Siden terrorangrebet sidste fredag i Paris har danske og udenlandske medier været fyldt med pompøse udtalelser fra internetbevægelsen Anonymous. I videoerne truer Anonymous med at gengælde angrebene i Paris ved at bekrige Islamisk Stat på internettet:
»Anonymous fra hele verden vil jagte jer. Vi vil iværksætte den største operation nogensinde imod jer. Forvent massive cyberangreb. Krig er erklæret. Vær forberedt,« siger den maskerede mand i videoen henvendt til terrororganisationen.
Videoen blev spredt lynhurtigt på alverdens sociale medier og nyhedsmedier og appellerede bredt. For mens den militære hævn i form af luftbombardementer af IS-positioner i Raqqa kom hurtigt efter angrebet i Paris, er det mildest talt ikke noget, der er særligt inkluderende.
Mange moderne konflikter har et cyberelement i sig, og Anonymous’ aktioner er noget, folk kan deltage i: Islamisk Stat bruger internettet til at sprede sin propaganda og rekruttere nye til bevægelsen, men aktivister og folk med gode computerevner kan rent faktisk allesammen bidrage til at slå dem væk fra nettet.
Det er svært helt at få et overblik over, hvad operationen – døbt #OpParis – indtil videre har udrettet.
Lister med tusindvis af Twitter-kontoer, emailadresser og navne er blevet spredt som mål via hjemmesiden Pastebin, og medier har viderebragt Anonymous’ påstande om, at flere end 5.000 IS-relaterede Twitter-kontoer er blevet fjernet, men det er svært at verificere. For det er tidkrævende at tjekke, om Twitter-kontoerne reelt har forbindelse til IS, om de rent faktisk er væk, hvornår de blev deaktiverede, og om det har været kontoer af reel betydning.
Selve fremgangsmåden virker først og fremmest til at være både simpel og lovlig: Aktivister opsporer – ved hjælp af programmer eller manuelt – og spreder de IS-relaterede Twitter-kontoer blandt deres allierede med opfordring til at anmelde dem for brud på reglerne.
Twitter har længe fjernet de terrorrelaterede propagandakanaler, men da både myndighederne og mediet har svært ved at følge med i den konstante oprettelse af nye kontoer, kan den form for aktivisme rent faktisk hjælpe. Andre former for angreb, der virker mindre udbredte, er overtagelser af kontoer ved hjælp af loginforsøg eller hacking af usikre Twitter-applikationer. I våbenarsenalet er også de klassiske DDOS-angreb (overbelastningsangreb) mod IS-sider, som har fået flere sider til – i de fleste tilfælde kortvarigt – at gå ned.
Der er dog også tegn på, at selve målene bliver fordelt med lidt løs hånd, eftersom en af de angrebne hjemmesider har været danske Hizb ut-Tahrirs hjemmeside – på trods af at de ikke støtter Islamisk Stat – ligesom Anonymous i løbet af den seneste uge også har spredt Pastebin-sider med navne på danske Hizb ut-Tahrir-medlemmer.
Vestens mediehelte
Krigserklæringen mod Islamisk Stat har fået en mere positiv modtagelse i medierne, end Anonymous måske nogensinde har prøvet før. I danske medier blev det i Ekstra Bladet til, at »Anonymous erklærer ’total krig’ mod Islamisk Stat efter Paris-terror« og siden en opfølger om, at »Anonymous slagter IS på Twitter«.
TV 2 rapporterede om de deaktiverede Twitter-kontoer med ordene »Anonymous har slået til mod IS: Så massivt er angrebet«, mens Dagens.dk fik aktivisternes offentliggørelse af nogle navne på angivelige IS-støtter på Twitter til, at »nu får ISIS svært ved at skjule sig rundt om i Europa«.
Fra en bevægelse, der normalt definerer sig i stærk opposition til mainstreammedierne, har den ukritiske og begejstrede mediedækning givet anledning til interne diskussioner – om hvis ærinde man går med operationen, og om hvorvidt det, man opnår, rent faktisk svarer til den begejstrede dækning fra de etablerede medier:
»Det er skræmmende, hvordan mainstreammedierne elsker denne operation. Alt, hvad Anonymous behøvede at gøre, var at lave en video med tomme løfter, og så virker det til, at journalister over hele verden tænker, at det er nyhedsværdigt,« skriver AnonDiscordian i et indlæg på Pastebin og kritiserer operationens effektivitet med henvisning til en af bevægelsens grundregler om, at »Anonymous stadig er i stand til at levere«:
»Hvordan har de egentlig tænkt sig at stoppe en international terrororganisation, der har været i stand til at udføre angreb på trods af masseovervågningen fra regeringer rundt omkring på kloden? At fjerne deres kommunikation kan stoppe vigtige efterretninger, der kan bruges til at opspore disse terrorister,« skriver AnonDiscordian og bliver delvist bakket op af en fra GroupAnon, som ellers ifølge eget udsagn længe har deltaget i Anonymous-angrebene mod Islamisk Stat.
»Vores post, som medierne vil have alle til at tro ’erklærer krig’ mod Daesh, er blevet retweetet 14.000 gange. Vi havde aldrig forventet denne reaktion, og vi søgte den ikke. Helt ærligt så var vi forbløffede over modtagelsen,« skriver GroupAnon.
Videregiver til myndighederne
Forbløffelsen over den begejstrede modtagelse af krigserklæringen kan hænge sammen med, at Anonymous har været i krig med IS siden angrebet på Charlie Hebdo i januar.
Dengang blev #OpISIS lanceret – og siden har mange aktivister foretaget præcis de samme deaktiveringer af Twitter-kontoer og angreb på hjemmesider, som har fået så meget opmærksomhed den seneste uge.
Som TorReaper, der længe har været central i aktiviteterne mod IS, påpeger på Twitter: »Anons tager de første skridt? 900 kontoer? LOL. Prøv med måneders arbejde og 25000+ sider og 100+ sider permanent nede.« Krigen mod IS har dog også ført hackerbevægelsen ud i nyt territorium, hvor flere åbent erklærer, at de samarbejder med myndighederne som en del af operationerne.
»Vi har været glade for at arbejde med globale efterretningstjenester og give dem den information, vi har fået ved at infiltrere jihad-netværk. Vi bør ikke være bange for at arbejde med regeringer, hvis vores mål er på linje,« skriver GroupAnon i et indlæg.
AnonPress, der også har været aktiv i angrebene, beskriver i et indlæg, at strategien mod IS drejer sig om tre punkter: Rekruttering, lokation og information. Rekrutteringen handler om at få fjernet IS-kommunikationskanaler fra f.eks. sociale medier, mens lokation og information handler om at få sendt det, man opsnapper, videre til samarbejdspartnere hos myndighederne:
»Medlemmer og støtter af ISIS er ikke de mest teknisk bevidste. De efterlader sig lokationsoplysninger i fotografier, de slører ikke deres spor, og nogle gange tweeter de med lokationstjenester slået til. Jeg tror ikke, vi behøver at gå i detaljer om, hvorfor geografisk information om disse mennesker er gavnlig, særligt når de bliver sendt videre til de rette myndigheder,« skriver aktivisten.
Forhåbningen om, at informationerne kan bruges til mere end bare at deaktivere Twitter-kontoer, finder man også andre steder i netværket.
»Du stopper ISIS’ rekruttering ved at dræbe dem. Hvordan dræber du dem?« skriver en Anonymous-Twitter profil og linker til en idé: »Overtag kontrollen med så mange Daesh-sider som muligt, vær stille, lav en kopi af databasen, vær stille, send root-logins til forsvarsministeriet, vær stille«. En anden konto har spredt nyheden om, at aktivister har overført informationer om Islamisk Stat til den syriske oprørsbevægelse Den Frie Syriske Hær (FSA), som ligger i konflikt med IS:
»Anonymous har givet Free Syrian Army data med 200.000 linjers personlige informationer på medlemmer af et Daesh-undergrundsforum,« skriver GroupAnon på Twitter.
Med den slags operationer nærmer Anonymous sig mere reel cyberkrigsførsel, men om informationerne reelt er brugbare er nok mere usikkert.
Kontroversielt samarbejde
En enkelt del af de tidlige operationer har taget skridtet videre end bare at videregive informationer og har indledt et reelt samarbejde med myndighederne i en struktur, der mere minder om et firma. Det såkaldte Ghost Security Group udsprang af flere succesfulde operationer i foråret, der fik lukket IS-relaterede Twitter-konti i tusindvis, og hvor man i flere tilfælde også lykkedes med at få fat i konkrete efterretninger, som man videregav til myndighederne.
Men derfra blev gruppen uenige. Nogle fra gruppen »fik ideen om at bede om finansiering til deres efterretninger, og regeringen var enig (selvfølgelig via et firma). Efterretningerne blev derefter en vare, som skulle beskyttes og dermed stoppede det med at blive delt med gruppens følgere. Det førte til splittelser, og mange af de originale medlemmer gik ud,« skriver TorReaper i et indlæg på Cryptosphere. En direkte økonomisk forbindelse til myndighederne er stærkt kontroversielt for en bevægelse, hvis medlemmer i årevis er blevet forfulgt og fængslet for deres aktivisme:
»USA vil have Anonymous til at spille cyber-militia for deres egne politiske mål,« skriver Blackplans på Twitter og kritiserer særligt Ghost Security Group for at udnytte deres tidligere erfaringer fra Anonymous, mens en anden aktivist over for Tech Insider kritiserer, at man går USA og NATO’s ærinde: »Disse organisationer har længe haft Anonymous listet som en ’udenlandsk terroristgruppe’ lige ved siden af ISIS. Og af denne grund har Anonymous i flere år været i krig med NATO og USA.«
Er der nogen der kan forklare mig hvorfor i alverden at Information ikke delegitimere terrororganisationen ved blot at referere til dem som Daesh eller endnu bedre 'Ja'hish' - æselstaten i Irak og Syrien?
Se evt. en grundig forklaring på Daesh her: https://www.freewordcentre.com/blog/2015/02/daesh-isis-media-alice-guthrie/
vi kunne og finde på et ord selv .........hvorfor skal vi ikke unde os selv det?