Læsetid: 7 min.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at handle i tide?

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med
Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under hude

Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden?

Rene Schutze

21. oktober 2015

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

Som situationen tilspidses, er det spørgsmål, som i stigende grad optager såvel de tålmodigt formidlende klimaforskere som ngo’er, grønne politikere, miljøbevidste erhvervsfolk og andre, der søger at bane vej for handling.

»Det kræver selvransagelse i bæredygtighedsbranchen, for vi griber det tydeligvis forkert an,« skrev f.eks. på denne plads Coop’s miljøchef, Signe Frese, for to uger siden.

Det svar, som oftest gives for tiden, er, at angst for smeltende isbjerge ikke kan motivere mennesker til forandring, og at den grønne omstilling skal italesættes som noget livsbekræftende, spændende og fuldt af nye muligheder. Således f.eks. den nyvalgte formand for FN’s Klimapanel, IPCC, den sydkoreanske økonom Hoesung Lee, der til tidsskriftet Nature siger:

»Jeg vil gerne huskes som den formand, der flyttede IPCC’s fokus til løsninger (…) Der er en masse at være bekymret for, men der er også en masse at nære spændte forventninger til.«

Det er givetvis en del af opskriften på en mere vellykket klimakommunikation. Men det er mere komplekst end som så, hvis man skal tro de adfærdsforskere og andre, som gransker vores psykologi og motivationsmønstre på områder som dette.

Hjernen yder modstand

En af dem er George Marshall, engang ledende Greenpeace-medarbejder, nu projektchef ved det britiske Climate Outreach & Information Network, der rådgiver om og forsker i kommunikation om bæredygtighed og klima. George Marshall er forfatter til bogen Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change, og en central pointe er for ham, at klimaudfordringen netop er så komplekst et emne, at forskere fra forskellige discipliner har hver deres forklaringsmodel, og at de alle har delvist ret, hvorfor det er så svært at tackle udfordringen med at få problemstillingen ind under huden.

»Klimaændringer er et exceptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

»Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

Og nemmere at håndtere bliver det ikke af, at klimaforskerne i f.eks. IPCC konstant betoner – som de jo bør – den videnskabelige usikkerhed om både årsagssammenhænge og modelfremskrivninger om klimaet. Modsat de statsautoriserede økonomer, der typisk leverer præcise tal – en forventet dansk BNP-vækst i 2017 på 2,3 pct., sagde f.eks. de økonomiske vismænd forleden – selv om usikkerheden på deres modelscenarier er lige så stor.

Trygheden

Den britiske forsker i miljøkommunikation Chloe Lucas, University of Tasmania, betoner i en artikel i Wiley Interdisciplinary Review, hvordan kendte, forudsigelige rammer er afgørende for den tryghed og tillid, mennesket har brug for og søger at opretholde. Trygheden ved faste rammer og sikre svar fritager os fra ustandseligt at skulle træffe svære valg. Vismændenes økonomiske forudsigelser med decimals nøjagtighed giver en slags tryghed – også selv om de typisk er forkerte – ligesom vores vækkeur, telefon, brusebad og morgenkaffe sikrer orden og hviler på tilliden til, at det konstant er til rådighed og fungerer.

Klimaforskernes budskaber – og usikkerheden knyttet hertil – undergraver denne tryghed, helt ned på det konkrete plan, der handler om hverdagens tillidsskabende ting og systemer, baseret på fossil energi.

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Det er blevet spået tit og ofte, at når først klimakatastroferne – oversvømmelserne, de voldsomme storme etc. – rammer, så vil folk få øjnene op og handle.

Det skal man ikke regne med, siger George Marshall. Han har bl.a. interviewet beboere i Texas, der i 2011 blev ramt af brande, som under ekstrem tørke og hedebølge ødelagde 1.700 hjem. Marshall sporede ingen erkendelse af en sammenhæng med menneskeskabte klimaændringer eller motivation til at forlange politisk handling. En sådan erkendelse vil jo være ensbetydende med en slags selvkritik og tvivl om måden, man har levet på hidtil. Dermed vil den også indebære potentiale for konflikt i en situation, hvor det at stå sammen føles afgørende.

»Lokalsamfund, der er blevet smadret, synes at finde styrke i håbet om genrejsning og undertrykker aktivt enhver nedslående diskussion om de underliggende årsager eller fremtidige trusler,« noterer Marshall.

System 1 og 2

Det udfordrende narrativ om klimakrisen og behovet for forandring har således svært ved at konkurrere. I stedet for at erkende den eksisterende orden som problemet er det nærliggende at udpege miljøaktivisterne, klimaforskerne, Al Gore og co. »som den virkelige fjende, der har opfundet dette svindelnummer for at udvide den politiske kontrol«, bemærker kommunikationseksperten.

Eller mere generelt: Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, har fået nobelprisen i økonomi for sine studier af adfærdsøkonomi og måden, vi træffer beslutninger på. Han beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

»System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

»Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævntes bog.

»En psykolog kunne næppe udtænke et bedre scenarie for lammelse« end klimaændringer, siger en anden psykolog, professor Daniel Gilbert, Harvard University, i bogen.

Tillid, fællesskab og storytelling

Alt dette kunne jo friste klimaforskere, ngo’er, grønne politikere, visionære erhvervsfolk og miljøjournalister til at opgive ævred. Det er næppe den rigtige konklusion.

George Marshalls konklusion er bl.a., at der skal lægges mindre vægt på hardcore videnskabsformidling med svære tal og skræmmende perspektiver og mere vægt på storytelling og personlig identifikation med dem, der formidler – faktorer som forskere traditionelt opdrages til at holde sig fra. Samtidig skal der lægges vægt på at etablere tillid til og fællesskab om omstillingsprocessen frem for ensomhed, polarisering og skyld.

Chloe Lucas siger, at det afgørende er at gøre processen mod den nye økonomi og livsform tryghedsbærende, så man ikke afviser den til fordel for den kendte – men uholdbare – tryghed i den gammelkendte fossile økonomi.

Elena Blackmore, der forsker i værdier ved det britiske Public Interest Research Centre, betoner betydningen af at tilrettelægge indsatsen, så den fremmer oplevelsen af fælles ejerskab. Det appellerer til vore fællesskabsorienterede værdier frem for de selvcentrerede og skaber samtidig via trygheden åbenhed for nye tanker og tro på egne kræfter.

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anna Sørensen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Emil Vibild
  • morten Hansen
  • Flemming Berger
  • Per Jongberg
  • Troels Holm
  • Ib Jørgensen
  • Kirsten Vesterager
  • peter fonnesbech
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Liliane Murray, Michael Kongstad Nielsen, Anna Sørensen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Emil Vibild, morten Hansen, Flemming Berger, Per Jongberg, Troels Holm, Ib Jørgensen, Kirsten Vesterager, peter fonnesbech, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane Murray

Kvoter ville kun kunne virke, hvis der bliver et forbud mod at salg eller overdragelse af kvoterne. Hvis et land så ikke opbruger sine kvoter, så bør det ses som et miljømæssigt bonus.

Liliane Murray

Jeg kan godt se det fine i din ide Poul Schou, kvoter til alle lande, som vesten kan opkøbe, så vesten kan fortsætte sin uansvarlige adfærd, og uligheden i verden kan cementeres.

Bill Atkins,

genlæs min forklaring til Dennis Berg den 21. oktober kl. 21,14:
"Mht. det mest kendte CO2-kvotesystem, som er EUs, skal det selvfølgelig bedømmes ud fra hvad sådan et kvotesystem forventes at indebære, og hvad det ikke indebærer. Et effektivt CO2-kvotesystem skal medføre at der ikke udledes flere kvoter end de X ton som de samlede kvoter svarer til. Og præcis det er også tilfældet i EU. At kvoterne er blevet meget billige ændrer ikke ved at udledningerne holder sig indenfor de fastsatte kvotegrænser. Mange synes så ikke systemets begrænsninger er ambitiøse nok, men det er en helt anden sag. Det er et spørgsmål om hvilket X man har valgt til at starte med, men ikke et spørgsmål om hvorvidt systemet er i stand til at sikre at det valgte X rent faktisk bliver overholdt."

Du, Bill, citerer forskellig kritik af EU's kvotesystem, men den kritik går jo ikke på at systemet ikke leverer de begrænsninger som den fastsatte kvotemængde tilsiger - for det gør det. Kritikken går på at den kvotemængde EU har besluttet, de facto ikke er særlig restriktiv i forhold til hvordan udledningerne ville have været uden kvotesystemet. Det du skriver, er derfor ikke nogen generel indvending mod hvordan kvotesystemer fungerer og ikke fungerer, men blot mod EU's nuværende ambitionsniveau. Det er derfor heller ingen indvending mod den løsning jeg foreslår Michael Kongstad kl. 22.03: et internationalt kvoteloft der er så lavt som naturvidenskabsmændene nu mener skal til for at vi med rimelighed kan undgå de værste konsekvenser.

Liliane Murray:

At sige "den løsning duer ikke, for jeg tror bare folk vil manipulere og snyde så det ikke kommer til at virke" er ikke noget seriøst modargument. Der er forsøg på snyd og bedrag i stort set alle situationer hvor større grupper af mennesker interagerer, men det forhindrer ikke at de institutioner vi mennesker anvender, alligevel som regel i det store og hele fungerer. Skattesnyd og sort arbejde forhindrer ikke at et land kan fungere med skattesystemer og offentlige indtægter, og butikstyverier mv. forhindrer ikke at supermarkeder kan drives og tjene deres formål.

Dine betragtninger om at nogle kvoter fra fattige lande kan blive solgt til rige lande er heller ikke noget argument mod at kvotesystemet vil løse klimaproblemet. Som nævnt er det ligegyldigt for klimaets skyld hvor i verden et ton CO2 bliver udledt. Det er derfor irrelevant for klimaproblemet om det er rige eller fattige lande der udleder emissionerne; det afgørende er blot hvor meget der bliver udledt ialt.

@Liliane Murray: "... men kvanteteorien uanset at den ikke er modbevist, så er den heller ikke bevist, du kan heller ikke modbevise Gud, og det har ingen kunnet i flere tusinde år, så det synes jeg er et dårligt argument."

Jeg kan ikke følge dig. Vi er skam enige om (jævnfør min tidligere kommentar), at kvanteteorien, som enhver anden empirisk teori, aldrig kan bevises i streng matematisk betydning. Men det betyder jo ikke, at det hele er hip-som-hap. Stærkt empirisk-underbyggede teorier, så som kvanteteorien, har naturligvis en forrang over svagt empirisk-underbyggede teorier.

"Om man er tilhænger af kvante eller string teorien, er et simpelt valg, om man vælger at tro på det ene eller det andet, der adskiller det sig ikke fra religion."

Nej, det er det da slet ikke. Naturvidenskab er ultimativt ikke en trossag, men en empirisk sag. Og her har strengteorien, modsat kvanteteorien, meget svagt: Der findes endnu ikke en eneste forudsigelse af strengteorien, der er empirisk verificeret. Læs gerne bøger så som 'Not Even Wrong', af Peter Woit, eller 'The Trouble with Physics', af Lee Smolin, herom.

PS: Og for lige at opklare begreberne: Strengteorien bygger skam fuldt ud på kvanteteoriens principper. Så det er ikke et enten-eller imellem de to. Men strengteorien kan sagtens være empirisk forkert, uden at kvanteteorien påvirkes heraf.

Poul Schou
Jeg har naturligvis læst dit argument: CO2-Børsen løser et kortsigtet problem, nemlig at balancere CO2 udledningen efter verdenssamfundets produktionsaktivitet i auktionsperioden.

Og dog så - det dur børssystemet jo ikke engang til:

EU-Parlamentet har krævet, at 1,4 milliarder CO2-kvoter simpelthen tages ud af systemet, så prisen kan komme i vejret. (ing)

Poul Schou, det er dig der burde læse hvad jeg skriver. Professionelle inden for energiområdet kan ikke leve med det kortsigtede tidsperspektiv som CO2-Børsen arbejder ud fra, og klima- og miljøsagen kan ikke leve med det begrænsede fokus som CO2-Børsen er udtryk for. Der skal formuleres langsigtede sammenhængende politikker.

CO2-Børsen er reelt en afledning af fokus fra de langsigtede planer, som hele klima og miljøindsatsen kræver. Nøjagtig som på aktiebørsen hvor beretninger om milliardærernes forudsigelige gevinster afleder fokus fra økonomiens behov demokratisk planlægning.

Vi kan ikke lade Børssystemet spille terninger med vores klima og miljø.

Knud Chr. Pedersen, Liliane Murray og John Fredsted anbefalede denne kommentar

@Marianne Bjerg: "... nedenstående viser vel, at selv (natur)videnskaben er en lige så stor illusion som så meget andet ... "

Nej, nu må du/I altså holde op med denne ødelæggende og forvrængende relativisme, hvor intet tilsyneladende kan tages for være mere rigtigt end andet. Det er præcis i denne muld, at irrationaliteten, der gør det umuligt for vor art at gøre noget ved de problemer, vi sidder fast i, kan stortrives.

PS: Jeg har ikke set videoen, og det har jeg heller ikke i sinde at gøre, for hvis den ligger i forlængelse af dit standpunkt, så vil jeg alligevel underkende indholdet.

Dennis Berg, ulrik mortensen, Bill Atkins og Poul Schou anbefalede denne kommentar

Det lyder som om stemningen er, at vi kan fortsætte som hidtil med lidt kvote og små justeringer. Det går nok ikke så galt lyder tonen. Men der er én alvorlig hage - Vi har kun én chance.

Det fordømte er, at ingen ved noget om, hvad der vil ske med absolut 100% sikkerhed - Men 90% sandsynlighed (eller hvor meget det nu måtte være) viser et udfald vi ikke bare kan se bort fra.

Hvis klimaet overskrider tip punktet "point of no return" vil der med meget stor sandsynlighed ske en selvforstærkende accelererende effekt. De første ændringer sker i det små. Men er skaden først sket vil det tage år tusinde for naturen, det billige skidt, at genoprette klimabalancen igen.

...Sandsynligvis.

Philip B. Johnsen

CO2-kvotesystemet er et godt eksempel på, hvor lidt økonomer forstå af klimaproblematikken og et godt eksempel på, hvorfor der er globalt stigende CO2 udledning.

Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:

Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke.

I-landene kan ikke fortsætte forbrugsdrevet vækst, ikke bæredygtig produceret i u-lande.

U-landenes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til I-landene skal medregnes, som CO2 udledning på I-landenes kvote.

Et eksempel.
Yes.. Danmark er dygtige til at reducere direkte CO2 udledning, men Danmark et af verdens mest CO2-udledende lande per indbygger, på trods af de rimelige ambitiøse CO2 udlednings mål.

Årsagen til, at Danmark har en kolossal klimaudfordring er, at Danmark i stigende grad importerer, et stigende antal af vores varige forbrugsgoder fra u-landene.

Den CO2 der udledes for, at producere disse varer, bliver ikke indregnet, som en del af Danmarks udledninger, selvom udledningen sker, som følge af, at danskere køber og forbruger disse varer.

Økonomer mister al troværdighed i u-landenes øje, når økonomer ikke indser, at i-landene har opbrugt alle tænkelige forbrugs kvoter, der leder til klimaforandringer, i-landene har 'principielt' ingen tilbage, til ulandene har levestandard som vores.

Økonomer er 'døde for processen' til de forstå de grundliggende forudsætninger og må bærer ansvaret for konsekvenserne.

Knud Chr. Pedersen, Herman Hansen, Bill Atkins og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Det jeg siger John Fredsted er, at man kan ikke både være tilhænger af/tro på kvanteteorien, og på stingteorien på samme tid, da den ene udelukker den anden, hvad man vælger at tro på, er så op til den individuelle. Stringteorien er heller ikke modbevist, du vælger at tro på kvanteteorien, jeg vælger stringteorien, således vil vi nok aldrig blive enige.

Liliane Murray

John Fredsted, du synes mere beskæftiget med hvad andre siger, end selv at sige noget, hvilke bidrag har du til debatten ud over at ville opdrage på andre.

Men lad os sige du har ret, når du skriver;- "Strengteorien bygger skam fuldt ud på kvanteteoriens principper. Så det er ikke et enten-eller imellem de to. Men strengteorien kan sagtens være empirisk forkert, uden at kvanteteorien påvirkes heraf." Så kan det meget vel være, at man skal have fat i stringteorien for at forklare dele af kvantumteorien.

Liliane Murray

John Fredsted, jeg skrev en joke, og nu skal vi sidde og debatere fysik, en debat du uden tvivl ville vinde, men da det ikke var mere end en joke, så synes jeg at det er latterligt at fortsætte, når det slet ikke er det tråden handler om.

Philip B. Johnsen

Bæredygtig udvikling, at løse klimaforandring udfordringen, er en sammensat opgave, manglende focus på betydningen af sammenhæng i udfordringer, der har flere komponenter der influere på hinanden, påvirker forståelse af udfordringen negativt.

Bæredygtig udvikling handler b.la. om mindre ulighed i verden, 'I-landene skal have mindre vækst', men en vigtig komponent er afskaffelse af fattigdom, der driver befolkningstilvæksten.

At få håndteret befolkningstilvæksten i Afrika og stabiliseret den er et af målene, Afrika er nemlig den sidste verdensdel, hvor der stadig er en stor udfordring på befolkningstilvækst område, resten af verden har nået peak child population.

Jeg kan anbefale Link 2 til søndag formiddag, det indeholder lidt opmuntring til de modløse, artiklen vi kommentere på, ender med:
"Det lyder alt sammen svært. Det er det også".

Det er forkert, hvis det ikke kan forklares enkelt, så har man ikke forstået det godt nok.

Link: http://www.gapminder.org/news/world-peak-number-of-children-is-now/
Link 2: http://youtu.be/3ks064fU7_M

Hver niende menneske på jorden sulter, det er 800 millioner mennesker.

Hunger Statistics
Every year, authors, journalists, teachers, researchers, schoolchildren and students ask us for statistics about hunger and malnutrition. To help answer these questions, we've compiled a list of useful facts and figures on world hunger.

1.Some 800 million people in the world do not have enough food to lead a healthy active life. That's about one in nine people on earth.

2.The vast majority of the world's hungry people live in developing countries, where 12.9 percent of the population is undernourished.

3.Asia is the continent with the most hungry people - two thirds of the total. The percentage in southern Asia has fallen in recent years but in western Asia it has increased slightly.

4.Sub-Saharan Africa is the region with the highest prevalence (percentage of population) of hunger. One person in four there is undernourished.

5.Poor nutrition causes nearly half (45%) of deaths in children under five - 3.1 million children each year.

6.One out of six children -- roughly 100 million -- in developing countries is underweight.

7.One in four of the world's children are stunted. In developing countries the proportion can rise to one in three.

8.If women farmers had the same access to resources as men, the number of hungry in the world could be reduced by up to 150 million.

9.66 million primary school-age children attend classes hungry across the developing world, with 23 million in Africa alone.

10.WFP calculates that US$3.2 billion is needed per year to reach all 66 million hungry school-age children.

1. Source:State of Food Insecurity in the World, FAO, 2015
2. Source: State of Food Insecurity in the World, FAO, 2015
3. Source: State of Food Insecurity in the World, FAO, 2015
4. Source: State of Food Insecurity in the World, FAO, 2015
5. Source: Series on Maternal and Child Nutrition, The Lancet, 2013
6. Source: Global health Observatory, WHO, 2012
7. Source: Prevalence and Trends of Stunting among ... Children, Public Health Nutrition, 2012
8. Source: Women in Agriculture: Closing the Gender Gap for Development, FAO, 2011
9. Source:Two Minutes to Learn About School Meals, WFP, 2012
10. Source:Two Minutes to Learn About School Meals, WFP, 2012

@Marianne Bjerg: "Netop John .. og præcist derfor kommer hverken du eller mange andre mennesker videre end til egne fastlåste forforståelser og bias ..."

Jeg synes, det er en besynderlig (og velsagtens også urimelig) måde at argumentere på. For det synes at påstå, at jeg er reaktionær, hvis ikke jeg er villig til at lade mig udfordre på ting, jeg ved er videnskabeligt overordentligt velunderbyggede. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke rationel mening.

@Liliane Murray: Jeg fangede på ingen måde, at det var en joke fra din side af. Men så lad os lade fysikken ligge.

Jeg mener, at jeg med min første kommentar i denne tråd allerede har bidraget til debatten med andet end 'videnskabelig belæring', omend emnet for kommentaren også handlede om videnskab (eller måske snarere mangel på samme). Men når denne fører til kommentarer, jokes eller ej, der taler videnskaben ned i 'relativismens sump', så ser jeg mig nødsaget til at 'belære'.

Niels-Simon Larsen

I flere år har vi diskuteret kvoter med Poul, og hvad er der kommet ud af det?
Marianne og Liliane, hvad skal der komme ud af at diskutere videnskab her?
Artiklen handler om de inderste problemstillinger i klimakampen, og hvorfor ikke blive ved dem? Dette er et klassisk eksempel på, hvordan en tråd splatter ud i ingenting og ingen kommer hinanden nærmere. Tænk, hvis det var os, der skulle løse verdens problemer?

Artiklen gav os alle hundrede kroner i hånden, og hvad er der nu tilbage af pengene?

Bill Atkins kl. 9.51:

Jeg er helt enig med dig i én central ting: "Der skal formuleres langsigtede sammenhængende politikker." Også enig i at store virksomheder, kraftværker osv. der skal foretage større investeringer, kigger på de forventede omkostninger ved fx at fyre med kul mange årtier frem i tiden. For dem er den øjeblikkelige kvotepris derfor ikke særlig vigtig i sig selv - vigtigt er deres forventninger til hvordan den fremtidige klimapolitik og dermed CO2-pris vil være i de kommende årtier. Jeg er også enig i at det af denne årsag er et problem for EU's konkrete kvotesystem at det indtil videre kun går til 2020. Det ville være en stor fordel for disse virksomheder hvis der snart kommer klarhed over spillereglerne efter dette år i form af en forlængelse af kvotesystemet i en længere årrække ud i fremtiden. Så ved de i højere grad hvad de skal rette sig efter, til gavn for deres investeringsbeslutninger.

Jeg er for så vidt også enig med dig i at på en måde er CO2-børsen og fokus på de kortsigts-udsving der finder sted der, en afledning fra de langsigtede overvejelser som klimaspørgsmålet kræver. Men det er da dig selv der lader dig aflede ved hele tiden at snakke om disse prisudsving som det centrale i kvoteløsningen - det er ikke mig, jeg gør tværtimod udtrykkeligt opmærksom på at disse prisudsving ikke har nogensomhelst direkte virkning på mængden af de samlede udledninger. Det der løser klimaproblemet, er selve fastsættelsen og overvågningen af det samlede kvoteloft på et tilstrækkeligt ambitiøst niveau. Fører verdenssamfundet en beslutning om sådan et loft ud i livet, vil klimaproblemet være løst. Tilføjelsen af en børs ha

Tilføjelsen af en børs handler "kun" om hvordan de pågældende kvoter skal allokeres. Prismekanismen er praktisk fordi den sikrer at omkostningerne ved reduktionen i udledningerne så bliver relativt lave, men prismekanismen er ikke afgørende for den samlede udledning. Det er en politisk beslutning hvor stor den skal være.
Jeg kan derfor fortsat ikke se at dine sidste bemærkninger her i tråden udgør noget argument mod den løsning på klimaproblemet som jeg ovenfor har refereret. Vi kan godt blive enige om at EU's kvotesystem har en dårlig presse, og det er let at finde personer, lobbyister, politikere, interesseorganisationer osv. der udtaler sig kritisk om det, men det ændrer fortsat ikke ved at det rent faktisk har løst det problem som et kvotesystem skal: Det har begrænset udledningerne til at holde sig inden for det loft som systemet er bestemt til at rumme. Forsøg at forholde dig til det i stedet for at lade dig distrahere voldsomt af at der foregår en prisdannelse som du - af ideologiske grunde, har jeg en fornemmelse af? - ikke bryder dig om. Kvoteloftet, hvis det sættes rigtigt, sikrer at problemet løses. Den medfølgende prismekanisme sikrer at det sker uden at det bliver for dyrt, men den gør sådan set hverken fra eller til mht. udledningernes størrelse.

Niels-Simon Larsen artiklen peger på nogle forskellige mekanismer i vores bevidsthed somkan tænkes at bevirke, at vi ikke handler rationelt. I den forbindelse diskutere vi CO2-børs, som er et af de mere konkrete klimatiltag, men som absolut ikke har nogen folkelig appel. Alle ved hvordan en børs virker: De rige lænse de mindre rige, vekselererne tjener på gebyrerne og engang imellem opstår der - primært på grund af kortsigtet strategi - bobler, der udløser kriser, som de rigeste udnytter. Og alligevel tillader vi mennesker den slags virksomhed, at styre alt hvad der vedrøre de vigtigste beslutninger i vores hverdag, herunder klimaindsatsen - frem for at lægge langsigtede demokratisk baserede planer.

Indrømmet artiklen medtager ikke finansialiseringen af klimaspørgsmålet, eller afgiftsstyret adfærdsregulering. Men hvis du mener at artiklen indeholder oversete elementer som er mere realistiske, relevante - diskussionsværdige, så kom med det.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, mange har sendt deres kæpheste en tur rundt i manegen i denne tråd, og det er også fint nok, da alle bidragene sådan set har det samme formål, nemlig at forsøge at anspore til større omstillingsparathed.

Poul Schou, om man er tilhænger af markedet, eller modstander, beror vel på en personlig stillingtagen til fakta, eksv. at markedskræfterne gør at de rige bliver rigere, eller, at 'loven om udbud og efterspørgsel' aldrig allokerer varer hen til dem virkelig har behov, men bare ingen penge har. Men er man markedstilhænger uanset markedsfejl og eksternaliteter, ja så er det ideologi.

Jeg for mit tilfælde forsøger altid at vurderer det endelige resultat af markedets funktion, og min liste over markedsfejl og eksternaliteter er alen lang. Men i nogen tilfælde er markedet da en god måde at allokere på. Hvis der er knaphed på goderne og pengerigelighed hos kunderne - men selv der er der et behov for regulering: Forbud mod hamstring. Ja jeg er tilhænger af det gennemregulerede marked.

Ja, der findes masser af eksternaliteter og andre markedsfejl, og hver gang der er en markedsfejl, er der også et argument for regulering. Et omsætteligt kvotesystem er jo netop en regulering der eliminerer en markedsfejl - i dette tilfælde en ganske vigtig en.
Men jeg synes nu fortsat jeg savner at du forholder dig mere direkte til at et effektivt kvoteloft vil eliminere klimaproblemet. Jeg fornemmer fortsat at du går rundt om den varme grød og snakker om andre ting i stedet for. Og hvis du mener nej, synes jeg at du skylder en klar begrundelse, ikke blot et citat fra nogen der ikke kan lide EU's kvoter, eller en ny bemærkning om priser og børsspekulanter, som jo faktisk ikke har noget med den samlede mængde udledninger i sådan et kvotesystem at gøre, som jeg påpegede ovenfor.

Handling uden forvandling

Ozonhullet over Antarktis skulle i øjeblikket være det 2. største målt nogensinde, og det største i 9 år, på størrelse med USA - er der da ikke gjort mange anstrengelser de seneste 30 år for at begrænse udslippet af ozondræbende gasser? – det har åbenbart heller ikke hjulpet, selvom der findes internationale aftaler …

http://www.dwd.de/DE/wetter/thema_des_tages/2015/9/30.html

http://www.zdf.de/ZDFmediathek/beitrag/video/2435758/Ozonloch-die-unsich...

Samme skæbne kan man frygte vedrørende en eventuel kommende klimaaftale i Paris …

Poul Schou Du siger: At et effektivt kvoteloft vil eliminere klimaproblemet.?

Hvis kvote-sytemet bliver globalt og overskuddet bliver bliver tilstrækkeligt samt brugt efter ordlyden i specielt bestemmelserne i EU's oplæg:

pengene går til en innovationsfond, der skal støtte nye investeringer i vedvarende energi.

og

etablere en moderniseringsfond, der skal støtte fattige lande i at få moderniseret deres energisektor.

...ja, så er det selvfølgelig en måde at skaffe pengene på. Og i modsætning til en mentale omvendelse af verdens forbrugere, som er artiklens budskab ...så må jeg erkende at "beskatningsmodellen" ser mere gennemførlig og effektiv ud.

Jeg skal lige understrege af en ukorrupt statsstyret kontrolinstans er et ufravigeligt krav for at opnå succes.

Niels-Simon Larsen

Jeg drømmer ikke om at kunne vejlede nogen. Kvotesystemet er skudt i sænk for mange år siden. At blive ved med at henvise til det eller vise dets fejl er spild af tid. Vi sidder ikke ved et forhandlingsbord, men skriver i en debattråd.

Debatten minder for meget om en debat efter Ejvinds Mandsmindeforedrag, hvor der var et billede af en bil. Nogle begyndte gudhjælpemig at diskutere, hvad det var for en bil, og hvornår nummerpladen var fra.
Hvis det var mig, der havde skrevet ovenstående artikel, var jeg simpelthen blevet rasende på nogle af jer.
Ak, ja, selv en pacifist kan have svært ved at tøjle sit temperament.

Philip B. Johnsen

Jan Weis sætter fingeren på problemet, her er hvordan det vil gå.

Jeg har tre drenge, der alle har været mestre i overspringshandlinger, når der er noget de ikke har lyst til, jeg har altid haft knusende ro på, for jeg ved, at når jeg har fat i den lange ende, og børnene ved det, så er det kun et spørgsmål om tid, så falder der ro på og fornuften vinder.

Det siges, at tro kan flytte bjerge og så flytter vilje og handling muligvis resten.
Ozonlaget er i bedring - og flere reddes fra hudkræft

FN siger, at en vigtig aftale om drivgasser fra 1987 nu giver resultater. Ozonlaget er ved at blive tættere.
Link:
http://www.information.dk/telegram/509076

Niels-Simon Larsen, du tvinger mig næsten til at forsvare kvote-systemet :-)

Dels fordi du ikke mere præcist angiver hvor hvordan kvotesystemet er brudt sammen - der kan jo være at der nye meningsholdere på spring derude, som ikke ved at systemet er brudt sammen, især nu da Kina alligevel vil indfører CO2-kvoter fra 2017.

Og dels fordi du ikke kan angiver et andet fokus i artiklen, som vi så kan tage fat på ... nu vi er enige om at artiklen er vigtig. Der kører en anden paralleldebat her i tråden, om det at ´tro´ på systemer og så at vide eksakt, ...og der kan da sagtens være plads til din holdning også.

Jeg mener også at diskussionen om enten enkeltsagsfokus eller fokus på komplekse sammenhænge er vigtig.

Liliane Murray

Poul Schou, du er så fikseret på kvotesystemer, hænger det mon sammen med at din verden består af tal? Jeg siger ikke at kvotesystemer ikke kan bruges til noget, men de kan ikke stå alene, blot være en del af en meget større løsning.

Mennesker er ikke tal, og økonomiske beregninger er kun teorier i den virkelige verden, for de indeholder sjældent forbehold for, at der er mange andre faktorer der påvirker en udvikling, og disse kan der ikke sættes tal på. I det hele taget er de fleste teorier, om økonomiske eller psykologiske, som regel kun det, teorier og hvor mange af dem har overhovedet været succesfulde i det lange løb?

Skulle jeg bestemme, skulle kampen for at redde planeten Jorden, begynde med en meget dybdegående debat om værdier, som et startskud, til en drastisk holdnings og adfærdsændring.

Og for at de enkelte kan indse og anerkende at den velsstand vi har haft, og levet over evne med, ikke vil holde i fremtiden, og at vi uden tvivl vil være nødt til at indskrænke vores levestandard, hvis ikke, kan vi kun betragtes som både uansvarlige, egoistiske og grådige (hvilket vi allerede er).

Og når det kommer til mere ansvarlig livsstil, en ansvarlig indskrænkning i vores materielle forbrug, så er det det gennemsnitlige forbrug der skal nedsættes, dvs. det er den rigeste halvdel af befolkningen der må holde for, og ikke som nu den fattigste del, hver gang der skal skabes ekstra midler. Og befolkningen generelt, skal lære at tage de rigtige og fornuftige valg når de handler. Og her skal vi have fat i hele markedsførings og reklameverdenen, for de har her et stort ansvar, ligesom design og modeindustrien, for det er reelt set dem der former individets holdninger og livsstil. Og vi kan vel her også tilføje hele den digitale branche, mobiler, computere, fjernsyn osv. Ligesom der ikke findes et menneske der efter en naturgiven lov, har et behov for at tjene mere end 1 million (end ikke 1 million er der nogen der har behov for at tjene, og personligt ville jeg skamme mig, hvis jeg satte mig på så stor en del af vores fælles ressourcer), og således er der heller ingen der har et naturgivent behov for at skifte mobilen ud en gang om året, det er kun ren og skær manipulation af forbrugerne.

Der skal skabes større global lighed, det vil sige at de rige, og dem hører vi alle til i den vestlige verden, skal sænke vores levestandard betydeligt, for at give mulighed for, at de fattigste i verden løftes op. Så længe vi lever så dekadent som vi gør, vil vi bevare en uansvarlig og egoistisk levestil, der vil blive set som det ultimative mål i livet. Så at sige bevare drømmen hos de mange (1,5 milliarder) fattige, om selv at kunne nå op på dette egoistiske og uansvarlige niveau. Vi er nødt til at gå foran, og de rigeste bliver nødt til at opgive store dele af deres formuer til dette. Hvis de da ikke vil have en revolution på et eller andet tidspunkt. Så vi kan sadle om nu, eller ende med at blive overrendt af verdens fattigste (der vil være nødt til at flygte grundet klimaforandringer, skabt af os), medmindre vi vil opsætte elektrificerede hegn og stille soldater med maskingeværer langs alle vores grænser, og skyde alle som kommer indenfor 100 meter, det er vores valg.

Liliane Murray

Niels-Simon, som du kan læse, har jeg netop selv sagt at det er formålsløst at debatere videnskab i en debat som denne, også før du skrev din kommentar.

Liliane Murray

Vil lige tilføje at det nu hverken var Marianne eller jeg der begyndte at ævle om kvanteteorien, som intet, eller lige så lidt som stringtheory, har at sige i et emne som dette,

Liliane Murray,

"Poul Schou, du er så fikseret på kvotesystemer, hænger det mon sammen med at din verden består af tal? Jeg siger ikke at kvotesystemer ikke kan bruges til noget, men de kan ikke stå alene."

Ja, det siger du nok, men jeg kan blot ikke se at du er kommet med noget fornuftigt argument for at de ikke kan stå alene, hvis spørgsmålet er: Hvordan løser man klimaproblemet?
Du går videre med at tale om en række andre ting du også gerne vil forandre i verden. Det kan man sikkert bruge meget tid på at diskutere, men nu handler artiklen her specifikt om klimaet, og det er altså ikke nødvendigt at løse alle mulige andre forhold for at kunne gøre noget ved det konkrete og vigtige problem. Det synes jeg er en ret vigtig pointe - der er ingen grund til at gøre klimaproblemet sværere end det er, for der findes et ganske enkelt redskab til at løse det. Hvis verdenssamfundet altså ønsker at bruge redskabet. Personer som mener at man er nødt til at løse alle mulige andre problemer først, gør efter min mening klimaet en bjørnetjeneste.

Liliane Murray

Et fornuftigt argument: Mennesker

Poul Schou, det kan godt være du ved masse om tal, jeg ved med en livserfaring der siger spar to til det hele, en masse om mennesker. Men du mener åbenbart ikke at de ting jeg nævner, har noget som helst med klimaforandringerne at gøre? I så fald, har du da ikke fattet noget som helst andet end dine egne regneark. Poul der er andre ting i verden end beregninger. Jeg mener så til gengæld at det er dig der skader debatten og mulighederne for at finde holdbare løsninger.

Hvorfor skræmmer ændringerne dig så meget? Er det fordi det kunne berøre din egen livsstil? Jeg tror ikke, at så længe at du mener at problemerne kan løses med kvoter, at du helt har fattet hvor stort et problem vi står for, vi ses til Armageddon.

Liliane,

der er jo fortsat ikke noget i det du skriver ovenfor, som giver nogen antydning af en konkret forklaring på hvorfor kvotesystemet ikke skulle fungere. Hvis man vil bidrage med noget konstruktivt i en debat, er det ikke nok bare at komme med et postulat som "Jeg tror ikke på det du siger, for folk vil bare snyde og bedrage så det aldrig kommer til at fungere" eller "Mennesker! Derfor virker kvotesystemer ikke!" Hvis du gerne vil have at andre skal tage dig seriøst - hvilket er forudsætningen for en samtale - bør du forsøge at give en fornuftig begrundelse som tager fat i hvad modparten siger og med argumenter, som andre også kan genkende, og helst se en vis fornuft i.

I artiklen står:

Det kræver selvransagelse i bæredygtighedsbranchen, for vi griber det tydeligvis forkert an,

Poul Schou vi må konstatere at din insisteren på et ensidigt fokus på den energitunge industris nedbringelse af CO2-forbruget ikke ændrer ved vores overforbrug af ressourcer, ulighed, befolkningseksplosion, og anden miljøforurening...og ikke tilfredsstiller artiklens oplæg. Ordet er frit inden for en bæredygtighedsberegninger.

I det hele taget forstår jeg ikke en i princippet endeløs skriftlig debattråd kan inspirere til restriktive og ekskluderende holdninger til andres indlæg og erfaringsbaggrund, vi sidder jo som Niels-Simon Larsen påpeger ikke i et beslutningsorganvi Men for at få alle aspekter på bordet til inspiration for os selv og dem der gider.. der kan vel også være plads til prins Knud, nu pladsen er uendelig.

Pokkers til autoforslag "bæredygtighedsbetragtning" selvfølgelig, selv om bæredygtighedsberegninger også er et spændende begreb.

Liliane Murray

Poul Schou, prøv lige at læse hvad jeg skriver, netop at kvotesystemer er anvendelige, men ikke kan stå alene, hvilket er din påstand, man må enten være meget godtroende i forhold til sine medmennesker, eller meget naiv, hvis man tror det.

Hvor du har dine 'citater' fra, ved jeg ikke, men de viser at du læser det du vil læse, og ikke hvad der står, så den med mangelende seriøsit den hænger du vist selv på.

Bill,
"din insisteren på et ensidigt fokus på den energitunge industris nedbringelse af CO2-forbruget ikke ændrer ved vores overforbrug af ressourcer, ulighed, befolkningseksplosion, og anden miljøforurening"
ja, det er jeg da enig i (bortset fra at et intelligent kvotesystem vil skulle omfatte alle vigtige emissioner og ikke kun den tunge industris CO2). Jeg er også enig i at de andre problemstillinger du nævner, også er relevante, men det gør altså ikke en saglig diskussion lettere at ville diskutere alt muligt mellem hinanden på en gang. Tværtimod gør det det nærmest helt umuligt at nærme sig hinanden, fordi man altid kan springe over til et andet emne hvis man opdager at man faktisk ikke rigtig kan argumentere for sit standpunkt.

"I det hele taget forstår jeg ikke en i princippet endeløs skriftlig debattråd kan inspirere til restriktive og ekskluderende holdninger til andres indlæg og erfaringsbaggrund"

Jeg er ikke helt klar over om den sætning sigter til mig, Niels-Simon eller Liliane?

Liliane,
"Poul Schou, prøv lige at læse hvad jeg skriver, netop at kvotesystemer er anvendelige, men ikke kan stå alene".

Ja, det har jeg læst. Jeg beder dig derfor om at begrunde HVORFOR de ikke kan stå alene? Bill Atkins har her tidligere erklæret sig enig i at et kvotesystem, hvis visse betingelser er opfyldt, godt kan løse klimaproblemet uden yderligere tiltag. Det er du tilsyneladende uenig i, men jeg har indtil nu forgæves forsøgt at få en KONKRET begrundelse for hvorfor du ikke mener det vil kunne lade sig gøre? Det er ikke nok at udslynge ordet "Mennesker" som svar.

Liliane Murray

Poul,

Tror du virkelig på, at dem der skulle administrere et sådant system, altså dem der gør alt for at undgå sådanne tiltag, ville have integritet nok til at bestride det?

Forklar mig lige hvordan en verden præget af korruption, grådighed, egoisme og selvtilstrækkelighed (det skal gælde for andre, bare ikke for mig), skal kunne administrere noget sådant som et kvotesystem, et kvotesystem ændrer ikke menneskers indstilling eller moral, principper eller værdier. Så hvordan vil du undgå at der bliver skaltet og valtet med systemet efter nogle enkelt-individers forgodtbefindende?

"Et intelligent kvotesystem", hvad er det? Du må komme med en bedre forklaring, den er for tynd.

Så hvordan vil du give anvisninger på at korruptionen ikke skal finde ind i et kvotesystem, som det finder vej alle andre steder.

Michael Kongstad Nielsen

Embedsmænd er netop i Bonn blevet færdige med oplægget til en aftale om bindene klimamål, der skal forhandles endelig på plads under COP 21 i Paris. Oplægget definerer bl. a., hvordan de rige lande skal medfinansiere de fattige landes bidrag til nedbringelsen af CO2-udslippet. Altså ægte omfordeling til glæde for alle. Det var det, der gik galt i København. Nu kan det ikke gå galt igen ...

Liliane Murray

Jamen Poul, jeg tror sagtens at kvotesystemer alene kan klare problemerne, men et kvotesystem kommer ikke til at stå alene, der er en faktor, du konstant afvise, og det er den menneskelige faktor, at flere og flere hellere hælder til de syv dødssynder end de syv dyder. Denne faktor, spiller en større rolle end noget som helst andet.

Vi har for kort tid siden haft valg, og ser man på resultatet, så er det ikke svært at se, at størstedelen af vælgerne stadigt stemmer efter hvad der gavner dem selv mest, og vi er endt med en regering der nedprioriterer det grønne område, synes det går godt?

Liliane Murray

Michael Kongstad, det tror jeg nu godt det kan, for når man kommer til forhandlingsbordet, så vil alle have undtagelser så der er et eller andet der ikke gælder for dem.

Der er tidligere lavet 'bindende' aftaler, problemet har været at få landene til at leve op til det de selv har været med til at beslutte.

Liliane,

"hvordan vil du undgå at der bliver skaltet og valtet med systemet efter nogle enkelt-individers forgodtbefindende?"

Jeg vil henvise til min tidligere sammenligning med skattesystemer. Der bliver opkrævet skat i alle verdens lande. Det sker med en række problemer i form af skattesnyd og korruption, i vores gennemregulerede del af verden i mindre omfang, i andre dele af verden i større omfang. Men disse problemer forhindrer ikke at skatteopkrævningen finder sted. Så korruption og snyderiforsøg er omkostninger man må regne med, men der er ingen grund til at tro at de vil gøre problemet uoverstigeligt. De største partnere i en global CO2-ordning vil være Kina, USA, EU, Indien og Japan, og det er alle områder med et statsligt bureaukrati der ikke er fuldstændig ineffektivt. Så selvfølgelig kan man gennemføre en rimeligt effektiv håndhævelsesordning på globalt plan, hvis verdenssamfundet er indstillet på at gøre det.

Jeg kan også henvise til at EU's system har påvist at et kvotesystem rent faktisk virker i denne del af verden. Mange i denne tråd ynder at henvise til al den kritik der har været af dette system, men læg mærke til at ingen har forsøgt at tilbagevise at det rent faktisk leverer det som det skal: En begrænsning af kvoterne indenfor den mængde som systemet fra starten har tilladt. Kritikken af EU's system går på alle mulige andre ting, men ikke på at kvotemængderne er blevet optrådt. Den største værdi af EU-systemet efter min mening er såmænd at det har påvist at et sådant kvotesystem kan lade sig gøre at administrere på internationalt plan og få til at fungere.

"Jamen Poul, jeg tror sagtens at kvotesystemer alene kan klare problemerne".

Jamen, så er vi jo enige, i det spørgsmål der for mig her er det væsentlige. Det glæder mig at vi nu i hvert fald er tre i denne tråd der er enige så langt!

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt Liliane Murray, men noget tyder nu på, at tingene har flyttet sig siden København, bl.a. USA´s holdning (med Obama i spidsen), flere erfaringer med vildt vejr, og en formentlig bedre mødeledelse.

Liliane Murray

Der rammer du plet, hvis verdensamfundet er indstillet på det!

Det tror jeg ikke verden er på nuværende tidspunkt, derfor mener jeg også at der må komme et pres nedefra, på beslutningstagerne, ikke blot for at få dem til at træffe de rigtige beslutninger, men også for at de gennemføre dem.

Nej, jeg er ikke enig med dig, tværtimod. Du skrev selv i en kommentar tidligere at hvis du undvære bil, ville det være en velfærdsindskrænkning for dig, wauw, det er det for hundreder tusinder, bare i Danmark, hver eneste dag. Men jeg kan jo vende den om, og sige at så er du enig med mig i at der er en menneskelig faktor, som man ikke kan komme udenom.
Jeg tror på teorierne, men ikke på praksis. Og det er der jo tror du fejl i byen, ved at tro at mennesker er uegennyttige, det er de sjældent. Selv velgørenhed er ikke uegennyttig.

Hvordan vil du gennemføre en administration der fungerer? Jeg har endnu aldrig, i hele verden set et system der fungerer optimalt. Dette er ikke et problem der kan løses demokratisk, for så kommer det til at tage for lang tid.

Det synes dig vigtigere at få ret, end at tænke ud af boksen, hvor enig Bill er med dig, kan kun han afgøre, men måske ikke så enig som du gerne vil have det til at fremstå. Prøv at få næsen væk fra regnearkene.

Liliane Murray

Michael, jeg håber og ønsker inderligt at du har ret. Problemerne er opstået grundet den menneskelige natur, og det kommer vi ikke udenom. Vi har brug for at langt flere beslutningstagere, åbner øjnene. Men du har helt ret, der er sket noget, siden jeg begyndte at deltage i debatter om det her. Bare indtil for et år siden, var der ikke mange der overhovedet gad debatere dette. Og skrev man om det, fik man at vide at man var konspirationsteoretiker og at man burde tage sølvpapirshatten af, i dag, i hvert fald på information, er det dejligt at se hvor mange mennesker der nu tænker over disse ting og også gerne debaterer det.

Poul, (og alle andre) 10:30. For at tage det sidste først så er det vel mest skrevet til mig selv. For da jeg "filosofrede" lidt over problematikken, kom jeg frem til, at det eneste, der, efter min mening, i dette overflodsunivers af plads til meninger, bør være ekskluderende, er personlige fornærmelser og gentagende bevidste misfortolkninger af andres udsagn. 'Holdninger' må tåle også fornærmende kommentarer, og 'udokumentebare påstande' lettere hånende tilbagevisninger - ellers bliver det hele lidt for kedeligt efter min smag. Spontanitet skal have stor plads. I øvrigt er den skriftlige elektroniske (nu og her) debat efter mine begreber en demokratisk nyskabelse ,som ikke kan overvurderes.

Med hensyn til de flettede debattråde så er klokkesletshenvisninger til tidligere kommentarer debatkontinuitetens redning.

I øvrigt skal jeg erkende, at min tilgang til bæredygtighedsdebatten, indtil nu, har været baseret på paratviden og mavefornemmelser, men i anledning af at jeg læser at: Kina indfører CO2-kvoter fra 2017 ....og.... Selvom Kina og USA på nogle punkter i bedste fald må betragtes som uenige, er klimaområdet et sted, de for alvor kan finde fælles fodfæste. - en global fælles forståelse - så vil jeg bruge noget tid til at sætte mig dybere ind i stoffet, og der er denne debat en god ansporing.

Sider