Læsetid: 3 min.

Kompleksiteten kvæler alt

Vi er i dag så fagligt specialiserede, at vi kun forstår et meget snævert udsnit af virkeligheden. Vi opfandt netop faglighed for at slippe for at forholde os til ’det hele’ på én gang, men nu giver det bagslag
21. oktober 2015

Vi lever efterhånden i en næsten sindssygt kompleks verden, og det er en stærkt stigende stressfaktor for mange af os og påvirker os i stigende omfang både fysisk og psykisk. Der er heller ikke tegn på, at det bliver bedre foreløbig, så hvad kan vi gøre?

Er kompleksiteten virkelig? Er det verden og virkeligheden, det handler om, eller har det også noget med os selv at gøre, hvordan vi er uddannet, hvordan vi organiserer os etc.? Den er helt sikkert virkelig, men de andre forhold spiller nok i mindst lige så høj grad ind: Vi er i dag så fagligt specialiserede, at vi kun forstår et meget snævert udsnit af virkeligheden – og faglighed er ikke naturgiven, men noget vi har opfundet for at slippe for at forholde os til hele virkeligheden, verden og livet.

For at få et lidt lettere liv – og det fik vi måske også i en periode, men nu giver det bagslag, for »vi forstår ikke en skid af det hele« – og så kan man ikke leve, uden at det gør ondt. Samtidig er verden jo også blevet mere kompliceret, end den var i 50’erne og 60’erne, og derfor er alle problemer også blevet mere komplicerede.

Ingen væsentlige problemer kan i dag løses inden for rammerne af et enkelt fag, og de fleste kræver 5-10 fag eller flere. Det er et problem, fordi vi ikke har tid til at tale sammen på tværs af fag – og fordi vi oftest heller ikke forstår hinanden, når vi prøver. Så langt er specialiseringen drevet, at ’Babelstårnet’ er genopstået i forhold til de faglige sprog.

Arbejder ikke på tværs

Fagene har samtidig fået en så massiv rolle i samfundet, at de har skabt en meget detaljeret sektoropdeling, hvor man primært arbejder fagligt i den enkelte sektor og meget lidt på tværs – ’det fagopdelte, hierarkiske bureaukrati’. Det var en fantastisk organisationsform i industrisamfundet, men er i dagens komplekse vidensamfund en lige så stor trussel mod vores fælles overlevelse som atomvåben, klimaforandringer og krige, for vi kan ikke løse ret mange problemer sektorvist.

Dette forhold bevirker, især i det offentlige, at reguleringerne i de enkelte sektorer efterhånden er så omfattende, at det forhindrer alt fornuftigt arbejde og enhver form for udvikling og innovation – private virksomheder med tilsvarende regelsæt ville kun overleve i få måneder. Reguleringerne eksploderer, fordi problemerne i sektorerne vokser og vokser, fordi de ikke kan løses der, men kun på tværs af sektorerne, hvor der ikke er nogen, der arbejder, ingen penge og intet fokus.

Vi står så at sige alle i hver vores hul og graver os længere og længere ned. Vores organisationer er ’lodrette’, mens alle de væsentlige problemer er ’vandrette’ – en perfekt opskrift på et system, der ikke kan fungere.

Reguleringen skal begrænses

Den engelske historiker Arnold Toynbee, der omfortolkede hele verdenshistorien med fokus på civilisationerne frem for nationalstaterne, beskrev en civilisations sammenbrud: »Den samme udfordring viser sig igen og igen, når den ikke bliver løst, og det ender med et totalt sammenbrud.«

Det ovenfor skitserede er et godt bud på udfordringen, som den ser ud i dag, og lige nu har den vist sig i form af flygtningestrømmen, ligesom den er ganske nærværende i klimaudfordringen og mange andre problemstillinger i samfundet og verden. Der er kun én vej frem: Vi må organisere vores ressourcer efter problemerne i stedet for efter fag, sektorer, uddannelser etc. Samtidig skal reguleringen i de enkelte sektorer begrænses til noget, der kan stå i et Anders And-blad eller på forsiden af dagens avis, så folk igen kan få tid til at lave noget fornuftigt.

Det bliver et kæmpe slagsmål med industrisamfundets ortodokse aktører, men alternativet er game over. Det ved vi fra Romerriget og en lang række andre af historiens civilisationer … det ender altid galt, når man glemmer virkeligheden.

Henrik Kærgaard er udviklingschef på tværs i Niras

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Oxvig
  • Anne Eriksen
  • Niels-Simon Larsen
Thomas Oxvig, Anne Eriksen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fagligheden er formentlig en nødvendig fokus-begrænsning for den 'akademisering' af sådanne enfoldige masser, som konsensus-mæssigt har været set som progressivt og ønskeligt.

Så langt er specialiseringen drevet, at ’Babelstårnet’ er genopstået i forhold til de faglige sprog.
...sådan har verden altid set ud - i hvert fald den akademiske verden. Der har man så bedre kunnet leve med den manglende fratrinisering forskningsretningerne imellem.

Hvad er i grund problemet kompleksitet ? ... i byggebranchen og industrien hvor tingene skal gå stærkt. Tid er penge.

Det løses ved kommunikation og dokumentation. Og hvis der er noget de unge kan idag, så er det at kommunikere og bruge kommunikative værktøjer. Det er de gamle rotter i faget der skal lære de unges kommunikatisformer at kende. Artiklen lægger op til forenkling. Det lyder nærmest som kortsigtet profithjemtagning.

Nej der skal investeres og innoveres hvis fremtidens behov skal imødekommes på en bæredygtig måde.