Læsetid: 4 min.

Tyrkiets prokurdiske parti er fanget mellem krig og fred

Midt i en højspændt konflikt skal Tyrkiets prokurdiske bevægelse HDP forsøge at overgå sit eget fantomvalg fra i sommer. Men partiet er spændt ud mellem den militære vej hos de nært relaterede PKK-militante og en ny vælgerskare, der stemte på partiet for at få fred, men har fået alt andet
Lederen af det kurdiske Folkets Demokratiske Parti, HDP, Selahattin Demirtas, i midten med slipset, deltager i begravelsen af et af ofrene for weekendens bombeangreb i Ankara.

Lefteris Pitarakis

13. oktober 2015

Højttaleranlægget udsender en knitrende messen, og et øjeblik stiller de fleste tilstedeværende deres teglas ned og samler hænderne i en stille bøn, før samtalen genoptages.

En køn ung kvinde i en lyseblå blazer giver hånd til en flok alvorlige mænd på række foran tre grynede billeder af en kvinde i uniform og to mænd. De tager imod strømmen af gæster, der defilerer forbi, og tilbyder deres kondolence, før de kan sætte sig ned på de lave bænke i det godt fyldte lokale og få deres eget glas te, før anlægget igen afbryder med en invitation til bøn.

Forsamlingen er en mindehøjtidelighed for en gerilla – en kvindelig PKK-kriger, dræbt i et tyrkisk fly- angreb i Kandil-bjergene på den anden side af grænsen til Irak, sammen med to angiveligt civile ledsagere.

Den unge kvinde i den lyseblå blazer er den unge HDP-parlamentariker Enise Guneyli, som er ankommet for at udtrykke sin støtte til den kvindelige guerillakrigers efterladte familie. Hun taler lavmælt med et par af de tilstedeværende mænd og forsvinder et stykke tid ind i et nabo- lokale, hvor kvinderne holder en parallel ceremoni.

Da hun kommer ud igen, bliver der knipset et par billeder med det unge parlamentsmedlem og forskellige deltagere ved mindehøjtideligheden foran et banner med den kvindelige guerillakriger. Så ind i bilen og videre med det, der bedst kan betegnes som en blanding af en valgkamp og en borgerkrig.

Kurdernes dilemma

Der findes få andre steder i verden, hvor folkevalgte politikere så betænkningsløst lader sig associere med en væbnet gruppe, der fører aktiv kamp mod den stat, de som parlamentarikere selv repræsenterer – en gruppe, som i store dele af verden er kategoriseret som en terrororganisation.

Men det er også få legitime politiske bevægelser og væbnede oprørsgrupper, der er så svære at adskille som HDP – Folkets Demokratiske Parti – og PKK–Kurdistans Arbejderparti. Partilederen Selahattin Demirtas, der med valgtriumfen i juli fik en nøglerolle i tyrkisk politik, måtte i den forløbne uge forholde sig til spørgsmål om, hvorvidt hans bror var blevet såret under et tyrkisk angreb på PKK (det var han ifølge partilederen ikke; han kæmper på andre fronter for PKK, mod IS), og når man spørger den almindelige kurder om forbindelsen mellem de to bevægelser, er svaret; »Det er den samme ting, hver sin side af mønten«. Den væbnede kamp – og den civile, politiske kamp.

»De ville ikke få to procent af stemmerne, hvis de ikke havde PKK’s støtte,« som en eksvælger konstaterer på en køretur igennem PKK’s hjerteland i det østlige Tyrkiet, hvor bevægelsen ofte har fået over 90 procent af stemmerne, men hvor han som mange andre overvejer helt at undlade at stemme.

Partiet er fanget i et dilemma. Mens HDP fik en overvældende opbakning ved valget i juli fra det meste af den kurdiske befolkning og mange andre, er partiet i dag til en vis grad splittet mellem to vælgergrupper: En gruppe, som normalt ikke ville stemme på et prokurdisk parti, men som til det sidste valg gav dem deres støtte for at flytte den kurdiske sag fra slagmarken og ind i det politiske system. Men som ikke har fået den fred ud af det, som var motivet for at stemme på partiet.

Den anden gruppe støtter ubetinget PKK og ser HDP’s politik som en forlængelse af PKK’s væbnede kamp. Og hvorfor så stemme i det hele taget, hvis der er krig, og den tyrkiske regering har aflyst fredsprocessen?

De bedste af de værste

Dilemmaet kan opleves midt i regionens hovedstad, hvor de unge PKK-tilhængere har bygget barrikader få hundrede meter fra byens administrative centre.

»HDP er måske nok de bedste af de værste. Men hvad kan de gøre for os? Det her er ikke politik, de kan ikke gøre noget for os, det her er krig,« som en af de unge aktivister i ungdomsmilitsen YDG-H forklarer til Information bag en barrikade i Diyarbakirs gamle bykvarter, Surici, et par dage inden bomben i Ankara springer, kvarteret spærres af og en byguerillakrig bryder ud mellem den tyrkiske hær og de unge militsfolk.

Demirtas har selv adskillige gange søgt at markere afstanden mellem de to bevægelser og blandt andet understreget behovet for, at PKK lægger våbnene – blot for at blive sat på plads af PKK-ledelsen.

Og selv hos den del af HDP, der udspringer af civilsamfundet, er der en vis forståelse for de unges des-illusion.

»På en måde har de jo ret. Når alle folk bruger våben, kan politik ikke udrette meget,« konstaterer HDP-politikeren Muharrem Erbey, der selv er tidligere politisk fange og ledede menneskeretsorganisationen IHD, før han gik ind i politik.

»Hele denne proces handlede om at fjerne våbnene som dialogform, og det er ikke lykkedes.«

Uden for byen, på kampagne-sporet, er skillelinjen heller ikke så skarp, ifølge det unge HDP-parlamentsmedlem Enise Guneyli.

»Personligt mener jeg ikke, der er nogen interessekonflikt mellem PKK og HDP. Der er en konflikt med den tyrkiske stat,« siger hun

»Den tyrkiske stat prøver at bryde det kurdiske broderskab og graver grøfter i det kurdiske samfund. I det store billede er PKK illegale, mens HDP er legale. Det er en forskel. Men vi kæmper for det samme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indledningen til artiklen efterlader det indtryk, at skribenten selv har været der og oplevet det hele "på første parket" - er det tilfældet (så er det fint) eller er det et "kunstnerisk/ dramadokumentarisk" "kunstgreb" ?

Kurderne er vel ret "driftssikre" efter "dansk målestok" al den stund, de har organiseret sig relativt godt i de områder , som de kontrollerer - og diskrimination af kvinder synes væsentlig mindre udtalt end i andre tilstødende områder +

Er problemets "struktur" ikke nogenlunde sammenligneligt med situationen i Nordirland dengang IRA's brutale terror var et gevaldigt problem for både Irland og England ? - denne konflikt løstes hen ad vejen, og noget lignende sker vel forhåbentligvis også for tyrkerne og kurderne.

Ahmed Mannouti

Robert

Man kunne håbe det, men den kurdisk konflikt har mange flere aspekt. Den tyrkisk-kurdisk konflikt er kun en af mange kurdiske konflikter. Der er ikke et etableret kurdistan som kan have samme dæmpende effekt som Irland havde på konflikten i Nordirland.