Baggrund
Læsetid: 5 min.

Omfordeling af 160.000 flygtninge kan løbe ud i sandet

Grækenland vil få meget svært ved at sende op mod 66.000 flygtninge videre gennem EU’s nye omfordelingsprogram, fordi flygtningene først skal søge om asyl i et land, som de ikke tror kan hjælpe dem
Forrige weekend ankom disse 
 flygtninge med båd til Lesbos. Den græske ø er et af de nye såkaldte hotspots, hvor der lige nu bliver oprettet modtagecentre for flygtninge. Herfra skal de fordeles til andre europæiske lande – eller sendes hjem, hvis de ikke anerkendes som flygtninge.

Antonis Pasvantis

Udland
21. oktober 2015

Foreløbig har kun 14 unge mænd og fem kvinder fra Eritrea frivilligt taget rejsen fra Italien til Sverige som de allerførste i EU’s meget omdiskuterede omfordelingsprogram, hvor 160.000 flygtninge skal sendes fra især Italien, Grækenland og Ungarn til andre EU-lande.

For nu forestår arbejdet med at omsætte et sæt komplicerede regler – som især Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet modsatte sig, men også, om end modvilligt, skal understøtte – til en ny virkelighed.

EU’s kommissær for flygtninge, grækeren Dimitris Avramopoulos, sagde selv om de unge afrejsende eritreere i Rom i fredags, at »dette var det første skridt, nu må vi se at komme videre«. Men for Grækenland kan det blive temmelig svært at tage de næste skridt, siger Angeliki Dimitriadis, migrationsforsker ved tænketanken ELIAMEP i Athen.

»Jeg ser mest begivenheden i Rom som en pr-begivenhed, som Grækenland får meget svært ved at følge op på. For skal flygtningene indgå i dette omfordelingsprogram, skal de søge om asyl her i Grækenland, og det gør flygtningene ikke.«

I Grækenland har man i år modtaget over 400.000 flygtninge, men frem til august måned søgte under 6.300 personer om asyl, svarende til under to procent af samtlige ankomne. De fleste er hurtigst muligt rejst videre, fordi mange ikke har tillid til, at Grækenland kan hjælpe dem, lyder det fra Angeliki Dimitriadis.

Flygtningene ved intet

Selv om rygter hurtigt spredes flygtningene imellem, anses EU’s omfordelingsprogram ikke for at være en mulighed blandt de flygtede i Athen. På et af de nyankomne flygtninges foretrukne opholdssteder, Victoria-pladsen i det nordlige centrum af Athen, står små grupper af unge mænd fra Afghanistan og småsnakker. En af dem er 21-årige Ali-Safar.

»Vi har været her en måneds tid, og vi sover mest i parker og på gaden. Vi ønsker ikke at blive her, her er hverken arbejde eller nogen fremtid«, fortæller Ali-Safar og peger på sin yngre fætter på 15 år og en ven på 17 år, som han rejser sammen med. Det eneste, de ejer, er en lille rygsæk hver. De håber at komme til Sverige eller Tyskland, selv om de ikke har pengene til en busbillet videre. Til spørgsmålet om Ali-Safar har hørt om det nye program med at omfordele flygtninge inden for EU som et alternativ, ryster han på hovedet.

»Jeg ved ikke noget om asylsystemet, det har vi ikke hørt om, kun at vi selv kan rejse videre, hvis vi havde mulighed for det«, siger den unge afghaner.

Ali-Safar er en ganske typisk afghansk flygtning, fortæller migrationsforsker Angeliki Dimitriadis, der selv for nylig systematisk har interviewet flygtninge i Athen, mens en kollega har talt med asylansøgere på de græske øer. Konklusionen var, at ingen kendte til omfordelingsprogrammet. Og at stort set ingen ønskede at søge om asyl i Grækenland.

»Foreløbig er 58.000 afghanere kommet til Grækenland i år, men de er ikke nævnt med et ord i EU-aftalerne om omfordeling. Mange af dem har et lige så berettiget krav på beskyttelse som dem fra Syrien«, siger Angeliki Dimitriadis. Afghanerne får typisk et stempel i passet, der berettiger dem til 30 dages ophold, mens syrerne kan blive i op til seks måneder.

Kan strande i Grækenland

Den athenske migrationsforsker mener, at den helt store udfordring er knyttet til de nye modtagecentre på hotspots som f.eks. Lesbos, som lige nu er under opbygning, hvor flygtningene skal sorteres og udvælges. Der er dog ingen garanti for, at systemet vil komme til at virke.

»Disse hotspots er meget problematiske, fordi det kræver en meget stærk ledelse og koordination, som man grundlæggende mangler i dag.« På de nye hotspots skal de økonomiske migranter udskilles fra de egentlige flygtninge, som så skal placeres i modtagecentre, som Grækenland kun har meget få af i dag. Her skal de flygtninge, der ønsker at blive en del af omfordelingsprogrammet, så søge om asyl. Det betyder, at en ansøgning både skal være afsluttet og godkendt, inden processen kan fortsætte.

»For syrerne vil godkendelsen (som berettiget flygtning, red.) typisk ske uden forbehold, men asylprocessen tager tid. Mens økonomiske migranter vil blive sendt direkte til deportationslejre, hvor de enten sendes afsted med magt eller tilbydes at blive sendt hjem frivilligt«, fortæller Angeliki Dimitriadis.

De, der får asyl, indgår så i en lotterilignende proces, hvor modtagerlandet skal være med til at udvælge hver eneste flygtning.

»Det sker ud fra kriterier, som modtagerlandet selv opsætter. Sker der udfald i disse processer, eller ønsker modtagerlandet at forhale processen, så kan ens asylsag trække ud i måneder eller år.«

Det kræver ifølge Angeliki Dimitriadis en meget dybdegående koordination landene imellem for at få omfordelt de 160.000 flygtninge.

Dårligt ry

En væsentlig årsag til, at flygtningene vil undgå at blive i Grækenland, er, at landet har et temmelig dårligt ry hos flygtningene, fordi det i mange år havde en temmelig håbløs asylansøgningsprocedure. Selv om proceduren i dag er blevet meget mere velfungerende, hænger indtrykket ved.

Advokat Yiota Massouridou fra Group of Lawyers for the Rights of Refugees and Migrants i Athen tror ikke på, at omfordelingen af flygtningene kommer til at ske.

»Der er utrolig mange ubesvarede spørgsmål forbundet med hele denne proces. Det kunne fungere som det gode eksempel på samarbejde i Europa, men jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre,« siger Yiota Massouridou, der peger på de manglende ressourcer.

»Vi har ikke modtagelsescentre, vi har ikke procedurer, og der mangler personale alene til at klare de ansøgninger, der allerede er afgivet. Og fordi den græske stat ikke må ansætte de nødvendige medarbejdere pga. krisen, så er manglerne i systemet så store, at det ikke rigtigt kan udbedres her og nu. Derfor kan vi slet ikke samtidig organisere den massive opgave, som det er, når 66.000 flygtninge skal omfordeles til andre lande.«

Ifølge Angeliki Dimitriadis ønsker mange flygtninge slet ikke at ville indgå i en uvis ansøgningsproces med mange uoverskuelige faldgruber.

»Flygtningene vil spørge sig: Bliver jeg valgt ud? Og dernæst: Hvornår vil jeg kunne sendes videre til f.eks. Tyskland eller Sverige? Og svaret er: Det ved vi ikke. Det vil tage minimum seks måneder, og der er ingen garanti for, at man kommer til det land, hvor man i forvejen har familie. Det er uvist, hvor man overhovedet kommer hen, hvilket også vil afskrække de fleste fra at søge,« siger Angeliki Dimitriadis.

Det står i skarp kontrast til, at flygtningene ofte uden assistance kan rejse afsted og ankomme til deres bestemmelsesland i løbet af en uge, »om vi så bryder os om det eller ej«, siger Angeliki Dimitriadis, der håber, at flygtningene fremover i det mindste vil få de rette oplysninger, når de ankommer til Grækenland, så de kan træffe deres eget valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Vodsgaard

Her beskrives et aspekt af EU's nuværende "fælles asylpolitik" som overhovedet ikke fungerer. Andre væsentlige aspekter virker heller ikke og det er ikke tegn til at man kan finde fælles løsninger, der fungerer.
På trods af at asylpolitikken siden Maastricht-traktaten i 1991 skulle fastlægges på overstatsligt niveau, bortset fra Danmark og UK der fik undtagelser.
Det er virkeligt forbavsende, at et flertal af danskere nu ønsker at ophæve denne undtagelse for at blive del af denne ikke-eksisterende "fælles asyl- og integrationspolitik".