Læsetid: 7 min.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at handle i tide?

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med
Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under hude

Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden?

Rene Schutze

21. oktober 2015

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

Som situationen tilspidses, er det spørgsmål, som i stigende grad optager såvel de tålmodigt formidlende klimaforskere som ngo’er, grønne politikere, miljøbevidste erhvervsfolk og andre, der søger at bane vej for handling.

»Det kræver selvransagelse i bæredygtighedsbranchen, for vi griber det tydeligvis forkert an,« skrev f.eks. på denne plads Coop’s miljøchef, Signe Frese, for to uger siden.

Det svar, som oftest gives for tiden, er, at angst for smeltende isbjerge ikke kan motivere mennesker til forandring, og at den grønne omstilling skal italesættes som noget livsbekræftende, spændende og fuldt af nye muligheder. Således f.eks. den nyvalgte formand for FN’s Klimapanel, IPCC, den sydkoreanske økonom Hoesung Lee, der til tidsskriftet Nature siger:

»Jeg vil gerne huskes som den formand, der flyttede IPCC’s fokus til løsninger (…) Der er en masse at være bekymret for, men der er også en masse at nære spændte forventninger til.«

Det er givetvis en del af opskriften på en mere vellykket klimakommunikation. Men det er mere komplekst end som så, hvis man skal tro de adfærdsforskere og andre, som gransker vores psykologi og motivationsmønstre på områder som dette.

Hjernen yder modstand

En af dem er George Marshall, engang ledende Greenpeace-medarbejder, nu projektchef ved det britiske Climate Outreach & Information Network, der rådgiver om og forsker i kommunikation om bæredygtighed og klima. George Marshall er forfatter til bogen Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change, og en central pointe er for ham, at klimaudfordringen netop er så komplekst et emne, at forskere fra forskellige discipliner har hver deres forklaringsmodel, og at de alle har delvist ret, hvorfor det er så svært at tackle udfordringen med at få problemstillingen ind under huden.

»Klimaændringer er et exceptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

»Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

Og nemmere at håndtere bliver det ikke af, at klimaforskerne i f.eks. IPCC konstant betoner – som de jo bør – den videnskabelige usikkerhed om både årsagssammenhænge og modelfremskrivninger om klimaet. Modsat de statsautoriserede økonomer, der typisk leverer præcise tal – en forventet dansk BNP-vækst i 2017 på 2,3 pct., sagde f.eks. de økonomiske vismænd forleden – selv om usikkerheden på deres modelscenarier er lige så stor.

Trygheden

Den britiske forsker i miljøkommunikation Chloe Lucas, University of Tasmania, betoner i en artikel i Wiley Interdisciplinary Review, hvordan kendte, forudsigelige rammer er afgørende for den tryghed og tillid, mennesket har brug for og søger at opretholde. Trygheden ved faste rammer og sikre svar fritager os fra ustandseligt at skulle træffe svære valg. Vismændenes økonomiske forudsigelser med decimals nøjagtighed giver en slags tryghed – også selv om de typisk er forkerte – ligesom vores vækkeur, telefon, brusebad og morgenkaffe sikrer orden og hviler på tilliden til, at det konstant er til rådighed og fungerer.

Klimaforskernes budskaber – og usikkerheden knyttet hertil – undergraver denne tryghed, helt ned på det konkrete plan, der handler om hverdagens tillidsskabende ting og systemer, baseret på fossil energi.

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Det er blevet spået tit og ofte, at når først klimakatastroferne – oversvømmelserne, de voldsomme storme etc. – rammer, så vil folk få øjnene op og handle.

Det skal man ikke regne med, siger George Marshall. Han har bl.a. interviewet beboere i Texas, der i 2011 blev ramt af brande, som under ekstrem tørke og hedebølge ødelagde 1.700 hjem. Marshall sporede ingen erkendelse af en sammenhæng med menneskeskabte klimaændringer eller motivation til at forlange politisk handling. En sådan erkendelse vil jo være ensbetydende med en slags selvkritik og tvivl om måden, man har levet på hidtil. Dermed vil den også indebære potentiale for konflikt i en situation, hvor det at stå sammen føles afgørende.

»Lokalsamfund, der er blevet smadret, synes at finde styrke i håbet om genrejsning og undertrykker aktivt enhver nedslående diskussion om de underliggende årsager eller fremtidige trusler,« noterer Marshall.

System 1 og 2

Det udfordrende narrativ om klimakrisen og behovet for forandring har således svært ved at konkurrere. I stedet for at erkende den eksisterende orden som problemet er det nærliggende at udpege miljøaktivisterne, klimaforskerne, Al Gore og co. »som den virkelige fjende, der har opfundet dette svindelnummer for at udvide den politiske kontrol«, bemærker kommunikationseksperten.

Eller mere generelt: Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, har fået nobelprisen i økonomi for sine studier af adfærdsøkonomi og måden, vi træffer beslutninger på. Han beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

»System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

»Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævntes bog.

»En psykolog kunne næppe udtænke et bedre scenarie for lammelse« end klimaændringer, siger en anden psykolog, professor Daniel Gilbert, Harvard University, i bogen.

Tillid, fællesskab og storytelling

Alt dette kunne jo friste klimaforskere, ngo’er, grønne politikere, visionære erhvervsfolk og miljøjournalister til at opgive ævred. Det er næppe den rigtige konklusion.

George Marshalls konklusion er bl.a., at der skal lægges mindre vægt på hardcore videnskabsformidling med svære tal og skræmmende perspektiver og mere vægt på storytelling og personlig identifikation med dem, der formidler – faktorer som forskere traditionelt opdrages til at holde sig fra. Samtidig skal der lægges vægt på at etablere tillid til og fællesskab om omstillingsprocessen frem for ensomhed, polarisering og skyld.

Chloe Lucas siger, at det afgørende er at gøre processen mod den nye økonomi og livsform tryghedsbærende, så man ikke afviser den til fordel for den kendte – men uholdbare – tryghed i den gammelkendte fossile økonomi.

Elena Blackmore, der forsker i værdier ved det britiske Public Interest Research Centre, betoner betydningen af at tilrettelægge indsatsen, så den fremmer oplevelsen af fælles ejerskab. Det appellerer til vore fællesskabsorienterede værdier frem for de selvcentrerede og skaber samtidig via trygheden åbenhed for nye tanker og tro på egne kræfter.

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anna Sørensen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Emil Vibild
  • morten Hansen
  • Flemming Berger
  • Per Jongberg
  • Troels Holm
  • Ib Jørgensen
  • Kirsten Vesterager
  • peter fonnesbech
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Liliane Murray, Michael Kongstad Nielsen, Anna Sørensen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Emil Vibild, morten Hansen, Flemming Berger, Per Jongberg, Troels Holm, Ib Jørgensen, Kirsten Vesterager, peter fonnesbech, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er muligt for et land, uanset størrelse, at være et foregangsland. Et eksempel til efterfølgelse. Danmark sparkede egenhændigt gang i vindmølleindustrien, og uden vores bidrag er det ikke godt at vide, hvor den havde været idag. På samme måde mener jeg, at man kunne gå foran og vise vejen for de andre industrialiserede lande. Vi har pengene til det, om nogen.
Nu ser det ud til, at Norge vil gøre det istedet. Fint nok med mig, jeg er faktisk ligeglad med, hvem der redder os, bare det bliver gjort. Norge har også en stor regning at betale til klimaet, må man sige.

Poul Schou, ikke at ville se kompleksiteten i problemerne gør, at kontroversielle problemelementer bevidst overses eller "skubbes til hjørne" ...man skal jo ende op med et kompromis alle kan samles om.

Det er som når I økonomer arbejder med opbygning af en økonomisk model og så af ideologiske årsager ikke vil implementere eksv. nationalisering af banker eller strategiske virksomheder, selv om det i krisetider vil udvide den økonomiske værktøjskasse gevaldigt.

Bæredygtighed som samlet problemkompleks vil betyde at de virkelige problemområder vil kunne beskrives fra alle vinkler. Alt andet er forvirring af almenheden og demokratiet.

Ejvind Larsen, Keld Albrektsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Det er netop for at kunne se kompleksiteten i øjnene og yde den retfærdighed at det kan være godt at fokusere på et problem ad gangen. Bredde kommer nu engang ofte på bekostning af dybde.

Philip B. Johnsen

Manglende focus på betydningen af sammenhæng i udfordringer, der har flere komponenter der influere på hinanden, påvirker forståelse af udfordringen negativt.

Poul Schou, 19:47 Det synspunkt er så meget igår, nu hvor supercomputeren eksv. overflødiggør det matematiske bevis...

Tænk sig at kunne stå på TV og sige: Efter vi har fodret computeren med alle forhåndenværende data så er forslaget at vi opretter en stats bank og skiller finansspekulation fra reel bankvirksomhed

eller i klimasammenhæng:

Computeren siger vi straks skal opfylde alle slumområders og oplands behov for ladcykler til bortfjernelse af natrenovationen, transport af markedsprodukter, og taxakørsel af folk der skal på arbejde osv ...

Michael Kongstad Nielsen

Poul Schou skriver bl. a.:
"Så at undvære både biler og kød vil f.eks. påvirke min velfærd negativt. Og formodentlig også ganske mange andres."

Ja, men hele idéen er jo, at vi mennesker skal finde mådehold. Det bliver en psykisk anstrengelse for os at afstå fra behovstilfredsstillelse, som ikke er fundamental, men baseret på magelighed, grådighed, vane og social konkurrence. Det har vi bare at tage fat på, og vi får nu hjælp fra en mængde kirkelige organisationer, der maner til mådehold.

Michael Kongstad,

Mådehold er fint i det omfang det er nødvendigt. Og det er præcis hvad et fornuftigt afgifts- eller kvotesystem vil føre til - den nedgang i forbruget af drivhusgasser som er nødvendig for at undgå for store klimaproblemer.

Schou:
Ja uha hvor går det godt for CO2-kvote systemerne. Ikke et eneste kan du henvise til, der har haft succes.
http://www.theguardian.com/sustainable-business/blog/why-are-carbon-mark...

Hvis man vil gøre noget, som man ved vil virke, så stopper man udledningen ved brønden. James Hansen kom med et udmærket forslag, som ville komme almindelige borgere til gavn.
http://www.columbia.edu/~jeh1/2009/WaysAndMeans_20090225.pdf

Men så kan kapitalisterne ikke længere kontrollere og korrumpere det hele, så det blev ikke til noget.

Jeg har ikke læst alle kommentarer, men de forekommer mig at ideen om opsparing i boligen ligger i vejen for såvel arbejdskraftsmobiliteten, som ønsket om mindre bilkørsel. Firmaer sparer lageromkostninger ved at bruge landevejene som lager( lastbiler kontra tog). Osvosv....

Og mht. kravet om øget vækst. Beror det ikke på at nogen hele tiden skal "skumme fløden"? De multinationale kan ikke tjene penge i samfund uden vækst.

Michael Kongstad Nielsen

Poul Schou,
afgifts- eller kvotesystemer fører ikke til menneskelig selvransagelse. Ikke til ændret adfærd af lyst eller egen drift, men til regeladlydelse. Og dermed ikke til holdbar omstilling.

Dennis Berg,
"Ikke et eneste kan du henvise til, der har haft succes."
Nu findes der ikke så mange historiske eksempler på CO2-kvotemarkeder, men kvoteprincippet har været brugt på en række andre problemer, som regel med gode resultater. Det nok største eksempel til daglig er det amerikanske program mod syreregn, som i høj grad byggede på kvoter, og mig bekendt generelt anses for at være meget succesfuldt.

Mht. det mest kendte CO2-kvotesystem, som er EUs, skal det selvfølgelig bedømmes ud fra hvad sådan et kvotesystem forventes at indebære, og hvad det ikke indebærer. Et effektivt CO2-kvotesystem skal medføre at der ikke udledes flere kvoter end de X ton som de samlede kvoter svarer til. Og præcis det er også tilfældet i EU. At kvoterne er blevet meget billige ændrer ikke ved at udledningerne holder sig indenfor de fastsatte kvotegrænser. Mange synes så ikke systemets begrænsninger er ambitiøse nok, men det er en helt anden sag. Det er et spørgsmål om hvilket X man har valgt til at starte med, men ikke et spørgsmål om hvorvidt systemet er i stand til at sikre at det valgte X rent faktisk bliver overholdt.

Michael Kongstad:

"afgifts- eller kvotesystemer fører ikke til menneskelig selvransagelse. Ikke til ændret adfærd af lyst eller egen drift, men til regeladlydelse."

Det kan du nok have ret i, men jeg kan ikke se at det er noget afgørende problem. Det samme kan siges om mange af de påbud og forbud vi har i en retsstat som Danmark, som færdselslov, straffelov osv. Og de er formodentlig i store træk gavnlige for at få samfundet til at fungere. Hvorfor det skulle være i strid med bæredygtighed at det er sådanne regler der sikrer at vi løser klimaproblemet, har jeg svært ved at se.

Michael Kongstad Nielsen

Poul Schou,
forskellen er, at klimaproblemet ikke er et personligt eller et socialt problem, men hvad du vist selv har kaldt en global eksternalitet. Man har som privatperson umådelig let ved at sætte sig selv fri af problemet. Men det holder jo ikke i realiteten, da det er summen af alles adfærd, der fører til misæren. Bedste ændring skal komme indefra. og det mest interessant bud er lige nu :
" Selv lover de at gøre deres organisationer og livsstile mere bæredygtige",
http://www.information.dk/549214

Ejvind Larsen, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Engang var klimabenægterne det største problem. Det er nu hurtigt ved at blive afløst af de klimaretfærdige.
Imens går verden sin gang som altid, med eller uden liv på jorden.

Ok, mit forslag 20:04 med nogle ikke-liberalideologiske (dvs realistiske) computermodeller blev ikke videre værdsat.

Men fakta er, at Thomas Piketty gjorde det, og han fik bekræftet, de rigestes opsugningseffekt af kapital, dvs akkumuleringen i samfundet er virklig, at arvereglerne forhindre spredning af ejendomsrettet, at r>g, dvs formueafkastet er større end stigningen i nationalindkomsten (uligheden stiger systemisk) alene på grund af kapitalismens indre malfunktion, at Kuznets (Nobelpristager) kurve - Vækst mindsker uligheden - er noget sludder osv. osv.

...så jeg forstår da godt at borgerlige økonomer ikke skal have fingrene i den maskine - så hellere snakke videre om atomiserede løsrevne problematikker.

Ejvind Larsen, Liliane Murray, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Bill Atkins
21. oktober, 2015 - 22:30

Lad nu de stakkels kapitalister få en fridag. Meget skal de have skal have skyld for og det er jeg enig i, men ikke lige klimaet. de udgør et mindretal af befolkningen og selv om deres fodaftryk kan være stort, så er det intet mod 5.5 milioner mennesker, der gør som de plejer og regulært er skide ligeglade med miljøet. Lad os bare være ærlige, vi kunne alle spare på vandet, strømmen, varmen uden de store gener, hvis vi ville og gad bekymre os om det, men det gider vi ikke. Der er ingen grund til at have lys i rum vi ikke opholder os i, eller til at tage bilen de femhundrede meter ned til brugsen, eksemplerne er endeløse hvor helt almindelige mennesker, kunne gøre noget for miljøet, men ikke gør det ;-)

Johnny:
Kapitalisterne har magt ud over deres antal. Med deres penge lobbyer de og vildleder befolkningen gennem misinformation.
Hvad Koch-brødrene ikke har forvoldt af skade på klimakampen.

Ejvind Larsen, Bill Atkins og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Nåja, jeg glemte bankerne, som bestemmer hvor pengene i samfundet kanaliseres hen - og dermed også hvor de IKKE kanaliseres hen. Der investeres stadig 10x så meget i fossile energikilder som der gøres i grønne.

Ejvind Larsen, Philip B. Johnsen, Bill Atkins og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Kapitalisterne har sørget for, at en stor del af befolkningen tror, at "det bliver ikke så slemt". Det er grunden til, at de kan handle som de gør. Hvis folk virkelig vidste, at vi er i livsfare og at dette drejer sig om menneskehedens fremtid, så tror jeg ikke de ville kunne svine som de gør, med deres børn som vidner.

Ejvind Larsen, Bill Atkins og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Poul Schou, hvordan vil du tale klimaforandringerne uden at inddrage andre forskellige miljø- og resurseproblemer? De hænger jo sammen som ærtehalm?

Hvordan kan man gøre andet end, at appelere til den enkeltes samvitiighed, når politikere, beslutningstagere og det internationale samfund, tilsyneladende intet gør, men stadig taler om vækst som løsningen på alle problemer, uanset hvad disse måtte være?

Jeg taler dagligt med andre mennesker (tilfældige), og er chokeret over hvor få mennesker der overhovedet er, der ved noget om disse ting, så længe man kan købe en bluse for en 50er i H&M, og de sender X-factor, så er alt jo godt.

Ejvind Larsen, Dennis Berg og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Poul Schou,

jeg går ud fra at du er bekendt med terminologierne;- Årsagssammenhænge, årsag og virkning?

Ved at den enkelte tager et skridt i den rigtige retning, kan vi vise de modvillige politikere, hvor vi som befolkning vil hen, hvilken udvikling vi ønsker, og vi kan forhåbentligt få flere og flere til at sætte deres kryds ved de politikere der rent faktisk vil det her.

Hvis vi sætter os hen og venter på at beslutningstagerne skal gøre noget, så kan vi vente fra nu af og til Armageddon.

Husk at deltage i klimamarcherne.
De er i øvrigt for alle, der kerer sig om klimaet uanset politisk og eller religiøs holdning.

Michael Kongstad,
"Man har som privatperson umådelig let ved at sætte sig selv fri af problemet. Men det holder jo ikke i realiteten, da det er summen af alles adfærd, der fører til misæren. "

Jeg synes ikke det du skriver, hænger sammen. Ja, summen af alles adfærd fører til miseren, og derfor vil det gå galt uden en international regulering. Men givet at man foretager denne regulering (vhja. kvoter/afgifter) vil folks adfærd automatisk ændre sig, simpelthen fordi det bliver for dyrt at udlede, og så undgår man miseren. Uanset om folk nu selv har tænkt dybe problemstillinger igennem om livsstil og klimaproblemer, eller de simpelthen blot ganske enkelt sparer lidt på de lange bilture fordi benzinen bliver dyrere.

Liliane Murray:
"Poul Schou, hvordan vil du tale klimaforandringerne uden at inddrage andre forskellige miljø- og resurseproblemer?"

Der findes en ganske enkel løsning på klimaproblemet: At sætte et internationalt kvoteloft der er så lavt som naturvidenskabsmændene nu mener skal til for at vi med rimelighed kan undgå de værste konsekvenser. En international afgift på udledninger ville kunne medføre samme resultat. Man behøver ikke at have detaljeret viden om potentiel fremtidig fosformangel og mange andre tilsvarende resurse- og miljøproblemstillinger for at kunne tage stilling til dette enkle klimaforslag.
Men i øvrigt vil jeg gerne give dig ret i at det mest perspektivrige ved at nogle højlydt begynder at ændre livsstil ikke er den direkte virkning i sig selv, men det at det kan tilskynde til at politikerne opfatter spørgsmålet som vigtigt for vælgerne og derfor bliver tilskyndet til en mere aktiv politik. Man gør sig blot en tjeneste ved at være opmærksom på at det er dette - gennemførelsen af en kollektiv regulering i sidste ende - der er det realistiske mål. Og så bør man huske på at det jo er politikerne i USA, Kina og Indien osv. som er den vigtige målgruppe - hvad Danmarks politikere isoleret beslutter, har heller ingen effekt på det globale problem. Det er derfor vigtigt at målrette evt. danske tiltag ud fra hvad man vurderer har størst effekt på verdenssamfundet.

Johnny Winther Ronnenberg, du har åbenbart ikke læst hvad jeg skriver. Jeg angriber ikke kapitalisterne, idet jeg anser, de der udnytter ejerskabet til det kapitalistiske produktionssystem til skade for andre, som værende mentalt afvigende og uden for pædagogisk rækkevidde - og som du rigtigt skriver, udgør de en ganske lille del af befolkningen.

Det jeg angriber er selve ejersystemet omkring samfundets produktionsmidler. Et ejersystem, som er udkrystalliseret af ingredienserne, rå magt, grådighed, og vold, overhældt med uendelige mængder papirpenge. I den forbindelse angriber jeg også de, der bevidst forsvarer dette ejerskabsforhold, og som lever af at forvirre debatten og forhindre demokratiets funktion - tjenerne om man så kan sige.

Jeg kan anbefale nedenstående artikel:

Arkimedes punkt
http://www.information.dk/306333

PS. Og med alle respekt - så er det vel også det artiklen handler om:

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at handle i tide?

Jeg forestiller mig, at en af hovedårsagerne til, at vi ikke kan finde ud af at handle i tide, er en udbredt videnskabelig analfabetisme planeten over, og dette slet ikke alene i samfund, hvis videnskabelige og teknologiske niveau har været holdt tilbage af religiøs dogmatisme over århundreder, men også i mere sekulære samfund som de vestlige, herunder det danske.

Til trods for, at man i velstående samfund mæsker sig i teknologisk isenkram o.l., der kun eksisterer som følge af menneskets overordentlig præcise forståelse af naturlovene, ikke mindst elektromagnetismen og kvanteteori, så undsiger de fleste af disse teknologi-fetichister tilsyneladende mere eller mindre prompte naturvidenskaben, hvis eksperterne på grundlag heraf kommer med ubelejligede eller ubehagelige forudsigelser.

I så fald giver man sig til at opfinde sin egen virkelig. Man giver sig måske til at fantasere om, at vores art ad teknologisk vej kan transcendere naturlovene (sikkert uden at være sig bevidst om, at det er det, man faktisk gør), i en komplet vildfaren forestilling om, at naturlovene er underlagt teknologien, og ikke omvendt, som det i virkeligheden selvsagt er. Det er i mine øjne om noget et eksempel på videnskabelig analfabetisme: Man forstår end ikke, at en naturlov kan man ikke betvinge på nogen måde.

Philip B. Johnsen, Peter Knap og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Poul Schou,

Tror du selv på at et kvotesystem vil virke, vi har haft kvotesystemer indenfor flere områder, kvoter ender blot som en handelsvare, der overføres fra virksomhed til virksomhed, land til land, glem det, det kan der snydes uendeligt med. Pas på du ikke ser dig blind på en enkelt ide.

Men det har jo som sådan ikke noget at gøre med at inddrage alle aspekter ved bæredygtighed i debatten. Kvoter kunne være en del af det, men langt fra nok. Der skal holdningsændrende love og reguleringer til, hvor vi hver især som borgere, bliver klar over vores andel og ansvar i hele problematikken. Hvor vi begynder at tænke og forbruge ansvarligt, tænke kvalitet fremfor kvantitet, men so længe man køre på med forbrugspropaganda, i form af smart reklame, markedsføring, sammen med mode og designindustrien, men også TV programmer og medierne i særdeleshed, har et stort ansvar, ikke at forglemme vores 'politikere' (haha)

Liliane Murray

Kvanteteorien er nu ikke bevist endnu, personlig hænger jeg mere til stringteorien omend den aldrig vil kunne bevises. Men det bliver spændende at se hvilken af de to teorier der kommer ud som vinderen, eller om det bliver en helt 3.

Liliane Murray,

"kvoter ender blot som en handelsvare, der overføres fra virksomhed til virksomhed, land til land"

Ja, det er netop det smarte ved et omsætteligt kvotesystem. Set fra drivhusproblemets side er det komplet ligegyldigt hvor på jordkloden udledningen finder sted - et ton CO2 skader lige meget, uanset om det udledes i Kalundborg eller Kuala Lumpur. Men omkostningerne ved at forhindre udledningen varierer meget fra sted til sted. Derfor bør reduktionerne finde sted der hvor det er billigst. På den måde mindsker man den samlede byrde ved en mere ambitiøs klimapolitik. Tilhængerne af en effektiv klimapolitik bør være interesserede heri, for jo mindre byrdefuldt det bliver, jo mindre vil også modstanden være.

Så har den kære John Fredsted, åbenbart lige i stødet til en gang mobberi, lagt sig ud med alverdens elektroingeniører - modig mand ... ;-)

@Liliane Murray: Det er godt nok lidt af en tangent (i i forhold til artiklen), men jeg bliver lige nødt til at forholde mig til det, du skriver om kvanteteorien.

Ingen empirisk teori kan bevises. Stringent bevisførelse er forbeholdt matematikken alene. Men rigtigheden af en empirisk teori kan bestyrkes gennem eksperimenter. Her er kvanteteorien i absolut særklasse: Intet eksperiment igennem et helt århundrede har nogensinde modsagt teorien. Og for lige at sætte trumf på, kan følgende faktum nævnes: I kvanteelektrodynamikken, der beskriver vekselvirkningen mellem elektromagnetisk stråling og ladede partikler, kan man udregne elektronens såkaldte anomale magnetiske moment med en præcision, der svarer til at måle afstanden mellem New York og London med en usikkerhed svarende til bredden af et menneskehår; og målinger af dette moment i laboratoriet stemmer overens hermed!

CO2-kvoterne er udtænkt som et gigantisk spekulationsmarked garneret med ernorme subsidier til erhvervslivet, tilstrækkeligt uigennemskueligt til, at det ikke kan rammes af konkret kritik - selv den gigantiske svindel med moms til ca. 50 mia. kr. druknede for øjnene de undrende EU-borgere.

Hele CO2-showet er skabt for at bortlede opmærksomheden fra den nødvendige bæredygtighedsdiskussion - en diskussion som kunne risikere at gribe ind på det hellige "frie marked" .

Philip B. Johnsen

John Fredsted
Det er med den samme sikkerhed, eksperter kan konstatere, at problemet med bekæmpelse af klimaforandringer er, de rige ikke har noget tilovers for de fattige, læs bare økonomen der rådgiver b.la. folketinget.

"Set fra drivhusproblemets side er det komplet ligegyldigt hvor på jordkloden udledningen finder sted - et ton CO2 skader lige meget, uanset om det udledes i Kalundborg eller Kuala Lumpur."

Intet nyt under solen!

Philip B. Johnsen

De uden noget ansvar for klimaforandringerne, har ret til hele kvoten op til vores levestandard og de rige må skære ned.

Det er dyrt ikke at forstå det grundlæggende, men (vi) Vesten har høstet frugterne og opbrugt 'hele' vores kvote.

Her et eksempel den spekulationslogik der hersker i CO2-kvoteordningen:

Prisen på CO2-kvoter i EU er på grund af krise og lav efterspørgsel faldet til fire euro for at udlede ét ton CO2. Forventningen var, at det ville koste 30 euro. Den lave pris gør, at hele systemet er i fare for at bryde sammen. F.eks. betyder den, at det i Tyskland er blevet god forretning at fyre med brunkul.

..ja jeg må altså tage mig til hovedet. Miljøpolitik finansialiseret. Økonomerne og ikke mindst spekulanterne må have klappet i deres hænder da det system blev listet på plads.

Michael Kongstad Nielsen

Poul Schou, 08:08,
- regulering er godt, men når det kommer til klimaet, ikke nok.
Her skal vi have fat i bogtitler som:
Jens-André P. Herbener: "Naturen er hellig", eller Ole Jensen: "På kant med klodens klima", hvor den tidligere domprovst argumenterer for, at mennesket må genfinde kontakten med naturen agtelsen for den. Vi skal ikke følge økonomiske afgiftsregler eller CO-2 kvoter, men følelser overfor naturen. Det er jeg meget enig i.
Jeg kommer til at tænke på fortalen til Jyske Lov, hvor der står: " ... men ingen lov er jævngod at følge, som sandheden". Sandheden, ikke i den russiske betydning, "Pravda", men som "følelsen af at gøre det rigtige".

Michael Kongstad,
ja, du har sagt flere gange at regulering ikke er nok, når det drejer sig om klimaet, men jeg kan ikke se at du har givet noget argument for hvorfor det ikke skulle være tilstrækkeligt.

Som jeg har sagt nogle gange tidligere i tråden her: Der findes en ganske enkel løsning på klimaproblemet, nemlig at sætte et internationalt kvoteloft der er så lavt som naturvidenskabsmændene nu mener skal til for at vi med rimelighed kan undgå de værste konsekvenser.

Folk her i tråden, inklusive du selv, bliver ved med at sige at de ikke kan lide kvoter, og at man ikke kan løse klimaproblemer med kvoter, men det forekommer mig ikke at en eneste, heller ikke dig, har forklaret hvorfor sådan et system ikke skulle virke, hvis det bliver indført.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan ikke på stående fod argumentere for, hvorfor det ikke vil virke, men jeg fornemmer, at det vil blive omgået, spekuleret ud i hampen, handlet med på den sorte børs, blandt sidegadevekselerer, og som Bill Atkins bl. a. nævner, er så følsom overfor konjunkturer, at det nemt kan miste den tiltænkte virkning. Jeg tror ligesom ikke på det, uden at kunne forklare det nærmere, beklager.

Philip B. Johnsen

Økonomer mister al troværdighed i u-landenes øje, når økonomer ikke indser, at i-landene har opbrugt alle tænkelige forbrugs kvoter, der leder til klimaforandringer, i-landene har principielt ingen tilbage, til ulandene har levestandard som vores.

Økonomer er 'døde for processen' til de forstå de grundliggende forudsætninger og må bærer ansvaret for konsekvenserne.

Michael,
Vi kommer så nok ikke længere, men man fornemmer på dit svar - som er forfriskende ærligt, tak for det - at din modstand mere handler om en art dogmatik eller automatreaktion, end det handler om sund fornuft og en gennemtænkning af hvad et kvotesystem indebærer.
Mht. Konjunkturfølsomhed vil jeg gøre opmærksom på en hyppig misforståelse, som også gør Bills kommentar lidt irrelevant: Ja, kvoteprisen ryger op og ned i takt med konjunkturerne. men det der i sidste ende er vigtigt for klimaet, er jo ikke prisen, men de udledte mængder, og de holder sig til gengæld stabilt indenfor kvotesystemets rammer sålænge det håndhæves. sålænge mængdebegrænsningen overholdes, er prisen i sidste ende irrelevant, i hvert fald set fra klimaets synspunkt.

Den lave pris gør, at hele systemet er i fare for at bryde sammen... det må da kunne få selv en markedsøkonom til overveje om det er rigtigt at basere et kvotesystem på konjunkture og spekulation...

Philip B. Johnsen

Økonomers manglende forståelse for løsning på klimaforandringerne, ses tydelig ved, at de det ikke betaler sig, at arbejde for en løsning.

r > g
Where ( r )is the return on capital and ( g ) is the growth rate of the economy.
Thomas Piketty

Hvis mine indvendinger er irrelevante så må andre jo have ordet:

»For tiden er systemet nærmest en joke«, siger vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Energi, Anders Stouge, med henvisning til den lave pris: »EU har lige vedtaget klimamål for 2030. I Europa står vi med en stor gruppe kraftværker, der snart skal pensioneres og erstattes af noget andet. Vi har brug for et prissignal, der siger, at man ikke skal gå den sorte vej«. Pol

Poul Schou der var en mand - vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Energi - der tænker lidt længere frem end til næste auktion på CO2-Børsen, fordi han og hans kolleger i EU skal bygge for adskillige milliarder euro nye kraftværker, dækkende energibehovet de næste 70 til 80 år , ...det er sgu da helt irrelevant putte sådan betragtninger ind i et konjukturfølsomt spekulationscirkus.

Nå klokken er ved at være fem minutter i tolv ... Sov godt.

Liliane Murray

Det er korrekt John Fredsted, men kvanteteorien uanset at den ikke er modbevist, så er den heller ikke bevist, du kan heller ikke modbevise Gud, og det har ingen kunnet i flere tusinde år, så det synes jeg er et dårligt argument.

Om man er tilhænger af kvante eller string teorien, er et simpelt valg, om man vælger at tro på det ene eller det andet, der adskiller det sig ikke fra religion.

Liliane Murray

Poul Schou,

Kvotesystemer virker ikke, for der er mennesker der er så ligeglade med andre og så grådige, at de vil gøre alt hvad de kan for at manipulere, om det så skal koste liv, bare de får det de vil have.
Og så vil vi se skrupelløse regeringer på tværs af kloden der til skade for deres eget land og borgere, vil sælge ud af de kvoter som landet og dets borgere ellers selv har brug for. Hvorfor skulle det gå anderledes end med penge og ressourcer, eller tror du at de mennesker der i dag lægger stor grådighed for dagen, pludseligt vil vende på en tallerken og blive empatiske ansvarlige lighedsforkæmpere?

Sider