorfor skal der spares overalt? Er det til sænkning af topskatten - eller til at begrænse den offentlig låntagning. (som efter eksperters udsagn ikke er problematisk). Er det ikke netop gang i hjulene og dermed arbejdspladser, Venstre lover?

Bill Atkins,
"hvor mange jordkloder, der er brug for i år 2100" er i mine øjne ikke noget særlig meningsfuldt spørgsmål, selvom nogle ynder at stille de miljømæssige udfordringer sådan op. Det er klart at hvis man ekstrapolerer det historiske resurseforbrug og emissioner/forurening af forskellig slags mekanisk ud i fremtiden, løber man ind i klare begrænsninger. Derfor vil disse kurver på et tidspunkt nødvendigvis knække, men det kan ske på mere eller mindre hensigtsmæssig vis, og udfordringen er selvfølgelig at få det til at ske mest muligt hensigtsmæssigt. Derfor bør man ikke mindst krydse fingre for hvad det internationale diplomati formår, i Paris som andre steder hvor disse spørgsmål realitetsbehandles.
I modsætning til en del andre her i tråden mener jeg derfor heller ikke at det er manglende personlig bevidsthed hos den enkelte om klimaet, der er det store problem, i hvert fald ikke i Danmark.

Ejvind Larsen, Philip B. Johnsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Poul Schou, jeg synes pludselig du bliver helt "omgængelig" med hensyn til din bevidsthed og udtalelser om miljø- og ressourceproblemerne, nu vi kom til at diskutere loftet i problemet, eller worst case, eller hvad vi skal kalde det:

1 ud i fremtiden, løber man ind i klare begrænsninger. Hvilke?
2 udfordringen er at få [kurveknækene] til at ske mest muligt hensigtsmæssigt Hvordan?
3 Hvad må der gøres ved hvilke parametre i det samlede billede?
4 Vi må alle krydse fingre

Ovenstående konference ville jeg gerne læse referatet af .-)

Poul Schou skriver:
"Så at undvære både biler og kød vil f.eks. påvirke min velfærd negativt. Og formodentlig også ganske mange andres."

Mon ikke 10 meter vand over dit hus vil påvirke din velfærd negativt? Mon ikke ulidelige temperaturer i et ørkenlandskab vil påvirke din velfærd negativt?

Keld Albrektsen, det jeg ville have haft frem i mit spørgsmål 17:31 var - hvad ikke lige lykkedes så godt - at politikere, økonomer og journalister i høj grad bidrager til forvirring af problematikkerne til skade for demokratiet.

@Bill Atkins,

der er forskellige miljø- og resurseproblemer, men i denne tråd synes jeg det er relevant at holde sig til klimaet, som for mange nok fremstår som det mest presserende. Og hvordan man mest hensigtsmæssigt knækker kurven her, har jeg beskrevet før: Ved at gøre det tilstrækkelig dyrt at udlede. Så instrumentet er klart og simpelt nok, men hovedproblemet som sagt at få international enighed om at gøre det nødvendige.

@Dennis Berg:

"Mon ikke 10 meter vand over dit hus vil påvirke din velfærd negativt? Mon ikke ulidelige temperaturer i et ørkenlandskab vil påvirke din velfærd negativt?"

Jo, selvfølgelig vil de det. Det fremgår både af mine kommentarer i tråden her og tidligere at jeg er meget enig i at drivhusproblemet er et reelt problem som verdenssamfundet bør gøre mere ved end man gør idag. Min pointe er blot at det at jeg personligt kører mindre i bil ikke ændrer klimaproblemet en tøddel, men har en ret direkte negativ konsekvens for min velfærd. Hvis milliarder af mennesker kører mindre i bil osv. ændrer det klimaet - men de milliarder begynder ikke allesammen at ændre adfærd, blot fordi jeg personligt gør det. Det er det der er problemet ved eksternaliteter. Derfor er der behov for kollektiv handling i form af at indføre tvungne institutioner som afgifter eller kvotesystemer. At nøjes med at appellere til den enkeltes samvittighed og bevidsthed er yderst ineffektivt når man har med en eksternalitet at gøre. Forstår man ikke dette forhold, kan man ikke gøre noget effektivt ved problemerne. Derfor mener jeg at meget af den velmenende snak om klimaproblemer som f.eks. finder sted i Informations debatspalter, ofte kigger på nogle forkerte aspekter og misser de egentlige centrale problemstillinger. Dermed gør man den sag man mener at arbejde for, en bjørnetjeneste.

Svar til Poul Schou (21. oktober, 2015 - 07:53):
Du svarer med base i (neo-)klassisk økonomi. Denne tror kun på det egoistiske og profitmaksimerende aktører (her forbrugere). Det er en menneskefjendsk ideologi, som ser bort fra alt det gode i mennesket, som også eksisterer og blandt de fleste er langt stærkere end de for mig afskyelige mennesketræk. Man ser hos mennesker i krisesituationer stort mod, ekstrem selvopofrelse og vilje til at samarbejde, koordineret på split-sekunder.

Disse økonomer tager igen og igen fejl. De kan ikke forstå, at deres flotte modeller over rationelle aktører kollapser igen og igen i mødet med virkeligheden (se bare, hvordan det blev påstået, at når dagpengeperioden udløb, så ville alle straks skynde sig at finde arbejde).
Idag skal man så læse om en opdatering af dette fallerede tankegods med såkaldt "adfærdsøkonomi" (http://www.information.dk/549248), men det er svært ikke at fornemme en klam og ulækker stank omkring en opdateret paternalistisk ideologi, som tror det værste om folk, og som ønsker at gennemtrumfe sin vilje på en eller anden måde. Blødt, javel, men inde på diktaturets område.

Poul Schou, mit svar til Keld Albrektsen 18:07 var faktisk en foregribelse af dit svar 18:17. Hvorfor skal vi se på problemerne under et, når vi ved atomisering kan forvirre almenheden, os selv og problemformulering og -løsning ....synes at være alle politikere, økonomer og journalisters bidrag til beskyttelse af erhvervslivet kapitalismen og jeres levebrød.

Men Poul Schou for mig var dit bidrag med punkt 1-4 et skridt i den rigtige retning. Hvor mange jordkloder?

Poul Schou skriver:
"Min pointe er blot at det at jeg personligt kører mindre i bil ikke ændrer klimaproblemet en tøddel"

Jamen det er jo netop hvad det gør! Tøddel (som forstået "meget lille smule") er jo netop den forskel du kan gøre. Du, jeg og alle andre individer er jo ikke større end det er den forskel vi kan gøre. Men så mange Tødler vil blive betydningsfuldt.
En bedre måde ville dog være at bruge den demokratiske magt og få indsat nogle politikere som kunne gribe problemet an. F.eks. er afgiftfritagelsen af flybrændstof jo en forbrydelse mod klimakampen og i forlængelse heraf mod menneskeheden.

Bill Atkins,
verdens problemer er komplekse, og modsat dig mener jeg det ofte er frugtbart at fokusere på et konkret problem ad gangen for bedre at kunne forstå det og de potentielle løsninger. Diskuterer man 27 problemer på en gang, bliver diskussionen langt mere forvirrende og derfor sandsynligvis også langt mere overfladisk. Du kan sige at det er en trossag om det forholder sig sådan eller ej, men min personlige erfaring er nu at det oftest er en frugtbar tilgang.

Dennis Berg:
Når du til sidst 18.32 skriver at "En bedre måde ville dog være at bruge den demokratiske magt..." lyder det som om vi nærmer os hinanden. Det lyder netop som det samme jeg fremhæver: Det er kollektive handlinger der batter. Små grupper af personer kan godt koordinere deres handlinger til det fælles bedste, især personer der har personlig kontakt. Men i et globalt problem som klimaet er der tale om at koordinere mia. af menneskers handlinger. Det sker i praksis ikke uden politikernes mellemkomst, mest effektivt via de forpligtende internationale aftaler som en del gange er nævnt i denne tråd.

Sider