Læsetid: 6 min.

’Vi har stoppet ISIL’s fremmarch’

Luftkrigen mod Islamisk Stat har varet et år, men nedkæmpelsen af den brutale islamistiske bevægelse har lange udsigter. Både USA og chefen for de danske F-16-fly er imidlertid overbevist om, at det går den rigtige vej
Et dansk F-16-fly tager afsted fra Al Jabar Air Base i Kuwait på sidste mission over Irak. Chefen for de danske styrker og militærpræsten vinker farvel.

Ulrik Hasemann

2. oktober 2015

Motorerne hyler om kap i den varme nat. Side om side står de syv danske F-16-fly badet i gult lys på den såkaldte flight line. Larmen er øredøvende. Vi er på Abu Jaber Air Base i den kuwaitiske ørken, hvor Danmark udkæmper sin krig mod Islamisk Stat (IS).

Under vingerne på hver af de fire kampfly, som skal deltage i nattens mission, hænger bomberne. En 2.000-punds bombe under hver vinge, flankeret af brændstoftanke og luft til luft-missiler til selvforsvar. Bomberne er de største i danskernes arsenal, for i nat skal de danske fly deltage i en stor operation sammen med amerikanere. I alt otte tons bomber er klar til at sprænge Islamisk Stats krigere og udstyr i småstykker et sted i Irak, knap tusind kilometer borte.

Det er efterhånden et år siden, at Danmark gik med i krigen mod Islamisk Stat. Og nattens bombning er den danske F-16-styrkes sidste. I denne omgang. Mere end 500 gange har de danske piloter trykket på knappen og sendt laser- eller GPS-guidede bomber mod mål i Irak. En indsats, som den danske styrkechef er overbevist om, har haft stor effekt på den brutale islamistiske bevægelse, der siden foråret 2014 har haft kontrollen med et område på størrelse med Storbritannien.

»Vi har stoppet ISIL’s (anden forkortelse for IS, red.) fremmarch,« siger den spinkle pilot og styrkechef, som foretrækker at optræde med sit kaldenavn ’GUS’ på grund af risikoen for IS-repressalier mod ham og hans familie i Danmark. »Hvis ikke vi havde været her, er jeg alvorligt bange for, at fronterne ville have set meget anderledes ud, og at ISIL ville have haft et væsentlig større overtal i Irak.«

Spiller uafgjort

Klokken er efterhånden halv to om natten. Ét efter ét ruller de grå fly frem mod startbanen med tændte frontlygter. Bag den mørke glas-hood øverst oppe anes pilotens silhuet. ’GUS’ og militærpræsten er mødt op for at vinke de fire piloter af sted. Få minutter efter letter det første F-16-fly med et voldsomt brag. En rakethale af ild lyser op på den sorte nattehimmel, og sekunder senere er flyet ikke andet end en prik i horisonten.

Ulrik Hasemann

Ifølge organisationen Airwars, der holder øje med luftkrigen mod IS, har den amerikanskledede koalition gennemført mere end 4.500 luftangreb i Irak i løbet af det seneste år. Alligevel har Islamisk Stat fortsat kontrol over store dele af det nordlige Irak, herunder millionbyen Mosul, provinshovedstaden Ramadi, byen Fallujah samt store dele af områderne derimellem.

Det skyldes først og fremmest, at der er grænser for, hvad man kan opnå med flybomber. Indtil videre har den irakiske regeringshær ikke været villig eller i stand til at rykke ind i de områder, hvor bl.a. de danske bomber har fjernet IS’ tunge våben og installationer. Og det betyder, at IS udadtil stadig virker som krigens vinder.

»Vi er rigtig gode til at gå i krig. Men vi er også rigtig gode til at spille uafgjort,« som en af de udsendte soldater siger, mens vi venter på, at de fire F-16-fly skal vende tilbage til basen – og det femte og sjette fly gøres klar til de sidste fem timers rekognosceringsflyvning.

Danske flyteknikere monterer bomber på de danske F-16-fly på Al Jabar Air Base i Kuwait. Foto: Ulrik Hasemann

Svært at ramme IS

Og rekognoscering er der rigtig god brug for, fortæller den danske F-16-styrkes operationschef, der gemmer sig bag et velvoksent fuldskæg og flyvernavnet ’AND’.

Islamisk Stat har nemlig tilpasset sig de konstante bombardementer og bliver stadigt sværere at ramme fra luften.

»I starten kørte IS rundt i konvojer og pansrede køretøjer. Det gør de ikke længere. Nu er det måske en enkelt bil med to mand, der bevæger sig fra et sted til et andet. IS har heller ikke længere store, synlige militærinstallationer. I stedet gemmer de ammunition i f.eks. en nedlagt fabrikshal og deres køretøjer i private huse, hvor de har slået en væg ned. Vi ser heller ikke længere grupper på 100 mand, der bevæger sig omkring. I stedet bruger IS civile strukturer til at gemme sig. Det kan f.eks. være et hus, hvor 15-20 mand er indkvarteret.«

»ISIL kender udmærket vores regler for magtanvendelse og ved, at vi ikke bomber, når der er civile i nærheden.«

Ulrik Hasemann

Netop risikoen for at ramme civile lægger store begrænsninger på luftkrigens effektivitet, og det er da også noget, som ligger de danske piloter stærkt på sinde.

Koalitionen har en nultolerance over for civile tab, oplyser den danske F-16-ledelse i en uklassificeret briefing om indsatsen. Og det betyder, at de danske piloter ofte har oplevet, at planlagte missioner bliver afblæst, fordi der er opstået tvivl om risikoen for, at civile kan blive ramt.

»Er vi det mindste i tvivl, undlader vi at bombe,« siger ’GUS’.

Reduceret til en guerilla

De to danske fly er nu blevet udstyret med 500-punds standardbomber, og piloterne er ved at klatre om bord. Lige ved siden af venter Canadas seks Hornets på, at mekanikere og piloter skal indfinde sig til næste bomberunde. Længere bagude står række efter række kuwaitiske Hornet, og et par hundrede meter derfra de italienske Tornado og en veritabel park af amerikanske Thunderbolts. Bombekampagnen mod Islamisk Stat kører 24-7, og lige nu er det bl.a. Danmark, der har nattetjansen. Med mere end 500 bomber på et år hører Danmark til blandt de koalitionslande, som USA er gladest for.

Ulrik Hasemann

I den amerikanske lejr er officererne lige så overbeviste som ’GUS’ om luftkrigens fortræffelighed.

»Vi har stoppet ISIL’s offensiv,« siger Matthew Gregory, den storsmilende public affairs officer. »Der er ingen tvivl om, at vi gør fremskridt. ISIL udgør ikke længere en trussel mod Bagdad. Irakerne er flere steder i fuld gang med at isolere ISIL, bl.a. omkring Ramadi og Fallujah, og også omkring det store olieraffinaderi Baiji i Nordirak er de irakiske styrker i offensiven,« siger han og hævder, at omkring tusind IS-medlemmer er blevet dræbt hver måned, hvilket cirka svarer til antallet af nye rekrutter. Ingen af tallene kan dog dokumenteres.

Den danske styrkechef er enig i, at der er fremskridt.

»Det er korrekt, at fronterne i Irak er ikke flyttet markant over det seneste år, men luftoperationerne er også kun ét af fire ben i krigen mod ISIL,« siger han. »Og vi kan jo se, at ISIL bliver svagere, efterhånden som vi rammer dem.«

Eller som en anden dansk officer udtrykker det: »IS kan ikke længere overtage kontrollen med hele Irak. De har stadig kontrol over større landområder, men de er i stigende grad reduceret til en guerillabevægelse.«

Venter på irakerne

Selv om IS altså er på hælene ifølge koalitionens vurdering, er det indtil videre ikke lykkes at formindske deres territorium. De irakiske soldater mangler tilsyneladende både evnen og viljen til for alvor at gå i clinch med IS. Og hverken USA ellers dets allierede er villige til at sende landstyrker for at hjælpe dem.

Ulrik Hasemann

»Vi kan ikke erobre Ramadi, Fallujah eller Mosul for irakerne,« siger ’GUS’. »Men vi kan støtte dem, når de er klar.« Hvornår det bliver, er i øjeblikket højst uklart. Hos de amerikanske styrker på Abu Jaber lyder meldingen, at det bliver »en meget lang proces«, som Matthew Gregory udtrykker det. USA forbereder sig med andre ord på en ny tiårskrig for at stabilisere et vaklende Mellemøsten.

Kort før solopgang dukker to blinkende prikker op på himlen. Og så endnu to. De fire danske F-16-fly brøler direkte ind over basen.

»De har smidt deres våben,« konstaterer en af de danske soldater med tilfredshed i stemmen. »Ellers ville de ikke flyve ind over os.«

Kort efter lander de fire bombefly, et efter et og taxier langsomt ind på plads under halvtaget. Hooden ryger op, og fire sammenkrøllede piloter kravler ud.

Den sidste danske bombemission er fløjet, og om mindre end en uge lander de syv F-16-fly i Skrydstrup oven på mere end 6.000 timer i luften over Irak.

Ulrik Hasemann

Hvor de sidste danske bomber i Operation Inherent Resolve landede, vil ingen ved F-16-styrken fortælle. Men ifølge en pressemeddelse fra koalitionsledelsen, CJTF-OIR, gennemførte koalitionen to store angreb onsdag.

Det ene »i nærheden af Kirkuk«, hvor »tre forskellige taktiske ISIL-enheder blev ramt, og et ISIL-lager, to tunge maskingeværer og syv lette maskingerværer samt 22 IS-kamppositioner blev ødelagt.« Det andet »i nærheden af Al Huwayjah«, hvor »syv luftangreb ramte en stor taktisk ISIL-enhed, et interesseområde, tre tunge maskingeværer, et let maskingevær samt otte kamppositioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Saa vi har altsaa vundet enddu en krig ... ligesom deni Afghanistan, ikk' ?

Henrik Leffers, Anders Graae, Anne Eriksen, Bente Petersen, Janus Agerbo, Stig Bøg, Henrik L Nielsen, Preben Haagensen, Espen Bøgh og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Nogle medier, inklusiv RT, skriver at kineserne er på vej til Syrien. Med rådgivere, soldater og hangarskib. Er det virkeligt sandt?

Henrik L Nielsen:

Det er det vel. Debka Files skriver, at et kinesisk hangarskib har passeret Suez Kanalen den 22.9.15, og skulle have anløbet den syriske havn Tartus. Det må være rigtigt - et hangarskib er vel ikke så nemt at skjule.

http://www.debka.com/article/24909/A-Chinese-aircraft-carrier-docks-at-T...

Jeg har ikke bemærket noget herom i kinesiske medier, og de har vel deres grunde til at gå stille med dørene i denne sag, i alt fald for tiden.

Det bliver spændende at se hvor meget og hvor længe Rusland og Kina bliver rodet ind i det uendelige kaos i Mellemøsten. Det farlige er selvfølgelig, at det kraftigt øger risikoen for et stormagtssammenstød med fatale konsekvenser.

Niels-Simon Larsen

'GUS' og militærpræsten er mødt op for at vinke de fire piloter af sted'.

Nu må det være på tide, at der bliver talt om krigen i den krigeriske folkekirke. Det er jo ikke bare i folketinget, at krigen ikke bliver diskuteret. Og hvad med alle de producentsteder, hvor man fremstiller komponenter til krigen. De er jo også medskyldige. Enten er alle skyldige eller ingen.

Gennem skatten understøtter vi alle folkekirken, dermed også militærpræsterne. Det er én stor sump af uigennemsigtighed og tavshed.

Henrik L Nielsen

Niels-Simon Larsen
Nu er det jo ikke folkekirken der har besluttet at gå i krig. Militærpræsterne er der jo som sjælesørgere og vejledere for personel og familier. De er der for at hjælpe nogle igennem en svær tid, ikke for at slås eller spionere.
Krisepsykologer og Rødekors står jo heller ikke bag de hændelser de er aktive ved.

Sikken en fremtidsudsigt for de mennesker der stadig bor i Irak - "USA forbereder sig med andre ord på en ny tiårskrig for at stabilisere et vaklende Mellemøsten."
Vi må håbe for den hårdt prøvede Irakiske befolkning at de kan blive af med alle dem der søger at få magt over deres land og dets rigdomme.
Og at freden kommer før de 10 år er gået... naivt ja - men man kan altid håbe.

Bente Petersen

PR PR PR PR.... Hvorfor faar vi lige netop NU denne vel illustrerede rapport om hvordan DK har stoppet ISIS ??? Der er nok nogen indenfor det danske saakaldte "forsvar" der mener de har brug for at forsikre os om hvor "effektive" de har vaeret... DOH !!!

Eller - hvor effektive det danske forsvar må fortsætte med at være, når der skal købes nye fly og tilhørende bomber - og hvad man forventer af os, ellers!

Eller også skal russerne ikke tro de er noget - hvis der skulle komme overraskende positive resultater. Faktisk ser det ud til at Vestens resultater har lagt bolden lige til højrebenet - så russerne bare skal sige - Bøh!

Niels-Simon Larsen

Henrik: - og det er heller ikke folkekirken, der har besluttet ikke at støtte krigsdeltagelsen. Den flyder bare med. Militærpræsterne er der for at støtte soldaterne, som de altid har gjort, og som modparten også gør. Vi er ikke kommet et skridt videre. Alle beder deres gud om støtte, hvad navn han end har. Vi alle drages ind i at støtte krigen på hundrede forskellige måder. Vi er et land i krig, og man kan dårlig nok stemme på et parti, der ikke går ind for krig.
Ikke nok med det, men når der så stilles krav om undersøgelse af vores militære fremfærd, bliver forslaget skrottet.

georg christensen

De sidste NAIO krige under USA (NSA) kontrol tabte, skyldes i høj grad Europæisk mangel på sammenhold. Nu er skaderne så sket. Europa har fået krig på alle fronter, og USA som startede griner.

At russerne nu forsøger at hjælpe burde Europæerne opfatte som "en hjælpende hånd" og ikke bare under USA kommando afvise.

NB: Jeg tør garantere for, at både russerne, tyrkerne som Iranerne kun ønsker fred i Mellemøsten, og Assad styret på afskuds rampen, men blokeres af amerikansk imperialisme. Derfor bør Europæerne endelig få åbnet øjnene, blive selvstændig og forene sig med sine naboer russene og tyrkerne især og med en åben dør til iranerne.

Er det kinesiske hangarskib ikke et 2nd hånd de købte af russerne? Måske kan russerne låne det til at lette og lande fra? Nu skal hverken Kina eller Rusland bekymre sig om hjemlig opposition så der går nok alt sammen.

Peter Nielsen:

Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med at det 'går nok alt sammen'?

Umiddelbart må man konstatere, at Rusland og Kina åbenbart formår at 'dæmpe gemytterne' hos oprørske islamister, som det skete i Tjetenien og nu sker i Xinjiang. Måske har det ført til, at de to lande er blevet overmodige, for det er noget helt andet, at begynde at blande sig i hvad der sker i Mellemøsten. Det burde Vesten have lært, og det har USA måske også langt om længe, i alt fald når det gælder indsætning af landtropper, men måske har Rusland efterhånden glemt deres mislykkede felttog i Afghanistan. (Der dog som bekendt ikke ligger i MØ).

Med hensyn til 'hjemlig opposition' har du ret, men jeg er ikke sikker på, at der er megen opposition til den politik de to lande vælger at føre nu. Putin har jo klart begrundet sin politik med, at han hellere vil slå islamister ihjel udenfor Rusland end indenfor, og kineserne er uden tvivl på linie med en sådan politik. Hvor de har skabt ro, på overfladen i alt fald, i henholdsvis Tjetenien og Xinjiang, er jeg ikke sikker på, at de vil opnå det samme i MØ, men det ligger jo også udenfor de to lande.