Læsetid: 7 min.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at handle i tide?

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med
Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under hude

Det er da mærkeligt, at når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden, hvad er så forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden?

Rene Schutze

21. oktober 2015

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

Som situationen tilspidses, er det spørgsmål, som i stigende grad optager såvel de tålmodigt formidlende klimaforskere som ngo’er, grønne politikere, miljøbevidste erhvervsfolk og andre, der søger at bane vej for handling.

»Det kræver selvransagelse i bæredygtighedsbranchen, for vi griber det tydeligvis forkert an,« skrev f.eks. på denne plads Coop’s miljøchef, Signe Frese, for to uger siden.

Det svar, som oftest gives for tiden, er, at angst for smeltende isbjerge ikke kan motivere mennesker til forandring, og at den grønne omstilling skal italesættes som noget livsbekræftende, spændende og fuldt af nye muligheder. Således f.eks. den nyvalgte formand for FN’s Klimapanel, IPCC, den sydkoreanske økonom Hoesung Lee, der til tidsskriftet Nature siger:

»Jeg vil gerne huskes som den formand, der flyttede IPCC’s fokus til løsninger (…) Der er en masse at være bekymret for, men der er også en masse at nære spændte forventninger til.«

Det er givetvis en del af opskriften på en mere vellykket klimakommunikation. Men det er mere komplekst end som så, hvis man skal tro de adfærdsforskere og andre, som gransker vores psykologi og motivationsmønstre på områder som dette.

Hjernen yder modstand

En af dem er George Marshall, engang ledende Greenpeace-medarbejder, nu projektchef ved det britiske Climate Outreach & Information Network, der rådgiver om og forsker i kommunikation om bæredygtighed og klima. George Marshall er forfatter til bogen Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change, og en central pointe er for ham, at klimaudfordringen netop er så komplekst et emne, at forskere fra forskellige discipliner har hver deres forklaringsmodel, og at de alle har delvist ret, hvorfor det er så svært at tackle udfordringen med at få problemstillingen ind under huden.

»Klimaændringer er et exceptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

»Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

Og nemmere at håndtere bliver det ikke af, at klimaforskerne i f.eks. IPCC konstant betoner – som de jo bør – den videnskabelige usikkerhed om både årsagssammenhænge og modelfremskrivninger om klimaet. Modsat de statsautoriserede økonomer, der typisk leverer præcise tal – en forventet dansk BNP-vækst i 2017 på 2,3 pct., sagde f.eks. de økonomiske vismænd forleden – selv om usikkerheden på deres modelscenarier er lige så stor.

Trygheden

Den britiske forsker i miljøkommunikation Chloe Lucas, University of Tasmania, betoner i en artikel i Wiley Interdisciplinary Review, hvordan kendte, forudsigelige rammer er afgørende for den tryghed og tillid, mennesket har brug for og søger at opretholde. Trygheden ved faste rammer og sikre svar fritager os fra ustandseligt at skulle træffe svære valg. Vismændenes økonomiske forudsigelser med decimals nøjagtighed giver en slags tryghed – også selv om de typisk er forkerte – ligesom vores vækkeur, telefon, brusebad og morgenkaffe sikrer orden og hviler på tilliden til, at det konstant er til rådighed og fungerer.

Klimaforskernes budskaber – og usikkerheden knyttet hertil – undergraver denne tryghed, helt ned på det konkrete plan, der handler om hverdagens tillidsskabende ting og systemer, baseret på fossil energi.

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Det er blevet spået tit og ofte, at når først klimakatastroferne – oversvømmelserne, de voldsomme storme etc. – rammer, så vil folk få øjnene op og handle.

Det skal man ikke regne med, siger George Marshall. Han har bl.a. interviewet beboere i Texas, der i 2011 blev ramt af brande, som under ekstrem tørke og hedebølge ødelagde 1.700 hjem. Marshall sporede ingen erkendelse af en sammenhæng med menneskeskabte klimaændringer eller motivation til at forlange politisk handling. En sådan erkendelse vil jo være ensbetydende med en slags selvkritik og tvivl om måden, man har levet på hidtil. Dermed vil den også indebære potentiale for konflikt i en situation, hvor det at stå sammen føles afgørende.

»Lokalsamfund, der er blevet smadret, synes at finde styrke i håbet om genrejsning og undertrykker aktivt enhver nedslående diskussion om de underliggende årsager eller fremtidige trusler,« noterer Marshall.

System 1 og 2

Det udfordrende narrativ om klimakrisen og behovet for forandring har således svært ved at konkurrere. I stedet for at erkende den eksisterende orden som problemet er det nærliggende at udpege miljøaktivisterne, klimaforskerne, Al Gore og co. »som den virkelige fjende, der har opfundet dette svindelnummer for at udvide den politiske kontrol«, bemærker kommunikationseksperten.

Eller mere generelt: Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, har fået nobelprisen i økonomi for sine studier af adfærdsøkonomi og måden, vi træffer beslutninger på. Han beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

»System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

»Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævntes bog.

»En psykolog kunne næppe udtænke et bedre scenarie for lammelse« end klimaændringer, siger en anden psykolog, professor Daniel Gilbert, Harvard University, i bogen.

Tillid, fællesskab og storytelling

Alt dette kunne jo friste klimaforskere, ngo’er, grønne politikere, visionære erhvervsfolk og miljøjournalister til at opgive ævred. Det er næppe den rigtige konklusion.

George Marshalls konklusion er bl.a., at der skal lægges mindre vægt på hardcore videnskabsformidling med svære tal og skræmmende perspektiver og mere vægt på storytelling og personlig identifikation med dem, der formidler – faktorer som forskere traditionelt opdrages til at holde sig fra. Samtidig skal der lægges vægt på at etablere tillid til og fællesskab om omstillingsprocessen frem for ensomhed, polarisering og skyld.

Chloe Lucas siger, at det afgørende er at gøre processen mod den nye økonomi og livsform tryghedsbærende, så man ikke afviser den til fordel for den kendte – men uholdbare – tryghed i den gammelkendte fossile økonomi.

Elena Blackmore, der forsker i værdier ved det britiske Public Interest Research Centre, betoner betydningen af at tilrettelægge indsatsen, så den fremmer oplevelsen af fælles ejerskab. Det appellerer til vore fællesskabsorienterede værdier frem for de selvcentrerede og skaber samtidig via trygheden åbenhed for nye tanker og tro på egne kræfter.

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anna Sørensen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Emil Vibild
  • morten Hansen
  • Flemming Berger
  • Per Jongberg
  • Troels Holm
  • Ib Jørgensen
  • Kirsten Vesterager
  • peter fonnesbech
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Liliane Murray, Michael Kongstad Nielsen, Anna Sørensen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Emil Vibild, morten Hansen, Flemming Berger, Per Jongberg, Troels Holm, Ib Jørgensen, Kirsten Vesterager, peter fonnesbech, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane,
"Der rammer du plet, hvis verdensamfundet er indstillet på det!".

Ja, selvfølgelig. Det er præmissen for at man kan få et effektivt kvotesystem op at stå, og har været det hele tiden i denne tråd, jf. min allerførste kommentar for en tre dage siden:

"Løsningen er internationalt koordinerede tiltag, men de kan være svære at få i stand fordi alle lande har en interesse i at der bliver gjort noget, men de har samtidig en interesse i at de andre lande kommer til at betale så meget som muligt af omkostningerne, og at de selv slipper billigst muligt. Når det går langsomt med at finde en løsning, er en meget væsentlig del af forklaringen derfor at verdenssamfundet ikke har de samme slagkraftige institutioner der kan skære igennem og træffe en kollektiv beslutning, som vi har på nationalt plan hvor parlamenter og regeringer netop er opstået for at kunne håndtere beslutninger der er kollektivt rationelle, men svære at implementere for den enkelte på egen hånd."

Hele humlen ligger i om verdenssamfundet har vilje til at skabe den enighed og de institutioner der skal gennemføre enigheden. Det er det afgørende spørgsmål. Instrumentet til at løse problemet er enkelt og ret oplagt, man skal "blot" blive enige om at bruge det.

Jeg vil i øvrigt gøre opmærksom på at jeg intet har sagt om regneark i denne tråd, så din bemærkning om det forekommer mig at være ret irrelevant. Alle mine kommentarer i denne tråd har handlet om mennesker, deres adfærd og de institutioner som mennesker skaber og kan skabe hvis de har interesse i det. Jeg har heller intet sagt om at mennesker er uegennyttige. Og jeg synes det er dårlig diskussionsskik at pådutte folk holdninger og synspunkter de ikke har givet udtryk for.

Liliane Murray

"Hele humlen ligger i om verdenssamfundet har vilje til at skabe den enighed og de institutioner der skal gennemføre enigheden. Det er det afgørende spørgsmål. "

Jamen, så giver du mig jo ret. Det er jo netop det jeg har sagt hele tiden. Og som du hele tiden har påstået var forkert. Og min optimisme til at der vil blive globalt konsensus, lige foreløbigt, kan ligge på et meget lille sted.

Jeg har meget svært ved at få øje på, hvor du har talt om den menneskelige adfærd, eller om man overhovedet kan få dine ideer til at fungere i lyset af denne.

"vi har på nationalt plan hvor parlamenter og regeringer netop er opstået for at kunne håndtere beslutninger der er kollektivt rationelle" det glæder jeg mig til at opleve, hvis det da bliver livstid.

Liliane Murray

Nej, du har intet sagt om at mennesker er uegennyttige, det har jeg, jeg har spurgt om du tror de er det. Den med at pådutte nogen noget, der skal du måske gribe egen barm først.

Liliane,

"Jamen, så giver du mig jo ret. Det er jo netop det jeg har sagt hele tiden. Og som du hele tiden har påstået var forkert."

Det er næppe så frugtbart at diskutere hvem der giver hvem ret, selvom jeg for en ordens skyld vil gøre opmærksom på at jeg skrev det ovennævnte citat nogle timer inden du dukkede op i tråden her. Og jeg regner selvfølgelig med at når du senere henvender dig til mig, har du på det tidspunkt læst og forsøgt at forstå og huske hvad jeg har skrevet i tråden indtil det tidspunkt.

"Og det er der jo tror du fejl i byen, ved at tro at mennesker er uegennyttige, det er de sjældent. Selv velgørenhed er ikke uegennyttig."

Det opfatter jeg ikke ligefrem som et spørgsmål, men OK - i ordet "tror" ligger der selvfølgelig en vis åbenhd.

Liliane Murray

Jeg læser faktisk alle kommentarer, især når jeg springer ind i en tråd der allerede er igang. At du husker din komentar er vel naturligt, men jeg husker ikke 150+ kommentarer 4 dage senere, og du næppe heller, derfor forholder jeg mig til de kommentarer du har skrevet i går og i dag.

og i lyset af dette, og indtil din forrige kommentar, ville du ikke anerkende, at der var andre faktorer at inddrage udover kvoter.

Det var nu dig der startede med at fremdrage at vi var to der gav dig ret, jeg svarede blot igen med samme mønt, så det er vist lidt dobbeltstandard at komme med den nu, du kunne have fremdraget de synspunkter igen, når nu der er flere der gør dig opmærksom på at kvoter ikke kan stå alene, med mindre du forventer at andre mennesker har en eidetisk hukommelse.

Liliane Murray

Faktisk læser jeg så mange kommentarer at mine 'anbefalinger' overstiger mine 'kommentarer' med flere hundreder, hvordan ser det ud hos dig?

Liliane Murray

Faktum er nok, at vi ser verden fra to forskellige platforme, din verden er tal og beregninger, min verden er mennesker og adfærd. To ikke specielt sammenlignelige eller kompatible ståsteder.

Liliane,
"og i lyset af dette, og indtil din forrige kommentar, ville du ikke anerkende, at der var andre faktorer at inddrage udover kvoter."

hvis det du mener med at inddrage andre faktorer end kvoter, er at det selvfølgelig er nødvendigt at drage omsorg for at kvotesystemet overholdes for at det kan virke, ja, så er jeg selvsagt enig i det og har været det hele tiden. Det er beklageligt hvis det er sådan en misforståelse der er skyld i at vi har brugt ualmindelig lang tid på at snakke frem og tilbage.

"din verden er tal og beregninger, min verden er mennesker og adfærd. "

Nu gør du det igen - pådutter mig noget jeg ikke kan genkende. Der er fx ikke mange tal og beregninger i denne tråd.

Liliane Murray

http://www.information.dk/549675 : Endnu en runde for klimaet: Ét skridt frem og to tilbage

Se det er det jeg snakker om! Mennesker er mennesker, på godt og ondt, og de er styret af en række instinkter. Selvom man burde sige, at, hvis vi som mennesker ønsker at se os selv, som stående udviklingsmæssigt over dyrene (vores udvikling har stået stille i over 35.000 år), så burde det der skulle kendetegne vores højere intelligens, være at vi netop kan handle og agere på trods af vores instinkter, alás det kan de allerfærreste.

Liliane Murray

Som økonom er tal din hverdag, dit liv, dit udgangspunkt, det er helt naturligt, og du kan ikke undgå at inddrage økonomi og tal i din tilgangsform, det ville være menneskeligt så at sige umuligt, og der er intet nedsættende i det, det er blot en konstatering, at vi kommer fra to forskellige verdener og der nødvendigvis må se tingene forskelligt, for selvom du mener, at du godt kan tale om andet end økonomi og tal, så er det stadigt dit udgangspunkt, som er et andet end mit, som er et andet end Bill's, osv.

Der findes ikke to mennesker i verden der ser tingene nøjagtigt fra den samme vinkel, det er umuligt.
Det jeg skriver er, lidt omskrevet, at man ikke altid kan være enige, og så må man jo bare enes om at være uenige.

Her for en ordens skyld, hele kommentaren;- "Faktum er nok, at vi ser verden fra to forskellige platforme, din verden er tal og beregninger, min verden er mennesker og adfærd. To ikke specielt sammenlignelige eller kompatible ståsteder."

Liliane,
det bliver mildt sagt ikke bedre af at du uddyber din pådutning.

Vi to kender vist ikke hinanden personligt, og jeg finder det useriøst og faktisk også lidt usympatisk at ville udlægge livsholdning, automattænkning osv. hos folk man ikke kender, ud fra en information om hvad deres profession er. Det er præcis det stof fordomme bygger på.

Men lad os blot enes om at være uenige - jeg synes at disse udvekslinger er blevet ret ufrugtbare.

Du må have en god weekend.

Sider