NATO og Ruslands optrapning truer freden i Europa

Ruslands krænkelser af tyrkisk luftrum fik i sidste uge NATO til at skærpe tonen over for russerne og til at varsle en fordobling af sin hurtige udrykningsstyrke i Østeuropa. Farlig udvikling, advarer tænketank
12. oktober 2015

Med Ruslands entré i Mellemøsten har konflikten mellem russerne og NATO bevæget sig ind i en ny og farligere fase. Ikke kun er der fare for sammenstød mellem russiske fly og flere NATO-landes i Syrien, men Ruslands gentagne krænkelser af NATO-medlemmet Tyrkiets luftrum har øget spændingerne mellem de to parter og har resulteret i endnu en optrapning af beskyldningerne mellem alliancens og Ruslands øverste ledere.

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarede torsdag efter et møde mellem NATO’s forsvarsministre om, at alliancen er parat til »om nødvendigt« at sende tropper ind i Tyrkiet for at forsvare landet.

Samtidig annoncerede han, at forsvarsministrene på mødet blev enige om at fordoble NATO’s hurtige udrykningsstyrke i Østeuropa til 40.000 mand samt at oprette yderligere to NATO Force Integration Unit-hovedkvarterer i Ungarn og Slovakiet. I september aktiverede alliancen seks sådanne hovedkvarterer i Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien.

»Vi implementerer den største forstærkning af vores samlede forsvar siden slutningen af Den Kolde Krig,« sagde Stoltenberg til journalister efter mødet.

»Alt dette fortæller NATO-borgerne: NATO vil forsvare dig, NATO er til stede, NATO er parat.«

Den besked var dog ganske givet ikke kun tiltænkt NATO-borgernes ører, men også Ruslands. Og den blev hørt. Modsvaret fra præsident Vladimir Putin kom prompte:

»Hvis nogen truer vores territorier, betyder det, at vi må rette vores væbnede styrker mod de territorier, hvorfra denne trussel kommer,« sagde Putin ifølge Russia Today.

Denne gensidige optrapning, som også kan registreres ved, at begge sider har afholdt hyppigere militære øvelser med tusindvis af soldater og militært isenkram, har vagt bekymring i bl.a. tænketanken European Leadership Network (ELN) bestående af bl.a. tidligere militærfolk og politikere. I august advarede ELN i en rapport om, at sådanne militære øvelser kan øge risikoen for »farlige militære sammenstød«.

»Historien er fuld af eksempler på ledere, som tror, at de kan kontrollere begivenhederne, og begivenheder har en vane med at få deres eget momentum og dynamik,« sagde tænketankens direktør, Ian Kearns, dengang.

Den seneste udvikling i Mellemøsten og styrkelsen af NATO’s tilstedeværelse i Østeuropa kunne tyde på, at tænketanken har en pointe, siger Tom Frear fra ELN.

»Det er desværre svært at se, hvordan den farlige handling-modhandlings-cyklus, vi advarede imod, kan begrænses i lyset af den seneste udvikling,« siger Frear til Information.

»Ruslands luftangreb i Syrien kom kort tid efter en stor hovedsageligt luftvåben-fokuseret militærøvelse, hvilket gav os endnu et eksempel på, at storstilede russiske øvelser ofte er en forløber for intervention i udlandet. Det er præcis en af de tendenser, vi advarede imod i rapporten.«

De andres skyld

NATO har reageret vredt på beskyldningerne om, at dens øvelser skulle være med til at øge risikoen for en egentlig konflikt mellem alliancen og Rusland.

»NATO’s militærøvelser øger ikke risikoen for krig,« sagde talskvinde Carmen Romero efter udgivelsen af rapporten. »De har til hensigt at have præcis den modsatte effekt: at styrke sikkerheden og stabiliteten i Europa som svar på den voksende russiske aggression. Den klare forskel på NATO’s handlinger og Ruslands er, at NATO er en forsvarsalliance, mens Rusland har sendt tropper ind i nabolande og truer med at placere atomvåben tæt på alliancens grænser.«

Reaktionen var imidlertid blot med til at illustrere, hvad ELN mente, sagde Ian Kearns.

»Den ene side gør noget, som den hævder udelukkende er i forsvar, men som læses af den anden side som en fjendtlig handling. Du har en fare for en eskalerende dynamik,« sagde han til Wall Street Journal forud for Ruslands engagement i Syrien.

Paul Ivan, ekspert i tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, er enig i, at der er en fare for, »at det udvikler sig til en ond spiral«.

»Der har været en højnet retorik fra både russisk, amerikansk og fransk side, og det er alt sammen del af den samme konflikt,« siger han.

Mens en del iagttagere påpeger, at det er NATO’s fortsatte eksistens og oprustning i Østeuropa, der er med til at provokere Rusland til at handle, som det gør, mener Ivan dog ikke, at alliancen kunne have gjort andet end at styrke sin tilstedeværelse i regionen, efter Ruslands annektering af Krim og opbakning til separatisterne i Østukraine.

»Det var tydeligt, at de central- og østeuropæiske lande blev nervøse og bad NATO optrappe, og eftersom alliancens hovedformål er at forsvare sine medlemmer, er det en helt normal reaktion,« mener han.

Peter Viggo Jakobsen, sikkerhedsekspert ved Forsvarsakademiet og Center for War Studies på Syddansk Universitet, er enig. Om NATO’s oprustning i Østeuropa kan have forværret sikkerhedssituationen i Europa, »kan man have lange akademiske samtaler«, siger han.

»Men i virkelighedens verden har NATO en pligt til at forsvare alle sine medlemslande, og de baltiske lande har sagt, at de gerne vil have hjælp. NATO viser Rusland, at det ikke skal lege med tændstikker,« siger han.

Tom Frear mener, at det er vigtigt, at NATO og Rusland begge gør sig klart, at der er en risiko for, at tingene kan komme ud af kontrol.

»På kort sigt er det en prioritet at undgå en ulykke såsom et militært sammenstød mellem NATO og russiske styrker. Den dialog er endelig kommet i gang i forhold til Syrien, men meget mere kan gøres. Faren er, at politikerne risikerer at miste kontrollen over udviklingen som følge af en ulykke, hvilket kan føre til unødvendig eskalering,« siger han.

Paul Ivan er enig, men tror dog ikke, at der er risiko for krig mellem NATO og Rusland.

»Dertil er risikoen simpelthen for høj, og det forstår alle parter. Men et sammenstød vil bestemt få negative konsekvenser, og det er ikke, hvad der er behov for lige nu.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Olsen

Hvorfor skulle Stoltenberg fornærme en NATO allieret? Tyrkiet, med NATOs næststørste hær, har ikke hverken brug for militær hjælp fra andre NATO lande, eller anmodet herom, de har soldater nok. Højst brug for avancerede amerikanske anti-luft missiler.

Rusland har fundet det nødvendigt, at sunni-Tyrkiet ikke fortsat uantastet kan sørge for fly-dække til sunni-IS militære operationer, mod Ruslands allierede alwai-Assad. Det har Tyrkiet, og Vesten, nu fået et vink med en russisk vognstang om.

At Rusland og NATO skulle gå i krig med hinanden over et land som Syrien, skriger til himlen af tåbelighed. Så det kunne meget vel blive resultatet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Dørup  Jensen

Dét, Nato indirekte siger, er, at de ikke vil have Rusland til at blande sig i "deres" politiske, strategiske og økonomiske ressourceområder; Mellemøsten.
- Og at de ikke vil have Rusland til at bekæmpe, endsige eliminere deres foretrukne udenrigspolitiske redskab; Den islamistiske terrorisme - som de brugte til at drive Sovjet ud og ekspandere i Afghanistan, til at opløse Sovjet, til at ekspandere i Irak, i Bosnien, i Kosovo, i Libyen og p.t i Syrien.
Derfor opruster Nato!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

Rusland afpøver konstant NATO's vilje til at forsvare sig i håbet om at der vil dukke en Chamberlain op.
Og nej, gu' fanden øger det ikke risikoen for militære sammenstød.
At lade stå til vil garantere militære sammenstød.
Churchill sagde:
"Frankrig og England måtte vælge mellem krig og vanære. De valgte vanære. De vil få krig."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

Torben Selch:

Jeg tror du overvurderer NATO - de er ikke hvad de har været. Ialt fald ikke jo mindre USA spiller med. Og det gør Obama ikke.

Og at gentage NATOs tåbelige katastrofe i Libyen et andet sted, f.eks. i Syrien, må idag anses for utænkeligt, da det ville betyde voldsomme protester iblandt folk i Europa. Derfor har Putin og Tyrkiet, og hvem der ellers ønsker at blande sig i Syrien og omegn, frie tøjler. Og det benytter de sig af, som vi ser. Hvis kineserne ikke allerede har gjort det, i al stilhed, gør de det nok snart, for at tilslutte sig Ruslands alliance. Kinas hangarskib ligger som bekendt i Tartus. Om al den indblanding er 'bedre' end hvis NATO gjorde det, for syrerne altså, eller rettere dem der er tilbage, det er jeg ikke sikker på. På den anden side, kan det næppe blive værre.

anbefalede denne kommentar