Læsetid: 7 min.

Penge og papir skaber håb før COP 21

Men uenigheder består, og mange gør stadig for lidt for klimaet, så det kan stadig gå galt, advarer erfarne folk
En ny alliance af 20 klimasårbare u-lande – V20-alliancen – efterlyser flere penge til klimatilpasning. Heriblandt Filippinerne, hvis klima og økonomi forventes at blive hårdt ramt at klimaforandringer.

En ny alliance af 20 klimasårbare u-lande – V20-alliancen – efterlyser flere penge til klimatilpasning. Heriblandt Filippinerne, hvis klima og økonomi forventes at blive hårdt ramt at klimaforandringer.

Andrew Mc

14. oktober 2015

Tingene begynder at bevæge sig, og optimisme spores i opløbet til klimatopmødet COP 21 i Paris til december. Men rutinerede iagttagere advarer: Djævlen ligger i detaljen, meget kan endnu gå galt eller afsløre sig som mindre lovende end anskuet ved første øjekast.

Læs også: Det muliges kunst...

På positivsiden regnes, at klimaforhandlingernes formandskab forleden offentliggjorde et udkast til den globale klimaaftale, som er målet for COP 21. Udkastet er på bare 20 sider og dermed langt mere overskueligt end det uhåndterlige dokument fra seneste forhandlingsrunde på 86 sider.

Det nye udspil kaldes et ’ikkepapir’ og har alene status af formandskabets bud på en sammenskrivning af det hidtil foreliggende. I stedet for alle de konkurrerende formuleringsforslag fra alverdens lande i 86 siders-dokumentet rummer det nye papir kun ét bud på teksten, men til gengæld er det spækket med kantede parenteser som markering af, hvor der er uenigheder. Som eksempelvis i artikel 3, stk. 1, om opbremsning af drivhusgasudledninger og global opvarmning:

»Parterne sigter mod i (X dato) at nå (et vendepunkt for de globale drivhusgasudledninger) (nul nettoudledninger af drivhusgasser) (en X procent reduktion i de globale drivhusgasudledninger) (en global omstilling til lave kulstofudledninger) (en global omstilling til lave udledninger) (kulstofneutralitet) (klimaneutralitet).«

Læs også: COP21 på vej mod 3,5 grader

I disse parenteser gemmer sig det forestående og centrale slagsmål om, hvornår og hvor kategorisk CO2-udledningerne skal bremses.

Martin Kaiser, leder af Greenpeace Internationals klimapolitiske afdeling, mener, at det vigtigste af alternativerne mangler i teksten.

»Hvis vi skal kunne holde den gennemsnitlige temperaturstigning under to grader eller endog 1,5 grader, må tempoet øges. Den eneste måde at opnå det er ved en 100 procent omstilling til vedvarende energi midt i århundredet,« siger han. Andre konflikter gemmer sig i tekstens tilbagevendende brug af to alternative kantede parenteser med udtrykkene (skal) versus (bør) – her afgør det endelige valg, om en given handling eller bestemmelse bliver forpligtende eller blot en henstilling.

Tilsvarende skal landenes forhandlere vælge, om de individuelle nationale mål for CO2-reduktion skal omtales som ’bidrag’ eller ’forpligtelser’.

Læs også: Korrupte og ustabile stater får svært ved at få klimapenge

De frivilligt definerede klimamål, som landene melder ind til FN, skal ifølge teksten evalueres med faste mellemrum for at vurdere, om de tilsammen er skrappe nok til at sikre FN-målet om højst to graders global opvarmning. Der er imidlertid ikke i teksten nogen fælles mekanisme af forpligtende karakter til at stramme op, hvis de nationale klimamål forbliver for svage – det synes at forblive en frivillig sag for det enkelte land.

Hvis de klimamål, som i alt 148 lande indtil nu har indleveret til COP 21-processen, faktisk realiseres af alle og til fulde, så vil det ifølge forskernetværket Climate Action Tracker lede til en global opvarmning på 2,7 grader, mens et andet forskerhold, Climate Interactive, lander på 3,5 grader. Altså i begge tilfælde hinsides to graders-målet. Og holder alle lande ikke alle løfter, bliver det endnu varmere.

Blandt de lande, der fortsat ikke har indleveret noget nationalt klimamål til FN, er 11 af OPEC-kartellets 13 olieproducerende medlemmer.

Når der trods de fortsatte mangler kan spores en vis optimisme, er det fordi, det store flertal af verdens lande faktisk har sat sig klimamål, og fordi der nu ligger et papir, klimaforhandlerne kan arbejde med. Greenpeaces Martin Kaiser kalder det nye papir »et udgangspunkt for reelle og substantielle forhandlinger.«

Klimaforhandlerne mødes på mandag i Bonn til de sidste fem forhandlingsdage før selve klimatopmødet i Paris.

Penge på vej

En anden årsag til behersket optimisme er, at det går fremad med finansiering af klimaindsatsen. Tilbage på COP15 i København i 2009 lovede i-landene at tilvejebringe 100 milliarder dollar årligt til u-landenes klimaindsats og -beskyttelse fra 2020. Det har holdt hårdt at komme i gang, og det har belastet forhandlingerne, men forleden kunne OECD melde, at der nu – fem år før fristen – er afgivet løfter svarende til 62 mia. dollar.

»Dette betydelige fremskridt mod 100 mia. dollarmålet vil øge tilliden til, at klimafinansieringen flyder og fortsat vil vokse,« sagde USA’s udenrigsminister John Kerry i en kommentar til OECD-opgørelsen. »Et betragteligt fremskridt,« sagde hans franske kollega, Laurent Fabius.

Helt tilbage i FN’s Klimakonvention fra 1992 hed det, at i-landenes klimabistand skulle bestå af ’nye og additionelle midler’ – dvs. ikke en ompostering af eksisterende bistandsbudgetter – men den formulering er gledet ud af de tekster, der nu forhandles, og det er for længst erkendt, at de 100 mia. kun kan mobiliseres ved at kombinere offentlige og private midler. Ifølge OECD udgør offentlige kilder i form af bilateral og multilateral finansiering 71 procent af det mobiliserede beløb, mens eksportkreditter – der ender med at komme i-landsvirksomheder til gode – udgør tre procent. Resten er løfter fra private kilder om finansiering, hvis realisering der ifølge OECD hersker en del usikkerhed om.

Udviklingsorganisationen Oxfam har undersøgt sammensætningen af de tilsagn om bilateral og multilateral finansiering, der blev afgivet i 2013, og fundet, at kun 13 mia. består af regulær støtte til u-landene. Det svarer til blot en fjerdedel af det samlede beløb, der blev givet løfte om. Resten er lån, som u-landene skal betale tilbage, samt eksportkreditterne og de private kilder.

Organisationen Action Aid har en lignende vurdering.

»De ultimative modtagere af disse former for finansiering er aktører i de rige lande – ikke u-lande, endsige fattige og sårbare lokalsamfund,« mener Brandon Wu, ekspert i klimafinansiering hos Action Aid.

En anden begrænsning ved de afgivne finansieringsløfter er, at kun 16 procent af pengene ifølge OECD er øremærket beskyttelse af u-lande mod de klimaændringer, der allerede mærkes eller vil komme, og som vil ramme en række fattige lande hårdt – resten går til at bremse klima- ændringerne via investeringer i f.eks. vedvarende energi.

»Omkostningerne til (klima) tilpasning stiger, men den internationale støtte følger ikke med,« siger programchef Annaka Peterson Carvalho fra Oxfam.

Én forklaring er, at støtte til f.eks. vedvarende energi er en investering, der kan give et afkast via elproduk-tionen, mens beskyttelsesforanstaltninger – som f.eks. digebyggeri i lavtliggende østater – er en ren udgift. Det forklarer også, at den private sektors finansieringsløfter er helt fokuseret på investeringsprojekter i grøn energi, som der kan tjenes penge på.

På et møde i Lima i fredags om klimafinansiering efterlyste en ny alliance af 20 klimasårbare u-lande – V20-alliancen – flere penge til klimatilpasning.

»I fravær af en effektiv global indsats skønnes de årlige økonomiske tab for V20 på grund af klima- ændringer at overstige 400 mia. dollar i 2030, med konsekvenser der langt overstiger vore lokale eller regionale kapaciteter,« sagde Filippinernes finansminister Cesar Purisima.

CO2-budget væk

En svaghed ved det nye 20 siders-papir til klimaforhandlerne er, at det ikke taler om det såkaldte CO2-budget, introduceret af FN’s klimapanel IPCC. Budgettet opgør, hvor meget mere CO2, der er plads til at udlede globalt, hvis to graders målet skal respekteres, og facit er, at omkring 80 procent af de kendte fossile energireserver bør forblive i undergrunden, hvis dette budget skal overholdes.

I det forudgående 86 siders- dokument var CO2-budgettet med, ligesom udfasning af investeringer i fossil energi og af subsidier til kul, olie og gas var nævnt – ingen af delene har overlevet formandskabets redigering af teksten.

Temaet er vigtigt, fordi det fossile energiforbrug fortsat er stigende flere steder i verden, trods bestræbelserne på grøn omstilling. En ny rapport fra Det Internationale Energiagentur, IEA, om 10 sydøstasiatiske vækstlande med tilsammen 600 mio. indbyggere – hverken Kina eller Indien er med – fortæller således om en kraftig vækst i forbruget af kul, olie og gas.

»Trods planer for opskalering af vedvarende energikilder stiger andelen af fossil energi i regionens energisammensætning til omkring 80 procent i 2040,« spår IEA.

I dag er den fossile energis andel i regionen 73 procent.

IEA forudser, at kulforbruget vil vokse hastigst og gøre kul til den mest anvendte energikilde, mens andelen af vedvarende energi vil falde fra 26 til 21 procent. Godt nok stiger brugen af vind og sol, men til gengæld falder brugen af traditionel biomasse i de 10 sydøstasiatiske lande.

Også Indien, der ikke er med i IEA-opgørelsen, har i sit klimamål til COP 21 gjort plads til et øget kulforbrug. Ifølge Climate Action Tracker, der har analyseret det indiske klimamål, vil væksten i Indiens kulbaserede elkapacitet være betydeligt større end væksten i vedvarende energi frem til 2030.

»Med den gældende politik forudser vi, at Indiens kulfyrede kraftværks- kapacitet vil vokse med en faktor 3,8 i perioden 2010-2030,« skriver Climate Action Tracker.

Status quo i USA

Til gengæld er der fagfolk i Indien, der kritiserer USA for at gøre alt for lidt. Det uafhængige Centre for Science and Environment (CSE) i New Delhi argumenterer i rapporten Capitan America for, at præsident Obamas stærke betoning af klima- udfordringen ikke afspejles i den amerikanske klimastrategi. CSE vurderer, at selv de nye grønne initiativer ikke vil bringe den vedvarende energis andel af USA’s energisystem op på mere end 15 procent i 2030 – i dag er andelen ni procent.

»I 2030 vil 76 procent komme fra fossil energi,« vurderer CSE, der også opgør, at USA med ca. fem procent af den globale befolkning vil være ansvarlig for at have opbrugt 17,5 procent af det globale CO2-budget for hele perioden 1850-2100.

»Økonomisk vækst og forbrug står ikke til forhandling for USA. Man vil ’løse’ klimaudfordringen uden at gøre noget, der ændrer status quo (…) USA gør alt for at kunne fortsætte med business as usual – det vil lægge omstillingsbyrden over på andre,« lyder den hårde kritik fra de indiske miljøfolk.

At både centrale aktører i Øst og Vest kritiseres for at gøre for lidt er – sammen med den nye forhandlingstekst og finansieringsløfterne – et godt tegn. Presset øges, som det skal, samtidig med, at der faktisk er et fundament at tale ud fra. Men nogen garanti for succes i Paris er det jo ikke.

»Også denne gang er der mange ting, der kan gå galt,« advarede Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister under COP15, forleden hos Altinget.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Kjeller
  • Niels-Simon Larsen
Finn Kjeller og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er desværre ikke dækning for de positive ord om det aktuelle forhandlingsdokument i starten og slutningen af artiklen – og det fremgår jo også af artiklens øvrige indhold.

En global klimaaftale uden nogen bindende mål, uden nogen indgreb over for afbrændingen af kul, olie og naturgas og uden et ord om vedvarende energi? Det er desværre, hvad der netop nu forberedes til Paris-topmødet.

Den franske klimaskribent og ATTAC-aktivist Maxime Combes giver ti grunde til at afvise det udkast, der ligger. Han konkluderer, at »det er på høje tid, at vi slår alarm«. Se http://modkraft.dk/artikel/cop21-dokument-l-gger-op-til-nye-klimaforbryd...