Syriens Assad er fredet af folkeretten

Lars Løkke Rasmussen lod for nylig forstå, at den danske F-16-flyindsats mod Islamisk Stat til næste år måske udvides til også at inkludere angreb på organisationen i Syrien.

I realiteten er Danmark imidlertid allerede engageret militært i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. Folketinget vedtog nemlig den 8. oktober en folketingsbeslutning, der gav tingets samtykke til, at det hidtidige F-16-flybidrag i Irak blev afløst af et radarbidrag, og det fremgår eksplicit af beslutningsforslaget, at radaren også vil finde anvendelse i Syrien.

Det rejser spørgsmålet om det folkeretlige grundlag. Folkeretten er ret klar. I fraværet af et samtykke til magtanvendelse fra territorialstaten er magtanvendelse kun mulig, hvis der enten foreligger en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, eller hvis magtanvendelsen er forenelig med en ret til selvforsvar. Det danske F-16-flybidrag mod Islamisk Stat i Irak var baseret på en invitation/samtykke fra den irakiske regering og derfor på den baggrund forenelig med folkeretten. Men hvad med bidraget i Syrien?

Repræsentanter for Helle Thorning-regeringen lod ved forskellige lejligheder forstå, at det efter deres opfattelse var folkeretligt betænkeligt at udvide kampen mod Islamisk Stat til Syrien, og at det var en væsentlig årsag til, at man ikke ville udvide det danske bidrag til Syrien.

I august 2014 udtalte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) eksempelvis, at en dansk militæroperation i Syrien ville være en »langt, langt sværere manøvre, også folkeretligt«.

For som udenrigsministeren bemærkede, så er der trods alt en demokratisk valgt regering i Irak, »der kan koordinere den militære og humanitære indsats«, mens der i Syrien er »totalt kaos og ingen regering, vi anerkender, som kan give os et folkeretligt grundlag«.

Også SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, var tøvende, og så sent som den 28. juli i år afviste han et forslag fra Naser Khader (K) om et engagement i Syrien bl.a. med den begrundelse, at »der vil være store folkeretlige problemer med at udvide indsatsen til Syrien«.

Syrien er mere kompliceret

Det er utvivlsomt korrekt, at det er mere kompliceret folkeretligt at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien end i Irak. For mens de danske luftangreb mod Islamisk Stat i Irak som nævnt er baseret på den irakiske regerings eksplicitte godkendelse, er det anderledes i Syrien.

Ingen af de vestlige stater, der er involveret militært i Syrien, baserer deres magtanvendelse på en tilsvarende accept fra det syriske regime. Vesten mener, at Bashar al-Assads dage er talte og afviser at lade deres militære tilstedeværelse i Syrien afhænge af Assads velsignelse.

Som den opmærksomme læser vil vide, er det dog ikke kun vestlige stater, der har valgt at lade sig engagere i konflikten i Syrien. Iran har længe været en aktiv spiller på det syriske Assad-regimes side, og senest har russerne også meldt deres ankomst med en lang række luftangreb. Som iranerne har også Rusland valgt at lægge sine militære jetoner i Assad-lejren, og russerne har ikke overraskende begrundet sin militære tilstedeværelse i Syrien i netop en invitation fra det syriske regime.

Det kan diskuteres, om Assad er i en position, hvor han kan afgive et bindende samtykke og om ikkerussisk magtanvendelse mod eksempelvis Den Frie Syriske Hær krænker det syriske folks ret til selvbestemmelse. Sikkert er det imidlertid, at præsident Vladimir Putin i modsætning til sine vestlige kolleger ingen problemer har med at samarbejde med Assad. Tværtimod. I Moskvas optik er Assad en vigtig brik i forhold til at finde en løsning på konflikten i Syrien.

Kollektivt selvforsvar

Selv om det er mere mudret rent folkeretligt at intervenere i Syrien uden samtykke fra Assad-regimet eller et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, er det ikke umuligt.

Den danske regering begrunder udvidelsen af det militære engagement mod Islamisk Stat til Syrien på en ret til kollektivt selvforsvar af Irak. Det giver god mening at påstå, at Irak er udsat for et væbnet angreb fra Islamisk Stat, der har udløst en irakisk ret til selvforsvar, som andre stater efter anmodning fra irakerne kan bistå med at udøve i Syrien.

Selv om Islamisk Stat er en privat aktør, har det siden terrorangrebene den 11. september 2001 været den almindeligt accepterede antagelse, at angreb fra private aktører godt kan udløse en ret til selvforsvar, hvis den lokale regering – som tilfældet er i Syrien – mangler enten viljen eller evnen til at standse de væbnede angreb.

Den irakiske regering har da også officielt bedt det internationale samfund, herunder vestlige stater som USA, om at bistå landet med at bekæmpe Islamisk Stat.

Så de formelle betingelser ser herved ud til at være opfyldt. FN-pagten åbner eksplicit for brug af kollektivt selvforsvar og hele grundlaget for NATO og musketér-eden om, at et angreb på ét NATO-land skal anses som et angreb på alle medlemmer af alliancen er netop bygget på en præmis om, at selvforsvar kan udøves kollektivt.

Retten til selvforsvar begrænser imidlertid på en række punkter de vestlige staters magtanvendelse i Syrien. Selvforsvar skal være proportionalt i forhold til at standse det væbnede angreb, der udløste selvforsvaret, og Vesten kan derfor kun bruge den mængde magt, der er nødvendig for at standse Islamisk Stats fremfærd i Irak.

Det betyder bl.a., at de vestlige styrker kun må angribe Islamisk Stat og ikke andre af de stridende parter i den syriske borgerkrig, herunder Assad-regimet. Dertil kommer, at grundlaget for at bruge magt mod Islamisk Stat i Syrien umiddelbart må ophøre, når/ hvis det lykkes at nedkæmpe organisationen i Irak.

Det er altså ikke kun situationen på slagmarken i Syrien, der er mudret og på mange måder paradoksal. Det er den også folkeretligt.

De stater, der er involveret i den syriske krig, opererer på forskellige folkeretlige grundlag. Mens russerne og iranerne baserer deres tilstedeværelse på et samtykke fra Assad-regimet, er de vestlige staters magtanvendelse baseret på kollektiv udøvelse af irakisk selvforsvar.

Det forskelligartede folkeretlige grundlag kommer bl.a. til udtryk i den måde, som de involverede stater er begrænset i deres magtanvendelse. Mens de vestlige stater kun må anvende magt mod Islamisk Stat, gør det samme sig ikke gældende for eksempelvis Rusland. Da russerne er i Syrien efter invitation fra Assad, må de i teorien anvende magt mod alle parter i borgerkrigen – på nær Assad.

I fraværet af en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, der åbner op for brug af magt mod Assad, er forholdet altså det, at Assad-regimet er den eneste af de stridende parter i borgerkrigen, der ikke lovligt kan gøres til genstand for international magtanvendelse.

Folkeretligt har tingene herved udviklet sig på en måde, som den snu Assad ikke i sine vildeste fantasi kunne drømme om. Ikke nok med, at andre stater nu hjælper ham med at bekæmpe sine fjender. Folkeretten beskytter ham sågar mod angreb. Det holdbare i denne situation kan man jo passende tygge lidt på i det internationale samfund.

Anders Henriksen er lektor i folkeret, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet